Kommentar
Læsetid: 5 min.

Folkets stemme

Vi er det, man kalder det tavse flertal. Det betyder, at vi skal holde vores kæft. Vi bliver heller aldrig spurgt om noget, vi skal bare betale. Og når vi endelig, en sjælden gang, får rømmet os og siger noget, glor de på os med åben mund
Vi er det, man kalder det tavse flertal. Det betyder, at vi skal holde vores kæft. Vi bliver heller aldrig spurgt om noget, vi skal bare betale. Og når vi endelig, en sjælden gang, får rømmet os og siger noget, glor de på os med åben mund

Ib Kjeldsmark

Kultur
12. september 2015

Alle os almindelige husejere med hæk og nabo stikker ikke op for hverken bollemælk eller verdenssituationen i det hele taget. Den ordner vi, i en håndevending, mens vi skyller hver sin ølbajer i os. Joe. Forbrydelser over et vist niveau: af med knoppen! Det er vores ærlige mening, men den er der ingen, der gider høre på. Og sådan en ting som den enlige mor inde ved siden af, hende med de mange offentlige tilskud: Hvor ’enlig’ er hun egentlig? Vi mener: Den der Skoda Fabian, der hver aften – og til den lyse morgen – holder ude foran hendes havelåge, den er da ikke hendes? Og manden, der kører den, er i alt fald ikke hendes far, så meget kan vi da se. Der er heller ikke noget, der tyder på, at han skulle være hendes bror eller noget. Hvis det er tilfældet, er det skisme da en mærkelig måde at være bror og søster på. Alle de kys og kæl! Men selvfølgelig, vi er jo ikke idioter, vi ved fandme da godt, hvad der foregår. Spørgsmålet er, om kommunen også ved det? Hendes snottede unger, hun får vel så børnepenge for hvert enkelt? Det fulde beløb? Hun er på kontanthjælp, men fyren – der hverken er hendes far eller hendes bror – må have arbejde. Han har blåt arbejdstøj på, han er vel vvs-mand eller sådan noget lignende. Mon han ikke spytter lidt i kællingens husholdning, trods alt? Mod en vis betaling – i naturalier, kan man vel kalde det. Naboen og jeg ved ikke, hvad det er for noget, men det er i alt fald noget svineri.

Vi er i det hele taget gode til at gennemskue andre mennesker. Os narrer de ikke. Når vi ser billederne i fjernsynet af de synkefærdige gummibåde, de såkaldte flygtninge stuver sig sammen i, behøver vi ikke yderligere forklaringer. Jo, det kan da godt være, der gemmer sig en enkelt imellem dem, som er nødt til at flygte fra krig og personlig forfølgelse, men for flertallets vedkommende er der ikke noget at være i tvivl om: Det er bekvemmelighedsflygtninge. Hele banden! Folk der har siddet for længe på en hård spisebordsstol og gerne vil hen og slænge sig i de bløde lænestole. Der sidder man selvfølgelig også bedre, det ved vi godt. Men det er vores bløde stole, ikke deres. Det er der ligesom aldrig nogen, der siger noget om.

Den døde lille dreng på stranden nede i Tyrkiet. Vi var for resten på ferie dernede et år, nøjagtig samme strand, dejligt sted. Men drengen, joe. Den lille purk, det er noget trist noget, sådan noget. Det er det da. Han ligner en lille dreng, der kommer lige fra sandkassen, hvor han har bygget slotte og leget med sin lille lastbil. Man bliver i helt dårligt humør af at se på det. Og vide, at han er død. Han ligger ikke bare og hviler sig. Men hvem er det, der har bragt ham i den situation? Er der ikke noget med, at hans far gerne ville til Sverige, fordi tandlæger i Sverige er meget billige. Det har vi hørt noget om. Drengens bror og mandens kone druknede også, det er godt nok en høj pris at betale. For at komme billigt til tandlægen, mener vi.

Ved de noget om Sverige?

Vi kommer til at skylle en til ølbajer ned, det her er helt sørgeligt. At folk kan finde på sådan noget. Tage så stor en risiko, tage på en livsfarlige rejse over Middelhavet. I en utæt gummibåd. Og så bare for at komme til tandlægen! I Sverige! Ved de overhovedet noget om Sverige, folk dernede? Hvis de gjorde, ville de vel ikke være så ivrige for at komme derop. Vorherrebevares. Men selvfølgelig: Der er jo snart flere af deres slags i Sverige end rigtige svenskere. Næste gang der skal være bryllup i kongehuset derovre, bliver det garanteret ikke holdt i ’Storkyrkan i Stockholm’, eller hvad det hedder, men i en moske. Men selvfølgelig: Det må de jo selv om, de skide svenskere. Det er, hvad de har fået ud af altid at føle sig bedre end os andre.

Hvad er det, de skriver i Jyllands-Posten: man er ikke et ondt menneske, bare fordi man er bekymret for, at Danmark også bliver et nyt Muslimistan. Ligesom Sverige. Min nabo og jeg er ikke onde, selvfølgelig er vi ikke det. Vi er bare ikke så nemme at narre. Politikere har vi ingen fidus til, de tænker kun på at fylde deres egne lommer. Og så er det lige meget, om de er røde eller blå, det er det samme i alle tilfælde. Vi har heller ikke brug for dem, vi kan sagtens tænke selv. Det lort, der står i aviserne, interesserer os heller ikke. Det, der irriterer os allermest, er folk, der uden videre går ud fra, at vi, der ikke er politikere eller skriver i aviserne, er dumme. Uinformerede, som det hedder med et af deres fine ord. At vi ’danner’ vores meninger på et ’uinformeret grundlag’ – rend os! Hvorfor skulle vi være mindre ’informerede’ end dem, bare fordi vi ikke har tilbragt hele vores ungdom med næsen i en bog? De kan pisse os i øret, kan de. Det værste er, at det gør de også. Og skider på os, så vi rigtig kan mærke det. At de ikke regner os for noget. Kun en enkelt dag hvert fjerde år, så synes de godt lige, vi kan få lov til at sige vores mening. Ved at sætte et kryds. For ligefrem høre på os, mens vi siger, det vi mener, nemlig at hele banden er en samling røvhuller, det gider de selvfølgelig ikke. Vi er det, man kalder det tavse flertal. Det betyder at vi skal holde vores kæft. Vi bliver heller aldrig spurgt om noget, vi skal bare betale. Og når vi endelig, en sjælden gang, får rømmet os og siger noget, glor de på os med åben mund. Det er nok fordi vi er det, man kalder ’uciviliserede’, mon ikke?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Grethe Preisler

Der er et sprog, det stilleste imellem mange
og dog står det vort hjerte særligt nær
fra børn af kendte vi dets labyrint af gange
som unge fandt vi hjertets mæle her.
Og et og andet kan vel findes skrevet
i uforgæng'lighedens bog
som da det først var groet frem og levet
blev tænkt og formet i dit milde sprog .....
- Oh Nielsen!