Læsetid: 8 min.

Bangladeshs bloggere lever livet farligt

Adskillige ateistiske og rationalistiske bloggere er i de seneste par år blevet myrdet af islamistiske aktionsgrupper bevæbnet med macheter, og også landets regering har indledt en klapjagt på ’blasfemikere’ – og selv ikke i vestligt eksil kan de liberale bloggere vide sig sikre
I maj blev den bangladeshiske blogger Ananta Bijoy Das myrdet  i sin hjemby.

A.M. Ahad

29. september 2015

I februar 2015 var Avijit Roy og hans hustru, Rafida Bonya Ahmed, på vej til Dhaka, hovedstaden i Bangladesh, hvor de skulle deltage i den årlige Ekushey-bogmesse. I 2014 var de blevet forhindret i at deltage på grund af de dødstrusler, som udgivelsen af Roys religionskritiske bog, The Virus of Faith, havde givet anledning til.

Parret vidste, de kunne være i fare. De drev det bengalsk-sprogede webforum Mukto-Mona (’Frie ånder’), som agiterede for rationalistisk tænkning, og de var gentagne gange blevet truet af islamiske fundamentalister. I Dhaka undgik de at være sent ude om natten, ændrede på deres rutiner og holdt sig i stadig kontakt med venner og familie. I de første ti dage fungerede den strategi.

Den 26. februar deltog de i en række arrangementer på universitetet i Dhaka, hvor bogmessen blev afholdt. Samme aften, på vej tilbage til deres bil, gik de gennem et mennesketæt og veloplyst område. Pludselig blev de omringet af maskerede mænd med macheter. Ahmed husker, hvordan machetebladene begyndte at hagle ned over dem. Der var hundredvis af mennesker på gaden, også politifolk. Ingen greb ind. Ahmed overlevede, hårdt såret, men Roy døde på vej til hospitalet.

»Vi kendte, men undervurderede risikoen,« fortalte Ahmed mig, da vi mødtes i London fire måneder senere. Hun er en lille kvinde i 40’erne med kort hår, store øjne og et ungdommeligt ansigt. På grund af angrebet mangler hun en tommelfinger.

»Avi tog til bogmessen alene i 2012. Han sagde skarpe ting, men intet skete, så vi var ikke forberedt. Vi tænkte: ’Okay, måske vil de protestere og råbe – men ikke det her.«

Ahmeds hovedbund og hals er oversået med ar. Hun blev hugget flere gange i hovedet. Hun siger, hun har svært ved at samle sine tanker på grund af al den medicin, hun tager, og hurtigt bliver træt på grund af skaderne i hovedet.

Roy er den mest fremtrædende ateistiske forfatter, som er blevet angrebet i Bangladesh, men ikke den første – og heller ikke den sidste. Den 30. marts, en måned efter mordet på Roy, blev en anden blogger, Washiqur Rahman Babu, hugget ned af maskerede overfaldsmænd. Den 12. maj blev Ananta Bijoy Das, der skrev om rationalisme og videnskab for Mukto-Mona, angrebet i sin hjemby Sylhet, og den 7. august brød mænd med macheter ind i bloggeren Niloy Chakrabartis hjem. Alle tre mænd blev dræbt.

De fire mord i 2015 var brutale og skete i hurtig rækkefølge. Tre personer blev efterfølgende anholdt, herunder den britiske statsborger Touhidur Rahman, for drabene på Roy og Ananta Bijoy Das. Men volden går længere tilbage. Den begyndte den 15. januar 2013, da den ateistiske blogger og politiske aktivist Asif Mohiuddin var på vej til arbejde og blev angrebet bagfra af en gruppe mænd med macheter. »Jeg tænkte: Nu dør jeg,« fortæller han mig over Skype fra sit nye hjem i Tyskland. »Men på eller anden måde overlevede jeg.« Han tilbragte uger i intensiv behandling og har stadig svært ved at dreje sit hoved. »Jeg tror, jeg må leve med den her stivhed i resten af mit liv.«

En måned efter blev Ahmed Rajib Haider, en blogger, der var kritisk over for islamisk fundamentalisme, angrebet på tilsvarende manér ud for sit hus i Dhaka. Han overlevede ikke. I august 2014 brød nogen ind i tv-personligheden Nurul Islam Faruqis hjem i Dhaka. Faruqi, som havde kritiseret fundamentalistiske grupper i sit tv-program, fik halsen skåret over. En humanistisk professor Shafiul Islam, der havde presset på for et forbud mod ansigtsdækkende tilsløring for studerende, blev i november samme år myrdet i nærheden af ​​Rajshahi University i det vestlige Bangladesh.

De brutale forbrydelser er indtil videre foregået ustraffet. De få arrestationer, der er foretaget, har ikke ført til retsforfølgelse. Bangladeshs regering syntes enten ikke at kunne eller ikke at ville garantere sikkerheden for landets ateister. I et forsøg på at formilde islamisterne har den sågar grebet til egne aktioner imod »blasfemiske bloggere«. Nationens sekulære kræfter er skrækslagne. Mange er helt holdt op med at skrive, andre har forladt landet.

Sekulært eller islamistisk?

Bangladesh blev født ved Indiens deling i 1947, hed først Østpakistan og var som det nuværende Pakistan, dengang Vestpakistan, officielt en del af subkontinentets nye hjemland for muslimer. En bevægelse for at bryde med Vestpakistan begyndte i 1950’erne og kulminerede i 1971 med den blodige uafhængighedskrig, hvorunder vestpakistanske styrker begik folkemord. Krigen skabte store spændinger i Bangladesh. På den ene side stod islamisterne, der støttede Vestpakistan og hævdede, at det var en fornærmelse imod Islam at erklære sig uafhængig. På den anden stod sekularister, der ville frigøre sig fra de religiøse restriktioner og den økonomiske marginalisering, de forbandt med Pakistan. Sidstnævnte gruppe vandt idékampen, hvorefter landets forfatning garanterede sekularisme.

Militæret greb dog magten i 1975, og ganske som det skete i Pakistan, begyndte der nu en proces med islamisering. I 1977 skrev de militære ledere de sekulære principper ud af forfatningen og erklærede islam for statsreligion. Dette forblev tilfældet frem til 2010, da højesteret genindsatte nogle af de sekulære principper, om end islam forblev statsreligion. Hele denne omtumlede historie peger på et uafklaret spørgsmål: Hvad er Bangladeshs sande identitet?

»Bangladesh har en rationalistisk tradition, der går tilbage til 1800-tallet,« siger dr. Sumit Ganguly, professor i indiske civilisationer ved Indiana University. »Tidens prominente forfattere afspejler, at der var konsensus om åbenhed over for verden og kosmopolitisme, men der var også snæversynede kræfter og hinduer og muslimer, der foragtede hinanden. I perioden, da landet hed Østpakistan, blev forskellige former for snæversyn aktivt fremmet af staten.«

I årenes løb har perioderne med religiøst betonet militærstyre styrket befolkningens konservative del. Det ene af de to store partier, Bangladesh National Party (BNP), er da også allieret med de religiøse grupper. Det andet, Awami-Ligaen, var oprindeligt sekulær. Men i takt med at religion er blevet stadig mere følsomt, har også dette parti givet efter for den religiøse lobby.

Det var på den baggrund, at et lille, engageret fællesskab af sekulære bloggere begyndte at vokse frem fra midt i ​​2000’erne. Den første offentlige blogging-platform på bengalsk, somewhereinblog.net, blev lanceret i 2005, og efterhånden begyndte det religiøse materiale at dominere.

»Dag efter dag så jeg, hvordan blogfora blev islamiseret,« fortæller Mohiuddin. »I Bangladesh er mainstreammedier og tv-kanaler styret af de islamiske grupper – og nu ville de sætte sig på blogosfæren.«

Som modoffensiv begyndte han og andre skribenter at lave egne hjemmesider og at bidrage til hinandens blog- og Facebook-diskussioner om historie, filosofi, videnskab, jura og feminisme. Nogle indlæg var kritiske over for regeringen, andre over for religiøse tekster.

»Jeg kritiserede skriftsteder i Koranen og Bibelen, fordi jeg ikke længere kunne anse dem for forenelige med det moderne samfund,« siger Mohiuddin.

Det var gennem netgruppen af bangladeshiske ateister, at Roy og Ahmed først fik kontakt med hinanden. De begyndte at tale i telefon, diskutere deres ideer, hvordan de begge kom til ateisme. Hans baggrund var hindu, hendes muslimsk; han havde forladt sin tro, da han var 19, hun havde gjort det samme, da hun var 13. Begge kom fra liberale familier, der accepterede deres ateisme. De udvekslede ideer og historier om deres familieliv, mødtes snart og blev et par.

»Det ægteskab betød en masse arbejde. Vi ændrede os hele tiden, og vi var ikke altid enige, men vi var altid engagerede,« siger hun.

Opgør med krigsforbrydere

Sårene fra Bangladeshs uafhængighedskrig blev for nylig genåbnet, hvilket har bragt spændingerne mellem islamister og sekularister op til overfladen på ny. I 2010 nedsatte regeringspartiet Awami-Ligaen en krigsforbryderdomstol, der skulle stille overlevende mistænkte for massedrab begået under krigen for retten. Fra starten var det kontroversielt. Kritikere så det som partiformand og premierminister Sheikh Hasinas hævn for militærkupmagernes nedslagtning af hans far i 1975.

Mange af de sekulære bloggere var erklærede tilhængere af domstolen. Retssagen kulminerede sidst i ​​2012 og begyndelsen af ​​2013, og det var på det tidspunkt, fundamentalisterne begyndte at rette deres opmærksomhed mod de ateistiske skribenter.

I januar 2013 blev Mohiuddin stukket ned, og i februar blev Haider dræbt. Begge var aktive i Shahbag-bevægelsen, der bestod af sekulære støtter af krigsforbryderdomstolen. Efter angrebene gik tusinder på gaden og krævede retfærdighed for Mohiuddin og Haider.

»Det var her, at spændingerne steg til et nyt niveau,« fortæller Sumit Galhotra, Asien-chef for Committee to Protect Journalists.

Det tog ikke lang tid for islamister at danne modprotestbevægelser, der opfordrede til at straffe blasfemikere og ateister med døden. Protesterne udviklede sig til vold, og snart offentliggjorde islamistiske fundamentalister en dødsliste med navne på 84 bloggere. Det hjalp ikke bloggerne, at mange af dem skrev under pseudonym, for deres sande identitet kom ud. Også aviserne skrev hadopflammende artikler om de ikke-troende. Mange gik under jorden af frygt for selvtægtsangreb. Mohiuddin tildækkede ansigtet med maske, når han forlod sit hus.

Farligt i fængslet

Gruppen, der førte an i modprotesterne, Hefazat-e-Islam, udsendte en liste på 13 krav, flere af dem tilsyneladende inspireret af Taleban. Et af dem var, at lederne af Shahbag-bevægelsen skulle straffes. Snarere end at forsvare retten til ytringsfrihed gav Hasina efter. I april 2013 blev fire af de bloggere, hvis navne stod på islamisternes dødsliste anholdt. En af dem var Mohiuddin, der var blevet angrebet med macheter tre måneder tidligere.

»Jeg blev vred, da regeringen begyndte at arrestere sekulære bloggere,« siger han. »På den måde fik fundamentalisternes budskab offentlig accept.«

Fængslet var et farligt sted for Mohiuddin. Hans navn og foto havde været i aviserne, og de islamistiske grupper havde fejlagtigt udpeget ham som lederen af ​​landets sekulære bloggere.

»Den første dag råbte de andre fanger, at de ville skære mig i småstykker. Jeg tænkte, at nu er det forbi med mit liv, og i morgen er jeg død.«

Mohiuddin måtte sidde i fængsel i tre måneder på en anklage for at have kritiseret islam og profeten. Han blev løsladt mod kaution efter en måned, men siden fængslet igen i ni dage. Da han fik et forskerstipendiat, tog han derpå til Tyskland. Han regner med, at han skal blive i Europa i mange år, før det bliver sikkert for ham at vende hjem.

Et vidnesbyrd om, at Mohiuddin end ikke kan vide sig sikker i Europa, kom så sent som i sidste uge, da den bangladeshiske islamiske militante gruppe Ansarahullaah Bangla Team udsendte en ny dødsliste, som omfatter flere sekulære bloggere i vestlige lande: ni i Storbritannien, syv i Tyskland, en i Canada og en i Sverige. Ifølge britisk politi er det uklart, om gruppen har magt til at føre sine trusler ud i livet, men faren for at de kan anspore ’ensomme ulve’ til at handle på egen hånd er til stede.

Hertil siger Ananya Azad, en eksileret bangladeshisk blogger:

»Vi har tænkt os at blive ved at skrive og blogge. Vores våben er ordet, og det bruger vi uden at gøre nogen fortræd. Vi vil bare bevidstgøre mennesker om deres rettigheder.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jonas Pedersen
  • Merethe Hansen
Jonas Pedersen og Merethe Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

jeg er træt af hver eneste dag at åbne avisen og se hvad de religiøse nu har gjort mod sig selv, hinanden, og andre. Det er hvert sekund, hvert minut, hver time, hver dag, hvert årti, hvert århundrede, hvert årtusinde. Og ser I det egentlig ud fra ikkereligiøse og ateisters synspunkt nogensinde? Vi skal sgu åbne avisen hver eneste fucking dag i hele vort liv og læse om Jeres evindelige farlighed, så også andre problemer får mindre plads. Hvis der skal være religion, skal der være 6mia af dem, plus nogle herlige hedninge, og alle lukket for ny tilgang. Tro og religion står i et antitetisk forhold til hinanden qua Jer. De er hinandens modsætninger. Tro forudsætter personlig udvikling m.m. implicit. Religion er ikke bedøvende opium for folket, men snarere designerdrugs... farligt for os ikkereligiøse, som artiklen fortæller.

alle religiøse har alle religiøses gerninger på hænderne, men der er travlt ved håndvasken. I deltager alle i konceptet religion, og I er alle skyldige....og I ved det oveni købet.

Jesper Jorgensen

og det er nemt at bruge store grupper af befolkningen i BanglaDesh til politiske formål gennem religion, fordi de har ingen eller meget basal skolegang. Analfabeter kan ikke selv skaffe sig viden, men er overladt til følelsesmæssig manipulation, som i vidt omfang anvendes af politiske magthavere i et af de lande hvor uligheden er størst. (og det til trods for at landet er meget fertilt og har 4 høstsæsoner.) Feudalisme er udbredt, muligvis også slaveri gennem bonded labour og ekstrem ulighed imellem mænd og kvinder.
Danida har gjort et stort arbejde for at skabe bedre uddannelse både for børn og voksne, men har måttet kæmpe imod skiftende danske regeringers manglende prioritering af dette arbejde, og idag er det vel nærmest gået istå.

"alle religiøse har alle religiøses gerninger på hænderne, men der er travlt ved håndvasken. I deltager alle i konceptet religion, og I er alle skyldige....og I ved det oveni købet."

Merethe,
kan du uddybe denne - efter min mening noget bombastiske - udmelding? Konsekvensen er vel, at alle ateister har alle ateisters gerninger (og evt. blod - det skulle næppe være et problem at finde eksempler) på hænderne. Og sådan kan man blive ved.....

Ateisme er fravær af tro, og som sådan ikke et fælles tankesæt.
Derfor er det naturligvis også idiotisk at påstå at der kan begås forbrydelser i ingentings navn.

Erik....selvom jeg er enig med Egon, ateister er ikkegudsopfindere i modsætning til religiøse, som bare har kaldt ateister gudsfornægterem, for selvsagt at undertrykke derefter, ........så vil Jeg egentlig alligevel godt være med på den, hvis det kan få religiøse, som f.eks. den kristne nazi kirke(troede vel ikke at nazier var ateister vel?) til at komme over i enten individuel tro, ikkereligiøsitet, ateisme. Russerne var også kristne, men mere pressede af Stalin på punktet. Nu handlede disse ting egentlig ikke om religion primært, men blut und boden, retten til produktionsmidler, geopolitik etc. Måske Mao er på min kappe, og givet meget mere til. Og et tager jeg så på mig og lærer af. Hvad er så på din kappe i løbet af.....skal vi sige 6000-7000år. Tror roligt vi kan sige, at religion hver dag kostede mange liv m.m. på den ene eller anden måde. Og synes egentlig jeg er ret venlig, langt venligere end de fortjener, når jeg så foreslår individuel tro, så den oveni købet er real.

undskyld Erik.....tillod mig, at antage at du er religiøs.....men det kan jeg jo ikke vide, og også som ateist eller andet må du jo godt angribe synspunktet, og jeg anbefalede da også din kommentar, fordi diskussionen er relevant.......Gamle og nye profeter må også gerne være med.......

Merethe,
min religiøsitet eller mangel på samme berører ikke min historiske "indsigt".
Hitler var døbt katolik og havde ifølge de fleste kilder en eller anden form for tro. Men omvendt gik flere tyske katolske præster under nazisternes regime i døden for deres tro og for deres modstand mod nazisterne. Havde de så nazisternes gerninger på hænderne?

Jeg efterlyste bare nogle nuancer, lige som jeg gør i en hel masse andre tilfælde.

Merethe Hansen

"Havde de så nazisternes gerninger på hænderne?"

du mener vist .....havde de så de andre tyske kristnes nazigerninger på hænderne?......

Henrik Plaschke

Der er mange gode grunde til at bringe en artikel som ovenstående – og til at være opmærksom på de mord, ekstremister begår på sekulære tænkere i Bangladesh.

Men det er måske også på sin plads at tilføje, at Indien har et tilsvarende problem – i hvert fald, hvis man skal tro New York Times. Forskellen er først og fremmest, at morderne er muslimske ekstremister i Bangladesh, mens de er hinduistiske ekstremister i Indien. Begge steder er ofrene sekulære tænkere:

We should be worrying instead about what’s happening in India, and recognize that it could go the way of the very neighbors it criticizes. As Nikhil Wagle, a prominent liberal journalist based in Mumbai, told me, “Without secularism, India is a Hindu Pakistan.”

The murders in India share striking similarities with the killings of four Bangladeshi bloggers this year. But while there was a global outcry over what happened in Bangladesh, India is hiding behind its patina of legitimacy granted by being the world’s largest democracy.

http://www.nytimes.com/2015/10/04/opinion/sunday/sonia-faleiro-india-fre...

Merethe Hansen

jamen så fortsætter vi med religioner som i dag................................og da du nu er bevidst om ovenstående, er det på din kappe fra nu ad.....held og lykke....det får du vist brug for kiggende på dagens avis....