Læsetid: 9 min.

’Det er ikke en bog om Jakob, det er en bog om kærlighed’

Kærligheden er banal, og man skal slet ikke være så bange for det banale, siger Ditte Steensballe, i anledning af at hun har skrevet en bog om sit etårige kærlighedsforhold med Jakob Ejersbo
Ditte Steensballes hensigt med ’Lejligheder’ er at skildre et unikt kærlighedsmøde. Et møde mellem Ditte og Jakob.

Ulrik Hasemann

5. september 2015

Det er 7 år siden, Jakob Ejersbo døde alt for ung, bare 40 år, af kræft i spiserøret. I Ditte Steensballes nye bog Lejligheder genopstår forfatteren til romanerne Nordkraft og Afrika-trilogien som Jakob, den ene af hovedpersonerne, der under Gyldendals efterårsreception i 2002 indleder et forhold med forfatteren Ditte. Bogen handler om deres otte måneder lange kærlighedsrelation og historien er så sand, som nogen historie kan være, der er filtreret gennem en forfatters helt personlige blik. Intet er altså fundet på, men bogen, der som genre insisterer på at være en »kærlighedshistorie«, bevæger sig i det vanskelige grænseland mellem dokumentar og fiktion, for som forfatteren selv udtrykker det, så »vil enhver form for skrevet virkelighedsbillede være en form for fiktion, for hukommelsen kan spille os et puds.«

Hensigten med bogen er at skildre et unikt kærlighedsmøde. Ditte Steensballe går tæt på, når hun detaljeret skildrer scener. Man får at vide, hvad de elskende hører af musik, og hvad de spiser og drikker. Og undervejs i sin tekst klipper hun uddrag af beskeder fra sig selv og Jakob Ejersbo ind. Man hører om Jakobs travle turnéliv efter succesen med Nordkraft og Dittes 17 flytninger i løbet af de otte måneder, de er sammen. Først er forholdet præget af stor lykke og beruselse, siden sniger der sig noget ind mellem dem, som i sidste ende får Jakob til at forlade Ditte. Bortset fra en kort prolog i begyndelsen af bogen, hvor Ditte er tilbage i Jakobs gamle lejlighed lige efter begravelsen, og et kort efterspil fra 2007 som bogens slutning er historien klart indrammet af deres kærlighedsforhold i 2002-03.

At bogen skildrer kærligheden til en kendt og nu afdød forfatter som Jakob Ejersbo, er ifølge Ditte Steensballe tilfældigt.

»Jeg var 31 år og havde aldrig oplevet så voldsomt et møde før. Man møder undervejs mennesker (af det andet køn), der gør stort indtryk, men sjældent med så voldsom styrke, som det her var tilfældet. Jeg er overbevist om, at hvis han havde været en murersvend, så ville jeg også have skrevet bogen, for det var det, han satte i gang hos mig. Det var ikke det, at han var Jakob, der senere blev Jakob Ejersbo, der udgav de her bøger. De hændelser andtændte ord, der egnede sig til at blive nedskrevet som litteratur.«

Ditte Steensballe har skrevet om Jakob Ejersbo og ikke en af de andre mænd, hun har elsket, fordi hun ser det som et unikt kærlighedsforhold. Derfor kunne det blive til litteratur, også selvom hendes kærlighed til andre mænd må ses i lyset af det:

»Ja, jeg har en rummelig mand. Da vi mødtes, var vi begge midt i 30’erne og havde begge en fortid, så det er ok!«

Vi sidder i Ditte Steensballes hyggelige kammer af et skrivested nær Enghaveplads i København en regnfuld eftermiddag. Tiden får næsten lov at stå stille, for forfatteren insisterer på at tale langsomt og tænke sig om, inden hun svarer. Behændigt forsøger hun flere gange at snige sig uden om genrediskussionen.

»Hvis det havde været en roman, så havde jeg kaldt Jakob og Ditte for Peter og Lise, og så havde der været en del mere fiktion ind over. På en måde er det fiktion, men ikke tilstrækkeligt til at kalde det en roman. Det er ikke en roman og ikke en erindringsbog, omend den er baseret på fortid. Så når jeg kalder den en kærlighedshistorie, er varebetegnelsen rigtig.«

I dette tilfælde er det imidlertid svært at komme uden om spørgsmålet om autofiktion og spørgsmålet om, hvordan man navigerer i det felt.

»I og med at bogen har været undervejs i mange år, har jeg tænkt meget over autofiktion. Det er ikke naturligt for mig at kalde bogen andet end en kærlighedshistorie. Jeg synes, vi skal lade litterære jurister om at sætte bogen i kasse. Min eneste metier som forfatter har været at skrive en god bog. Og der er hensyn at tage til Jakob; han er her ikke til at forsvare sig, han kan ikke indvende et eneste ord.«

Ditte Steensballe betoner, at bogen ikke udkommer nu, fordi der er en verserende debat om autofiktion og i særdeleshed om kvinder i autofiktion. Den udkommer nu, fordi den er færdig. Men bogen er utvetydigt autofiktiv, og på intet tidspunkt havde hun overvejet, om hun skulle undgå det.

»Hvis jeg havde kaldt os noget andet, og uanset om jeg havde rykket geografien og tiden, så ville det alligevel skinne tydeligt igennem. Og undskyld mig, men havde vi kneppet en ged i fællesskab, så kan det godt være, at det var et hensyn, jeg havde taget og ikke puttet det i bogen, men der er ikke noget fordækt, noget kriminelt i det her. Der er ikke noget hemmeligt i at være menneske. Og da jeg havde taget de hensyn til Jakob med flere, som jeg synes, jeg burde tage, så kunne jeg godt tillade mig at bruge navne.«

Bog om forelskelse

Lejligheder er fuld af detaljer og sansninger, så man næsten mistænker, at Ditte Steensballe finder på, og at man ikke kan huske så præcist.

»Jeg kan huske telefonnumre og nummerplader fra min barndom. Jeg har en rigtig god hukommelse på grænsen til det autistiske. Når noget fæstner sig hos mig, så fæstner det sig med syvtommersøm. Men jeg har også altid taget notater. Der er i bogen en dialog fra Zoologisk Museum. Den skrev jeg ned, og jeg har gået mine notater igennem for lige at være sikker på faktuelle rigtigheder.«

Bogens første del, som beskriver forelskelsen, har en naiv grundtone. Den er let, boblende, som også forelskelsen er. Siden fornemmer man i momenter som læser, at noget går galt, og prosaen bliver gradvist mere rå og opstykket.

»Kompositionen lægger sig fuldstændig op ad den måde, det foregik på, fra eksalteret lykke med et vist gran af naivitet. Man er jo lykkeligt sindssyg, når man er forelsket. Jeg ville have, at første del af bogen var let og dansende og anden del mere eftertænksom. For verden bliver mere rå, når man står på kanten og er faldet. Man forsøger at forholde sig til noget håndgribeligt, men der er ikke rigtig noget at holde fast i.«

»Kærlighed har sin egen geografi. I de lette landskaber færdes man mere let end i de bakkede. Du kan godt sætte en tegnestift på kortet, men ikke sige hvor den kommer hen. Jeg ser det som en slags geografi, kærlighedens geografi, og derfor må sproget også rykke sig.«

Et afgørende træk ved Lejligheder er, at de elskende stort set ikke ved noget om hinanden. Deres dyrkelse af hinanden sker udelukkende på overfladen på en næsten sloganagtig måde eller som omkvædet i en popsang. Ditte Steensballe fremskriver denne lette tilstand af naiv forelskelse.

»Det er sådan, for i den første fase, hvor alt er let, er der ikke brug for det. Vi har alt, vi har hinanden, og derfor behøver vi ikke at vide noget. Det kan man sige er rigtig naivt, for hvad er det, man trækker ind i sit liv og gerne vil have fremtiden fuld af? Spørgsmålene kommer først senere.«

Og hun er på ingen måde bange for, at den lette tone gør det hele for banalt: »Det er banalt, kærlighed er banal. Jeg tror ikke, man skal være så bange for det banale, for hvad er det, vi alle sammen består af i fællesmængden, når vi sidder der med bukserne nede? Det banale kan nogle gange være det bedste og være beslægtet med ’less is more’, hvis det banale vel at mærke ikke bliver for overfladisk. Jeg har danset en del rundt med banaliteten i bogens første del, der er blevet skåret og klippet. Hvis du havde læst den for et år siden, så ville den have været banal på ikke så god måde, for der var bogen ikke færdig. Det banale må opvejes af noget andet, nogle gange bare en enkelt sætning.«

– Vil du så sige, at bogen er en slags undersøgelse af forelskelsen og dens bedrageriske skær?

»Jeg vil ikke give bogen mærkatet ’en bog om forelskelse og hvad den førte med sig’. Men alligevel, når du spørger. Når man er den, der forlades og ikke er færdig med forelskelsen, så hænger man fast, sorgen bagefter er ikke forløst. Men er det en bog om forelskelse, ja til dels. Jeg er langsom, det er derfor jeg er forfatter og eksempelvis ikke standupkomiker. Kan I ikke komme igen om en time …? Men det er lidt ligesom det Montaigne-citat om venskab. Han havde en ven, der døde, og så skulle han sætte ord på venskabet, der blev kappet, før det var slut, men bare skulle have lov at stå som en lysende eksplosion. Og så noterer han: ’Fordi det var ham. Fordi det var mig’. Det kan ikke udtrykkes ud over i de vendinger. Min bog er også en bog om sorg og en baglæns kærlighedserklæring til et menneske, jeg elskede og stadig holder af. Det er en kærlighedshistorie.«

– Du har skrevet en bog om din og Jakobs kærlighed, men har samtidig også forsøgt at gøre det til en mere almen historie om forelskelse og kærlighed?

»Håbet er, at folk kan læse sig ind i min bog med egne erfaringer og følelser. Selvom den er meget konkret, så er der luft til at indlejre sig selv. Bogen, der er skrevet ud fra personlige anliggender, må gerne komme ud til andre, fordi den hæver sig. Der er ikke noget følelsesfnidder, det er skåret ned, og hvis den skal gribe andre, så skal der være et gran af almenhed, og det tror jeg, der er, men ikke for alle.«

Myten

Ditte Steensballes bog kom som optakt til en mindre revival af Jakob Ejersbo. Senere på efteråret udkommer Rune Skyum-Nielsen med en biografi om Ejersbo efterfulgt af en dokumentarfilm om forfatteren. Han er ved at blive en myte. Selvom Ditte Steensballe gentager, at det er tilfældigt, at det var kærlighedsforholdet til Jakob Ejersbo, der blev omdrejningspunkt for hendes bog, så vil nogle sikkert spekulere i, hvorvidt hun forsøger at høste frugterne af at have været hans kæreste.

»Det er jeg klar over, men det er ikke sådan, det er. Når jeg ved i min grundkerne, at det ikke er sådan, det er, så er det dér, jeg står fast. Det er det allervigtigste for mig. Det er ikke mit bord, jeg kan ikke styre, hvad folk siger og gør. Fanden står op hver dag, Gud skal vækkes … Jeg har også stillet mig selv det spørgsmål og seriøst diskuteret det igennem. Alle vil spørge. Jeg har svaret, og det er mit svar! Det er ikke en bog om Jakob. Det er nogle hændelser, der er gået gennem mit subjektive filter, og nu ligger de her i en bog som nogle brudstykker, scener og udvalgte sekvenser.«

– Hvordan tror du Jakob ville have reageret på din bog?

»Hvad skal vi bruge det til? Men han ville givetvis have sagt noget. Der var altid noget at sige, altid et men.«

– Er det en lettelse at være færdig med bogen?

»Jeg er glad for at være færdig, glad for at den er blevet, som den er blevet. Det er den mest personlige bog, jeg hidtil har skrevet. Men nej, det er ikke en lettelse.«

– Har din bog gjort dig klogere?

»Jeg er blevet ældre. Med alderen kommer mere erfaring, måske man bliver lidt klogere. Men det har jeg ikke lyst til at sige noget om. Det er ikke lige mit yndlingsområde. Der er jeg et privat menneske, selvom jeg skriver sådan en bog.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu