Baggrund
Læsetid: 4 min.

De umyndiggjorte

Forestillingerne i 70’erne om medbestemmelse og indflydelse på eget arbejdsliv viste sig at være et blålys. Tankevækkende antologi om moderne forvaltnings magtmidler
Forestillingerne i 70’erne om medbestemmelse og indflydelse på eget arbejdsliv viste sig at være et blålys. l vore dage er det nærmest den totale underkastende umyndiggørelse af lønmodtagerne ved kurser, coaching til topstyret selvforvaltning.

Claus Bonnerup

Kultur
20. august 2015

Uhyre summer anvendes som bekendt på udvikling af offentlige og private virksomheders selvforståelse og med henblik på medarbejdernes tilpasning til systemerne. Læs: fodslag og lydighed.

Fra spæde forestillinger i 1960’erne og 70’erne om medbestemmelse og indflydelse på eget arbejdsliv, som i det store og hele viste sig som blår i øjnene, men pirrede reaktionen, går en lige linje til vore dages snart sagt totale underkastende umyndiggørelse af lønmodtagerne ved kurser, coaching til topstyret selvforvaltning og ved etablering af nysprog. Det sidste er næsten det værste: Sproget tømmes for indhold og påfyldes en blanding af selvhenført skamløshed og forløjet jubel. Lyt blot til DR’s aldrig svigtende begejstrede annoncering af egne produkter sammenholdt med en påfaldende mådelig kvalitet og medarbejdernes pålagte mundkurv om egen virksomhed, kontroversielle emner, ja endog konfessionelle forhold.

Den store public service-institution har fra Christian Nissens dage til Maria Rørby Rønn udviklet sig som sindbillede på en forvreden arbejdsmarkedskultur – samtidig udtryk for den nationale kultur under ét personificeret i det umyndiggjorte menneske. For de beskæftigede, så længe det varer, fanget i luksusfælden.

Evigt pres på medarbejderne

Det moderne arbejdsmenneske er således indbildt en råderet over egen tilværelse, som imidlertid dækker over bestemmelsesrettens entydige placering i de øverste ledelsers hånd. Den moderne klassedeling drages mellem få forvaltere udstyret med magtens prærogativer symboliseret i ufatteligt store økonomiske og andre godtgørelser. Og på den anden side: de overvågede, de umyndiggjorte, medarbejderne, der kontrolleres af armeer af mellemledere, mere eller mindre kompetente, som regel det sidste, snesevis af (dyre) konsulenter, hvis helligste opgave tilsyneladende er at ville tage mål af tid og kraft fra arbejdsstyrken, der derved passiviseres fra enhver tanke om oprør. En evig trussel om evaluering hænger over den enkelte, hvis potentiale og evner, paratomstillingsvillighed og opofrelse for sagen drages i kronisk tvivl. Kan du ikke lide lugten i bageriet, er det ud.

Magtstrukturerne ligger klippefast. Fagbevægelsen i flere lande inklusive vort eget har i samme tidsrum mistet position og først og sidst skarer af medlemmer. Her er ringe trøst at hente, og fremtiden tegner dyster.

I en veloplagt antologi af tekster under redaktion af Cecilie Eriksen og Joel Haviv gennemgår en række samfundskritikere med forskellig faglig baggrund umyndiggørelsens teknik og væsen i serien Moderne arbejdsliv fra forlaget Klim.

Fagforfattere som Jesper Tynell, der skriver indsigtsfuldt om virksomheden Adores tvetydige strategi, Lars Olsen om fagbevægelsens krise, Øjvind Larsen om dilemmaet mellem ansvar og umyndiggørelse og retorikeren Christian Kock. Sidstnævnte, der ofte bliver lovlig luftig i sine analyser af politisk sprog, tager her kyndigt fat i den begrebsdannelse og forvaltning, der så at sige har defineret det danske samfund med udgangspunkt i arbejdsmarkedet i de år, de borgerlige har domineret, og hvor radikal samfundskritik og fagbevægelsen – ikke mindst dens mere progressive folk – modsvarende har tabt terræn. Den fornemmelse af hjernevask i de toneangivendes nedkuling af kritik og opposition melder sig umiskendeligt ved læsningen af artiklerne, som man i stilfærdighed kan håbe på vil danne grundlag for Socialdemokraternes nu påbegyndte (og forhåbentlige) arbejde med at genfinde sig selv.

Udfordring vs. problem

I valgkampen blomstrede nysproget, den hjernevaskedes retorik i mangel af kritisk metode, så gehøret måtte skrige.

Klassikeren er jo efterhånden begrebet ’udfordring’, som er en omskrivning af begrebet ’problem’, når man selv står over for noget ubehageligt, mens et problem beskriver modpartens vanskeligheder.

Eller som redaktørerne siger i forordet: Hvis medarbejderen ikke tager udfordringen på sig, men eventuelt påviser at udgangspunktet for ledelsens initiativ er mangelfuldt, forvrøvlet eller direkte skadeligt, er det medarbejderen der har – ikke en udfordring – men et problem.

Christian Kock analyserer i øvrigt også gyseren i valgkampen, den Lars Løkke demagogisk hamrede i bordet gang på gang på gang: Det skal kunne betale sig at tage et arbejde!

Ja, for fanden. Det gør det også. Men hvad nu hvis der ikke er noget arbejde at tage? Så er udsagnet et andet udtryk for at ville skære i ydelserne og kalde det noget andet – ikke at man ønsker at skabe en arbejdspålagt lavkaste, en arbejdskraftreserve, som det så smukt hedder, når man har sit på det tørre.

Det er ikke første gang i verdenshistorien, at et samfundssystem mere eller mindre bevidst underkaster sig indskrænkninger i friheden og tillader store magtkoncentrationer i determinerede aktørers hænder, ja ligefrem dyrker ideen om et selvpåført tyranni i udviklingens (og konkurrenceevnens) ophøjede navn.

I den forstand savnes i antologien en egentlig historisk indramning af emnekredsen, klare linjer bagud eller komparativt draget til andre samfund. Det er til gengæld også det eneste, der mangler i en højst aktuel, veloplagt skrevet og desværre nyttig bog. Har man hang til det depressive under betragtning af den rådende samfundsudvikling – med skrue efter Lars Løkkes smalle regeringsdannelse – skal man trække vejret en ekstra gang inden læsningen.

Overvind modviljen, og læs den før den nye beskæftigelsesminister. Kredsen af sidste dages hellige, der dyrker ytringsfriheden, når det drejer sig om en forskruet hollænder, skulle i stedet tage at slå et slag for ganske almindelige lønmodtageres ret til at sige magten midt imod.

’Umyndiggørelse’. Red. Cecilie Eriksen og Joel Haviv. 194 s. 300 kr. I serien ’Moderne arbejdsliv’ fra Klim

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det skal ikke kunne betale sig at arbejde, det skal være nødvendigt at tage de opgaver, som man ikke kommer udenom.

Randi Christiansen, Liliane Murray og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Endnu mere end at tale magten imod bør medarbejderne have betydelig indflydelse på eget arbejde og ledelse igen være noget, man kvalificerer sig til igennem mange års godt og indsigtsfuldt arbejde på gulvet.

Randi Christiansen, Liliane Murray og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

lyder som en læsværdig bog. Den er skrevet på læselisten. Har man, som jeg, fulgt et introduktionskursus til Arbejds- og Organisationspsykologi ved et af landets universiteter, vil den sikkert vække minder.

Faktisk kan jeg varmt anbefale alle der interesserer sig for magt og magtesløshed i moderne virksomhed, at gå på biblioteket og finde en sådan bog til introduktion af feltet Arbejds- og Organisationspsykologi. På den måde kan man for alvor få syn for sagn. For der stikkes som regel ikke noget under stolen, i sådanne bøger. De er skrevet til de 'indviede'.

Peter Sterling

Det falder helt naturligt, da det ligger i generne. De indførte nazimetoder er en ønskedrøm for virksomhedsejerne.

Det store skred startede da toppen af fagbevægelserne kom op på indtægter på linie med folketingsmedlemmerne. For 17 år siden begyndte fagforeningerne at arbejde for bedre forhold til de højestlønnede af fagforeningernes medlemmer, med forsømmelser til dem i bunden. Efter det fulgte medarbejder undersøgelser, selvhenført skamløshed og forløjet jubel.

Lavpunktet var da fagforeningen forhandlede sig til reallønsfald, fælles strækmarch, fodslag og underdanig lydighed. Belønningen var en plads blandt magteliten.

Randi Christiansen

Og vi venter stadig på, at ti øren falder : som i forståelse for at planeten er en dybt integreret helhed, hvor det uundgåeligt vil give problemer, eller som det hedder nuomdags : kriser, at ignorere klima, miljø-og socioøkonomiske sammenhænge og lovmæssigheder.

Hvis ikke bygningens fundament er solidt, så vakler huset. Jeg finder det surreelt besynderligt, at magten på andres (= kriminelt) og egne (= dumt) vegne insisterer på at fastholde den selvundergravende faktor : den neoliberale, privatkapitalistiske konkurrencestat. Jeg tvivler på, at nogen virksomhed i den private sektor ville tillade en så konfliktfyldt infrastruktur, som den model repræsenterer. Ikke desto mindre fastholdes alle, private sektor og offentlig sektor, i denne skruestik, således at de ydre rammer for alles virke blir til en kampplads for de mest primitive instinkter her i denne neoliberale, privatkapitalistiske konkurrencestat.

Næste spørgsmål er selvfølgelig derfor : hvorledes identificeres og adresseres fundamentet for disse myriader af afledte (dynamiske) effekter? Et svar, enhver med two bits of brains burde kunne deducere sig frem til ... skulle man synes : verdens ledere - som repræsentanter for verdens folk - skal enes om en model for hensigtsmæssig og retfærdig administration af fællesejets ressourcer. Som i skal. I en transparent proces. Ingen vej udenom. Og der er nok til alle. En design udfordring, som ikke er uløselig.

For at biotopens > planetens og habitatens > den menneskelige bebyggelses klima-miljø og socioøkonomiske lovmæssigheder kan anerkendes og respekteres og en optimeret bæredygtig omstillingsproces gennemføres, må fællesejet defineres og respekteres. Herunder undgås ikke en radikal omstilling af det økonomiske system, og det er selvfølgelig, som det har været i hele menneskehedens historie, den største udfordring. En planlagt exit/omstillingsstrategi er at foretrække fremfor kaotisk kollaps/krise, som nuværende system producerer.

Jeg vil meget gerne se den samtale foregå mellem de ansvarlige - politikere og den finansielle magt - og den befolkning, som de repræsenterer. I prime time, vedholdende og forrest på medieplatformene.

Tillidsfaktoren skal i spil. Med moderne medieteknologi bør det være en overkommelig opgave.

Følg pengene - hvis placering er et uomgængeligt fokuspunkt for omstilling.

De, som burde, taler ikke om at forsvare fællesejet, fordi de ikke tror på, at menneskeheden kan finde ud af at gøre det nødvendige. På trods af at det er så indlysende. Og hvordan give argumentationen gennemslagskraft, når man ikke engang selv tror på muligheden af, at den i tide slår igennem de rette steder? Man må jo bare blive ved, og skærpe argumentationen.

Og imens hærger hovedløsheden - når katten er ude, boltrer finanshajerne sig og følger deres natur. En ren molbohistorie, mens korthuset ramler om ørerne på os - og i stedet for at fjerne ondets rod arbejdes der febrilsk på at redde stumperne med kortsigtede lappeløsninger. Herre jemini - hvor meget skal dumhed have lov at fylde?