Absurd teater er ikke bare Beckett og Ionesco og de andre desillusionerede dramatikere i tomhedstiden efter Anden Verdenskrig. Absurd teater er også Line Knutzon. Derfor er det skønt at se, hvordan teaterdirektør Maria Vinterberg på Teatret ved Sorte Hest nu har valgt at genopsætte Line Knutzons nyklassiker Det er så det nye fra 1993. For her kan vi netop mærke, hvordan der aldrig er noget nyt under solen.
Her i 2015 tror vi ikke nødvendigvis på vækst og digitale bobler, sådan som visse folk gjorde det i 1993. I dag er vi nok snarere optaget af flygtningesituationen og politikernes nølen – og fremmedhadet, som blev så grundigt pisket op, i hvert fald indtil folk selv begyndte at tage affære og hoppe i biler til Rødby. Men Line Knutzons stykke kan holde til det hele og meget mere. Og genopsætningen viser, at der stadig ikke er nogen anden dansk dramatiker, der skriver lige så skingrende vanvittigt og billedskarpt som hende. Og så absurd.
Forførende dyb stemme
Egentlig er Det er så det nye et stykke om et ungt par, der bor i en lejlighed med en påtrængende vicevært. Dermed er det et stykke om kærlighed og parforhold og kysselyst, men det er også et stykke om at turde leve livet både med og uden hemmeligheder – og om at turde kaste sig ud i mødet med det allermest irriterende og uoverskuelige og skræmmende.
På Sorte Hest står skuespilleren Josephine Raahauge med herlig trutmund og perfekt knækkede danserknæ. Hun filosoferer med forførende dyb stemme over sit forhold til kæresten. Morten Holst svarer tilbage med intense blikke og listig sideskilning – og forsøg på kærlige håndbevægelser. Men så kommer afvisningen prompte. »Lad være med at røre ved mig, når jeg er usikker,« siger Raahauge brat og skubber ham fra sig.
Hendes usikkerhed er kommet for at blive. Eller som hun selv siger det klarest om sin værtinderolle, mens hun kyler nål og tråd fra sig: »Jeg er ikke noget gardinmenneske!«
Morten Holsts kæreste lader sig dog ikke slå ud så let. »Så skal vi altså snart se at rykke de senge sammen,« som det optimistisk lyder. Uden forsonende overgang, men højst med lidt munter knævridsdans.
Til gengæld dukker så Lars Knutzon op med forslåede briller og hakkende stemme bag viceværtkitlen. Hans ’nevøer’ har kastet sten efter ham fra deres skjulested i et træ. Nu er han nervøs for fremtiden.
»Man har stødt på massegrave med brilleaber,« som han formulerer det, mens han med forunderlig Knutzonsk humor skubber hagen frem og plirrer med øjnene. Men så bliver han pludselig selv truende og skubber sin viceværtsmave frem mod det unge par, så de fanges i et hjørne. Her er ethvert offer også næste mulige bøddel – eller næste julemand. Der er kun en gaveæske til forskel.
Oaseteater
I Maria Vinterbergs iscenesættelse er det netop musikaliteten i de bratte stemningsskift, der lykkes så overbevisende. Akkurat som da hun for et par år siden iscenesatte Becketts Slutspil med Søren Spanning og Thomas Mørk – og Glade Dage med Sarah Boberg og Paw Henriksen.
Sammen med scenografen Marianne Nilsson har Maria Vinterberg gjort Teatret ved Sorte Hest til en forfriskende, absurd teateroase i det københavnske teaterrepertoire. I Det er så det nye er scenen bare et gulv med to klapstole og et opvaskestativ omgivet af røde tæpper – som en gennemført symbolsk teaterindramning af virkeligheden. Vellykket og beskeden.
For i Line Knutzons stykke er det i høj grad alt det, vi stirrer ud på fra vores hemmelige placering omme bag gardinet, som styrer vores følelser og vores frygt. Eller som det lyder i en af de sidste replikker: »Se, verden er fyldt med vandpytter og folk, der sparker!«
’Det er så det nye’. Tekst: Line Knutzon (1993). Iscenesættelse: Maria Vinterberg. Scenografi: Marianne Nilsson. Koreografi: Rebecca Lund. Teatret ved Sorte Hest til 24. oktober
