Læsetid: 8 min.

’Det føles som rigtig længe siden, at alle ville være Charlie’

Ti år efter Muhammedkrisens udbrud fortryder manden, der udløste den, forfatteren Kåre Bluitgen, ikke sin rolle. Tværtimod udgiver han ny skarp religionssatire – og erklærer sig fortrøstningsfuld på ytringsfrihedens vegne: De voldsmænd, der vil censurere, tilhører historiens taberhold
’Det er præcis de mennesker, som – måske mest af frygt, men også ud fra et forsæt om ikke at ville ’stigmatisere’ – stigmatiserer muslimer allermest,’ siger Kåre Bluitgen.

Kristine Kiilerich

30. september 2015

På tiårsjubilæet for Muhammedkrisens udbrud er manden, der udløste den, taget rigtig langt væk. Helt ovre i det isolerede, tillukkede Nordkorea rejser Kåre Bluitgen i disse uger »rundt på reportagetur og taler med alle mulige folk: forfattere, redaktører, politikere, almindelige mennesker«, forklarer den 56-årige forfatter Information dagen før sin afrejse.

Læs også: Karikatur-krisen radikaliserede danskerne

Kåre Bluitgen udstråler stor begejstring for sit nye projekt efter i ti år at have skrevet ikke færre end fire bøger, som på forskellige måder beskæftiger sig med islam og islams profet. Han agter dog fortsat at være en markant stemme i ytringsfriheds- og islamdebat. Derom vidner hans beslutning om at udgive den norske billedkunstner Thomas Knarviks ’blasfemiske’ billedalbum, In His Name – et værk, der netop er udkommet i Danmark, og som er så fuld af grov og formodet farlig religionssatire, at den norske forlægger, der først antog den, endte med at fortryde og lod det nytrykte oplag på 2.500 eksemplarer brænde op.

Kåre Bluitgen udgiver også den religionssatiriske tegneserie Jesus og Mo i Danmark og udtrykker i tilbageblik ikke skyggen af fortrydelse. Selv om Muhammedkrisen måske aldrig var brudt ud (og i al fald havde fået et andet forløb), hvis ikke han havde efterlyst en illustrator til sin børnebog om profeten og dermed givet Jyllands-Posten og Flemming Rose ideen til at udfordre selvcensuren ved at bestille karikaturer.

Læs også: Ti år efter: Muhammed-krisen har brændemærket Danmark

»Jeg kan ikke tage noget ansvar for, at det gik så galt. Det er forfærdeligt, at det skulle koste 250 mennesker livet, men på det tidspunkt var sagen ude af mine hænder. Hvordan skulle man forudse den virkningshistorie? Så kan man jo ikke skrive noget som helst«.

– Men går vi bagud i kronologi, ender årsagskæden hos dig, ikke sandt?

»Jojo, men det holder mig ikke vågen om natten. Udløseren kunne lige så godt have været et teaterstykke i Holland, en film i Skotland, eller hvad ved jeg. Der havde bygget sig stærke kræfter op helt uden min medvirken: Omrejsende imamer, regimerne i Syrien og Egypten osv., som var opsatte på eskalere det for at profilere sig selv. Hver gang det var ved at dø ud, stod de klar til at køre det op igen.«

– Også i dag findes disse kræfter. Hvorfor forære dem nye anledninger til at instrumentalisere oplevet krænkelse i deres politiske spil?

»Vi må acceptere, at der findes konflikter, som ikke kan inddæmmes. Og som må bryde frem og rase ud, før alle kan komme videre. Modsætninger må møde modsætninger, for at noget nyt kan ske. Selvfølgelig må vi altid håbe, det ikke udarter til vold. Men vi må også realistisk erkende, at det kan det gøre, når modsætningerne stikker meget dybt. Og når et autoritært religiøst verdenssyn banker mod den sekulære og liberale modernitet, så skal det slå gnister. Det er to meget forskellige værdisystemer, der kolliderer.«

I pædagogisk øjemed

– Men skal man ligefrem puste til ilden ved at udgive mere provokerende religionssatire?

»Hvem provokerer? Jeg bliver enormt provokeret af, at der sidder nogen et eller andet sted i verden – lige meget hvor – som skal bestemme, hvad jeg skal tænke, skrive, tegne og udgive. Det vil jeg under ingen omstændigheder acceptere! Og så synes jeg i øvrigt, at det er begavede og morsomme bøger, jeg har udgivet. De holder et højt kunstnerisk og intellektuelt niveau og hæver sig over at være billige provokationer. Ellers kan man jo bare gå på internettet, der ligger der tonsvis af talentløse profetkarikaturer.«

– Du frygter ikke nye voldsomme reaktioner?

»Nej, det gør jeg faktisk overhovedet ikke. Jeg har selv gjort noget, som i princippet er meget værre: Jeg har som den første i verden gendigtet Koranen, der er mere hellig end profeten, for han var et menneske, mens den er Guds ord. Jeg er gået ind og har lavet om i Guds tekst. Jeg har ikke gjort det for at provokere, for jeg har været 100 procent loyal over for forlægget. Jeg har gjort det for at pædagogisere. Så almindelige mennesker bedre kan læse og forstå Koranen. Ikke desto mindre var der stor frygt for, hvad der skulle ske mig, da jeg udgav den. Status er, at jeg ikke er blevet udsat for den mindste ubehagelighed eller trussel. Jeg har kun hørt fra fornuftige muslimer, der stillede fornuftige spørgsmål. Siden udgav jeg også Jesus og Mo I, uden at nogen hidsede sig op over det.«

Kåre Bluitgen brænder for at nå frem til én bestemt pointe: Skånsomhed over for muslimske medborgere er det modsatte af det, den giver sig ud for. At gå ud fra, at de ikke tåler ’hån, spot og latterliggørelse’, er ikke at integrere muslimer i den demokratiske samtale, og ikke antiracisme, men netop racisme. I iveren for at undgå at ’stigmatisere’ igennem skarp og grov islamkritik kommer vi til netop at gøre dette, hævder han.

Læs også: Det er kun Muhammed, hvis du selv synes det

»Det er vigtigt for mig at sige: Alle, der går ind og på forhånd siger: ’Ahr, men vi tør ikke udstille de her ting, for så gør vi muslimerne vrede’, gør sig skyldige i ’de lave forventningers racisme’. Vi ser de her mange eksempler på aflyste teaterstykker, tilbagetrukne udgivelser osv. Den passive og den aktive selvcensur er blevet omfattende. Men hør lige! Det er da præcis de mennesker, som – måske mest af frygt, men også ud fra et forsæt om ikke at ville ’stigmatisere’ – stigmatiserer muslimer allermest. Ved på forhånd at sige: ’Uha, det kan vi ikke vise, for så bliver de rasende og slår os ihjel’, handler man på rene fordomme. Så reproducerer man en stereotyp forestilling om muslimer som viljeløse ofre for egne religiøse følelser; som mennesker med særlig tilbøjelighed for krænkelse og ukontrollabel vrede. Det synes jeg er absurd. Med dén skånsomhed bliver man modproduktiv i forhold til sin egen humanisme«.

Gensidig forståelse

– Men hvad opnås ved at insistere på at udgive noget, andre insisterer på at opleve som dybt krænkende? Kan den fremgangsmåde virkelig bringe os nærmere hinanden?

»Ja, det kan den! Jeg er overbevist om, at gensidig forståelse får optimale kår, når vi har størst mulig ytringsfrihed. Det er klart, at som socialist kunne jeg selv spille dybt krænket, hvis nogen gjorde nar af Karl Marx – ved at tegne ham med dollartegn i øjnene, eller hvad ved jeg! Men sådan er den moderne verden. At tåle ytringer, der krænker, er et grundvilkår i moderniteten og demokratiet. At vi alle kan blive konfronteret med de uhyrligste udtryk, må vi acceptere. De, som ikke tåler det, har tabt. For udviklingen går ikke deres vej. Vi bevæger os ikke bagud i tid, tilbage til censurregimer og trykpresse.«

– Vi ser en global offentlighed spire frem, båret frem af digitalisering og internet, hvor offentliggørelser i en dansk avis eller et fransk satireblad kan udløse ambassadebrændinger og mord på tegnere. Du må da indrømme, at det indskrænker, hvad der kan publiceres. Ifølge nogle kritikere ser vi også ’skærpet krænkelsesbevidsthed’ og politisk korrekthed vinde frem – f.eks. i Sverige, et af verdens mest moderne demokratier. Hvordan kan du så sige, at udviklingen går den rigtige vej?

»Jeg var ovre at se Dan Parks udstilling ude på Østerbro. Den sagde mig ikke spor! Jeg har ikke forstand på den slags provokunst. Men det, som virkelig oprørte mig, var de lapper, der hang under billederne: ’Dømt til destruktion af den svenske stat’. Det gav mig kuldegysninger. For hvor i historien finder vi fortilfælde? Derudover er en sådan dom jo komplet latterlig – de tegninger ligger for længst på hundredvis af servere verden over! Det er ude af takt med vores digitale virkelighed at dømme kunstværker til destruktion! For resten nyttede undertrykkelsesstrategierne heller ikke i gamle dage. Hvad fik kirken ud af at sætte bestemte bøger på sin forbudsliste? Det blev de kun mere interessante af! Det med at gemme ting af vejen har aldrig ført til noget godt. Om det så var ateisme eller homoseksualitet, man skulle skjule. Lad os få tingene frem i lyset, så vi kan diskutere dem frit!«

– Men fordi der ligger alt muligt på internettet, kan dét, som bringes i de gamle medier – et trykt magasin, en avis, en bogudgivelse – jo stadig provokere. Det er her, vreden opflammes, og truslerne kommer.

»Javist, og det er fordi, at der bag de trykte udgivelser ligger en større redaktionel og mere velovervejet proces. De har kostet penge. Der er tænkt over det. Vi tager også rudekuverter mere alvorligt. Enhver kan når som helst lægge noget ud på nettet og ganske gratis. Den forskel dømmes der efter. Tag Lars Hedegaards udtalelser. Han blev frifundet for sin udtalelse om, at ’muslimske piger bliver voldtaget af deres fætre, fædre og onkler’. Selv om udtalelsen havnede på nettet, så domstolen den ikke som en henvendelse til ’den rigtige offentlighed’.«

Civiliseret uenige

– Hvor mange gode, konstruktive og fornuftige debatter, har vi set i kølvandet på karikaturstriden? Ytringsfrihedens raison d’être bør vel være, at vi sættes i stand til at blive klogere på hinanden – især på vores meningsmodstandere?

»Jeg har deltaget i mange gode debatter. Jeg har diskuteret med Mona Sheik f.eks. Især husker jeg dog et møde med Hizb ut-Tahrir-folk, arrangeret af Sherin Khankan. Jeg skal gerne indrømme, at mine opponenter og jeg ikke kom spor tættere på hinanden. Ingen af os ville flytte sig. Rigtig morsomt var det, da Sherin spurgte ud i forsamlingen: ’Hvad er straffen for hor i Koranen?’ – Og jeg var den eneste med det rigtige svar, selv om jeg var eneste ikkemuslim til stede. Så jo, jeg har diskuteret med modstandere og stiller altid op, når jeg bliver inviteret. Det kan godt være, at vi ikke bliver enige. Men indirekte kan den slags møder bringe os nærmere. De beviser, at det kan lade sig gøre at tale fredeligt sammen. Det har værdi at mødes og se hinanden i øjnene som mennesker. At blive enige om at være civiliseret uenige er et kæmpestort fremskridt. Så er vi allerede kommet langt væk fra Islamisk Stat, ikke?«

– Har de her ti år haft personlige omkostninger for dig?

»Det slider da på én. Den mest konkrete konsekvens, det var i februar, da jeg udgav Den bedste bog – det var lige efter Krudttønden, og min lejlighed skulle bygges om, så den blev mere sikker, og siden har jeg måttet rende rundt med alt muligt udstyr, selv når jeg bare skal en tur i kiosken. Men alting bliver en vane. Desværre, vil jeg sige. For det rykker niveauet. Det, man kan frygte, er, at der næste gang skal slås endnu flere ihjel. Det er tragisk at sige det, men Charlie Hebdo er næsten allerede halvglemt. Det føles som rigtig længe siden, at alle ville være Charlie.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jette Levison
  • Jan Mogensen
  • Gorm Lerche
  • Jørn Andersen
Jette Levison, Jan Mogensen, Gorm Lerche og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre", skrev den verdensberømte socialist og forfatter George Orwell (1903-1950), og denne kloge tese burde være en ufravigelig leveregel for alle frihedselskende demokrater - uanset den enkelte borgers politiske observans.

Den kendte tyske journalist og forfatter Günter Wallraff, understregede for nogle år siden, at de såkaldte progressive forfattere og journalister i de vesteuropæiske demokratier, men også folkevalgte politikere, er ved at gøre den samme fejl som det tyske folk gjorde i 1930`erne, nemlig at lade sig intimidere og true af nazisternes magt til at holde mund.

Nu lader de sig bare intimidere og true af den islamiske verden.

"Tegningen af profeten Muhammed med bomben i turbanen er udelukkende en meget enkelt symbolisering af terrorristernes misbrug af islam, og skal den bestrides, ja, så er selvcensuren inde i hovedet så voldsom, at alt det som generationer har kæmpet for under store ofre, for alvor bringes i fare. Mennesker har givet deres liv for vores ytringsfrihed", har Günter Wallraff gang på gang sagt i alverdens interviews.

Historien om tiden med nazismen i 1930`erne gentager sig anno 2015, fordi alt for mange danske politikere, akademikere, forfattere, journalister, bladudgivere, chefredaktører og den kulturradikale magtelite, generelt viger tilbage for at forsvare ytringsfriheden som demokratiets tikkende hjerte med alle midler. Ikke fordi de reelt ønsker at forsvare et særskilt religiøst mindretal af muslimske borgere. Men fordi de er lammet af frygt og angst for repressalier fra islamister, og derfor er parat til at give køb på vores hårdt oparbejdede ytringsfrihed gennem de sidste 166 år.

Alle frihedselskende demokrater ved, at omkring ytringsfriheden må vi ikke vakle. Her kræves der entydighed fra alle borgere – uanset etnisk og kulturel og religiøs baggrund – for det gælder de grundlæggende personlige frihedsrettigheder i et land med demokratisk styreform, hvor alle har retten til at ytre sig frit med udelukkende ansvar over for domstolene.

Dette skal alverdens ekstremistiske islamister, der selvbestaltet repræsenterer 1,5 milliarder troende muslimer uden deres vidende, overhovedet ikke kunne sætte nogen som helst grænser for gennem trusler, vold og drab, for ellers bliver vi ”bombet” flere hundrede år tilbage i tiden til dengang, hvor religion styrede alle stater i hele Europa, og det kan vi ikke byde vores børn og børnebørn i fremtiden.

Så på tværs af politisk observans burde hele befolkningen herhjemme èn gang for alle forstå og lære i skolerne, at det var nærliggende for en tegner som Kurt Westergaard, at gengive profeten Muhammed med en bombe i turbanen, når nu terroristerne misbruger Allahs navn til at udløse selvmordsbomber og dræbe uskyldige sjæle, og det er foreløbig blevet til mere end 17.000 muslimske terrorbombninger overalt i verden siden 11. september 2001.

Som journalisten og forfatteren Günter Wallraff udtrykker det:

- Jo flere der viser tegningen med bomben i medierne, jo mere beskyttet er de personer, som ellers vil befinde sig i skudlinjen. Altså tegnere som Kurt Westergaard. Det er som når en flok tager et svagt dyr med på den afrikanske savanne, så løverne ikke kan pille det ud. Solidariteten burde vise sig i langt større målestok, for viger man her, hvor i alverden hører det så op?

Alle frihedselskende mennesker på denne jord kan i sandhed lære noget af denne erklærede tyske socialist, der selv på et tidspunkt måtte leve med politibeskyttelse i et halvt år. Han blev pludselig udstillet på en international webside som ”fjende af islam”, fordi han inviterede kollegaen Salman Rushdie til et foredrag i Tyskland, og fra dèt øjeblik var den tyske journalist og forfatter truet på livet.

Mennesker som Günter Wallraff udviser ægte styrke og mod, når han gang på gang understreger, at han under ingen omstændigheder vil bøje sig for de fanatiske muslimers trusler på liv og lemmer, udelukkende fordi han bruger sin ytringsfrihed til at kritisere en politisk lovreligion som islam. Han opildner nemlig ikke til had og vold. Men han er ligeglad med om hans ytringer ødelægger hans ellers gode ry i muslimske kredse i Tyskland:

- I så fald skaffer jeg mig de rigtige fjender. Det har jeg altid gjort. Jeg har altid sat mig mellem stolene. Det er ikke behageligt at sidde der, men det skulle være godt for ens rygrad, sagde Günter Wallraff som afslutning på et stort interview i Morgenavisen Jyllands-posten for mere end fem år siden.

Folk som Kåre Bluitgen og Kurt Westergaard burde forsvares af alle danskere.

Robert Ørsted-Jensen, Anne Eriksen, Jan Mogensen, Britt Kristensen, odd bjertnes, Lilli Wendt, Tor Thrysøe, hans lemming, Helene Kristensen, Gorm Lerche, Kaj Spangenberg, Jørn Andersen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Kaj Spangenberg

Hvis der findes en tapperhedsmedalje, bør den tildeles Kåre Bluitgen og Kurt Westergaard og alle de få, som risikerer liv og helbred for det, der er lige så vigtigt som at kunne indånde den friske luft: Ytringsfriheden, friheden til at ytre sig om alt uden straf, så længe det ikke strider imod loven.
Mørke kræfter i de islamiske miljøer (hvilket ikke er det samme som muslimske miljøer) vil dette til livs med trusler om mord og brand.
Og disse "tapre" mørkemænd risikerer (desværre) ikke livet for deres handlinger, fordi de er så heldige at leve i et demokrati, som sætter friheden højest.

Robert Ørsted-Jensen, Hans Aagaard, Tor Thrysøe og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar

Kåre Bluitgen skærer ind til benet! Og så er han åbenbart socialist - rigtig socialist, ser det ud til - i modsætning til resten af venstrefløjen som i misforstået hensyn til "tonen" og smålige forsøg på afstandstagen til DF mv. accepterer undertrykkelse af frie ytringer for at beskytte en lovreligion og slet ikke forstår den glidebane frihed og åbenhed er på vej ud på.
Tak for ingenting til Politiken et al - eftertiden kommer til at dømme venstrefløjen hårdt, hvis vi altså får en eftertid, hvor den slags overhovedet er halal.

Robert Ørsted-Jensen, Mikkel Madsen, Britt Kristensen, Hans Aagaard og Morten Jespersen anbefalede denne kommentar

Kåre Bluitgen er sandsynligvis den mest fornuftige stemme i hele denne affære.

Jeg kan især godt lide hans kommentarer til Dan Park. En kunsterisk set intetsigende nullitet, javist. Men hele pointen med ytringsfriheden er at nulliteters ytringer og smørerier har akkurat ligeså store krav på ytringsfrihed som de højpandedes...

Kåre Bluitgens kommentarer til "Noblesse oblige-racismen" er også spot on. Den der mærkværdige opfattelse af at muslimer 1) Ikke kan debattere fordi de er bundet af deres religion og 2) alle mener praktisk talt det samme hører ingen steder hjemme i et moderne demokrati.

Anne Eriksen, Britt Kristensen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

@Vibeke Rasmussen: Jeps, det har jeg også læst.

Det understreger bare, at debat om islam sagtens kan finde sted; i modsætning til hvad mange fra BÅDE DF-segmentet og de politisk korrekte tilsyneladende mener.

man glemmer lidt i det hele, at der jo også laves jokes simpelthen fordi de kan strikes sjovt sammen. Altså den mere håndværksagtige side af det, hvor de selvfølgelig gerne vil have så mange byggeklodser som muligt, og så få begrænsninger som muligt. Der er jo også traditioner i humorform: En præst, hindu og rabbiner kom ind på en bar og..
Den slags vil I så ødelægge, fordi "voksne" religiøse mennesker ikke vil indrømme overfor andre, og dem selv måske også, at religion er magt, og selvfølgelig skal al magt kunne kritiseres, også via satire. De bruger det bare som et påskud for at immunisere sig selv. De er intet andet end egoistiske i det, intet andet. Det tjener agenda.
Og i øvrigt, hvis vi tager Thorsens film, så går det jo også videre ind i religionen, hvor de prøver at sætte sig tungt på fortolkninger, "historien" etc. Fra Jesus eventuelle fødsel til evangeliesamling gik der lang tid, og man bortkastede såkaldte apokryfe evangelier, som ikke lige passede ind i det agendeanløbne billede. Nå Thorsen så kommer med sine fortolkninger, så bruger de netop deres subjektive fortolkninger til at slå Thorsen oven i hovedet, og netop til at immunisere sig selv. Selvfølgelig skal de under satirelup........

Alle? Tal for dig selv, Kåre. Jeg bryder mig ikke om såkaldte satireblade, der bruger døde børn i deres satire, eller mobber trængte mindretal, og det er hvad Charlie Hebdo gør.
Inden der nu er nogen, der anklager mig for sanktionere overfaldet på bladet, eller for at sympatiserer med IS, jihadister, salafister og lign. - I kan godt spare jer, for det gør jeg ikke.

Niels Ivar Larsen har glemt hvad han selv har skrevet, se her:

"De lå på europaller, klar til at blive distribueret, og jeg havde også givet interviews til norske medier. Men så fik min forlægger kolde fødder og krævede oplaget makuleret.«"
kilde: http://www.information.dk/546602

Makuleret, ikke brændt! Og faktisk bliver bøger makuleret hver evig og eneste dag på forlagene, især hvis de ligger på lagrene i mere end 3 eller 5 år.

Her er den norske forlæggers grunde til bogen ikke udkommer på hans forlag:

"Tre grunner
- Det er tre grunner til at boken ikke kommer ut. Vi er et relativt nystartet forlag og jeg er en utålmodig mann. Derfor mener jeg det skulle være mulig å gi ut bøker i løpet av tre måneder. Jeg traff Thomas i sommer og etter tre måneder var boken trykket. Da jeg så den, så jeg at den ikke var kvalitetssikret godt nok. Sannsynligvis er det gode grunner til at andre bruker et år på å lage bøker. Det er bra ting i boka, men også mye som ikke fungerer. Den kommuniserer rett og slett ikke med det publikumet vi vil nå. Jeg viste den til noen, og den kommuniserte ikke, sier han og fortsetter:
- For det andre ble vi uenige om strategien. Thomas ville skape mest mulig oppmerksomhet. Som du ser er han godt i gang. Men jeg kan ikke bruke all energi på ham. Allerede har jeg måttet utsette to utgivelser. - Den tredje grunnen er at vi etter hvert forsto at vi har forskjellig standpunkt på det islamkritiske landskapet."
kilde: http://www.aftenposten.no/kultur/Norsk-forlag-destruerer-religionskritis...

Og det er altså enhver forlæggers ret at afvise en bog eller et manuskript til en bog, såfremt han eller hun ikke finder bogen eller manuskriptet godt nok. Og det har den norske forlægger altså gjort.

Flemming Rose har i et interview med Jyllands-Posten eller Politiken eller begge aviser fremsagt denne samme pointe som Kåre Bluitgen giver udtryk for her:

"Kåre Bluitgen brænder for at nå frem til én bestemt pointe: Skånsomhed over for muslimske medborgere er det modsatte af det, den giver sig ud for. At gå ud fra, at de ikke tåler ’hån, spot og latterliggørelse’, er ikke at integrere muslimer i den demokratiske samtale, og ikke antiracisme, men netop racisme. I iveren for at undgå at ’stigmatisere’ igennem skarp og grov islamkritik kommer vi til netop at gøre dette, hævder han."

Og selvom det også stod på Facebook det her, altså det som Flemming Rose sagde, og selvom vi har ytringsfrihed herhjemme, lod jeg være med at skrive det jeg helst ville skrive på Facebook. Og hvorfor? Fordi jeg godt er klar over, at Facebook er et offentligt eller halv-offentligt medie. Og at min nuværende eller fremtidige arbejdsplads læser med også. Og jeg vil ikke have ord som neokolonialisme til at optræde der, skulle jeg kommentere på hvad Flemming Rose mener om dette.

Selvom vi har ytringsfrihed herhjemme er der altså ting og sager jeg lader være med at kommentere på Facebook og kommentarer jeg helt undlader at like på Facebook (selvom jeg er enig), fordi jeg ikke er enig i sprogbrugen som personen der har skrevet det første opslag på Facebook bruger eller fordi jeg ikke mener, at min nuværende eller fremtidige arbejdsplads skal se mig like kommentarer hvor den person som har skrevet det første opslag har brugt ord som 'hykler' eller 'nazist' eller 'racist' eller værre ord end de her.

For at vende tilbage til Roses og Bluitgens ord om "At gå ud fra, at de ikke tåler ’hån, spot og latterliggørelse’, er ikke at integrere muslimer i den demokratiske samtale, og ikke antiracisme, men netop racisme." vil jeg mene, at dette er udtryk for hvad jeg før kaldte for neokolonialisme. Og med det mener jeg at Rose og Bluitgen kigger på muslimer som den store Anden (Lacan) eller som de ædle vilde (Johannes V. Jensen og Kipling) som den hvide, danske, kristne civilisation nu skal komme og lære, hvad det sige at være civiliseret. Herunder altså at muslimer i DK (også) må tåle 'hån, spot og latterliggørelse' - fordi nu skal de lære at her i Vesten italesætter vi alt. Og gør grin med alt, også med religiøse forestillinger, religioner og religioners troslære. For at gøre det som Rose og Bluitgen mener, at især muslimer skal: integrereres i den danske demokratiske samtale. Men hvem har lyst til at føre en samtale med nogle, som kalder dem, her muslimer, for udemokratiske og uciviliserede.....

Ja, Günther Wallraff er en hædersmand. Han er ambassadør for foreningen "Kein Platz für Rassismus GmbH, der engagerer sig imod den lille hverdagsracisme i Tyskland, som den kommer til udtryk i hos de politisk korrekte danskere på højrefløjen. Den slags menneskerpå højrefløjen kan som regel kendes på vendingen "jeg er ikke racist, men..." og deres lange opremsninger af politiske modstandere, der rutinemæssigt beskyldes for at knægte ytringsfriheden og sammenlignes med nazister. Som regel vil de ikke indrømme, at ingen nogen sinde vil være i stand til at udtrykke sig grænseløst og forblive en del af et samfund.