Baggrund
Læsetid: 11 min.

Zombiefilm forklarer vores reaktion på flygtningekrisen

Ungarn bygger et antiflygtningehegn, og Makedonien giver flygtninge 72 timer til at forlade landet. Hvad sker der med menneskeheden, når den presses af noget udefra? Vi har søgt svar i populærkulturen
Ungarn bygger et antiflygtningehegn, og Makedonien giver flygtninge 72 timer til at forlade landet. Hvad sker der med menneskeheden, når den presses af noget udefra? Vi har søgt svar i populærkulturen

Ditte Ahlgren/iBureauet

Kultur
28. august 2015

Gennem hele tv-serien er de i vildrede. Men på et tidspunkt i anden sæson af The Walking Dead er hovedpersonen Rick og hans gruppe af overlevende i særdeleshed i vildrede. De er omsider kommet på afstand af zombierne, men har nu taget en fyr til fange, som de diskuterer, hvad de skal gøre med.

»Vi har ikke noget valg,« siger Rick: »Han er en trussel. Vi er nødt til at eliminere truslen.«

»Vil du bare slå ham ihjel,« spørger Dale, gruppens gamle, vise mand. »Men det kan du ikke,« protesterer han. »Du kan ikke bare tage et menneskeliv uden en proces. Det gør man ikke i et civiliseret samfund.«

»Hvem siger, vi er civiliserede,« spørger Rick. »Vi er nødt til være trygge.«

»Men vi må bevare vores menneskelighed,« svarer Dale.

Scenen indkapsler flere af seriens hovedtemaer. Flugt, forskansning, fortvivlelse, moralsk forfald. I denne uge havde HBO Nordic premiere på Fear The Walking Dead, der er er en såkaldt prequel – en handlingsmæssig forløber til The Walking Dead (2010-).

Og selv om det ikke bare er fiktion, men også science fiction, er tv-klassikerens aktualitet på en måde større end nogensinde. For ganske vist handler den om en tidligere politibetjent, der vågner efter måneder i koma til en verden overtaget af zombier, og som i fem sæsoner sammen med en lille gruppe overlevende er på flugt fra – og hunderæd for – de levende døde, der mere eller mindre har overtaget hans land.

Men serien handler også om noget andet, siger kulturforsker Steen Ledet Christiansen, der forsker i bl.a. sci-fi og zombiefilm ved Institut for Kultur og Globale Studier ved Aarhus Universitet: »Det handler om os selv. Vores hovedpersoner prøver at slå sig ned forskellige steder og finder en masse forskellige samfund, som har forsøgt at afskærme sig fra fjenden udefra.«

Ditte Ahlgren/iBureauet

Det er en klassisk containment- eller indgrænsningsstrategi som er central i mange film og tv-serier, siger han. Og The Walking Dead er ifølge Steen Ledet Christiansen et af de popkulturelle værker, der er bedst til at behandle de mekanismer, der går i gang, når menneskeheden lukker andre ude.

»De her småsamfund, som vores hovedperson støder på, er alle dysfunktionelle. Enten er der en diktatorlignende figur, der styrer sagerne, eller også spiser de mennesker. Der er altid noget galt, og selv den gruppe, vi følger, bliver sat mere og mere under et moralsk pres i forhold til spørgsmålet: Hvordan skal vi behandle dem, der kommer til os og har brug for hjælp? Hvordan kan vi vedblive med at være medmenneskelige i en så ekstrem situation?«

Anti-flygtningehegn

For Steen Ledet Christiansen er det tydeligt, at menneskeheden ifølge The Walking Dead giver køb på sin medmenneskelighed, når den forsøger at skærme sig af.

Lige nu oplever Europa ifølge FN den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig. Det reagerer vi forskelligt på. Den britiske premierminister David Cameron kom for skade til at kalde flygtninge og migranter »en sværm« af mennesker, der krydser Middelhavet i jagten på et bedre liv i Storbritannien. Rettighedsgrupper og oppositionen kritiserede ham for at bruge ordet »sværm«, og det endte med en mindre diplomatisk krise, da en FN-udsending udtalte, at Storbritannien ikke håndterer krisen på en ansvarlig måde.

Blandt David Camerons kritikere i Storbritannien var oppositionspolitikeren Nigel Farage, som satte sig på den høje hest og tog afstand fra udtalelserne, indtil det kom frem, at Farage selv havde brugt ordet ved en tidligere lejlighed. Han havde et par gange været fanget i en motorvejskø, sagde han i et interview, og var blevet omringet af »sværme« af flygtninge og migratanter: »Engang prøvede de endda bilens bagdør for at se, om de kunne komme ind,« sagde han.

Ind kom de dog aldrig, for Nigel Farage havde forskanset sig bag låste døre i bilen.

Og helt bogstaveligt sker der netop nu en forskansning flere steder i Europa.

I Ungarn er militæret ved at være færdige med et solidt hegn langs grænsen til Serbien, som bare i år er blevet krydset af flere end 100.000 flygtninge. Derfor har man rejst en fire meter høj barrikade, der strækker sig knap 200 kilometer. I Makedonien er der erklæret undtagelsestilstand på grund af de mange tusinde flygtninge, der forsøger at komme ind i landet, og FN’s flygtningeagentur, UNHCR, har udtrykt bekymring over det lokale politis magtanvendelse for at sprede flygtningene og migranterne.

Herhjemme taler visse røster om, at Danmark skulle være under kulturelt angreb fra asylansøgere, og forleden advokerede DF’s Martin Henriksen i DR2’s Deadline for, at vi lader os inspirere af Australiens såkaldte ’asylstop’.

Medmenneskeligheden

Den sydafrikanske film District 9 er en anden analogi til problematikken. Den foregår i en nær fremtid i Sydafrikas største by, Johannesburg, som 20 år inden filmens begyndelse har fået besøg af et gigantisk rumskib, der nu er strandet over byen og hænger deroppe som en konstant skygge. Rumskibet var fyldt med tusinder af fremmede væsener, der er migranter fra en verden, de ikke længere kan leve i, og nu hænger de over Johannesburg, så menneskene skal finde ud af, hvad de skal stille op med de nytilkomne.

»Det er selvfølgelig ikke kun et sydafrikansk problem, men et internationalt spørgsmål, fordi menneskeheden for første gang har nærkontakt af tredje grad med ægte aliens,« siger kritiker og kulturjournalist Klaus Rothstein, der så filmen, da den kom i 2009, og som stadig husker den meget tydeligt.

 

Det, der ender med at ske, er, at de fremmede bliver interneret i en del af Johannesburg, som bliver kaldt District 9, og som er et udrangeret byområde; en skurby, og der er ingen kontakt mellem de fremmede og det omgivne samfund. De bliver interneret og holdt i skak – og på en eller anden måde tolereret.

»Der er ingen åbenlys konflikt, men der er en ulmende utilfredshed med eller angst over, hvad det, der er kommet udefra, indebærer. Hvad skal de hos os?« siger Klaus Rothstein.

Steen Ledet Christiansen mener også, at District 9 er en oplagt allegori til virkelighedens flygtningekrise, og han er især optaget af hovedpersonens udvikling:

»Han hader i begyndelsen de her rumvæsner; han synes, de er klamme, og har det helt fint med, at, at de skal være i lejre. Men så bliver han smittet og bliver selv til et rumvæsen og oplever, hvordan det er. Filmen påpeger det problematiske i at sætte folk i lejre. Der er helt klart en moralsk dimension‚« siger Steen Ledet Christiansen.

»Det, man kan sige, er, at film som District 9 og Walking Dead siger, at hvis vi ikke hjælper, så mister vi vores medmenneskelighed. Man kan ikke vælge til og fra, hvem der er mennesker, og hvem der ikke er mennesker. Det har vi prøvet før, og det gik ikke så godt.«

Standarder på prøve

I District 9 indgår en række dokumentariske interview med folk fra gaden, der helt tydeligt ikke er instruerede. De interviewede er ikke skuespillere, men almindelige borgere, og på de spørgsmål, man som seer ikke kan høre, svarer de ting som: »De skal ikke være hos os«, »de har ikke noget at gøre her«, »vi vil af med dem«. Tilblivelseshistorien med disse inkorporerede interview er, at det ganske rigtigt er folk på gaden, men at det spørgsmål, de blev stillet, lød: »Hvad skal vi stille op med de nigerianske immigranter i Sydafrika?«

Klaus Rothstein kalder filmen en ekstremt stærk allegori over, hvad vi stiller op med flygtninge og migranter på vores dørtærskel.

»Men hvor virkelighedens flygtninge i dag padler rundt i Middelhavet, hænger filmens flygtninge i et rumskib over Johannesburg. Det er en symbolsk fortælling over mødet mellem det etablerede samfund og det udefrakommende. Og så sker der jo det, både i filmen og i virkeligheden, at ens egne værdier, moral og politiske standarder bliver sat på prøve, når man skal finde ud af, hvad man stiller op. Det, synes jeg, filmen viser rigtig elegant, ikke mindst fordi den fremstiller de her aliens som nogle, der dybest set bare gerne vil hjem – hvis de havde et livsgrundlag at vende tilbage til.«

Sydafrikanerne, på den anden side, kommer til at repræsentere den globale offentlighed. I første omgang agerer den ved at tolerere de fremmedes tilstedeværelse, siger Klaus Rothstein:

»Og det kan man jo sige, at vi også gør i Europa. Vi accepterer i meget høj grad flygtninge – i et vist omfang også mennesker, der ikke har et legitimt opholdsgrundlag,« siger han og nævner sydeuropæiske plantager, der søger for, at vi kan købe flåede tomater for tre kroner i Netto, som eksempler på steder, hvor folk uden opholdstilladelse bliver udnyttet som billig arbejdskraft.

»Arbejdsmarkedet har en vis interesse i at absorbere disse mennesker: Vi ser igennem fingre med deres illegalitet et langt stykke ad vejen. Men så kan tingene nå et niveau, hvor man siger, at nu er truslen mod vores samfund for stort: Vi kan ikke klare presset længere. Filmen gør nøjagtig det samme, som der sker i virkeligheden: Den skildrer, hvordan samfundet begynder at sige, at byrden er for stor. Så også på det plan viser den et værdiskred, men et værdiskred, som vel at mærke kan være velargumenteret. Det behøver jo ikke være ondskabsfuld racisme. Der er masser af lande, der har huset flygtninge i millionvis i årtier, som med god ret nu siger, at andre må aflaste dem. Også det er filmen et meget stærkt symbol på,« siger Klaus Rothstein, der selv har oplevet flygtningeproblemerne på nært hold, da han i marts med en kollega fra Weekendavisen var på reportagerejse til Lampedusa.

Da de kom hjem og havde skrevet artiklerne om Lampedusa som det her stærke symbol; den første trædesten på vej til Europa, begyndte bådene at kæntre en for en, tusindvis af flygtninge og migranter druknede, og hele verdenspressen rejste derned. Hen over sommeren har han arbejdet på en bog, som udkommer til november, om krisen i Middelhavet og andre dele af Europa.

Forbindelsen mellem presset udefra og vores iver efter at forskanse os er helt åbenlys og mange gange relativt direkte præsenteret i både fim og bøger, mener Steen Ledet Christiansen. Og eksemplerne er langt mere talrige end bare Walking Dead og District 9. Mange fortællinger bygger på afarter af det plot, at Jorden angribes af rumvæsener, zombier eller lignende væsener udefra, der ligner jordboer, og følger menneskets kamp for overlevelse.

Oplagte eksempler er World Invasion: Battle Los Angeles (2011) og George A. Romeros tilbagevenden til zombiefilm, Land of the Dead (2005).

Rod i verden

»Mange af de her værker behandler ideen om, at der er rod et sted i verden, og så kommer de her flygtninge til os. Nogle af dem er lidt bedre til at udtrykke det faktum, at det er os, der har lavet rod i den,« siger Steen Ledet Christiansen og henviser til klassiske sci-fi-film som Independence Day (1997) og War of the Worlds (2005), som er patriotiske i deres nationsforståelse, og hvor budskabet er, at vi skal forsvare vores way of life.

Land of The Dead, som er første film i Romeros nye trilogi, bygger oven på hans tidligere film, hvor zombier har overtaget alt, og de overlevende mennesker gemmer sig i indkøbscentre og fabriksbygninger. I Land of the Dead bygger de en slags by med en mur omkring, hvor de har en eller anden form for civilisation.

»Menneskeheden, der bliver tilbage, bliver mere og mere dehuman. Filmens argument er, at ved at opretholde muren og kun lade de oprindelige borgere forblive inden for murene, bliver samfundet totalitært, og hovedpersonerne bliver selvfølgelig nødt til at forlade byen, fordi de ikke kan leve under styret,« siger han og tilføjer, at det er det samme, der gør sig gældende i gyser-sciencefictionfilmene 28 Days Later (2002) og 28 Weeks Later (2007), hvor det er vores egen adfærd – i dette tilfælde dyreaktivisme og en menneskskabt virus – der skaber zombierne, og hvor menneskene prøver at inddæmme hele Storbritannien.

Steen Ledet Christiansen glæder sig til at se mere til Fear the Walking Dead, fordi den tager udbruddet.
»Vi ved, hvordan den ender, men det bliver interessant at se, hvem der overlever. Walking Dead var rimelig god til at være bevidst om den diversitet, det amerikanske samfund har. Den viste et samfund med mænd og kvinder af mange etniciteter i stedet for at homogenisere eller ’hvidvaske’, som mange film i genren har tendens til.«

Han mener, at det ofte er »dumme blondiner og stærke actionhelte«, der overlever i den her slags film, og det er ærgerligt, fordi de er typiske ideal­versioner af vores nutidige kultur.

»Det er Brad Pitt, Mel Gibson, Tom Cruise, Mark Wahlberg. Hvide hårdtarbejdende mænd, der klarer sagerne. Det i sig selv viser også, hvordan vi gerne vil se fremtiden; hvad er det, vi vil beskytte, og hvad er det, vi kæmper for? Det er implicit, men det bliver ret tydeligt, når man ser det på tværs af rigtig mange værker.«

Film om invasion og forskansning

Independence Day (1996)

I Roland Emmerichs patriotiske sci-fi-film er hele Jorden pludselig i fare for at blive udslettet, da en masse fjendtlige rumvæsner pulveriserer den ene storby efter den anden. En jagerpilot, en computertekniker og den amerikanske præsident træder til i kampen mod fjenden udefra.

The Walking Dead (2000-)

AMC’s postapokalyptiske horrorserie baseret på tegneserien af samme navn er en legende, der handler om, hvad der sker, når menneskeheden er under pres og som konsekvens lukker andre ude. Prequelen Fear the Walking Dead har premiere i denne uge. Kan ses på Netflix og HBO.

28 dage senere (2002)

I Storbritannien slipper en flok dyreværnsaktivister forsøgsdyr inficeret med en dødbringende virus løs, og 28 dage senere er stort set al civilisation forsvundet. Filmen er en allegori på forskansning og er siden blevet opfulgt af en 2’er, en grafisk novelle og en række tegneserier.

District 9 (2009)

Neill Blomkamps politiske sci-fi-actionbrag handler om en gruppe fremmede væsner fra rummet, der strander over Johannesburg i Sydafrika. De vil helst bare hjem, men menneskeheden er nødt til at finde ud af, hvad den skal stille op og ender med at internere rumvæsnerne i lejre.

War of The Worlds (2005)

H.G. Wells’ roman fra 1898 beskriver, hvordan England invaderes af rumvæsener fra Mars og er en af de mest kendte beskrivelser af en fremmed invasion af Jorden. I Steven Spielbergs patriotiske filmversion zoomes ind på den fraskilte familiefar Ray Ferrier, der har sine to børn på weekendvisit.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hans K Hansen

Der sker nogenlunde det samme som der sker alle steder, til alle tider, når en befolkning tvinges til at modtage flere end forsvarlig integration kan håndtere. Når der ikke er arbejde nok, og specielt hvis der er tale om indvandring med feudalistiske, eventuelt religiøse, holdninger.

Sker det stiger risikoen for at sammenhængskraften ødelægges. Det skete i Libanon, det sker nu i Sverige, og i utallige andre lande, hvor man ikke er politisk kloge nok til at indføre beskyttende protokoller. Resultatet bliver interne stridigheder med selvfølgelige årsager i ressource mængde og fordeling, inklusiv magtfordeling, og især når der, som der er i tiden, er tale om religiøs politisk fanatisme.

Kort fortalt.

Herman Hansen

Der bliver skrevet side op og side ned om flygtninge og migranter i medierne. Nu også forklædt som zombier og aliens. Men hvad gør vi? Det er der ikke mange bud på.

Lige nu skønnes det der er 60.000.000 flygtninge i verden. Hvis de alle sammen ville søge mod EU og ligeligt fordeles skal Danmark modtage omkring 600.000 af dem (60.000.000 flygtninge/550.000.000 EU borgere x 5.500.000 borgere i Danmark - Bare for nu at lave et regnestykke ud af det...). Med den model skal Tyskland alene modtage op mod 10.000.000 flygtninge.

Det ville virkelig være på sin plads, at der bliver diskuteret humane løsninger. At problemstillingen er der ved vi jo godt og har jo vist det i mange år.

Mads Kjærgård

Problemet er, at det lille bitte stykke kage, som er de dårligst stillede til dels i de enkelte lande ikke kan brødføde mange flere, og at det er dem der skal dele! Det stod klart allerede tidligt i 90erne, at det ville blive et problem! Men det var ikke comme il faut at tale om det! Men der sker ikke noget nu, som ikke har været forudsagt i meget lang tid. Viser blot hvor håbløst inkompetente vore politikere er! Det er squ sørgeligt!

Preben Haagensen, Helene Kristensen, Janus Agerbo og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Markus Hornum-Stenz

Helt fundamentalt er det et problem, som der ikke findes en god løsning på, kun dårlige.

Hvis ikke vi forholder os til flygtninge og immigrantstrømmene som samfundsfænomener, så risikerer vi at vores samfund går fra hinanden i borgerkrigslignende konfrontationer, a la Grækenland og Frankrig.
Dem som overlevede Titanic-forliset, måtte forhindre dem i vandet i at kæntre bådene - og leve med det de gjorde bagefter.

Og vi er allesammen nødt til at se os i spejlet og spørge os selv om følgende:
Hvilken gruppe hører jeg til?
Dem som bare synes noget eller dem som gør noget?
Hvis jeg bare synes noget, så handler det mere om min identitet end det handler om flygtninge/immigranter.
Og hvis jeg hører til dem som gør noget, er jeg så en af dem som sætter grænsehegn op fordi jeg prioriterer at beskytte mit og mines, eller en af dem som rækker hånden ud fordi jeg prioriterer at hjælpe et menneske i nød over hensynet til mit og mines.
Pointen er, at der nok er brug for begge typer

Mads Kjærgård

Det korte af det lange er: At det havde været bedre at sejle Titanic for halv kraft, og tage højde for det farvand man var i, og derved undgå forliset! Man bemærker for øvrigt i den forbindelse, at det var de på 1. klasse, der kom først om bord i redningsbådene. Og sådan bliver det også nu! Flygtningestrømmene vil forlise velfærdssamfundet, og det bliver de, der har brug for det, der kommer til at betale prisen!

Rasmus Kongshøj, Preben Haagensen, odd bjertnes, Benta Victoria Gunnlögsson, Kim Houmøller og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar

Kort sagt, så er sammenhængskraften vigtig i at få et realistisk billede af, hvad der kan lade sig gøre.
Da politikerne her til lands ikke synes at kunne se, hvordan nedskæringer og asociale ændringer til kommunernes dækning af udgifter og de samtidige forhold i ghettolignende boligkomplekser påvirker hinanden - så er det vanskeligt at have tiltro til deres evner til at tage flygtninge/ asylsøgende i relevante omgivelser og dertil finde arbejde (man skal arbejde) til dem.
Fordi det er nødvendigt at forholde sig realistisk til tingene.

Mads Kjærgård

Kunne hænde, at de der sejler i meget store både, skulle tage nogle flere ombord! I stedet for at man propper dem ned i joller der i forvejen er overlæsset! Ja for nu at blive i Titanic allegorien!

Herman Hansen

Jeg er bange for, at når jeg bliver gammel, så kan jeg med rette omtale "de gode gamle dage"... Snøft

Mads Kjærgård

Det er altid "de gode gamle dage!" :-)

Mads Kjærgård

Hvilket kunne tyde på, at verden konstant udvikler sig i en uheldig retning!

Det kan dog synes som en fordel, at man har lagt nogle år bag sig - for en gangs skyld :)

I DK befinder der sig lige nu cirka 100.000-120.000 personer fra det tidligere Østeuropa. Og selvom meget er skrevet, og sagt og talt om dem, så har vi dog efterhånden vænnet os til at polakkerne, rumænerne, litauerne, ungarerne, og personerne fra Ukraine er her. Hvorfor rejser vi så mentale og andre børster, fordi DK anerkender 6.000 personer som flygtninge hvert år. (og som måske bliver til 10-12.000 personer hvert år) de næste fem eller 10 år? Hvorfor?

Fordi vi gennem de sidste 20 år er blevet fodret af medierne, og især herhjemme af udsagn, udtalelser og meninger om muslimer, og alle disse udsagn er i stigende og stigende grad blevet negative igennem tiderne. Og medierne har næsten hver gang bakket Pia Kjærsgaard og hendes Dansk Folkeparti op. Uden at stille spørgsmålstegn, altså rigtige kritiske spørgsmålstegn ved DF's menneskesyn og Pia Kjærsgårds orientering mod højrefløjen rent politisk. For hvis man gør det - som journalist - så råber Pia Kjærsgaard bare, at hun er 'offer' eller at nu skyder de røde med skarpt igen - og så er det som om alle bare holder inde med de kritiske røster. Og den kritiske dækning af DF og Pia Kjærsgaard.

Pointen er den her:
Vi kan ikke klare zombierne, fordi de er muslimer. Hvis nu zombierne var gode hvide kristne som f.eks polakker eller rumænere, så kunne det endda gå. Men muslimer skal ikke ind i Europa og da slet slet ikke ind i DK. Det er den egentlig grund (tror og mener jeg rent intuitivt) at de fleste danskere - og måske også en hel del europæere ikke vil have de her mennesker fra hvad vi stadig mentalt i Europa betragter som primitive, andenrangslande og som en slags kolonier for Vesten.

Også selvom folk i Damaskus (da der var fred), i Amman, i Riyadh, i Beirut, i Ankara, i Kinshasa, i Nairobi, og i Gaborone rent faktisk lever cirka det samme moderne liv som vi gør her i DK. Med lokale forskellige selvfølgelig.

Velfærdssamfundet forliser - uden indvandring. Europæerne får færre og færre børn. Og der skal altså være nogle personer til at pleje de gamle, tage sig af de syge, passe børnene og undervise børnene i skolen. Og for mig at se kan det altså godt være de syriske flygtninges børn, der gør det.

Frederikke Nielsen, Henriette Bøhne, Rasmus Kongshøj, Mads Berg og Thorkild Christensen anbefalede denne kommentar

"velfærdssamfundet forliser - uden indvandring"
et dogme man ofte hører. pt ser det ud til at sociale udgifter til indvandring udhuler velfærdssamfundet. men lad os følge udviklingen i sverige, der er et meget spændende eksperiment igang i stor skala.

"velfærdssamfundet forliser - uden indvandring"
et dogme man ofte hører. pt ser det ud til at sociale udgifter til indvandring udhuler velfærdssamfundet. men lad os følge udviklingen i sverige, der er et meget spændende eksperiment igang i stor skala.

Karsten Aaen,

Du har nogle gode pointer, men der er altså også gode grunde til at danskerne har meget lettere ved at acceptere indvandrere fra Østeuropa end muslimer fra Mellemøsten. Jeg har aldrig hørt om en polak, der kræver et badeforhæng i svømmehallen eller har religiøse fordomme, som i praksis medfører at danske børn ikke kan få serveret svinekød i mange institutioner. Den slags skaber en stor irritation og modvilje.

Det er rart at konstatere, at private og anekdotiske observationer nogen gange kan generaliseres og har almen gyldighed. Jeg har lagt mærke til at flere og flere japanske kvinder er gravide eller har små børn med sig. Det er blevet mere almindeligt at måtte rejse sig for en højgravid kvinde i bussen. Og ganske rigtigt. Da de nye tal fra det statiske departement blev offentliggjort for nogle dage siden, så er det nu officielt, at fødselstallet igen er på vej op i Japan. Det er ikke en naturgiven lovmæssighed, at rige lande ikke kan reproducere sig selv. Japan tog 14 asylansøgere i 2014 og har ingen planer om at udvide antallet.

Arne Kruse Nielsen

Herman Hansen Tages alene mest 3.000 mio. fattigste, syge og resource svage i verden - defineret som de der ikke kan skabe for 2 US dollar om dagen til at købe ting til overlevelse. Genererer alene ca. 80 mio. nye fattige over dødsfald om året. Så uanset om der tages imod 1 mio eller 5 mio. migranter næsten år, vil forladte gruppe - vokse med ca. 80 mio. nye meget fattige. Europa lande ved at gå i kræ med bare at fordele ½ mio. migranter der er landet. Danmark rigelige opgaver med integrering af sidste års migranter.

Der er ingen tvivl om, at massive flygtningestrømme påvirker de samfund, som modtager dem, ligesom de påvirker de lande, som de forlader. Det kan udvikle sig til en no-win situation for begge lande, særligt når der er tale om store kulturelle forskelle kombineret med manglende job-muligheder i modtagerlandet overfor flugt af talenter og manglende udvikling i hjemlandet.

Mennesker har alle dage kæmpet om ressourcer for at overleve, selv om næstekærlighed og altruisme også er et alment menneskeligt træk. Ren Maslow...

De massive flygtningestrømme har dels udspring i krige og etniske forfølgelser, og dels i fattigdom og manglende udvikling i hjemlandet kombineret med stort befolkningsoverskud og store misforståelser af hvad Vesten egentlig kan tilbyde af goder.

Den første kategori flygtninge, f.eks. de syriske flygtninge, har brug for tryghed og overlevelse indtil der bliver fred i deres land, og mange af disse flygtninge håber sikkert på et eller andet tidspunkt at kunne vende tilbage.

For fattigdomsflygtninge er der tale om egentlig migration og her kunne man måske prøve en alternativ tilgang, hvor FN i højere grad blev katalysator for massive udviklings investeringer i de lande, som flygtninge kommer fra.

Jeg tænker her på rigtig store anlægsarbejder, som dels kan beskæftige den overskudsbefolkning, der lige nu migrerer, og dels kan danne fundament for udvikling i landene.

Der er et gammelt ord, der hedder, "at man kan spare sig ihjel". Måske kan man i stedet se på den overskuds-arbejdskraft, der migrerer, som et positivt fænomen, der kan være med til at løse nogle af de problemstillinger, der er ved klimatiske ændringer eller den manglende infrastruktur i i mange af landene.

Måske skal der jernbaner til... eller måske kan dele af Sahara opdyrkes, hvis man via ny vandteknologi og vådområder kan afsalte havvand og bygge et netværk af vanddistributionskanaler... (sikkert en vild ide, men måske er vilde ideer, det der skal til.)

Opbygning af bedre infrastruktur, solcellebaserede produktionsvirksomheder, bedre flerkultur fødevareproduktion, som familierne kan leve af. En Dalgas-inspireret tilgang, udvikling af andelsbevægelser, højskolebevægelser, etc.

Verden mangler kreativ genoprustning .... ikke mere krig og ødelæggelser. Vi har brug for at verden på FN plan sætter gang i en positiv udvikling. Den investering, der skal til lige nu, vil komme tifold tilbage.

Poul Sørensen

Jeg syntes vi skal prøve med flygtninge byer, hvor vi forsøger, at sætte nogen af de mekanismer ud af kraft som forpester almindelige danskeres liv. Vi kunne eksempelvis udelukke: bolighajer, quicklån og banker det forsøger at låne mennesker mere end de kan betale tilbage. Hvis vi eliminere meget af den pest, som vi almindelige dansker må leve med, så har vi meget bedre råd til at investere i at flygtninge får uddannelser eller arbejdstræning, der er relevante for dem i forhold til, når de skal hjem til deres hjemland. Jeg er ikke imod indvandring og syntes der er plads til mange flere mennesker i Danmark, men jeg syntes også vi har en unik mulighed for at hjælpe de krigshærgede lande ved at uddannede flygtninge, der kan være effektive i en genopbygning af de krigshærgede lande når der bliver fred.

Pointen omkring Japan er den her: Japans økonomi har i 25 år været i dyb recession. Og kun fordi den japanske regering i de de senere år har indført en række tiltag, bla. det er nu er lettere for kvinder at få deres børn passet i offentlige børnehaver, er børnetallet på vej op i Japan igen. Det, som interesserer mig er det her: Hvorfor har Japan været i økonomisk dyb recession i mere end 20 år? Og et af svarene på det er for mig at se at Japan og japanerne aldrig eller meget modvilligt ser sig i stand til ændre sin kultur, og åbne op for nye, tanker, og ideer og inspirationer udefra.

Og ja, det er da korrekt at en polak eller rumæner ikke forlanger badeforhæng sat op eller kræver svinekød bort fra børnehaverne eller lignende. Men men - som lærer i dansk som andetsprog i mere end 15 år kan så fortælle, at mange af de her rumænere, polakker, litauere mm. har præcis samme holdning til homoseksuelle, abort det at slå børn, som mange muslimer har.

Er vi ikke færdige med den debat om badeforhængene nu, efterhånden som flere og flere almindelige danske drenge og piger heller bryder sig om at bade nøgne sammen med andre.

I de børnehaver i DK hvor der ikke serveres svinekød er 90 eller 95% af børnene altså muslimer. Og derfor ville det da være formålsløst at servere svinekød. (ps: man kan godt lave frikadeller af andet end svinekød....)

DK's Statistisk har regnet på det: I år 2100 er vi cirka 4,9 millioner personer her i DK - uden indvandring. Med indvandring er vi - cirka 6,1 millioner personer her i DK i år 2100.

Kim Houmøller

Gå en tur på Nørrebro i København hvor lejepladser er indtaget af et pjalteproletariat af folk fra Rumænien. De overlever af at samle flasker. Strøget er også invaderet af fattige øst europære der frister en kummerlig tilværelse midt blandt handlende. Er det flere af den slags, der skal redde middelklassen fra deroute? Mon ikke det er på tide der bliver sadlet helt om!

Karsten Aaen,

Det er nu ikke rigtigt, at Japan har været i dyb recession i 25 år. Så sent som i 2006 var der en vækst på 2 procent, og der har været perioder med moderat vækst afløst af perioder med recession i hele perioden. Men det er rigtigt, at højvækstregimet efter anden verdenskrigs omkring 1989 blev afløst af lavvækst. Den dominerende forklaring på denne situation er manglen på strukturelle reformer og afregulering.

Betyder det så at Japan har store problemer? Det kan i høj grad diskuteres. Levefoden er klart højere end i Danmark. Japan videreuddanner en større andel af befolkningen end Danmark selvom det koster penge at gå på universitetet, og der ikke er noget som hedder SU. Landet er meget sikkert at bo i. Hvis man taber sin pung kan man som regel få den igen på den nærmeste politistation uden at kontanterne er rørt. Der er ingen grafitti eller cigaretskod.

Badeforhængene er vi bestemt ikke færdige med. De betyder, at personalet ikke kan kontrollere om gæsterne vasker sig ordentligt inden de bader. Det har vist sig nødvendigt at øge indholdet af klor i vandet, hvor der er mange muslimer, som bader. Der er simpelthen en større andel af urin og fækalier i vandet, når der bades uden forudgående afvaskning. Det er ikke godt for hverken miljøet eller sundheden. Man kan også sige, at det er noget svineri.

Karsten Aaen *I de børnehaver i DK hvor der ikke serveres svinekød er 90 eller 95% af børnene altså muslimer ...'
Nej, muslim er ikke en etnicitet, det er en tilhænger af en politisk strategi. De er allerhøjst børn af muslimer. De ville ikke - endnu mindre end en voksen 'civil' muslim - overleve en teologisk diskussion, selv nok så mild og på deres alders-niveau i mange minutter uden en sandsynligvis ret voldsom pas-melding - men deres liv er i allerhøjeste grad besværliggjort fra starten, til gengæld for at forældrene kan dyrke 'nem religion'. Hvilket ingen synes at bekymre sig om.