Kommentar
Læsetid: 5 min.

Uskyldstabet

Det var en form for uskyldstab at overvære Danmark vinde EM i ’92. Men syndefaldet skete mange år tidligere, da Danmark tabte til VM i 1986. Eller måske allerede før – under VM i 1982 – hvor de bedste græd, og de knap så gode jublede
Horst Hrubesch og Uli Stielike omfavner hinanden, efter de har slået Frankrig i VM-semifinalen i Spanien i 1982.

Horst Hrubesch og Uli Stielike omfavner hinanden, efter de har slået Frankrig i VM-semifinalen i Spanien i 1982.

Polfoto

Kultur
28. august 2015

Fodbold er et spil med 22 mennesker, og til sidst vinder Tyskland. Det griner vi stadig ad, os fodboldfans, der har set tyskerne kæmpe sig vej til finale efter finale. Men den sommerdag i 1992 grinede vi ekstra meget ad det. Danmark slog dét, vi stadig dengang kaldte, »den tyske maskine« 2-0 på Nya Ullevi Stadion i Göteborg og blev europamestre. Men efter euforien, fulgte forvirring, i hvert fald for denne fodboldelsker.

Lad os være ærlige. DK92 var ikke et stort hold, ja, i gruppespillet var de decideret ordinære, bortset fra i den sidste 2-1-kamp mod Frankrig. De kom videre med kun tre point og en målforskel på ét mål bedre end Frankrig. Dernæst fulgte en raptus med to bragende kampe, semifinalen og finalen, som er svære at se som andet end et mandskabs kollektive ekstase. På trods.

Det var ikke dér, vi skulle have vundet. Det var seks år tidligere under VM i Mexico. Danmark var et af verdens bedste hold dengang, ja, Diego Maradona udtalte, at han forventede at møde os i finalen. I stedet nedsmeltede holdet i en kollektiv opførelse af janteloven, da Sepp Pionteks mandskab efter at have været foran 1-0 mod Spanien tabte 1-5 i ottendedelsfinalen. Det var ubærligt. Et traume, der prægede dansk fodbold langt ind i eftertiden, og som Richard Møller Nielsen-holdets sejr i ’92 kun forstærkede. For det var jo ikke det samme hold, det var et langt dårligere hold, der vandt. Ja, Danmark havde ikke engang kvalificeret sig. Vi kom med på et afbud i 11. time, da et borgerkrigsramt Jugoslavien blev udelukket fra det internationale samfund, herunder sportsbegivenheder. At hidse sig op over at Danmark vandt handlede ikke om kærlighed til spillet, men om kollektiv ekstase.

Fodbold som prisme på livet

Fodbold er mange ting. Måske først og fremmest et teater, hvor man med de største personligheder og mandskaber og under de mest uforglemmelige kampe gennemspiller store menneskelige dramaer. Det er et kontrolleret eksperimentarium for sammenstødet mellem vilje og tilfældighed, mellem individ og kollektiv, mellem noble intentioner og gustent fusk. Lige som vi ser det i litteratur, film og så videre. Vi ser spillere importere deres opvækst, angst, had, traumer, sociale baggrund til grønsværen. Der er racisme på banen. Det er dokumenteret, at spillere med baggrund i krigshærgede lande opfører sig mere voldeligt på banen. Og markedskræfterne raser lige så nådesløst her som alle andre steder.

Vi ser livsforløbet komprimeret i fodbold: Storspillere fødes, modnes, blive voksne og ansvarlige, vinde veteranens erfaring og ruste vemodigt i karrierens efterår. Og det forløb kan udarte sig helt igennem mystisk. Jeg vil for altid undre mig over dybderne i Zinedine Zidanes desperation i VM-finalen 2006. Ikke kun over at en så gennemprofessionel spiller i sit livs sidste kamp nikker en skalle i brystet på en italiener, der angiveligt fornærmede hans familie. Men også over en hændelse lidt tidligere. Zidane fældes i 80. minut uden for det italienske straffesparksfelt. Han sætter sig op og signalerer med hånden til bænken, at han skal udskiftes. Han smiler bittert. Men han bliver ikke udskiftet og spiller så videre. Her er min undren: Der er på dette tidspunkt måske kun ti minutter tilbage af hans livs sidste kamp, som kan sikre ham VM-trofæet for anden gang. Hvis kampen forbliver uafgjort véd han, at han kan spille en afgørende rolle som stensikker straffesparksskytte. Men han vil udskiftes!? Det ligner et nervesammenbrud for åben skærm.

Der er enorme følelsesmæssige kræfter på spil. Se bare hvordan højt trænede hold kan gå i kollektiv panik. Som da Brasilien blev historisk lammetævet 1-7 af Tyskland på hjemmebane ved VM sidste år. Det var et chokerende sammenbrud, ja, rørende fordi brasilianerne tydeligvis bukkede under for et ydre pres. Men samtidig acceptabelt fordi Tyskland var turneringens bedste hold.

En moralsk fortælling

For i fodbold som i livet kan man vælge at gribe efter noget moralsk og retfærdigt. At det bedste hold vinder. Eller som romantikere — som overtegnede – håber: At det mest konstruktive og kreative hold vinder. Også selv om jeg burde vide bedre og i øvrigt har måttet erkende, at romantikere er helt med på at suspendere deres moral i den smukke fodbolds navn. Således leder jeg forgæves efter en følelse af harme, når jeg genser Maradonas 1-0-scoring med hånden mod England i VM 1986. For han var jo verdens bedste fodboldspiller, og Argentina skulle vinde det VM. Når nu Danmark ikke kunne.

Men det egentlige uskyldstab for denne fodboldelsker kom fire år tidligere. VM 1982 i Spanien var et syndefald. Ikke nok med at verdens bedste hold, der aldrig vandt en titel, blev slået ud i mellemrunden. Det Socrates-ledede Brasilien tabte 3-2 til Italien. Men det ultimative syndefald var i semifinalen mellem Frankrig og Vesttyskland, en af de mest dramatiske kampe i VM-historien. I en provencalsk bjerglandsby skiftedes jeg med min far og min onkel til at se kampen gennem en kikkert stift rettet mod en nabos tv.

Det stod 1-1, da franske Patrick Battiston spilles fri lige uden for det tyske straffesparksfelt. Han når at skyde, inden målmanden Harald Schumacher springer op og rammer ham i ansigtet med sin hofte forrest. Bolden ryger lige forbi mål, Battiston falder bevidstløs til jorden. »C’est pas vrai, c’est pas vraiiii« – »Det er ikke sandt,« råber den ene franske tv-kommentator. Battiston bæres fra banen med brækket kæbe og to tænder slået ud. Schumacher har på intet tidspunkt været henne og se til den knockoutede modstander, men har blot ventet på – ustraffet – at tage sit målspark. Resten af kampen buhes der mod tyskerne. Og i den forlængede spilletid kommer Frankrig foran 3-1. Men tyskerne udligner til 3-2. Så 3-3. Og dermed er den første straffesparkskonkurrence i VM-historien en realitet. Og, ja, så ender fodbold med at være et spil med 22 mennesker, som Tyskland til sidst vinder. »Det er en moralsk fortælling, som vi vil fortælle vores børn,« skrev fodboldavisen L’Equipe dengang i et harmdirrende klima, hvor kansler Helmut Schmidt og også Schumacher selv fandt det betimeligt at undskylde over for henholdsvis præsident Francois Mitterand og Battiston.

Der er en morale. Den franske anfører – og nuværende præsident for UEFA – Michel Platini mener, at kampen modnede det franske hold. »Ved at tabe den, blev vi et stort hold. Det var slutningen, men også begyndelsen på noget,« siger han i Ben Lyttletons bog Twelve Yards: The Art and Psychology of The Perfect Penalty (Bantam Press). »Det er virkelig et smukt øjeblik i min karriere.«

Frankrig vandt således deres første internationale trofæ to år senere ved EM.

Det er svært at låne Platinis ord til det danske nederlag i 1986, fordi et generationsskifte til det værre var sket, da vi nåede til EM 1992. Til gengæld har det danske landshold lært os, hvordan det er at leve i et ulykkeligt ægteskab med kun få oaser. Sommeren ’92 var et af de få lykkelige øjeblikke. Også selv om vi måske ikke havde fortjent det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Springborg

Kære Ralf C.

Ikke for at være pedant, men alligevel - Tyskland vandt 7-1 over Brasilien i 2014. Især Tyskland, Italien og Argentina har vundet vm flere gange uden at være bedst. 1954 (D) var Ungarn bedst, 1974 (D) og 1978 (A) var Holland bedst, 1982 (I) Frankrig, 1986 (A) burde Danmark, USSR eller Frankrig have vundet, 2006 (I) Frankrig eller Tyskland

Ralf Christensen

Korrekt, Jørgen Springborg. Hermed rettet.