Læsetid: 2 min.

Chokafsløring: Giacomettis modeller var slet ikke så tynde

Afsløringen af tvivlsomme aldersangivelser i et lysbilledshow har sat gang i en lavine af tvivl om sandhedsværdien af Louisianas undervisningsmateriale. Nu sætter nye afsløringer det verdensberømte museum under pres
Richard Mosse: ’Platon’ (2012). Courtesy of the artist, Jack Shainman Gallery & carlier/gebauer
8. september 2015

Isabel Rawsthorne, bedre kendt som søster til skulptøren Alberto Giacometti, var efter alt at dømme en nogenlunde normalvægtig kvinde med gennemsnitlige proportioner. Det vurderer flere historikere efter at have fået forelagt fotomateriale af Dagbladet Information, der tyder på at Rawsthorne reelt slet ikke havde den udstrakte, afmagrede, sivlignende kropsform, som det berømte danske kunstmuseum Louisiana i mange år har udstillet hende med i Giacomettis gengivelse.

Afsløringen af Giacomettis og dermed også Louisianas vildledning af publikum følger det ramaskrig, som i weekenden ramte museet, da Weekendavisen kunne afsløre, at en 134-årig slave ved navn Charles Smith, som havde optrådt i et lysbilledshow på museet og efterfølgende i dets undervisningsmateriale, slet ikke kan have været 134 år. Avisen kunne nemlig i en artikel sandsynliggøre, at det kun er ganske få mænd beskåret at blive mere end 100 år gammel, og dokumentere, at det først for nylig lykkedes en japansk mand at nå en rekordalder på 116, et halvt år før han døde.

At Charles Smith, som hævdet i fotografen Jacob Holdts lysbilledshow, i 1970’erne kan have husket tilbage på at blive ført ombord på et slaveskib mod New Orleans i 1854, er altså ikke bare usandsynligt, det er helt umuligt. Det betyder, at generationer af danske skolebørn er blevet ført bag lyset under besøg på Louisiana.

En oplysningsinstitution

Museets direktør Poul Erik Tøjner har nu fået yderligere stof til eftertanke, efter at han i weekenden besluttede at tilbagetrække museets undervisningsmateriale om Jacob Holdts lysbilledshow. Også Giacomettis skulpturer har indtil i dag indgået i det undervisningsmateriale, som tusinder af danske skolebørn mødes med på det legendariske museum. Samtidig er der også opstået mistanke om, at persongengivelserne på museets Picasso-maleri Kvinde og fløjtespiller III er ude af trit med virkeligheden, og at farverne i flere Andy Warhol-portrætter er upræcise.

»Vi er, som jeg forklarede i weekenden, en oplysningsinstitution,« understreger Poul Erik Tøjner og fastslår, at museet ikke kunne drømme om at sidde sådanne afsløringer overhørig.

Forsvarere af Louisianas omgang med museets materiale har påpeget, at meget af det udstillede er ældgammelt og fra en tid, hvor sandhed ikke betød det samme, som den gør i dag.

Men kritikerne vurderer, at intet har ændret sig: »Jeg har fra pålidelige kilder, at DR Congo slet ikke er lyserødt,« udtaler en anonym graverjournalist med henvisning til museets nylige succesudstilling af »dokumentaristen« Richard Mosses videoinstallation fra det østlige DRC.

Forelagt anklagerne understreger Poul Erik Tøjner, at hver en sten skal vendes, også blandt museets aktuelle udstillinger.

Andre kilder i Humlebæk oplyser dog til Information, at der er overvejelser højt op i museets ledelse om at foretage et kursskifte væk fra de seneste års ambitioner om at være »oplysningsinstitution« og hen imod en linje, der ligger tættere på stifter Knud W. Jensens oprindelige forestilling om museet:

»Et besøg på Louisiana må gerne være lidt som et besøg hos en excentrisk onkel, der samler på kunst.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Information hævder at Giacometti er en bedrager. Da jeg læste artiklen fik jeg næsten borgmesterkæden galt i halsen. Vi har her i Holstebro skulpturen "Maren å a woun" af Giacometti. Og det næste Information skriver er velsagtens, at Maren ikke er Maren. Så har vi et problem. For så må vi nedskrive skulpturen fra 500 mill kr til skrotværdi. Teknisk forvaltning siger, at de kan lave ca 4 kloakdæksler af skulpturen. De koster hver 1200 kr, dvs vi skal nedskrive Maren til 4800 kr. Og vi er lige ved at færdiggøre et i forvejen svært budget for 2016 og så kommer Information med disse løgnagtige beskyldninger, der kan medføre at vi må skære på ældreområdet. Har Information ikke andet at lave end disse grundløse insiminationer. Information består jo efterhånden udelukkende af påvirkningsagenter for Nord-Korea. Nu f.eks. Ejvind Larsen, der går ind for minusvækst. Det gør han udelukkende fordi Informations oplagstal ikke stiger. Og så gør han en dyd ud af nødvendigheden og vender på den måde de dårlige oplagstal til noget positivt.
Mvh Borgmesteren i Holstebro.

Gry W. Nielsen, Olaf Tehrani, Jens Thaarup Nyberg, Karsten Aaen og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar

Kunstneren laver sin egen fortolkning af virkeligheden. Og bringer den ind i verden. Sådan har det faktisk været lige siden 1915. Og måske endnu tidligere da Monet, Manet, og Matisse fortolkede den virkelighed som de så, deres impressions, som gav dem dem tilnavnet impressionisterne. Og retningen de tilhørte kom så til at hedde impressionismen. Eller tror Information virkelig at kvinder er trekantede og har fire bryster som Pablo Picasso malede nogle (af sine) kvinder. Eller at mennesker er skeletter, sådan som Michael Kvium maler dem.....

Michael Kongstad Nielsen

Nu er skolebørnene heldigvis bedøvende ligeglade med Louisianas undervisningsmateriale, de har andre tanker i hovedet under besøget, men derfor kunne stedet godt stramme lidt op på nøjagtigheden.

Der er mange udfordringer ved at drive et moderne museum. På Moderna Museet i Malmö løser de problemet ved at sætte oplysende skilte op ved de udstillede værker, som ikke er i overensstemmelse med museets værdigrundlag. Se det er da en smart løsning!

Tilsyneladende i Malmö: http://blogg.sydsvenskan.se/dygnetrunt/2015/08/25/modernas-chef-angrar-i...

Det er vel en pragmatisk svensk løsning på dilemmaet mellem en kunsthistorisk formidlingsforpligtelse og en trang til at fremtræde med en opdateret politisk korrekthed. Men det vil da givet vis sætte kunstformidlere på en nærmest uoverstigelig opgave, hvis man fremover skal vurdere i hvilket omfang detaljer ved alle udstillede (mere eller mindre "entartete") værker harmonerer med museets værdigrundlag. Det positive er, at det vil kunne skabe jobs til mange ledige kunstformidlere, men det ville selvfølgelig være bedre og billigere, om man kunne stole på, at folk er i stand til at tænke selv uden pædagogisk retvisning.

Jens Thaarup Nyberg

@Kim Hansen
10. september, 2015 - 19:24
Hvis kunst sætter tanker igang, er det ikke kunsten, men os selv vi tænker over - og det er ret uinteressant for andre, end os selv.

Kim Hansen.
Tak for linket til den svenske debat. Man undres og tager sig til hovedet.
Ikke mindst når det viser sig, at skiltningen angår to halvnaivistiske Scherfig-lignende malerier.

Charlottenborgs nye direktør har (jf den svenske avis i Kim Hansens link) den 5. september deltaget i en paneldiskussion om emnet. Måske skulle det i stedet have været Louisiana's direktør.