Læsetid: 2 min.

Drømmesmuk horisont

Åben Dans og Det Kongelige Teater har skabt den smukkeste fusionsforestilling. Aldrig før har Skuespilhusets scenerum virket så magisk
Solodanseren Gudrun Bojesen danser generøst med sin gravide mave i den smukke drømmeforestilling Horisonten.

Miklos Szabo

25. september 2015

Drømmen om at lade teatrets kunstarter smelte sammen er smuk: At lade dansetrin og replikker og sang blive forenet på scenen. Ikke som i en musical, hvor musikken styrer. Men i et værk, hvor alle udtryk fylder lige meget – og hvor det er performernes personlige erfaringer, der skaber forestillingen.

Dette idealistiske projekt har fået titlen Horisonten. Det er instruktøren Catherine Poher, der står bag forestillingen sammen med koreografen Thomas Eisenhardt – og det er det lille egnsdanseteater Åben Dans i Roskilde, der er gået sammen med mastodonten Det Kongelige Teater. Forestillingen har 22 skuespillere og balletdansere og moderne dansere og operasangere på scenen – og nyarrangeret musik. Alene derfor vækker den vild nysgerrighed. For hvad kan sådan en fusion skabe, som Det Kongelige Teater aldrig ville kunne skabe alene?

Horisonten kan skabe drømmebilleder. Billeder af stor skønhed og nærhed. Der stryger en blid vind af humanisme over scenen, når disse stærke performere åbner kroppene og deler ud af deres kunst.

Samtidig er der mange scener, der er for lange. Der mangler en gennemgående dramatiker – eller også mangler der bare en saks. Ordene om universets 14 millioner år er ikke nødvendige; vi mærker jo skabelsen helt tæt på her. Men pyt.

For scenografen Rikke Juellund har skabt en vidunderlig tomhedsscenograf, hvor bagtæpper fra det kongelige pulterkammer luksuriøst kastes ned i scenens enorme kælderhul – og hvor både horisonten og himlen hele tiden forskyder sig som poetiske bølger i Carina Perssons vilde sølvlys og Paolo Cardonas sære skygger. Skuespilhusets rum har aldrig før virket så magisk.

Ødsle kunstnere

På scenen står store kunstnere på række med deres ødselhed: Tammi Øst med sin stemmeiver, Sofie Elkjær Jensen med sin tindrestemme, Stien Schrøder Jensen med sin cykelbekymring – og Gudrun Bojesen med sin yndefulde, gravide krop, der strækker sig kælent ind i den fælles drøm om en bedre verden til guldtoner fra både La Boheme og Matthæuspassionen.

Der gør godt at tilbringe aftenen langs denne horisont. Tina Gylling Mortensen tonser af sted med sin glæde, og Maria Rossing bringer munter skepsis ind i rækkerne, mens stuntmanden Didier Oberlé kaster sig ud i flyvespring over orkestergraven. Hvilken overdådighed! Hvilken forkælelse!

Og så er det alligevel den forunderlige karakterdanser Sorella Englund, der suger billedet til sig, når hun stille sidder i midten og taler om, hvordan hendes mor begik selvmord. ’Hvor blev hun af?’ råber hun fortvivlet med barnets afmagt.

Men så vender hun tilbage til sin længsel efter dansen. Rækker ud efter tonerne – og fanger dem ind med kroppen. Lige som os på tilskuerpladserne. Mens vi mærker varmen fra solnedgangen over horisonten.

Horisonten. Idé: Catherine Poher. Iscenesættelse og koreografi: Catherine Poher og Thomas Eisenhardt. Tekster: Salim Abdali, Catherine Poher og de medvirkende. Scenografi: Rikke Juellund. Lys: Carina Persson. Skygger: Paolo Cardona. Musik og arrangement: Jens Bjørnkjær. Indspilning: Det Kongelige Kapel. Skuespilhuset til 10. oktober.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu