Kommentar
Læsetid: 8 min.

Asta Olivia Nordenhof tror på, at skrivningen kan forbinde og hjælpe mennesker

Asta Olivia Nordenhofs værker har et budskab om udsathed, om de svage i samfundet, et budskab af stor vrede fra bunden af samfundet. Thomas Boberg motiverer her, hvorfor digteren er årets modtager af F.P. Jacs Mindelegat
Når man konfronteres med en skrift som Asta Olivias, er det svært at se, hvordan man kan skille tingene ad, skriften og mennesket, talentet og personen Asta Olivia Nordenhof, skriver forfatter Thomas Boberg.

Gorm Branderup

Kultur
12. september 2015

»Det nemme og det ensomme ik dø for egen hånd ik eje sig selv fuldstændig« står der i Asta Olivias anden bogs første digt, bogen, som netop har den elegant og præcist henkastede titel Det nemme og det ensomme.

Jeg ved ikke, om man kan læse det med døden og det med ejerskabet af sig selv så direkte, at det svarer til henholdsvis »det nemme« og »det ensomme«, men for mig kan det sagtens give mening. At fortsætte med at leve og kunne være sammen med en anden, andre. Det første er så det nemme, det andet det ensomme. Eventuelt. En form for kærlig ironi. Jeg kunne også sige, at »det nemme« er at have talentet, og »det ensomme« er at bruge det, altså at leve det, få det til at vokse, blomstre, for først der vil det jo vise sig, at man ikke ejer det fuldstændig, ikke »ejer sig selv fuldstændig«.

Skriften og mennesket

Kun i en udveksling med den anden, med andre kan det lade sig gøre at leve værdigt. Det handler altså om at give. At dele det, man har og er, med andre, f.eks. ved at skrive digte. For når man konfronteres med en skrift som Asta Olivias, er det svært at se, hvordan man kan skille tingene ad, skriften og mennesket, talentet og personen Asta Olivia Nordenhof.

Jeg siger dette lidt tøvende, fordi jeg af erfaring ved, at man skal være nogenledes kølig, når man belaver sig på at indkredse andres ild, men jeg antyder noget, som jeg i mig selv er temmelig sikker på. Nemlig at Asta Olivia er identisk med sin skrift, ikke i selvbiografisk forstand, men som åndedræt, livsform. At skrive så indlysende som Asta Olivia er indlysende en måde at være til på. Samtidig er der god grund til at være varsom med at tage det selvbiografiske alt for bogstaveligt. I sidste ende kan jeg jo ikke vide det, og i samme åndedrag kan jeg sige, at det heller ikke er det allermest interessante, selvom det selvfølgelig også er lidt pirrende.

Hvem er hun egentlig denne Asta Olivia Nordenhof? Kan jeg finde ud af det ved at læse hendes skrift, de to bøger, som jeg indtil videre har læst, og løbende en del blog – og Facebook-tekster? Jeg tror mere på, at jeg kan læse lag af hendes indre, f.eks. hendes vejrtrækning som den billedskabende musik, hendes tilsyneladende enkle lysende sætninger skaber i mig.

Min vej i bøgerne er gået fra Det nemme og det ensomme til Et ansigt til Emily. Jeg læste den første bog sidst, og jeg fornemmer, at den første bog udvider den andens univers. Mon Rosas far i Et ansigt til Emily, hvis dagbogsblade fra en rejse i Afrika 1976, Rosa genskriver, kunne være i slægt med den far, om hvem jeget, som hedder Asta i Det nemme og det ensomme fortæller.

»nogen gange tænker jeg på min farfar./ jeg har kun mødt ham en enkelt gang. han kom med en sæl, en hel sæl, frossen, den lå i en flamingoboks og var en gave til mig. han ville låne 30.000/ min far havde ikke set ham siden de engang tilfældigvis sad på den samme bar i zanzibar.«

Original

Men det er den anden bog, som sætter den første på plads som nødvendig og dermed i mine øjne sikrer Asta Olivias digtning sin status som ’unik’, ’original’, eller hvilke ord, man nu kunne vælge at karakterisere den med. Jeg ved godt, at Asta Olivia selv har nogle ideer, hvad kunsten og digtningen angår, at talentet ikke er noget særskilt eller enestående, at det i princippet er beskåret alle at skrive digte, at det i den forstand ikke er noget, der udmærker et menneske – eller bedre: skiller det ud fra andre mennesker. Du, jeg, han, hun kan skrive, man skal bare opdage det og så gøre det. At digte er også en handling. Noget i den retning. Det hørte jeg i hvert fald hende tale om for nogle år siden til et arrangement i LitteraturHaus, det var, før Det nemme og det ensomme var udkommet. Fordi hun tror på det terapeutiske i skrivningen, at skrivningen kan forbinde og hjælpe mennesker. Hvis jeg har forstået det rigtigt. Det er også en smuk og åbnende tanke. Hvordan det nu end forholder sig, så tror jeg til gengæld, at den idé eller empatiske tanke også er grundlæggende for hendes måde at skrive sine tekster på. Digtene skal være til hjælp, de rækker ud, og hvor hårde de fortællinger end er, som de bringer videre, f.eks. i forholdet til faren i Det nemme og det ensomme løfter de sig i sidste ende som en hånd, der rækker ud til næsten, frem eller tilbage i tiden og i et af tilfældene netop tilbage til faderen, som i digtet er død, i en tilgivelsesgestus, tror jeg, man kan sige, i en åbenlys kærlighedserklæring, ikke på trods, men simpelthen fordi. Og med den særegne humor, som er både blid og skarp.

Det pis

Jeg citerer først af det hårde: »når man er vokset op med vold og sex, det pis, så skal man sone hele tiden/man skal forsage djævlen og forsøge at blive god igen/men det gider jeg ikke. Uddrive djævle./Jeg har bedre ting at tage mig til end at forsøge at blive pæn/det interesserer mig ikke længere fordi/ 1) det er så udmattende og kedeligt/ 2) det er umuligt.«

Og så her f.eks. det kærligt forsonende eller tilgivende:

»det er omfattende, de ting ens far har lavet i verden.«

»det er forår og han ligger på sofaen. han sover. jeg bevæger mig forsigtigt gennem stuen for ikke at vække ham. undgår den planke der knirker/ jeg ønsker ham hvile. jeg ønsker at han finder behag i stuens temperatur, at vatdynen, det glatte betræk, føles svalt mod huden, som en fuldstændig tilgivelse/ jeg elsker dig også når du vågner.«

Derfor, for at blive i Asta Olivias mulige poetikspor, er der tale om et særligt digterisk rum i Det nemme og det ensomme, et demokratisk rum, hvor næsten alle ord skrives med småt, og i hvert fald ingen begynder med stort, medmindre de er skrevet helt ud i versaler.

Med småt f.eks.:

»anni, texas, torben, gentofte, helsinki, vanløse, julia, zanzibar, jomfru maria, andreas og nørrebro.«

Der er ikke noget hierarki i liberalistisk forstand, ikke noget der skal ophøjes fremfor andet, men der er noget, der skal siges, og der er også noget, der i enkelte tilfælde skal råbes med VERSALER, her tre eksempler ud af de fire, jeg fandt:

»nogen MÅTTE påtale solopgangen, briste i vellyst.«

»hun viste mig en brochure: PSYKISK SYGDOM OG SEX.«

»han stod og vinkede farvel i en morgenkåbe og jeg tænkte: VENDER ALDRIG TILBAGE.«

Der er et etisk budskab om empati, som også retter sig mod omverdenen, den nære, vi kender, og ud, ud i samfundet, ud i verden. Et budskab om udsathed, om de svage i samfundet, et budskab af stor vrede fra bunden af det samfund, som digteren kender fra sig selv, og derfor med stor styrke med sine digte kan skrive sig ud og hen imod og måske helt ind i de andre.

Jeg citerer igen fra Det nemme og det ensomme:

»jeg vil tale om arbejde«

»jeg vil tale om udlændingestyrelse«

»jeg vil tale om virksomhed af to årsager«

»jeg vil tale om den fordi den er fælles for alle«

»og fordi alle i det daglige og altså altgennemgribende virke er identisk med det de gør.«

Men jeget i digtet drømmer sig også nådesløst ud i en andens liv så ikke et øje er tørt af bar latter, så jeget derefter bare i afmagt kan rase ud i poesi:

»gid jeg hed torben og havde et lettere liv

så ville jeg have stået fuldstændig gennemkneppet nede i seveneleven

og undret mig over jeg hed torben og det ikke betød noget hvad jeg hed alligevel.«

»al den kærlighed man har, åh dear jeg har mistet forstanden

hvis ét til snefnug rammer mig i nakken og smelter ned langs nakken

så knepper jeg fanme alle jeg ser eller jeg begynder at græde og stopper aldrig igen«

Elegante tidshop

Jeg forestiller mig midt i al det dagligdags og yderst personlige, at der også er andet på spil, samtaler med anden poesi, muligvis amerikansk digtning udsprunget af language poetry-skolen, der er i hvert fald en raffineret associa- tionsteknik på færde, elegante tidshop, suveræne overgange fra den ene scene til den anden.

I begyndelsen af Det nemme og det ensomme støder man på følgende:

»… vi plukkede vilde blommer og mirabeller på ydre amar/

ved solnedgang og metroen drev med sit lys, som et strengt, som et underligt vredt samfund

frem og tilbage på himlen

ingen i fields ingen på kentucky fried chicken

to mennesker foran et parcelhus. sad med tæpper på, talte med hinanden

’jeg er meget træt nu’ ’jeg er også meget træt nu’.«

Og der kom jeg straks til at tænke på et andet digt, men det står naturligvis for min egen regning, for sådan er det med virkelig gode digte, de fører til andre digte, vækker erindringer fra ens eget liv og læsning, forbinder særverdener som var de almene og tilgængelige. For alle og enhver.

»My nerves are bad tonight. Yes, bad. Stay with me.

Speak to me. Why do you never speak? Speak.«

Eller måske var det ikke engang det her, det mindede mig om, men om noget andet, som jeg fortsat leder efter, som jeg alligevel aldrig vil finde, men den anelse vil altid være båret af en sær sang, for sådan er det med digte, som virkelig findes, de bringer en videre ud i områder af både det kendte og endnu ukendte. For resten citerede jeg fra »A Game of Chess« fra The Wasteland, 1922, T.S. Eliot.

Åndsbeslægtet

Og nu er jeg så ved at nå mod enden. Der er vel ingen tvivl om, at Asta Olivia Nordenhof er en digter i F.P. Jacs ånd. Ikke fordi hendes digte ligner hans digte. Men kender man lidt til F.P. Jacs syngende verdensdigte, sådan som de vildt og generøst folder sig ud i eksempelvis Misfat fra 1980, kan man ikke være i tvivl om, at der er noget fælles til stede, ikke som inspiration, men mere som åndsbeslægtet, hvis det gir mening at bruge et gammeldags ord som dette. Men også her er det på sin plads at give Asta Olivia det sidste ord. Jeg citerer fra en klumme i Information den 30. august 2013:

»Og senere læser jeg F.P. Jac og han indleder et kapitel sådan her: Ufatteligt at skulle se sig selv igen i spejlet nu man hele tiden dør.

Han forstår ikke solen, skriver han, han vil bare raseres, bare vredes, og følgelig siger han om en melpølse at den er stinkende og robust, og at den har præster og mordforsøg på samvittigheden.«

Dette er Thomas Bobergs tale til Asta Olivia Nordenhof i forbindelse med, at hun torsdag modtog F.P. Jacs mindelegat 2015

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor dog fotografere hende så tæt?
Det er krænkende, efter min mening, men hun er vel indforstået. (Se mig, se mig?)

Anders Sørensen

@Michael Kongstad Nielsen, det synes jeg må siges at være en (over)fortolkning, der tenderer det ufine.

Michael Kongstad Nielsen

Anders Sørensen, det ufine er at fotografere folk så tæt på, som man normalt aldrig ville komme et uvedkommende menneske, og hvor man kan se knopper i pandehuden og andre forekomster af hudorme eller lignende - jeg spørger bare, hvorfor så tæt?

Anders Sørensen

@Michael Kongstad Nielsen, det virker sandsynligt, at hun selv har godkendt billedet. Og at der altså derfor ikke er tale om at gå ufint tæt på og udstille den sagesløse lyrikers hudmæssige udfordringer.

Det ufine ved din kommentar består i at insinuere, at denne tætpåhed er så'n lidt et egotrip og for meget (se mig, se mig) fra hendes side.

Det kunne vel også bare være et enkelt "se mig". Som i sårbarhed. Som i nøgenhed på den fede måde.