Læsetid: 9 min.

’Forsvarer vi de værdier, vi er så bange for at miste?’

2.000 helt unge tyske soldater blev efter Anden Verdenskrig tvunget til at rydde miner langs Vestkysten. Med livet som indsats. Den nye film ’Under sandet’ afdækker et uskønt stykke danmarkshistorie
Mere end 2.000 tyske soldater blev i sommeren 1945 sat til at rydde miner ved den danske del af Atlantvolden. De var ellers på vej hjem. Men mens de marcherede i kolonner mod den dansk-tyske grænse, blev en stor del af dem pillet ud og sendt tilbage. Martin Zandvliets film handler om en deling på 14 mand, der indlogeres i et lille skur tæt ved kysten og hver dag sendes ud for at rydde miner

Mere end 2.000 tyske soldater blev i sommeren 1945 sat til at rydde miner ved den danske del af Atlantvolden. De var ellers på vej hjem. Men mens de marcherede i kolonner mod den dansk-tyske grænse, blev en stor del af dem pillet ud og sendt tilbage. Martin Zandvliets film handler om en deling på 14 mand, der indlogeres i et lille skur tæt ved kysten og hver dag sendes ud for at rydde miner

Foto fra filmen

11. september 2015

Det er en smuk sommerdag på Danmarks vestkyst. Alt, man hører, er havets brusen, mågernes skrig, et åndedræt tæt ved sandet og den metalliske lyd som en pansermine afgiver, når sprænghovedet forsigtigt skrues af. Stilheden er unaturlig. Man ved, at den med ét kan splintres af en eksplosion, der vil sende en sky af det fine sand op mod himlen. Og tage den unge mand med sig.

Det er en knugende fornemmelse at se instruktør Martin Zandvliets film Under sandet – om minerydningen ved den danske vestkyst efter Anden Verdenskrig. I denne uge får den verdenspremiere, når den åbner filmfestivalen i Toronto.

Mere end 2.000 tyske soldater blev i sommeren 1945 sat til at rydde miner ved den danske del af Atlantvolden. De var ellers på vej hjem. Men mens de marcherede i kolonner mod den dansk-tyske grænse, blev en stor del af dem pillet ud og sendt tilbage. Martin Zandvliets film handler om en deling på 14 mand, der indlogeres i et lille skur tæt ved kysten og hver dag sendes ud for at rydde miner under ledelse af Sergent Carl Leopold Rasmussen. Men det er ikke mænd. Som sergenten siger, er det »små drenge, der kalder på deres mor, når de bliver bange«.

I krigens sidste måneder var der ikke flere voksne mænd at tage af i den tyske befolkning, så man sendte selv helt unge drenge, der knap var født, da Hitler kom til magten, afsted. Teenagere.

»De ved ikke, hvad der foregår. De er blevet hjernevasket ind i dette regime og forstår ingenting. En stor del af dem, som danskerne satte til at rydde miner, var disse helt unge drenge, som intet ansvar havde for de voksnes krig,« siger Martin Zandvliet.

»De fik en nærmest umenneskelig behandling. De fik næsten intet at spise og skulle rydde miner meget hurtigt.«

Det er tydeligt, at han med denne film vil grave en historie frem, som årtiers formning af en kollektiv erindring om besættelsen har dækket godt til med sand. Som også Martin Zandvliet har kunnet konstatere findes der ikke meget materiale om minerydningen. Juristen og fritidshistorikeren Helge Hagemann udgav i 1998 en lille undseelig, men veldokumenteret bog om minerydningen med titlen Under tvang. Hovedkonklusionen i bogen var, at ved at sætte krigsfanger til at udføre farligt arbejde gjorde danskerne sig skyldige i en krigsforbrydelse, og det gav dengang anledning til en heftig debat.

Martin Zandvliet er ikke så interesseret i at diskutere, om det var en krigsforbrydelse eller ej.

»Filmen er baseret på tal: Så mange mænd var det, så mange døde, så lidt mad fik de, så kort var deres uddannelse, så hurtigt skulle de fjerne minerne, så mange miner var der. Selv når du bare læser tallene, kan man se, at det var umenneskeligt. Hvis en mand ikke får noget at spise i flere dage, så begynder han at ryste. At ryste på hænderne er ikke godt, når man skal rydde miner. Ligegyldigt om det er et brud på Genèvekonventionen eller ej, så er det forkert.«

Det tog fem måneder at rydde minerne. I den periode var mere end 500 tyskere blevet slået ihjel eller såret.

Foto fra filmen

Opfyldt af had

Jeg møder Martin Zandvliet på Nordisk Film samme morgen, som danskere i massevis bryder loven og fragter syriske flygtninge fra Rødby mod Sverige. Og han fortæller mig, at han med filmen ikke bare ønsker at give et modspil til »glorificeringen af danskernes opførsel under krigen, og det, den har betydet for vores selvbillede«, som ellers går sin sejrsgang lige nu i form af Bo Lidegaards internationale bestseller om redningen af de danske jøder.

»Jeg ville undersøge, hvad der sker med et menneske, der elsker sit land, men bliver sat til at udføre en opgave, som ikke er i overensstemmelse med de værdier, som han troede, det land repræsenterede.«

Det er sergenten Carl spillet af Roland Møller, som Zandvliet taler om. Første gang vi møder ham i filmen, kører han langs kolonnerne af tyske soldater, der er på vej hjem, og da han ser en af dem bære på et dannebrogsflag, eksploderer han i raseri og smadrer den undskyldende soldat til ukendelighed: »Det her er ikke dit, forstår du det?« skriger han ind i hovedet på ham.

»Han er opfyldt af det samme had, som mange danskere forståeligt nok følte over for det folk, som i fem år havde besat deres land,« siger Martin Zandvliet.

Men da sergenten sættes til at kontrollere en lille gruppe af unge, tyske soldater, der skal rydde miner, sker der noget med Carls patriotisme. Han ser de unge drenge arbejde hårdt uden at få ordentlig mad.

»Han bliver jo i tvivl om, hvad det er, han arbejder for. Og det er vel det, vi er mange, der spørger os selv om i disse dage. Ved at behandle flygtninge og indvandrere på denne måde, forsvarer vi så de værdier, vi er så bange for at miste, eller modarbejder vi dem måske i virkeligheden?«

Han peger på, at det vel er handlinger, der afgør et folks værdier, og ikke de fysiske værdier i form af land, sprog og ejendom. Det er også derfor, at filmens engelske titel er Land of Mine.

»Det er mit land! Det ved Carl, men begynder jo, efterhånden som han udvikler sig, at miste troen på det land. Det er måske ikke længere det samme, og der er måske noget, der er vigtigere.«

’De er tyskere’

Sergenten kan ikke længere genkende sit land. Når han skuer ud over klitterne ved Oksbøl, så ligner det sig selv, men når han ser ned på de unge drenge, der kravler rundt i sandet, syge af sult og rystende af angst, så er der noget galt med billedet.

»Og så sker der jo det med ham, at han i mødet med det enkelte menneske holder op med at se på dem som tyskere og begynder at se på dem, som, ja, mennesker.«

Men han er ikke bare patriot og opfyldt af had og hævnlyst, der skal pilles af ham, før han kan genfinde sin medmenneskelighed. Han er også soldat. Han skal adlyde sine overordnedes ordrer. Mikkel Boe Følsgård spiller den overordnede, der roligt svarer sergenten, da han påpeger, at soldaterne bare er små bange drenge: »De er tyskere, Carl.«

Sergenten kommer i konflikt med sig selv: »På et tidspunkt er det faktisk en befrielse for drengene at komme ned og ligge på sandet. Sergenten er mere utilregnelig end de miner, som de nogenlunde ved, hvor ligger, og hvordan man håndterer. Carls vrede kan eksplodere når som helst uden varsel, og de har ikke nogen mulighed for eller ret til at forsøge at afmontere den. De kan bare tage imod hadet.«

Carl er netop blødt op over for drengene, da en ulykke ved minefeltet sætter ham tilbage i rollen som den hensynsløse sergent. Og han indfører blandt andet den kontrol, der blev udført de fleste steder: Når soldaterne har ryddet et minefelt i overensstemmelse med minekortet og fundet det antal miner, som ifølge oplysningerne skulle have ligget begravet der, så skal de gå arm i arm henover feltet. Den såkaldte dødsmarch skulle sikre, at ingen mine var blevet overset.

Et øje for et øje

Det er ikke fordi, Martin Zandvliet ikke forstår, hvorfor danskerne gjorde, som de gjorde. Efter besættelsen lå der to millioner miner i Danmark. Det var mere, end der lå i resten af Europa tilsammen.

»Det var tyskerne, der havde lagt de miner – hvem skulle ellers fjerne dem? Jeg havde nok fået den samme idé at bede dem rydde op efter sig selv, inden de tog hjem, men jeg håber, at jeg havde givet dem mad, uddannet dem ordentligt og i det hele taget behandlet dem bedre,« siger han.

Men det er den klassiske historie om den lille mand, der forsøger at gå op imod et helt system. Systemet gav ikke plads til ret megen medmenneskelighed.

Det var briterne, der beordrede danskerne til at sætte tyske krigsfanger til at rydde minefelterne. De mente faktisk, at de tyske soldater burde kunne fjerne fem miner i timen. De fleste af soldaterne havde aldrig set en mine før. I en situation, hvor Danmark havde brug for uomtvisteligt at fremstå som en del af de allierede, var det svært at gøre andet end at adlyde. Og det havde danskerne heller ikke nødvendigvis lyst til.

Dog blev der gjort undtagelser fra briternes ordrer. Ingen blev tvunget til at fjerne fem miner i timen.

»Briterne hadede om muligt tyskerne mere end danskerne, og det med rette. England var jo ikke blevet skånet for bombninger som Danmark. Og mange briter var faldet i krigen. Når britiske soldater kom til Danmark, blev de modtaget som helte, hvad de også var, men jeg ved fra min research, at de ikke altid opførte sig sådan. Slet ikke når de håndterede tyske soldater.«

Det fremgår også af en scene i filmen. Fjendebilledet er nærmest vendt på hovedet. »Det er vigtigt for mig at sige, at denne film ikke er et forsvar for tyskerne. Slet ikke. Det kan sagtens være, at disse unge drenge har gjort forfærdelige ting, inden de blev sat til at rydde miner, og det ved vi jo, at Tyskland i det hele taget gjorde. Ting, som slet ikke kan sammenlignes med det, der skete på den danske vestkyst. Men pointen er netop, at øje for øje-mentaliteten gør os alle til tabere.«

Manglende britisk offentlighed

Historien om minerydningerne ved den danske vestkyst fylder som sagt ikke meget i historiebøgerne. Og Martin Zandvliet ser ikke bare det som et problem. Han ser også den manglede offentlighed som en forklaring på, at det kunne foregå dengang.

»Når pressen var derude, så lod man jo soldaterne gå igennem terræn, der ikke var mineret, og beordrede dem til at smile og vinke. Man skal selvfølgelig huske, at situationen over hele Europa var kaotisk, men det var jo ikke så galt i Danmark som alle andre steder. Vi havde mulighed for at høre om det.«

Men den manglende kritiske offentlighed betød, at ingen dengang talte om, at danskerne selv havde tjent gode penge på at bygge bunkers og brødføde de tyske soldater. At danskerne selv havde været med til at bygge Atlantvolden. Og meget få satte spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå tyske krigsfanger og for den sags skyld også tyske flygtninge blev behandlet. Den kritiske offentlighed skal vi sætte stor pris på i dag, mener Martin Zandvliet.

»Det er farligt at gøre ting, bare fordi systemet retfærdiggør det. Historien om Carl skulle gerne vise, at man skal forholde sig kritisk til det, der foregår, og handle, så man kan se sig selv i øjnene bagefter. Det er jo også det, der sker nu på de sociale medier, hvor folk opfordrer hinanden til at hjælpe syriske flygtninge, selvom det faktisk er ulovligt. De fleste danskere, der var involveret i arbejdet med minerydningen, talte aldrig om det. Og hvis de gjorde, så sagde de, at tyskerne blev behandlet godt, og at danskerne også hjalp med minerydningen. Det er vel noget, man fortæller sig selv for at kunne leve med det. Sandt er det i hvert fald ikke.«

Hvad der til gengæld er sandt er, at Danmark er et smukt land. »Jeg glemmer aldrig, første gang jeg så ud over stranden i Oksbøl. Det er helt ubeskriveligt. Det er jo militært område, så der er ingen sommerhuse eller iskiosker, der har ødelagt naturen. Det er ren kyst.«

Han kan godt forstå, at danskerne hadede besættelsesmagten for at have plastret den til med miner. Men Martin Zandvliets Danmark er ikke defineret af land, sand og vand alene. Det er det indre landskab, der tæller.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Roed
  • Thomas Rasmussen
  • David Zennaro
  • Mogens Højgaard Larsen
  • Brian Jensen
  • Keld Albrektsen
  • Liliane Murray
  • Steffen Gliese
Niels Roed, Thomas Rasmussen, David Zennaro, Mogens Højgaard Larsen, Brian Jensen, Keld Albrektsen, Liliane Murray og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har levet mange år i udlandet, udover i Danmark hvor jeg er født og efter sigende hører hjemme, har jeg boet i seks andre lande på 3 kontinenter.
Mit livs skuffelse var at vende hjem igen, for hjemme eksisterede kun så længe jeg var væk fra Danmark, så kunne jeg opretholde en illusion om det Danmark jeg kendte, de danske værdier, der var sublime i forhold til andre lande, værdier som frihed, åbenhed, tolerance, og respekt for det enkelte menneske uanset hvor han eller hun måtte komme fra.
Da jeg vendte hjem i februar, måtte jeg desværre sande, og det var en hård process, at Danmark var gået fra at være foregangsland, til at jeg intet sted så disse træk, disse værdier, som for mig var kernen af det at være dansk. De er alle som forsvundet fra jordens overflade, det trøster mig dog at så mange er villige til at gå mod myndighederne og udføre civil ulydighed, måske er netop den forestående flygtninge krise det der skal til, for at kalde de værdier til live igen. Jeg håber ikke det bliver nødvendigt med en 3. verdenskrig.

Ikke bødlen gør mig bange
Ikke hadet og torturen
Ikke dødens riffelgange
Eller skyggerne på muren
Ikke nætterne når smertens sidste stjerne
styrter ned
Men den nådesløse verdens blinde
ligegyldighed

- Halfdan Rasmussen

Jakob Silberbrandt, Hanne Ribens, Mogens Højgaard Larsen, Shafi M., Jacob Yde, Gert Romme, Ib Christensen, Mikael Nielsen, Anne Eriksen, Torben Selch, Mads Kjærgård og John Andersen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Englænderne hadede tyskerne med god grund? Det hører jo med til historien, at der døde ca. 43.000 mennesker som følge af tyske luftangreb. (Det var jo i øvrigt Churchill, der havde indledt bombningen af byer) Der døde ca. 1 million tyskere som følge af engelsk/amerikanske luftangreb, så man kunne vel sige, at de havde betalt tilbage. Men englænderne er vist ikke helt som helgenagtige som eftertiden har gået og troet, bare se på deres handlinger i Boerkrigen, der oprettede de jo KZ lejre! Ikke et forsvar for nazismen, men den historie som er blevet fortalt om krigen bygger i den grad på en hvidvaskning af uhørte dimensioner!

Preben Haagensen, Brian Larsen, Sus johnsen, David Zennaro, Per Torbensen, Shafi M., Per Jongberg, Janus Agerbo, Peter Jensen, erik mørk thomsen og John Andersen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Og så havde danskerne vel ingen særlig grund til at hade tyskerne, de var jo vigtige samarbejds- og handelspartnere! Danmark slap jo stort set gennem krigen uden problemer og uden de store civile tab. Det virker ulogisk på mig! Danmark kæmpede jo endog sammen med tyskerne mod kommunismen! Tror at danskerne var nogle "tude kiks!"

Danskerne var sikkert ikke tudekiks, men som de fleste andre, kan vi godt lide at pynte på historien og fremstille os selv i et bedre lys end det vi faktisk stod i, og gøre os selv bedre end vi i virkeligheden er.

Jeg glæder mig til at se filmen selv om jeg godt kendte til dette sorte kapitel. Jeg syntes det er kvalmende at 70 år efter krigen at vi bliver ved med at fremelske danske krigsfilm som glorificere vore indsat og stadigvæk dæmonisere vore store nabo, som nu er vore ven og største handelspartner. At det er endnu være i Amerika med at glorificere krige og Amerikanske soldater gør det ikke bedre. Ulempen ved mange af disse krigsfilm er at de fremmer nationalismen, ved at vise hvor gode og nobel vi er mens de andre er dumme og inhuman.
En anden sort kapital som man måske kan få øje på, hvis man besøger tyske gravsteder i Danmark er de mange grave, netop de sidste måneder af krigen. Det var resultatet af en dansk lov som forbød danske læger at behandle eller hjælpe tysker, endda fødende tyske kvinder. Jeg er ikke antidansk, men irriteres tit over at vi gør os bedre og mere hellig end alle andre. Hvis mit synspunkt er meget anderledes end de fleste, skyldes måske at jeg har tilbragt mere end 30 år i udlandet.

Hanne Ribens, Sus johnsen, Liliane Murray og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Jeg kendte også godt denne historie og historien om behandlingen af de tyske flygtning. Min mor fortalte tit om det, da jeg var barn. Det havde gjort et uudsletteligt indtryk på hende. Min bedste der var aktiv kommunist var involveret i et forsøg på at skaffe mad til flygtningene, så min mor havde det også tæt inde på livet! Respekt for dem, som tog et standpunkt og var parat til at dø for det, (gælder også Frikorps Danmark) men for alle de andre, der blot ligegyldigt så til for derefter at kravle ud fra stenens ly, for at klippe nogle stakkels kvinder skaldede og håne og slå de tyske soldater, sulte flygtningen og nægte dem lægehjælp, nu hvor man kunne gøre det i sikkerhed, der kan man kun føle skam over at være dansker. og at være menneske i det hele taget! Og det var jo først i 1943, da det blev klart at tyskerne nok ville tabe krigen, at stemningen ligesom vendte. Men historisk set, så er Danmark jo en nation af kræmmere, så ikke så overraskende!

Hanne Ribens, John Andersen, Shafi M. og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Glæder mig til at se filmen.

Desværre er de fleste Danskere tilbøjelige til at tro at Danskerne er anderledes end andre folkefærd.

Men det er faktisk sådan at vi har de samme gener, som alle andre homo sapiens. Alle onde ting, som er sket historisk, kan vi også drives til (og gode). Det er kun kultur, historie og opdragelse, der forhindrer barbarierne.

Efterkrigsperioden er nu på så lang afstand at historien glemmes, kulturen forvandskes og opdragelsen vendes til at det nu er god tone at håne, spotte og latterliggøre.

Desværre skal det nok blive værre før det bliver bedre... Lige som i 1930'ernes Europa.

Torben Selch, David Zennaro, Mogens Højgaard Larsen, John Andersen, Liliane Murray og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Freddy Andersen

En lille sang til det ganske Danske land, inden i falder over jeres egne ben, af bare iver for at slå på tæven.

 Noget om Helte.
1 Livet er en morgengave.
Sjælen er et pilgrimskor.
Der står krokus i min have.
Der står øller på mit bord.
Under himlen hænger lærken
som et fjernt bevinget frø,
for en lærke tænker hverken
på at kæmpe eller dø.
 
2 Her er fredeligt og stille.
Her er ingen larm og støj.
Jeg har sået kruspersille
og et brev med pure løg.
Lad al verden slå for panden
og bekæmpe spe med spot.
Jeg vil enes med hinanden
og mig selv og ha' det godt.
 
3 Samson gik og styrted templer.
Peter Freuchen knak sit ben.
Ak, mod disse to eksempler
er min dåd en sølle en.
Jeg har aldrig dræbt filistre
eller kæmpet med en haj.
Og når stærke mænd bli'r bistre,
syn's jeg, det er synd for mig.
 
4 Der er nok, som går og sysler
med at sprænge kloden væk.
Jeg vil ikke ha' skærmydsler
og kanoner bag min hæk.
Mens de andre går og sveder
for at gi' hinanden lak,
vil jeg pusle med rødbeder,
selleri og pastinak.
 
5 Jeg vil ikke slås med bisser.
Jeg vil så og ikke slå.
Selv de rødeste radiser
kan man roligt lide på.
Der er nok af danske helte,
som er danske hele da'n
og går rundt og spænder bælte,
mens de råber: fy for fa'n!
 
6 Tiden går og tiden hverver
store mænd til mandig dåd.
Jeg, reserven blandt reserver,
bryder ofte ud i gråd.
Jeg får nerver og migræne,
blot jeg skær mig på en dolk
og vil hel're slå min plæne
end slå løs på pæne folk.
 
7 Livet er en dejlig gave.
Jorden er en herlig jord.
Der er øller i min mave.
Der står krokus på mit bord.
Når reserverne skal stille
for at splitte kloden ad,
skriver jeg med kruspersille
verdens mindste heltekvad.

Halfdan Rasmussen .

" For 70 år siden: 17.000 tyskere døde i flygtningelejre i Danmark
I 1945 døde 7.000 børn under fem år efter at være flygtet til Danmark. Danskerne ønskede ikke at hjælpe tyskere på flugt, som sultede ihjel, fortæller forsker.
... "

http://www.dr.dk/nyheder/indland/70-aar-siden-17000-tyskere-doede-i-flyg...

Anne Eriksen, Torben Selch, Hanne Ribens, Sus johnsen, David Zennaro, John Andersen, Shafi M., Per Torbensen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

"Det kan sagtens være, at disse unge drenge har gjort forfærdelige ting, inden de blev sat til at rydde miner, og det ved vi jo, at Tyskland i det hele taget gjorde. Ting, som slet ikke kan sammenlignes med det, der skete på den danske vestkyst. Men pointen er netop, at øje for øje-mentaliteten gør os alle til tabere.«"

Jeg mener at Gandhi metaforisk udtrykte det således: Øje for øje gør begge parter blinde - og princippet kan overføres på enhver form for strafpædagogik, i og med at man som straffer gør sig til modpart og dermed vedligeholder/forstærker konfliktdynamikken; der tilføres ingen frigørende/udviklende læring og/eller dynamisk forandring - tværtom finder ofte (yderligere) deprivation sted.

Anne Eriksen, David Zennaro, Liliane Murray og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Nu kan man jo ikke lave om på de faktisk skete ting. Skallingen er først for nylig blevet renset for miner. I min barndom og ungdom var det off limits. De miner der nu er blevet fjernet er IKKE fjernet af tyskerne , men af danske. Ville det have været fair at danske soldater skulle fjerne minerne ? Med hensyn til de døde tyske flygtninge er der at sige at over en tredjedel døde, mens deres forplejning var overtaget af tyske myndigheder, at børnedødeligheden var lige så forfærdende høj i Nordslesvig, hvor de fleste boede hos tysksindede familier og havde adgang til lægehjælp, og endelig at dødeligheden faldt markant fra juli måned 1945 da der endelig var kommet styr på flygtningelejrene. Flygtningelejrene er ikke et kapitel DK er stolt af, men børnene i Paris fik samme sommer et kalorieindtag der var lavere end man fik i de danske flygtningelejre.

Det er rigtigt at man ikke kan ændre fortiden, men vi kan ændre nutiden og fremtiden, ved at tage ved lære af fortiden.

Shafi M., Anne Eriksen og Sabine Behrmann anbefalede denne kommentar

@ John Andersen, jeg glæder mig også rigtigt meget til at se filmen, men jeg har ikke lyst til at gå i biografen alene, så det må vente til den kommer på DVD.
Mon der er endnu en Oscar på vej til en dansk film?

Jeg er bange for, at hverken danskere eller andre nationaliteter for den sags skyld har et samlet værdisæt - på et eller andet tidspunkt vil ens personlige moral blive udfordret af samfundets/nationens etik. Det er en udfordring - hvad vælger man så?

Den der kontrollere fortiden,
kontrollere fremtiden.....
…...Den der kontrollere nutiden,
kontrollere fortiden.

George Orwell

Mads Kjærgård, Anne Eriksen, Torben Selch og Liliane Murray anbefalede denne kommentar

Jeg ville aldrig gå på compromis med mine værdier, for så har jeg mistet mig selv. Så jeg ville hellere udfordre samfundets og nationens etik.

jeg er ikke helt med - hvordan er det vi behandler flygtninge (vi giver dem alle asyl, nu til og med i det land de måtte foretrække) det bar vel ikke meget med filmens historie at gøre, hvor personlig kontakt mellem mennesker skaber sympati mellem tidligere fjender.

Og i følge den humanitære folkeret skal krigsmagten, der har udlagt minerne, selv fjerne dem, hvis muligt, når forholdene tillader det. Anden verdenskrig havde mange ofre, unge tyske mineryddere rangerer forholdvis lavt på min skala.

Bare at læse om det, gør en forfærdelig ked af det...
Hver dag bliver vi vidner til grusomme og grimme ting, men vælger blot at kigge den anden vej.
Systemet har gjort os blinde og døvstumme og vi underlægger os med glæde dets vogtere...

Anne Eriksen, Torben Selch, Steffen Gliese og Liliane Murray anbefalede denne kommentar

Det lader til at denne film dyrker en ret frimodig omgang med historien. Udgangspunktet er korrekt nok, i den forstand at det er korrekt, at danskerne og englænderne pressede den tyske hær til at påtage sig rydningen af minefelterne. Og at mange tyske soldater omkom ved dette farlige arbejde.

Men herefter bevæger filmen sig tilsyneladende væk fra den historiske baggrund. Denne er, at den tyske øverstkommanderende i Danmark, under pres, påtog sig opgaven med rydningen. Dette betød, at ordrerne til selve gennemførelsen af rydningen blev udstedt af tyskerne selv, til deres pionerenheder. Ligesom den tyske hær selv organiserede rydningen og selv førte kommandoen under arbejdet. Hertil kom at mange af de deltagende tyske soldater frivilligt meldte sig til opgaven. Dansk militærs deltagelse bestod kun i at observere, at arbejdet blev udført.

Hvis filmen, som det ser ud til fra omtalen, fortæller en historie om, at danske befalingsmænd tvang en flok modvillige og uerfarne unge soldater ud i minefelterne, ligner det en omgang historieforfalskning. Og dette åbenbart med den, i faghistorisk sammenhæng, dybt problematiske bog ”Under tvang” som forlæg.

Det er nemt at forstå, hvorfor instruktøren forfalder til denne fordrejning af historien, for uden denne ville filmens moralske pointer i høj grad falde til jorden. Og filmen har sikkert gode chancer for at få succes, for historieforfalskninger af denne type er jo oppe i tiden. Danskerne elsker tilsyneladende fremstillinger af historien, hvor vi kan få lov til at fremstå som de onde. I Tyskland kan den også have gode muligheder, da tyskerne ligeledes udviser en vis interesse i historier fra Anden Verdenskrig, hvor de til en afveksling har mulighed for at se sig selv som ofrene.

robert jensen, Preben Haagensen og Martin Hansen anbefalede denne kommentar

Peter,
jeg ved ikke, om du eller instruktøren har ret, men jeg kunne jo starte med at spørge, hvorfor det er din version, der er den rigtige. Har du nogle troværdige kilder, der er mere troværdige end instruktørens?

Brian Larsen, John Andersen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar

Erik
Ikke alt er grundigt belyst om denne aktion, men det er ikke nogen kontroversiel konstatering, at tyskerne selv organiserede og gennemførte rydningen, hvilket foregik under betegnelsen Minenkommando Dänemark. Det fremgår vist stort set alle steder der oplyser om emnet. Så det lader til, at instruktøren må have truffet et bevidst valg om at se bort fra dette forhold.

En faglig anmeldelse af ”Under tvang”, og et hurtigt fundet kortfattet eksempel på en undervisningstekst:
https://tidsskrift.dk/index.php/historiejyskesamling/article/viewFile/14...
http://www.historie.gyldendal.dk/en/Indgange/forloeb/Befrielsen/Laes%20o...

Touhami Bennour

Det er, efter min fornemmelse, et genial træk fra fru Merkel nemlig I den tid, hvor hvor man oplever exodus af syriens flygtning. Den scene vi sår af flygninge rejse sagen hvordan behandlede før og nu flygtninge, og det kan ikke undgå´s at minde de tyske flygninge fra anden verdens krig. Jeg personligt aldrig har troet på teori at der finds særlig folk eller over menneske I verden. De er lige og de ligner hinanden I alt. Så det er på tide at gøre verden bedre sted at leve I ved at gøre rent bord af fortiden, og bygge en ny fremtid, med modsatte ideer og begreber af dem man har idag. Det er nemt, så skal man bare tage den modsatte vej.

Historiske dokumenter, om skrevet af den ene eller den anden stat, er vel sjældent 100% korrekte.
Jeg husker ikke hvem det var, der sagde det, men han sagde;- "Historien skrives altid af vinderne".
Uanset, der vil altid være en grad af usandhed i historiebøgerne, for alle, absolut alle vil efter en endt konflikt, forsøge at fremstille sig selv i et bedre lys og gerne som helte. Så historiske dokumenter skal man nok tage alle, med et gran salt.

Hvis ikke disse soldatervar under opsyn af dansk militær, hvad forhindrede dem så i at smide deres stålpinde og skride? At der var et tysk mellemled, gør ikke det danske ansvar mindre.

Jens Thaarup Nyberg

@Martin Madsen
15. september, 2015 - 07:56
Minerydningen blev foretaget efter aftale mellem de tyske og engelske militære myndigheder; om danmark har noget ansvar i den forbindelse er vel tvivlsomt, men de danske myndigheder kunne måske have gjort noget, for at lette arbejdet.