En voldtægtskultur

Allison Huguet vågnede med voldsomme smerter. Klokken var to om natten den 25. september 2010, og hun havde drukket så meget, at hun ikke kunne tage bilen hjem.

I stedet havde den 22-årige universitetsstuderende lagt sig til at sove på en sofa i stuen i det hus, hun havde festet i sammen med sine venner i byen Missoula, Montana.

Nu lå en af festdeltagerne oven på hende og voldtog hende. En tung, sportstrænet fyr, der var runningback på byens fodboldhold. Beau Donaldson hed han. En lokal stjerne. De var gamle venner og havde kendt hinanden siden første klasse.

Allison Huguet sagde ingenting. Ikke en lyd. Hun lukkede bare øjnene og ventede på, at stønnelydene skulle høre op.

Da han endelig trak sig ud, kastede han et tæppe over hende og forlod rummet. Så løb hun. Med bare fødder gennem indkørslen og ned af grusstien bag huset.

Desværre er hendes historie ikke ualmindelig i USA, hvor universiteterne har en skræmmende voldtægtsstatistik: En ud af syv kvinder bliver voldtaget i deres tid på college, viste en undersøgelse for nylig. Når det gælder udsatte for seksuelle befamlinger, er tallet en ud af fem.

Barack Obama har talt dunder imod det, der bliver kaldt »the college rape culture«, og på det seneste har en række bøger, artikler og kunstperformances sat fokus på emnet. Voldtægtsdebatten raser i USA.

Nogle forskere mener, at generelle ligestillingsproblemer i USA kombineret med universitetsmiljøets excesser i druk, sex og nyvunden frihed skaber en negativ synergi, der fostrer voldtægt.

»Når de unge starter på universitetet, er det første gang, de flytter hjemmefra og første gang, de drikker alkohol i større mængder,« fortæller seniorforsker Christopher Krebs fra forskningscentret RI International, som er hovedmanden bag den chokerende undersøgelse.

»Der er masser af frihed og ikke noget bestemt tidspunkt, man skal være hjemme på. Samtidig er der seksuelle spændinger i luften, en masse sexchikane og dårlig behandling af kvinder,« forklarer han.

I hvert fald er det sådan, hypotesen lyder.

Krebs understreger, at forskerne ikke ved, hvorfor der er så mange voldtægter på universiteterne i USA, og de ved faktisk heller ikke, om det står værre til på campusområderne end udenfor. Men alt tyder på det.

Madrasser og mørketal

For at sætte fokus på de mange voldtægter har den spinkle Columbia University-studerende Emma Sulkowicz hele året vandret rundt på Columbias campus i det nordlige New York med en 20 kilo tung madras på skuldrene. Hun er blevet voldtaget på sådan en madras, hævder hun, og hun vil slæbe den omkring, indtil hendes overgrebsmand bliver smidt ud af universitetet (manden, hun anklager, siger selv, at han aldrig har voldtaget Sulkowicz. De havde sex, ja, men det var frivilligt, hævder han.)

Hendes kunstperformance hedder Mattress Performance (Carry That Weight) og har givet hende status af feministikon. New York Times og Time Magazine har skrevet store portrætter af hende, for hun bryder tabuer og slås imod voldtægtskulturen, mener mange. Andre er uenige. I et interview med netmagasinet Salon i juli kaldte den anerkendte feminist og kulturkritiker Camille Paglia performancen »en masochistisk øvelse, hvor en ung kvinde fanger sig selv i sine egne dårlige minder og offentligt stempler sig selv som et offer, som nu vil være hendes identitet for evigt. Det er ikke feminisme; feminisme bør styrke kvinder, ikke lamme dem.«

Få voldtægtsofre gør som Emma Sulkowicz. De fleste fortæller aldrig, hvad der er sket, og forskere mener, at voldtægt er den mest underrapporterede forbrydelse i verden. Under 20 procent fortæller om overgrebene, måske fordi ofrene føler, at de selv var ude om det (»Jeg kyssede jo med ham.« »Jeg sagde jo ikke klart nej.«). Måske frygter de gerningsmanden, måske er de under 21 år og bange for at blive anholdt for at drikke alkohol, eller måske har de hørt, hvordan de amerikanske myndigheder møder kvinder, der fortæller om overgreb, med mere mistænksomhed end omsorg.

I Montana var Allison Huguet ikke i tvivl. Hvis hun skulle have en chance i retten, skulle hun bruge en tilståelse fra sin overfaldsmand. Dagen efter voldtægten gemte hun en båndoptager mellem nogle sofapuder i sin mors hus og inviterede ham hjem til kaffe. Han brød sammen i gråd og tilstod alt. Hun lovede, at hun ikke ville melde ham, men efter et år med tilbagevendende mareridt og angstanfald ringede hun alligevel til politiet. Han blev dømt. Det er meget muligt, at det ikke var sket uden båndoptagelsen.

I voldtægtssager er det ofte ord mod ord, og det er vanskeligt at efterforske. Dertil kommer, at en del kvinder faktisk indgiver bevidst falske anmeldelser. I 2010 viste en amerikansk undersøgelse, at seks procent af anmeldelserne om voldtægt på universiteterne var overlagt falske. En dansk undersøgelse fra 2008 estimerede mellem 10 og 21 procent.

Mere ligestillet i Skandinavien

Selv om der ikke er lavet danske studier i voldtægter på universiteter, som kan sammenlignes med de amerikanske, tyder meget på, at problemet er mindre herhjemme end i USA.

»Vi er mere ligestillede i Skandinavien end i USA,« siger Bodil Maria Pedersen, der er lektor emeritus på Roskilde Universitet.

»I USA er færre kvinder en del af arbejdsmarkedet, og der er ikke daginstitutioner på samme måde. Alt det, der underbygger kvinders selvstændige liv, findes ikke på samme måde, så kvinder er mere afhængige af mænd, og det smitter af på kønsrollemønstret generelt,« siger hun. Forskerne ved, at mandsdominerede samfund har flere voldtægter.

Hverdagen på et amerikansk college adskiller sig også fra det danske studieliv.

»Livet på college foregår i kønsadskilte grupper, og der opstår en male bonding, der handler om, hvor mange kvinder, man kan lægge ned. Det giver en større risiko for voldtægt,« siger Bodil Maria Pedersen.

Danmark har heller ikke de særlige broderskabsklubber – fraternities – som findes i USA, og det skal vi nok være glade for. Et studie fra 2007, som professor på Oklahoma University John Foubert foretog, viste, at frat-brødrene begår 300 procent flere voldtægter end andre studerende, og at medlemmerne af søsterfællesskaberne – de såkaldte sororities – har 74 procent større sandsynlighed for at blive voldtaget.

Selv om problemet altså sandsynligvis er mindre i Danmark end i USA, frygter Bodil Maria Pedersen, at det er større, end vi tror.

»Vi er ikke særlig åbne over for det her, og vi har ikke særlig mange steder, man kan henvende sig. Man skal på Center for Voldtægtsofre, man skal på Rigshospitalet og ditten-dutten-datten. Det gør folk ikke. Jeg er ikke sikker på, at vi gør nok.«

Man anslår, at der i alt sker 3.600 voldtægter eller voldtægtsforsøg om året i Danmark (350-450 anmeldes). Ingen ved, om universiteterne er særligt udsatte, fortæller Rikke Holm Bramsen, der er studieleder på Institut for Psykologi på SDU.

»Mig bekendt er der ikke lavet undersøgelser om universiteterne specifikt,« siger hun.

– Er der noget, der tyder på, at vi kunne have en udfordring i Danmark, der ligner den i USA?

»Jeg har meget svært ved at forestille mig, at det foregår på samme måde som i USA, hvor de studerende ofte bor på campus. Der forekommer selvfølgelig voldtægter på danske universiteter, men jeg mener ikke, at man kan tale om en voldtægtskultur. Det, mener jeg, er et amerikansk fænomen,« siger Rikke Holm Bramsen.

Er du blevet voldtaget?

Det er et stort problem i voldtægtsdebatten, at det er så svært at få valid viden, for forskerne kan ikke bare spørge folk, om de er blevet voldtaget, mens de gik på universitetet. Dels bevirker tabu og skam, at mange lyver, dels er der meget forskellige opfattelser af, hvad voldtægt er.

»Mange personer, som, vi ved, har været udsat for seksuelle overgreb, svarer nej, hvis man spørger: ’Er du blevet voldtaget?’. De tror, at voldtægt kun er, når en fremmed springer frem fra en busk, holder en fast og slår,« siger Christopher Krebs.

For at overkomme den metodiske udfordring stiller forskere meget specifikke spørgsmål som: »Har du haft samleje på et tidspunkt, hvor du ikke ønskede det, fordi en mand har gjort dig beruset ved at give dig alkohol eller stoffer?«

Det er næsten altid kvindelige ofre og mandlige gerningsmænd, og forskerne ved, at langt de fleste voldtægter foregår i sociale situationer, hvor folk kender hinanden – det er ofte en kæreste, en ven af en ven eller en, man har forelæsninger med, der forgriber sig. Der er tit alkohol involveret, det foregår som regel sent om natten i weekenden, og mest hyppigt om efteråret, når semesteret starter. Præcis som det var tilfældet med Allison Huguet.

Desuden er nye studerende mere udsatte end ældre. Måske fordi kvinderne bliver bedre til at spotte og undgå suspekte personer, når de har været længere tid på campus.

Nogle forskere mener, at de mange overgreb bliver begået af nogle få serie-voldtægtsmænd. Andre er uenige i den teori.

Under retssagen imod den fodboldspiller, der voldtog Allison Huguet, kom det frem, at to andre spillere fra samme fodboldhold også havde voldtaget kvinder i byen – endnu et eksempel på voldtægtskulturen på de amerikanske universiteter. Lige nu diskuterer amerikanerne, hvordan de kommer den kultur til livs. Nogle mener, at alle fraternities skal lukkes, og det er John Foubert fra Oklahoma University delvist enig i.

»Selv om jeg ikke er for et generelt forbud, mener jeg, at hvis medlemmer af en fraternity begår voldtægt, bør den fraternity lukkes,« siger han. Han mener desuden, at de studerende skal oplyses bedre om voldtægt.

»Alle studerende skal se undervisningsmateriale (om voldtægt, red.), der er valideret af peer reviewede tidsskrifter. Alt for mange universiteter bruger dårlige onlineprogrammer.«

Allison Huguet har fortalt tv-stationen ABC News, at hun stadig tænker på den skæbnesvangre nat i 2012 hver dag:

»Han gjorde noget ved mig, som jeg bearbejder hver dag,« sagde hun.

»Det kommer jeg til at gøre resten af mit liv.«