Læsetid: 7 min.

At elske Einstürzende Neubauten

Det tyske industrielle band Einstürzende Neubauten har 35 års exceptionel karriere bag sig. Informations Espen Fyhrie har været med langt hen ad vejen
Det ville være ublu at påstå, at jeg i en alder af knapt 14 allerede omfavnede og forstod det, der skete, da jeg første gang satte Einstürzende Neubauten på mit konfirmationsanlæg, skriver Espen Fyhrie om sin livslange kærlighed til bandet. Her er det Blixa Bargeld og resten af Einstürzende Neubauten på scenen i Holland i september 1989.

Frans Schellekens

18. september 2015

De fleste af os har minder om specifikke oplevelser, der former os; små og i situationen ubetydelige hændelser, der først langt senere i livet står frem som milepæle i dannelsen af det hele menneske.

En sådan situation var det en dag i 1991, på det i øvrigt glimrende musikbibliotek i Albertslund. Her brugte jeg som så mange andre teenagere i 1990’erne meget af min tid, og det var her, jeg første gang besluttede mig for at låne opsamlings-cd’en Strategien Gegen Architekturen 80-83 med det tyske ensemble Einstürzende Neubauten.

Det ville være ublu at påstå, at jeg i en alder af knapt 14 allerede omfavnede og forstod det, der skete, da jeg første gang satte cd’en på mit konfirmationsanlæg; dertil var indtrykket simpelthen for ekstremt og min kunstneriske horisont stadig alt for snæver. Et grotesk, forvredet lydbillede af støj, skærende metalliske skrig, smerte og vanvittige tyske råb åbnede sig for mig med en voldsomhed, som jeg absolut ikke havde forestillet mig eksisterede. Men fascinationen var der umiddelbart.

Dette var på alle niveauer langt fra alt, hvad jeg havde kendt; eksperimenterende, støjende, ustruktureret og vildt, men også desperat, højstemt og fyldt med en primitiv livskraft, som jeg først mange år senere kunne forsøge at sætte ord på. At sammenligne det med en religiøs vækkelse virker på sin vis både latterligt og passende; latterligt, da der jo trods alt stadig bare er tale om musik, men passende, da der også er så meget mere på spil, mellem tonerne. Og fordi det kalejdoskop, jeg havde fået mit første stjålne kig i, skulle vise sig som en tro følgesvend i de næste årtier.

At elske Einstürzende Neubauten er i sig selv en proces fyldt med indre paradokser. Der er masser af fantastiske og inspirerende musikere i denne verden, og skal man nævne én ting, som gør Einstürzende Neubauten særlige, er det deres ufejlbarlige evne til at være i konstant udvikling, men aldrig følge nogle hverken hoved- eller modkulturelle strømninger. Det er verdens største kliché, at bandet følger sine egne veje, men med et kritisk blik på deres 35-årige karriere er det faktisk stort set umuligt at finde eksempler, hvor bandets udvikling afspejler en større kulturel tendens.

Undergang som tema

Som i 1996, hvor de ovenpå en forholdsvis stor international succes med deres hidtil mest klassisk pop-orienterede plade Tabula Rasa lancerede den på samme tid polerede og helt skæve dadaisitisk inspirerede Ende Neu. Eller da de efter at have etableret sig på den støjende avantgardescene med den minimalistiske ’soniske tekstur’, de to første plader byder på – en amorf beskrivelse der passer til en amorf substans uden klassisk melodiorienteret komposition – pludselig begyndte at eksperimentere med elementer fra den elektroniske dansemusik og sågar a capella-numre på mesterværket Halber Mensch fra 1985.

I centrum af dette bevidst ikke kategoriserbare projekt har sproget og teksten altid stået som bærende elementer. Hvor orkestret nok primært er kendt for de meget usproglige, urmenneskelige lyde, der skabes i en kombination af hjemmebyggede instrumenter, bygge- og nedrivningsudstyr og frontmand Blixa Bargelds evigt fascinerende og næsten umenneskelige primalskrig, så er det sproget og ordene, der med tiden har syet orkestrets opus sammen. Og det er samtidig det område, hvor udviklingen har været mest markant. Fra den desperate narkoballade »Tanz Debil« fra debutpladen Kollaps med linjen »öffne meine Venen | dicht unter der Haut | ich brauch dick’re Nadeln als du« er der ikke umiddelbart nogen klar linje til den episke, sprogligt formfuldendte kulturkritik i »Die Befindichkeit des Landes« fra Silence is Sexy-pladen fra 2000: »Die neuen Tempel haben schon Risse, künftige Ruinen | Einst wächst Gras auch über diese Stadt«.

Men fælles er fascinationen af undergang som tema, ikke blot den defaitistiske dødsdrift, men samtidig erkendelsen af forfald som katalysator for genfødsel og nyskabelse. Den utrættelige, brændende sult efter en større forståelse af mennesket driver således orkestret videre ind i afsøgningen af krop, hjerne og historie.

Et tilbagevendende tema i gruppens tekstunivers er krig. I de tidlige år var løsrevne fragmenterede linjer om billeder af bombede, brændende byer en fast bestanddel af mange tekster, men i de senere år har en mere modent formuleret interesse i fortællingen om krigen fundet vej på pladerne, gennem numre som »Nagorny Karabach« fra Alles Wieder Offen og »How Did I Die?« og den besynderlige, næsten børneremseagtige »Der Erster Weltkrieg« fra sidste års Lament-plade. Men samtidig har en tilbagevenden til de tidlige års umedierede, ordløse eksperiment også været en tendens med instrumentalnumre som Kriegsmachine.

Insisterer på musikken

Et andet paradoks i orkestrets sjæl er det tvetydige forhold til begrebet avantgarde. Einstürzende Neubauten befinder sig af indlysende årsager i et kunstnerisk rum, der ligger langt fra den mest ordinære mainstream. Men samtidig har de kun haft spot tilovers for det ofte noget historieløse ’alternative’ musikmiljø, noget der glimrende illustreres ved den korte reklamefilm, Blixa Bargeld og Nick Cave i midten af 1990’erne blev bedt om at indspille for MTV’s alternative musikprogram 120 minutes. Filmen endte som en lang vrængende opremsning af forskellige genrer og bands, der på denne måde kom til at fremstå bøvede og komiske som en pantomime.

Hver gang journalister har forsøgt at rubricere bandet gennem sammenligninger med andre strømninger, har de insisteret på blot at tale om deres musik som netop musik. På en og samme tid bliver musikken altså fremstillet, som har den lov at tale for sig selv, mens personerne omkring den alligevel bliver involveret i værket.

Musikernes egeninvolvering er symboliseret i selve skabelsen; det værk, der især ved livekoncerter opstår i endnu et paradoksalt møde, mødet mellem det højkulturelle, sprolige og overvejede kunstneriske projekt og det urmenneskelige voldsomme, der opstår, særligt når percussionisterne N.U. Unruh og Rudolf Moser betjener de store, besynderlige instrumenter, som bandet selv har bygget af forskellige byggematerialer, maskiner og metalskrot.

I de tidlige år med FM Einheit som den primære industrielle janitshar var støjen, kaosset og det uforudsigelige i fokus her, og bandet blev i sin tid jaget ud af det oprindelige Ungdomshus i København, da Einheit under en koncert uanmeldt begyndte at bore i et vægudhæng med et trykluftbor, som i øvrigt ved samme lejlighed blev stjålet og først leveret tilbage 15 år senere. I de senere år har disse ’soniske eksperimenter’ dog i højere grad drejet sig om at skabe helt nye muligheder i klangrummet, for på den måde at udvide musikken indadtil, så at sige.

At Einstürzende Neubauten er så særegne på musikscenen er ikke ensbetydende med, at der ikke er væsentlige kunstneriske inspirationskilder, og få orkestre kan siges at være så inkarneret tyske som dem. Født ud af den besynderlige verden i Vestberlin i slutningen af 1970’erne var de den klareste stjerne i et lille, og meget tæt knyttet alternativt miljø af unge – det yngste medlem af gruppen, Alexander Hacke, har sågar været kærester med Christiane F – et miljø, der ofte er omtalt som Geniale Dilletanten, selv om ingen fra miljøet har været særligt glade for det navn.

Avantgardistisk og folkeligt

Udover punken, som var et fællesvilkår for alle forvirrede storbyunge i Europa i de år, så er det tydeligt, at Einstürzende Neubauten bygger meget af deres musik på inspirationer fra den foregående generations krautrock, med navne som Neu!, Can og Kraftwerk som de mest fremtrædende. Trods det tidlige Einstürzende Neubautens langt mere aggressive og ustrukturerede støjeksperimenter, er det tydeligt, at deres musiske univers besidder det samme totale fravær af frygt for seriøsitet og patos, som gjorde især Kraftwerk både store og mærkværdige.

Bandet har også noget af den samme evne til på en og samme tid at rumme det avantgardistiske og det hyggeligt folkelige; en kombination, der om noget er inkarnationen af tysk kultur. Den naturlige modsætning, som man i Danmark opfatter mellem de to, er helt naturligt fraværende, og det skal altså ikke læses som en ironisk samfundskommentar, når FM Einheit laver blød trip hop med den danske sangerinde Gry, eller Blixa Bargeld deltager i et tysk talkshow for at lave risotto. Det er blot en facet af kunstneren som et helt menneske, der tager sin samtid og sin kunst alvorligt. Bargeld har udtalt, at han på samme måde, som aldrende rockstjerner slår sig på billedkunsten i et panisk forsøg på at blive taget seriøst gennem en seriøs kunstform, vil overveje at slå sig op som komiker med alderen, simpelthen i et forsøg på endelig ikke at blive taget seriøst.

I de senere år har Einstürzende Neubauten skruet lidt ned for arbejdsintensiteten, hvilket har givet god plads til medlemmernes andre projekter, men det har også hos mange fans pirret frygten for, at rejsen var ved at være ved vejs ende. Sidste års udgivelse af Lament og dette års hele to turneer har dog vist, at vi i hvert fald indtil videre ikke er i fare for at stå uden et af samtidens mest bemærkelsesværdige orkestre. Og så længe, de finder inspiration i at arbejde sammen under denne fane, er mindst en ting så godt som sikker: Det kommer ikke til at gå i stå, og ingen kan forudse, hvilken kunstnerisk retning projektet vil tage. Nysgerrigheden og den imponerende dedikation til kunsten som både levende og væsentlig vil formentlig længe være intakt. Som Blixa Bargeld selv udtalte det i et interview for snart 20 år siden: »Når man opdager en forstyrrende lyd i sine omgivelser, er det eneste, man kan gøre, at lytte nøje efter. Gør man det, er lyden ikke skræmmende længere, den bliver interessant.«

Einstürzende Neubauten spiller i morgen, lørdag den 19. september i DR’s Koncerthus kl. 20

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Else Jensen-Storch

Så dem for nogle år siden i Vega men desværre ikke i går i radiohuset. Deres anderledes støj, højspændte og alligevel afslappede tilstedeværelse og berlinske brede skuldre gav rigtig god mening da jeg købte deres nyeste cd på vej ud af koncertsalen. Det var den koncert jeg lige havde overværet, minus ekstranumre. Der blev jeg alligevel imponeret. Hører den stadig og elsker Berlin og EN.