Læsetid: 5 min.

Tabuisering af kritik vil føre til hemmelig politik

Ikke nok med at kritik ikke længere kan eksponeres mod nogen mindretalskultur, hvis man ikke selv kommer fra gruppen. Nu kan kritikken af det hvide samfunds historie end ikke vises, hvis kunstneren fremviser og citerer, det han eller hun kritiserer
Den amerikanske digter Vanessa Place, der arbejder med konceptuel poesi, er blevet beskyldt for at være racistisk i hendes gengivelse af udvalgte citater fra ’Borte med blæsten’.  Et eksempel på en ny tendens, mener Jens-Martin Eriksen.

Finn Frandsen

15. august 2015

Den omfattende inkvisition mod hadetale (hate speech) i medierne udvikler sig hele tiden med nye eksempler. Den mest kendte i Danmark var dog reaktionen på litteraturforskeren Mette Høegs artikel i Weekendavisen. Litteraturredaktørerne Jes Stein på Politiken og Peter Nielsen her på Information anklagede Mette Høeg for at være motiveret af had i hendes intervention i den litterære debat. Det er en uigennemskuelig anklage, idet den ikke er evidensbaseret, men udelukkende bygger på inkvisitorernes fornemmelser og særlige hermeneutiske adgang til at aflæse hensigten med den kritiske tekst, der er under anklage. Beskyldningen om had er derfor også svær at ryste af sig for den anklagede, idet motivtilskrivningen berører noget essentielt ved vedkommende, som den pågældende tekst for så vidt bare kan være et udtryk for. Det er derfor en slags skueproces, hvor domfældelsen består i katatonisk gentagede påstande om dårlig karakter, og ikke i en udfordring på argumenter i forhold til den omdiskuterede tekst, som kan bestrides i en åben dyst. Anmelderen på Information, Tue Andersen Nexø, skrev på Facebook i en direkte henvendelse til medarbejdere på Weekendavisen, at de burde have forhindret publiceringen af den omtalte tekst af Mette Høeg. Man forstår, at der på sæt og vis er tale om en slags strukturforvandling i forhold til hvad, der bliver anset for offentligt og privat, på den måde som Jürgen Habermas behandlede dette emne i klassikeren Borgerlig offentlighed. Og det er ikke et eksklusivt dansk fænomen.

Fæl anklage

Men had er naturligvis en fæl anklage, for sæt nu den er sand? I Mette Høegs tilfælde var det kønsspecifikke spørgsmål, der var på dagsordenen. Hun blev beskyldt for at være misogynist. I de seneste historier fra den internationale tendens med hadanklager mod skribenter er det måske lidt mere giftigt. Den amerikanske forfatterforening AWP skal forberede en konference i Los Angeles, hvor diverse forfattere skal udvælges til at præsentere deres arbejder. Men nu er en person i udvælgelseskomiteen kommet under anklage for at være racist. Det drejer sig om digteren Vanessa Place, der arbejder med konceptuel poesi. Hun udgiver sit work-in-progress via Twitter, og det består af udvalgte citater fra klassikeren Borte med blæsten samt mindst ét karikeret portræt af en af de sorte skuespillere fra filmatiseringen. Disse tekststykker og karikaturen er nu blevet beskyldt for at være racistiske. Det har fået forfatteren til undtagelsesvist at forklare sit værk. Hensigten har ifølge Vanessa Place netop været at fremstille, hvordan racismen ligger indfoldet i antageligt upåagtede litterære iagttagelser. Man forstår, der er tale om et stykke litterær arkæologi, der har intention om at afdække sider af tidligere tiders sociale og litterære bevidsthed. Om man synes, det er en moralistisk tilgang til litteraturlæsning er underordnet, for inkvisitionen mod Vanessa Place har nu ført til, at hun er blevet udelukket fra forberedelseskomiteen til konferencen. Det er sket efter pres med petitioner i forbindelse med en kampagne, der nu har beskyldt Vanessa Place for racisme pga. selve citatbrugen af en anden forfatters værk – Margaret Mitchell. Man hævder, at Vanessa Place ikke har taget behørigt afstand fra de citater, som hun bringer i sin mosaik via tweets. Og sammen med karikaturen af den sorte karakter fra filmen, der ligner noget fra en filmplakat, altså også et citat, så har dette ført til anklager om, at Vanessa Places værk er sårende og krænkende for »efterkommere af slaver«. Man udtrykker, at man ikke føler sig sikker på hendes intentioner – værket er med andre ord tvetydigt, og det er man usikker overfor. Derfor vil man have hende ud af komiteen, idet man ikke har tillid til hendes dømmekraft og velvilje over for de forfattere fra etniske minoriteter, der kunne tænkes at være kandidater til konferencens præsentation af ny litteratur. Man slutter af med at hævde, at som slavehandlerne engang udnyttede slaverne, sådan udnytter Vanessa Place i dag slaveriet til at fylde sine lommer.

Racistiske citater

Der er således med denne sag tale om en skærpelse i anklagen for krænkelse og motivation i had. Mette Høeg blev beskyldt for selv at propagandere med egne skriverier. Vanessa Place er kommet under beskydning for at citere en anden forfatter med en angivelig intention om at udstille skjulte betydninger og præsentere et stykke mentalitetshistorie. Men nu bliver hun så opfattet i forholdet 1:1 med de citerede udsagn, som om de ikke er indlejrede i hendes eget værks ironi eller sarkasme eller kritiske distance. Hun bliver identificeret med sine citater og bliver anklaget for at være ufølsom med gengivelsen af racistiske citater og en karikatur.

AWP er også kommet for skade ikke at lægge nok afstand til Vanessa Place, til trods for at forfatterforeningen har ekskluderet hende fra forberedelseskomiteen. I pressemeddelelsen om hendes eksklusion bliver det angivet, at hendes kunstneriske tweets var »kontroversielle«. Nu lyder de skærpede anklager mod forfatterforeningen, at man burde have skrevet »racistiske« og således have raffineret motivet for hendes udelukkelse. Det synes som om, inkvisitionen er uden ende, hvor inkvisitoren selv ender med at stå med løkken om halsen øjeblikket efter, han har eksekveret massernes dom.

Jeg har spurgt den amerikanske forfatter Sholeh Wolpé, der selv er medlem af AWP, om hvorfor man ikke har tillid til Vanessa Place, når hun i sit forsvar bedyrer sine rette hensigter. Hun siger, at forklaringen skal søges i det forhold, at Vanessa Place er hvid, og som sådan kommer hun for skade at såre repræsentanter fra en anden etnisk gruppe. Også selv om hendes intention måske var anti-racistisk.

Det er m.a.o. et eksempel på en ny radikal tendens inden for den multikulturalistiske etos. For ikke nok med at kritik ikke kan eksponeres mod nogen mindretalskultur eller -dogmer, hvis man ikke selv kommer fra gruppen. Nu kan kritikken af det hvide samfunds historie end ikke vises, hvis man deri fremviser og citerer, det man kritiserer. Fra kunstverdenen så vi det også med udstillingen Exhibit B på Barbican Center i London af den sydafrikanske dramatiker Brett Bailey, der blev anklaget for »medskyld i racisme«, fordi den i sin antiracistiske forestilling anvendte levende karakterer. Efter en internetkampegne blev den taget af plakaten.

Disse nye tendenser, der dels består i tilskrivning af had som motiv og dels tabuisering af krænkende kritik, hvis den ikke kommer inde fra gruppen selv, er med til at forskyde kritik til en hemmelig politik i lukkede cirkler. Før noget kan lægges frem og drøftes i offentligheden, tilsiger denne nye etos, at det først må behandles og godkendes af kompetente udvalg fra de kritiseredes og andre berørtes interesser, som kan stå inde for, at udtrykket ikke er krænkende for nogen.

Denne nye arkanpolitik er en slags institutionaliseret adfærd, som Jürgen Habermas beskrev i værket Borgerlig offentlighed, og som kendetegnede førborgerlige samfund, en art hemmelig politik i lukkede cirkler. Overtræder man denne arkanpraksis i dag, indledes der litterære skueprocesser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu