Læsetid: 8 min.

Den første drag queen nord for polarcirklen

Nuka Bisgaard vil nedbryde grænser i det grønlandske samfund. Og hun er allerede godt i gang. Hun er nemlig den første drag queen, der har turneret som musiker og performer nord for polarcirklen. Og noget kunne tyde på, at hun bliver den første, der skifter køn i Grønland
Nuka Bisgaard er homoseksuel, transkønnet og dansktalende bosat på Grønland. Hun bokser med normerne og kæmper for sin ret til at være sig selv, og hun håber, at det kan inspirere andre til at gøre det samme.

Nuka Bisgaard er homoseksuel, transkønnet og dansktalende bosat på Grønland. Hun bokser med normerne og kæmper for sin ret til at være sig selv, og hun håber, at det kan inspirere andre til at gøre det samme.

Henrik Bohn Ipsen

9. september 2015

Med den ene hånd holder hun mikrofonen. Med den anden gestikulerer hun intenst. Hendes paryk svinger i luften, når hun i takt med musikken giver et koket vrik med hoften. Publikum har deres øjne rettet imod den stærke kvinde på scenen. Bagefter vil de have taget fanfotos.

I dokumentarfilmen Eskimo Diva, der er instrueret af Lene Stæhr, følger vi 25-årige Nuka Bisgaard, som sammen med sin ven Lu turnerer rundt og optræder med sin musik i Grønland. På deres rejse bliver de – på trods af visse besværligheder – primært mødt af nysgerrige tilskuere, der omfavner Nuka Bisgaards drag- og musikshow. Men Nuka Bisgaard møder ikke altid forståelse i det grønlandske samfund, og selvom hun – der er født som dreng – siden sin tidlige ungdom har vidst, at hun er tiltrukket af mænd, skulle der en dramatisk begivenhed til, før hun fik modet til at springe ud som homoseksuel:

»Da jeg var yngre havde jeg uendeligt svært ved at finde mig selv. Fordi jeg skilte mig ud – både fordi folk nok godt kunne fornemme, at jeg er homo, men også fordi jeg ikke taler grønlandsk.

Jeg fik ofte tæsk, så på et tidspunkt blev det for meget, og jeg forsøgte at tage livet af mig selv,« siger hun. »Heldigvis lykkedes det ikke, og oplevelsen blev et turning point for mig. Jeg valgte at begynde at kæmpe i stedet for at gemme mig. Jeg sprang ud som homo og begyndte at stå ved, hvem jeg rigtigt er.«

Normboksning

Nuka Bisgaard sidder i styrehuset på en båd med sin far. Faderen fortæller om dengang, Nuka Bisgaard blev konfronteret af lederen af en gruppe drenge, fordi hun var homoseksuel, men hvor hun fik drengegruppen til at vende sig imod lederen, fordi hun insisterede på sin ret til at være, som hun er.

»Du er bare god,« siger Nuka Bisgaards far. Nuka Bisgaards selvmordsforsøg gav hende modet til at stå ved, hvem hun er. Og det gav hende modet til at begynde at lave musik og at tage ud at optræde med det, som man ser i dokumentarfilmen.

Og det har vist sig at være en god tilgang i forhold til at bokse med samfundets normer: »I starten tænkte jeg egentlig ikke over, at jeg skulle udfordre normerne. Der gjorde jeg bare, hvad der føltes rigtigt og forsøgte at være mig selv,« siger Nuka Bisgaard. »Men efterhånden var der så mange, der kom og fortalte mig, at mit show og min person havde fået dem til at ændre synet på for eksempel homoseksualitet. Eller at det havde gjort det nemmere for dem selv at være homoseksuelle. Og der gik det op for mig, at jeg kunne være med til at rykke ved normerne i det grønlandske samfund – i høj grad ved bare at være mig selv og gøre det jeg har lyst til.« Hun mener, at der er sket noget med synet på homoseksualitet i det grønlandske samfund.

»Vi er et lille samfund, så der er helt afgjort – ligesom der sikkert også er i mange andre små samfund – en ret udbredt homofobi,« siger hun.

»Men der er sket meget. Især de seneste fem år har vi fået mere tolerance og respekt. Hvilket blandt andet kommer til udtryk ved, at det nu bliver tilladt at adoptere og at blive kirkeligt viet som homoseksuel i Grønland. Og det er nok også med til at påvirke samfundets syn mere generelt, hvilket jeg selv kan mærke i min hverdag. Nu kan jeg for eksempel gå ned igennem min egen by uden at få tæsk.«

Hvorfor Grønland?

Nuka Bisgaard og hendes ven står uden for et træhus. De banker på døren, men først efter noget tid bliver der lukket op. Umiddelbart efter at de har smækket døren bag sig kommer en mand inden for hørevidde. Han råber, mens han går forbi huset: »Homo. Bøsse. Du er ikkeeksisterende på Jorden?«

I Eskimo Diva er der flere scener, hvor Nuka Bisgaard bliver chikaneret – især af fulde mænd. Ikke bare fordi hun er transkønnet og homoseksuel, men også fordi hun kun taler dansk. Hun bliver ofte behandlet som var hun dansker i Grønland. Og hun fortæller, at det er nemmere for hende at være sig selv i Danmark, selvom hun dog bliver mødt af mange fordomme, fordi hun er grønlænder.

Men hvis homofobien i det grønlandske samfund var med til at drive hende imod selvmordets rand, og hvis hun tit bliver mødt som om hun slet ikke er en del af samfundet, hvorfor bliver hun så hængende? Har hun aldrig lyst til bare at skride fra det hele?

»Altså, det er ikke sikkert, at jeg bliver i Grønland hele mit liv. Men det var dels meget vigtigt for mig personligt at kunne lave mit kunstneriske arbejde i mit eget land. Og dels var det meget vigtigt for mig at tage denne her kamp i Grønland. Jeg er blevet for at forsøge at gøre noget godt for mit eget land, og fordi jeg havde en følelse af, at hvis de her ting skal ændres, så skal de først og fremmest ændres indefra,« siger hun.

Pioner Nuka Bisgaard og Lu står på indlandsisen og ryger. De er på sæljagt, men tager en pause. Der er et rødt lysskær over bjergene i baggrunden. »Har du dine stiletter med,« spørger Lu. »Ja,« svarer Nuka Bisgaard. »Fantastisk. Du skal gå på isen med stiletter. Det tror jeg ikke, at der er nogen, der har gjort her før.«

I forlængelse af dette konkluderer Lu, at det er nemt at være pioner i Grønland, fordi der er mange ting, som ingen har gjort før. Og måske har han ret. Men at være pioner indebærer også, at man ikke går direkte i nogens fodspor, hvilket ikke altid er lige nemt. Og Nuka Bisgaard fortæller da også, at hun ikke har haft nogen rollemodeller tæt på sig. Der er ingen i samfundet eller i hendes omgangskreds, som hun ser op til eller efterligner. Ville det have gjort hendes opvækst nemmere, hvis hun havde haft rollemodeller – andre drag queens for eksempel – og hvis der havde været et miljø?

»Det havde jo nok været nemmere at komme frem til erkendelsen af, at man godt kan være kvinde, selvom man er født som mand, hvis der havde været andre, jeg kunne se op til. Og at komme frem til erkendelsen af, at man kan have et godt liv, selvom man skiller sig ud. I så fald havde jeg jo heller ikke været nødt til at være first mover og bryde grænserne ned selv, kan man sige.«

Rollemodel

»Det er den grønlandske. Lad os se den danske, far. Sluk, vi skal se den danske.« På tv-skærmen i stuen i Nuka Bisgaards hjem ser man billeder fra den første Gay Pride-parade i 2010. På skærmen siger Nuka Bisgaard, at de gerne vil påvirke folk til at være mere åbne over for homoseksualitet. I forlængelse af sit selvmordsforsøg valgte Nuka Bisgaard at organisere Gay Pride-parade i Nuuk, hvor hun bor.

En parade, som har kørt lige siden – til tider med op imod 1.2oo-1.300 deltagere, men som måtte holde pause i år, fordi Nuka Bisgaard ikke havde tid og ikke kunne finde en afløser. Med sit engagement inden for Gay Pride-paraden, med de foredrag, hun holder rundt omkring i Grønland, og med hendes shows fremstår hun som en central figur i den yngre generation af grønlandske profiler, som blandt andet også tæller en forfatter som Niviaq Korneliussen, der debuterede med bogen Homo Sapienne i 2014. Profiler som sandsynligvis er med til at inspirere andre unge mennesker i Grønland – og resten af samfundet. Vil Nuka Bisgaard selv gerne være rollemodel? »Ja, det vil jeg da helt klart gerne være.

Hvis det kan gøre en forskel. Men altså, nu fortsætter jeg bare med at gøre de ting, som jeg føler er rigtige for mig. Skridt for skridt. Jeg valgte at gå ind i året 2014 som kvinde, og nu er jeg i gang med at lave forberedelserne til at få foretaget en kønsskifteoperation. Jeg starter de indledende lægesamtaler, umiddelbart efter filmen har premiere. Og hvis det kan inspirere nogen, er jeg kun glad,« siger hun og fortæller, at hun dermed, så vidt hun ved, bliver den første, der skifter køn i Grønland. Men hun har også planer, som ikke afviger særligt meget fra normen:

»En af de næste ting, jeg gerne vil, er at finde en mand, stifte familie og få ni hunde,« siger hun.

Hvaler og nationaldragter

Nuka Bisgaard står og lægger makeup inden et show. Hun siger til kameraet, at hun er et nervevrag, og at hun skal passe på. »Hvordan passe på,« spørger en kvindestemme. »Der er mange homofober i denne her by,« siger Nuka Bisgaard. »Hvad ville de gøre ved dig?« »Jeg ville få tæsk.«

Nuka Bisgaard valgte at medvirke i filmen, fordi hun vil være med til at vise det nye Grønland, som hun taler om. Den nye generation af grønlændere som ifølge Nuka Bisgaard er mere åbne og moderne. »Det billede, der nok oftest kommer ud af Grønland er meget præget af nationaldragter og hvaler, men jeg ville gerne være med til at anlægge et nyt perspektiv på det grønlandske samfund og være med til at vise nogle andre sider. Og det mener jeg, at filmen kan være med til.«

– Men i filmen er der også det her ret store fokus på det grønlandske samfunds homofobi. Er du ikke bange for, at filmen kan være med til at understøtte danskeres fordomme om det grønlandske samfund?

»Altså, det må vi jo se. Det er jo altid svært at forudse receptionen af et kunstværk. Men jeg håber da tværtimod, at filmen kan være med til at åbne danskernes øjne for, at det grønlandske samfund også er mangfoldigt. Og at den kan være med til at åbne deres øjne for, at der også er mennesker som mig i det grønlandske samfund, og at vi kæmper en kamp for at ændre de gammeldags mønstre og for at få lov til at være os selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu