Baggrund
Læsetid: 4 min.

Hvad er det vildeste, du mener?

’Reporterne’ undersøger, hvor dybt kynismen stikker hos dem, der jublede over brandattentatet på Islamisk Trossamfund. Cirka lige så dybt som afmagten, lader det til. Men hvad stiller man så op med de vrede stakler?
Asger Juhl og hans makkeres konstante famlende overvejelser om, hvad de egentlig har gang i, er i sig selv interessant og værd at høre på.

Klaus Vedfelt

Kultur
28. august 2015

»Det er en etisk diskussion, om man overhovedet skal bringe synspunkter fra sindssyge mennesker.« Vært på Radio24syvs eftermiddagsprogram Reporterne Asger Juhl har sat sig for at ringe og tale med de mennesker, der hylder brandattentatet den 16. august, enten på Facebook eller på sms direkte til programmet. Det er bare at starte fra en ende af, men undervejs er der masser at diskutere med kollegerne René Fredensborg og Kristoffer Eriksen. Hvad skal det nytte? Bidrager de til debatten? Giver det mening at spørge, om folk bidrager til debatten, når de allerede er en del af den?

Asger Juhl mener, at det er vigtigt at involvere de vrede islamofober i debatten. Reporterne er da også det eneste elektroniske medie, der ikke sorterer de »mest sindssyge« lytterreaktioner fra. Det har før imponeret mig, hvor eksemplariske programmets værter har været til at møde vrede mennesker med respekt uden på nogen måde at stryge dem med hårene. Når Reporterne er bedst, bliver almindelige galdespredere mødt med kritik og uden fordømmelse.

’Du mente det ikke, vel?’

Det er noget af en fredsbevarende opgave, Reporterne har sat sig for i denne omgang. Islamofoberne skal ikke bare sidde for sig selv og lukke galde ud. Men det er ikke desto mindre lige præcis det, der foregår, når de bliver ringet op af Asger Juhl og hans makkere, hvis konstante famlende overvejelser om, hvad de egentlig har gang i, i sig selv er interessant og værd at høre på. Ifølge den ene af de to mest gængse opfattelser af hadefulde ytringer fungerer de som en overtryksventil, der forhindrer, at mennesker og miljøer springer i luften. Ifølge den anden genererer de hadefulde ytringer endnu mere aggression og skubber grænserne for, hvordan man kan behandle andre. Reporternes udgangspunkt er et forvirret, tvivlende sted midt imellem de to opfattelser, hvad der ikke gør programmet mindre interessant.

Det første mysterium, der skal opklares, er, om de her mennesker virkelig mener, at man godt må slå muslimer ihjel. Det er tydeligt, at værterne virkelig håber, de ikke gør det. Der fiskes efter forbehold og lægges nærmest ord i munden på de attentathyldere, de taler med. Det bedste ville være, hvis det var for sjov. At der ikke var tale om rigtig racisme, bare grovkornet humor på et leje af indvandringsskepsis. En af de opringede potentielle benzindonorer går med på den: Han mente det ikke. Sådan på dén måde. Umiddelbart før denne indrømmelse havde han fortalt, at han ikke var bange for at blive brændt af muslimer, men for at blive halshugget.

Formanden for klogeklubben

Værterne bliver hurtigt enige om, at det må være ubehageligt for muslimer at læse kommentarer, hvor folk tilbyder at donere benzin til en anden god gang. At de selv ville kigge sig ekstra grundigt over skulderen, hvis de selv boede i et overvejende muslimsk land og hørte kristne blive omtalt på samme måde. Hvad man skal bruge indblikket i menneskene bag det, de selv kalder for »sindssyge« og »usle« holdninger, til, er løbende til diskussion, men det er nu engang det indblik, de er ude efter.

En fyr ved navn Søren, der har skrevet nogle hidsige ting i facebookgruppen ’Nej til moskeer i Danmark – oprigtigt’, udvikler sig til at blive en hovedperson i den føljeton, der ved denne anmeldelses deadline stadig kører i programmet. Søren puster sig i telefonen op til at ville skyde alle muslimer i Danmark med en Kalashnikov. Han smækker røret på, da Asger Juhl lettere perpleks svarer ja til at være en muslimelsker.

Kristoffer Eriksen besøger Søren i Hobro, hvor han sidder foran computeren i sin kørestol, delvist lammet efter en hjerneblødning, aer sin kat på maven og tæller bilerne, der kører forbi ude på vejen. Han har aldrig ment, at muslimer havde noget at gøre i Danmark, og føler sig efter at være kommet i kørestol dårligt behandlet, ikke mindst af den lokale indvandrerfrisør og hans venner. Søren er på samme tid hidsig, skråsikker og jovial. Med egne ord er han den selvbestaltede formand, næstformand og kasserer i sin egen klogeklub. Det er svært at forestille sig, at han skulle finde tid i en apatisk og frustreret hverdag til at gøre nogen fortræd.

Efter den reportage glider spørgsmålet om, hvorvidt Søren mener, hvad han siger, i baggrunden til fordel for en diskussion om, hvad man stiller op med en uligevægtig stakkel som ham. Om radioeksponeringen udstiller ham eller afmystificerer ham, om der er noget at være bange for, om han skal meldes til politiet eller bare ynkes for sit – med Kristoffer Eriksens ord – usle menneskesyn og sørgelige liv. Værterne taler om Søren med forskellige muslimer. En, der siger, at han både griner, græder og bliver nervøs af den slags. En, der vil møde Søren (hvad der meget vel kan komme en reportage ud af) og bløde ham op, fordi det er synd for ham. En, der intet behov føler for at undskylde andres opførsel.

Med historien om Søren fra Hobro er det indtil videre lykkedes Reporterne at strande et interessant sted i diskussionen, hvor det på den ene side virker absurd at tage hans udmeldinger seriøst og på den anden side useriøst at afskrive dem som harmløse tosserier, der slet ikke peger ud over sig selv.

’Reporterne’ sendes på Radio- 24syv
16.05-18.00 på hverdage

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her