Læsetid: 12 min.

Efter Camelots fald

Det varierede litterære udbud er truet af den igangværende udvikling på bogmarkedet. Taberne er de danske boglæsere, siger forlagsredaktør Hans Henrik Schwab, der her gør status over femogtyve år med dramatiske forandringer af bogbranchen
Det varierede litterære udbud er truet af den igangværende udvikling på bogmarkedet. Taberne er de danske boglæsere, siger forlagsredaktør Hans Henrik Schwab, der her gør status over femogtyve år med dramatiske forandringer af bogbranchen

iBureauet/Mia Mottelson

5. september 2015

En sommerdag for alt for længe siden, i 1990 for at være helt præcis, tiltrådte jeg stillingen som ny lyrikredaktør på det hæderkronede Borgens Forlag. Det blev starten på foreløbig femogtyve år i bogbranchen – et kvart århundrede hvor branchen skulle undergå større og mere dramatiske forandringer end i hele det foregående århundrede tilsammen.

Alt det, kunne jeg naturligvis ikke vide den sommerdag, hvor jeg ikke uden en vis benovelse satte mig ind på mit store, nye kontor, hvor der ligesom i resten af huset – meget passende en borglignende villa – hang ægte kunstværker overalt på væggene, som var koloreret af Poul Gernes – en af grundlæggeren Jarl Borgens mange kunstnervenner. Selv om jeg var nyuddannet fra Aarhus Universitet og helt uden forlagserfaring, havde jeg fra dag ét frie hænder til at antage og udgive de digtsamlinger, jeg vurderede havde den fornødne kvalitet – uden smålig skelen til pengekassen. Det blev på et enkelt år til ni unge lyrikdebutanter, heraf de fire på en og samme dag! De fleste af disse – ingen nævnt, ingen glemt – er i dag etablerede lyrikere, og en enkelt har sågar været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Selv inden for lyrikken var der dog – og det er vigtigt at erindre – ikke bare tabsgivende karruseller, men også indtægtsgivende gynger. Således var jeg også fra første arbejdsdag redaktør for store og velsælgende navne som f.eks. den fremragende ’firserdigter’ Pia Tafdrup og det dengang 85-årige gruk-geni Piet Hein. Kronen på værket i den henseende kom i 1995, da vi udgav Samlede Strunge – en sort bog med 1.000 sider lyrik, der toppede bestsellerlisten og i dag er trykt i omkring 20 oplag. Hvordan var alt dette muligt?

Ridderlige redaktører

I tilbageblikkets rosenrøde skær ligner Borgen sagnslottet Camelot med Jarl som kongen ’for enden’ af det runde redaktionsbord, hvor de ridderlige redaktører var styret af høviske idealer, som man ikke kender i moderne bogbusiness, der er styret af jungleloven. Andre vil mene, at Borgen som et symbol på datidens bogbranche snarere var et slot, der sov tornerosesøvn bag de faste bogladeprisers beskyttende tjørnehæk. I så fald fik tornerosesøvnen en brat ende.

Under alle omstændigheder står det klart, at Borgens Forlag i renkultur afspejlede datidens bogbranche, der i umindelige tider havde været styret af et dobbelt regelsæt: et skrevet og et uskrevet. I 1990 var bogbranchen således stadig underlagt de såkaldte samhandelsregler, der regulerede forholdet mellem forlag og boghandlerne, som havde salgsmonopol. Helt centralt i dette samarbejde var de faste bogladepriser, der indebar, at forlaget kunne fastsætte prisen i udgivelsesåret og det efterfølgende kalenderår. Først derefter kunne prisen nedsættes. Jarl Borgen havde skrevet en hel bog om de faste priser, der var forlagets ideologiske grundlag og litterære credo. Dette er ikke stedet at levere en længere redegørelse for de faste priser og argumenterne for og imod. Det er dog de færreste, der vil betvivle, at de faste priser var afgørende for, at forlagene kunne udgive og boghandlerne sælge et bredt litterært sortiment, der ikke kun indeholdt bestsellere eller smalle udgivelser for den sags skyld, men også et varieret og frodigt ’litterært mellemlag’. Borgen kunne derfor udgive det hele: new age-bøger og lyrik. Det brede, det smalle – og alt det midt imellem.

Branchen var imidlertid også styret af et uskrevet sæt regler, et moralkodeks med de nævnte ridderlige værdier. Det var således en uskreven regel, at forlagene ikke stjal hinandens forfattere. Man udviklede selv de nye talenter (i øvrigt også på medarbejderside, jf. mig selv!), og en del af forlagets overskud reinvesterede man i det litterære vækstlag. Af samme grund fik forfatterne (næsten) uden undtagelse – bestsellerforfatter eller ung lyriker – den samme faste royalty og bidrog på den måde til at investere i udviklingen af nye forfatterskaber. Et loyalitetsprincip, som man også dyrkede på Gyldendal, hvor en bestsellerforfatter som Lise Nørgaard gik i brechen for dette hævdvundne princip, da det i 90’erne for første gang stod for fald.

Borgens Forlag står således tilbage som et symbol på en bogbranche, der med de faste bogladepriser som bolværk forsvarede værdier som kvalitet, diversitet og innovativt udviklingsarbejde.

Tid til forandring

I 2001 vandt Anders Fogh Rasmussen og Venstre valget under sloganet »Tid til forandring«, underforstået: tid til liberalisering af det gamle velfærdssamfund. Også i bogbranchen var det tid til forandring – og til forundring. Det ny årtusind markerede således den gradvise indførelse af frie bogpriser og en ophævelse af boghandlernes monopol. Det skete, for nu at blive i riddermetaforikken, ikke uden sværdslag, men endte med en total liberalisering af bogmarkedet. Nogle vil tale om en forfladigende kommercialisering af bogkulturen; andre vil mene, at bogbranchen blot med stærk forsinkelse blev underlagt samfundets almindelige markedsvilkår og -mekanismer. Tornerosesøvnen var slut.

Det var faktisk mit nye forlag, Lindhardt og Ringhof, der med den nyslåede direktør Morten Hesseldahl (senere direktør for Dagbladet Information!) gik i spidsen for en indførelse af de frie priser. I en vis forstand var det logisk, at netop L&R blev pionererne i denne liberaliseringsfase. Forlaget havde således traditionelt haft rollen som ’klassens frække dreng’ og allerede sidst i 70’erne undergravet samhandelsreglerne med det såkaldte »Månedens tilbud hos boghandleren«-koncept, hvor en ny billigbog lanceredes til en lavere pris i udgivelsesmåneden for så at stige i den følgende måned. Det stred klart imod ånden i samhandelsreglerne, men var ikke ulovligt – og boghandlerne tog det til sig med begejstring. Nu var tiden så kommet til, at L&R ville taget skridtet fuldt ud og indføre frie priser. Selv var jeg skeptisk – havde ikke glemt min børnelærdom fra Borgens Forlag og frygtede, at frie priser ville medføre kulturelt barbari. Som forlagets litterære direktør og kulturpolitiske ordfører måtte jeg imidlertid argumentere for indførelsen af frie priser og mente da også at kunne finde nogle vægtige argumenter: Ville de frie priser således ikke medføre en tiltrængt demokratisering af den danske bogkultur, når bøgerne rykkede ud af PH-lampens bløde, kulturradikale skær og ind i supermarkedernes skarpere lys, hvor ’almindelige’ mennesker kunne købe dem i forbindelse med dagens øvrige indkøb – og til mere overkommelige priser? Var tiden ikke kommet til, at bøgerne overgik fra kun at være eksklusive gaveobjekter til også at være et dagligt forbrugsgode?

En afledt effekt af liberaliseringen var, vil jeg påstå, den danske krimibølge – utvivlsomt den genre, der især nød godt af de frie priser og nye salgssteder. Det er næppe heller tilfældigt, at vi på L&R i netop de år kunne lancere de to store danske krimidronninger Sara Blædel og Elsebeth Egholm. Den dag i dag er jeg stolt, når Dicte løber over skærmen med rekordstore seertal, og når Sara Blædel som den første ’femikrimi’-forfatter hædres med boghandlernes gyldne laurbær. Jeg tror stadig, at krimibølgen skabte et helt nyt segment af boglæsere, også blandt de yngre.

Omkostningen ved liberaliseringen var og er dog, at det litterære sortiment er blevet mindre varieret – og risikoviljen mindre på de store forlag. Især det før nævnte litterære mellemlag ser ud til at være taberen i spillet om de frie priser, der har begunstiget bestsellerismen. I så fald en høj pris at betale for de lavere frie priser …

Bogbranchen skulle dog møde flere og lige så store udfordringer i det følgende årti. Det har således næppe undgået nogens opmærksomhed, at digitalisering i disse år står øverst på dagsordenen i alle dele af kulturlivet. Efter musikbranchen er turen nu kommet til bogbranchen, der forhåbentlig har lært af pladeindustriens fatale fejltagelser i den digitale barndom.

Også her var vi på L&R ude med en tidlig markering. I 2010 valgte vi således at udgive Peter Poulsens digtsamling Rulleteksterne kun som e-bog: Danmarks første digital only-digtsamling, i hvert fald på et etableret forlag. Man kunne dog også bestille en papirbog som print-on-demand, skal det tilføjes. Ikke desto mindre lød der et ramaskrig, og en af de førende litteraturanmeldere mente, at L&R hermed havde tilføjet lyrikken et coupe de grace.

Et maskinstormerisk synspunkt. Reelt forholdt det sig stik modsat: Vi havde med denne udgivelse vist nye veje til at udgive og bevare også smallere litterære genrer. Hvis vi i gamle dage på Borgen måtte melde udsolgt af en digtsamling og ikke vurderede, der var grundlag for et genoptryk, var den forsvundet fra boghandlerne for tid og evighed. Det gjaldt i øvrigt også digtsamlinger af den nævnte kritiker! Af samme grund må samlere i dag betale skyhøje priser antikvarisk eksempelvis for Dan Turèll-digtsamlinger, der dermed aldrig vil nå ny unge læsere; og det er nu engang i mødet med læserne, at en forfatters værk lever. Med udgivelsen af Rulleteksterne havde vi anvist en måde, hvorpå en digtsamling for altid ville være tilgængelig, i princippet også som fysisk bog, dvs. som print-on-demand. Den evindelige lagerføringsproblematik, der især rammer mindre sælgende bøger, var løst med et slag. Selvfølgelig kan man indvende, at det var en unødvendig provokation helt at droppe den fysiske udgave i traditionel forstand, men overdrivelse fremmer forståelsen – og i øvrigt havde vi, kan jeg afsløre, ’snydt’ og på forhånd trykt et mindre oplag, der blev solgt som print-on-demand (hvad det da også både var og ikke var). Derfor blev Rulleteksterne den første og formentlig sidste digital only-udgivelse, der er kommet i to oplag!

Monopol på litterær arv

Det store problem lige nu handler om forretningsmodellen: Hvordan sikre et prisniveau og en kontraktmodel, hvor alle parter – forfattere, forhandlere og forlag – opnår en passende indtjening på e-bøger? Og det i en verden, hvor digital ofte er synonym med gratis, jf. det voksende digitale biblioteksudlån. Dette er ikke stedet at fremkomme med visionære løsningsforslag. Det er som bekendt svært at spå om fremtiden – især den digitale.

Ser vi imidlertid et øjeblik bort fra indtjeningsproblematikken, består den centrale opgave i at få digitaliseret den litterære del af den nationale kulturarv, klassikere såvel som nyere backlist-titler. Bøger, der ikke har været i trykken i årtier, vil igen blive tilgængelige. Et forjættende perspektiv. Det store spørgsmål i denne forbindelse er dog, om man alene kan overlade det til private virksomheder at sikre nationallitteraturen. Om man kan overlade denne vitale kulturbevarende opgave til private firmaer; typisk kapitalstærke koncerner, der uanset retorikken i diverse fondsfundatser ikke er styret af kulturelle, men alene økonomiske hensyn – krav om konstant vækst og profitmaksimering – og som med aggressive amazon-agtige tiltag kan sikre sig monopol på den litterære arv, som de herefter vil kunne forvalte efter forgodtbefindende. Her er vi fremme ved en anden af de store udfordringer på det moderne bogmarked: monopolerne og deres magt over kulturlivet. I 1970’erne læste man på universiteterne Karl Marx’ Das Kapital og talte med frygt og bæven om »monopolkapitalisme«. I dag er der ikke mange, der læser Marx. Til gengæld er mange af kapitallogikkens analyser af kapitalens formsubsumptive interventionspotens (sic!) blevet til virkelighed, også i den danske bogbranche, der er underlagt en benhård kapitallogik.

Hvad kom først: hønen eller ægget? Konsolideringen i detailleddet eller koncentrationen på forlagsside? Forlagene vil hævde, at forlagskoncentrationen er et nødvendigt svar på de store boghandlerkæder, der i kraft af størrelse og centrale indkøb kan sætte betingelserne, herunder forhandleravancerne; at forlagene må have volumen for at kunne matche de styrkede forhandlerkæder. Det er givetvis rigtigt, men de store forlagskoncentrationer ville formentlig have set dagens lys uanset hvad jf. monopolkapitalismens indbyggede logik.

Større og stærkere aktører

Vi kan derfor nu skue ud over et forlagslandskab med færre og færre, men stadig større og stærkere aktører – mediekoncerner, der har opslugt de mindre og mellemstore forlag. Man kan således med en vis ret hævde, at mine to gamle forlag, Borgen og L&R, der engang var de uafhængige (familieejede), mellemstore skønlitterære alternativer til Gyldendal, reelt ikke eksisterer længere. Mit første forlag, Borgen, er opkøbt af Gyldendal og i dag snarere en backlist end et forlag. Det er således i dag Gyldendals aktionærer, der nyder godt af salgsindtægterne fra Samlede Strunge. Mit andet forlag, L&R, eksisterer heller ikke længere – i hvert fald ikke som den lille, uafhængige spiller, det var i storhedstiden. En af forlagets fremtrædende forfattere har offentligt udtalt, at L&R døde og blev forvandlet til en »tom skal«, da grundlæggerne solgte til svenske Bonnier. Det var før min tid. Det L&R, jeg kom til i 1996 og lærte at kende som »det lille vævre forlag« (med forfatteren Peter Rønnov-Jessens ord), døde definitivt i 2007, da man fusionerede med Aschehoug under mediegiganten og Jumbobogsfabrikanten Egmonts auspicier. Den tager vi lige igen: ’Fusion’ må siges at være en eufemistisk omskrivning, der reelt dækker over et opkøb – for nu ikke ligefrem at kalde det en ’hostile takeover’. Alligevel valgte man fra Egmonts side at overtage forlagsnavnet L&R, der signalerede mere kvalitet end koncernens eget discountbrand Aschehoug (i virkeligheden et velrenommeret gammelt litterært forlag hvis man ellers kendte sin forlagshistorik). Logikken i denne navneleg blev meget vittigt formuleret af en af mine gamle Borgen-lyrikere: Det er jo som en hval, der sluger en hundestejle og efterfølgende insisterer på at blive kaldt ’hundestejle’.

Det er næppe sidste gang i dansk forlagshistorie, at et godt gammelt forlagsnavn i en overtagelse tømmes for kreativt indhold og reduceres til en tom skal: et simulacrum. Til gengæld kan man med glæde notere sig, at der som modvægt til de store spillere konstant skyder små nye, uafhængige forlag op. Jensen & Dalgaard er blot ét glimrende eksempel blandt flere. Disse forlag udfylder en vigtigt funktion og er med til at sikre den litterære kvalitet og mangfoldighed, når de store koncernejede forlag svigter i deres jagt på ’sikre’ bestsellers: typisk forfattere, eller bestsellerforfatter-relaterede redaktører, fundet og udviklet af andre forlag – så meget for de gamle ridderlige idealer om selvstændig talentudvikling på både forfatter- og medarbejderside. Den type små uafhængige forlag udgiver ofte væsentlige bøger, der ganske enkelt ellers ikke havde set dagens lys på det danske bogmarked. Det er dog værd at bemærke, at polariseringen af forlagslandskabet i store koncerner og små uafhængige forlag nøje svarer til den uheldige dikotomisering af litteraturen i kommercielle blockbusters og smal kvalitetslitteratur. Manglen på mellemstore dynamiske forlag (der er heldigvis stadig et par stykker) med mod og en vis muskelstyrke svarer nøje til – og er givetvis en delforklaring på – decimeringen af det litterære mellemlag: Dvs. bøger, der hverken er brede eller smalle kommercielt set, men kan være nok så vigtige litterært. Det er det varierede litterære udbud, pluralismen, der bliver truet af den igangværende udvikling på bogmarkedet. I sidste ende er det således de danske boglæsere, der – lavere bogpriser eller ej – bliver taberne på et helt liberaliseret bogmarked.

Den vildtvoksende kulturliberalisme har således behov for statslig regulering – et korrektiv man måske kunne betegne som ’kulturel keynesianisme’. Hvordan? Man kunne ønske sig en reduktion af bogmomsen, som svenskerne indførte i starten af sidste årti; eller man kunne forestille sig en genindførelse af de faste bogladepriser (i hvert fald i en karensperiode), som det skete i Frankrig under Mitterrand. Kombinationen af høj moms og frie priser stiller således den danske bogbranche ringere end i noget andet sammenligneligt europæisk land. Der er dog næppe politisk vilje – hverken til højre eller venstre for midten i dansk politik – til at indføre nogen af delene, så der må tænkes i andre baner og støtteformer.

Ny litteraturlov

Det siddende Legatudvalg for Litteratur har eksempelvis åbnet mulighed for at give støtte til selvudgivere. Det er en indlysende rigtig og demokratisk tanke, men også symptom på et nyt problem: at kvalificerede manuskripter, der er blevet til med statslige støttemidler, ofte ikke kan finde en etableret udgivervirksomhed. Også her kan man sætte spørgsmålstegn ved, om man på de ændrede markedsbetingelser alene kan overlade det til private forlag og litteraturfremmede mediekonglomerater med magtfulde marketingafdelinger at effektuere landets offentlige litteraturpolitik. I sidste ende er der formentlig behov for en helt ny litteraturlov, der i højere grad afspejler strukturændringerne på det danske bogmarked og imødegår utilsigtede bieffekter af de seneste ti-femten års liberaliseringsproces. Den historiske udvikling er irreversibel. De gode, gamle dage kommer ikke tilbage. Borgen Camelot genopstår ikke som i sagnet. Alligevel er der stadig al mulig grund til at værne om værdier som kvalitet, diversitet og talentudvikling, men det kræver formentlig kulturpolitiske indgreb, hvis disse klassiske dyder ikke skal forsvinde i en ny tid med liberalisering, digitalisering og monopolisering af det danske kulturliv.

Hans Henrik Schwab har de seneste 25 år været beskæftiget i bogbranchen og arbejdet på forlagene Borgen, Gyldendal, L&R og, siden 2014, på People’s Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Denne jeriminade mangler fundamentale tal. Kan vi lige få en tidsserie over antal udgivelser (romancer, digtsamlinger, fagbøger etc.) omsætning med og uden moms, antal forfattere bag udgivelserne, bibliotekernes forbrug etc. Og stræk så de mest væsentlige tal udover succesperioden i det tyvende århundrede.