Læsetid: 6 min.

Da gangsterrappen brød igennem

Filmen ’Straight Outta Compton’ beskriver skabelsen og opløsningen af verdens første supergruppe inden for gangsterrap, N.W.A. Information har talt med den danske producer Nick Kvaran, der lavede musik med gruppens hovedpersoner, dengang gangsterrappen fik sit kommercielle gennembrud i halvfemsernes L.A.
MC Ren, Eazy E, Dr. Dre fra N.W.A sammen med Fab 5 Freddy, der bl.a. var vært for ’Yo! MTV Raps’, i 1990.

MC Ren, Eazy E, Dr. Dre fra N.W.A sammen med Fab 5 Freddy, der bl.a. var vært for ’Yo! MTV Raps’, i 1990.

Jeff Kravitz

19. september 2015

Nutidens voldsomt populære gangsterrap, der i dag høres overalt fra fitnesscentre til folkeskoler, står i stor gæld til Niggaz Wit Attitude, N.W.A, der blev dannet i slutfirserne i Los Angeles-ghettoen Compton. Gruppen solgte millioner af album med hidtil uhørt voldsomme tekster om gangsterlivet i ghettoen og om hadet til det racistiske og voldelige politi. Nu er gruppens kaotiske historie blevet filmatiseret i Straight Outta Compton, opkaldt efter gennembrudsalbummet fra 1988. Filmen beskriver fødslen og opløsningen af en supergruppe med enorm musikalsk indflydelse.

»N.W.A var 100 procent den første gangsterrapgruppe, der brød igennem kommercielt. De introducerede en række af de virkemidler, som stadig bruges i dag,« fortæller Nick ’Coldhands’ Kvaran fra det danske producerteam Madness 4 Real.

»Det her var ikke bare nogle drenge, der havde fået en fiks idé. De havde en kunstnerisk ambition, men de levede også gangsterlivet – de kunne bakke det op. N.W.A var de første, som turde at sige ’fuck the police’ i en sang. For det var på det tidspunkt uhørt,« siger Nick Kvaran.

Han sidder med cigaretter og kaffe i sin lejlighed på Indre Nørrebro. I 1990’erne boede Madness 4 Real i Los Angeles, hvor de producerede musik for raplegender som Eazy-E, Ice Cube og MC Ren, som alle var en del af N.W.A. En gruppe, der blev central for den West Coast-rap, der i disse år voksede frem og udfordrede New Yorks hiphopdominans. Med sine uhørt hårde og voldelige sange satte gruppen en skræk i livet på den amerikanske middelklasse. Rapperen Eazy-E, der sammen med stjerneproduceren Dr. Dre grundlagde N.W.A, og som på mange måder er hovedperson i Straight Outta Compton, var da også hardcore kriminel.

»I starten var det Eazy-E, der finansierede N.W.A, for han var jo den lokale apoteker i Compton. Han solgte stoffer for fuld skrue,« siger Nick Kvaran.

Bevæbnet til tænderne

Da hans fætter blev skudt, beslutter Eazy-E sig for en karriere på den fremvoksende hiphopscene. Men i stedet for at rappe om kærlighed, ville Eazy-E lave det, han kaldte reality rap.

»Han satte tonen for N.W.A og insisterede på, at gruppens rap skulle handle om deres liv i ghettoen. Man kan rose Dr. Dre for at være en fantastisk producer, men han var aldrig en gangster. I stedet fik han en kæmpe del af sin street credibility fra Eazy-E,« siger Nick Kvaran.

Straight Outta Compton giver et indblik i en barsk tid, hvor Los Angeles var præget af bandekrig, politibrutalitet og voldsomme raceoptøjer – men også af en blomstrende musikscene.

»Der var så mange spændinger i luften i L.A. i 1990’erne. Så megen utilfredshed og så megen undertrykkelse af de sorte, hvilket jo eksploderede, da politiet blev frikendt for at have gennemtævet Rodney King. Men man kunne også mærke, at L.A. havde fået sit eget musiske ståsted. I de år udkom den ene klassiker efter den anden. Det gjorde, at folk kunne afreagere, og det havde en terapeutisk effekt i forhold til at håndtere det enorme pres, folk levede under.«

– Hvordan oplevede du det pres?

»Før jeg kom i studiet hos Eazy-E, havde jeg aldrig set et automatvåben. Og jeg havde slet ikke set så mange automatvåben på ét sted. Alle var bevæbnet til tændere. De havde AK-47’ere Uzi’er, TEC-9’s, Glocks – alle de mest forfærdelige angrebsvåben, du overhovedet kunne komme i nærheden af.«

Madness 4 Real blev inviteret til L.A. af Eazy-E, fordi han efter N.W.A’s opløsning manglede nye producere, og via en manager havde hørt deres musik.

»Da jeg første gang mødte den lille, karismatiske mand på en skummel parkeringsplads i hooden i 1992, blev jeg sgu lidt starstrucked,« siger Nick Kvaran.

L.A’s største psykopat

De næste år arbejdede Madness 4 Real, som dengang var i starttyverne, sammen med gangsterrappere, hvoraf mange var dybt involveret i den bandekriminalitet, Los Angeles altid har været kendt for.

De unge danskere kom til byen efter N.W.A’s dramatiske opløsning. På trods af den kommercielle og kunstneriske succes, blev gruppens medlemmer nemlig hurtigt uvenner og endte i en bitter verbal krig, hvor de dissede hinanden på kryds og tværs på plader, der fik enorm opmærksomhed og resulterede i høje salgstal.

»Problemerne i N.W.A opstod, fordi Eazy-E ansatte en meget, meget barsk jøde, Jerry Hiller, som administrerende direktør i sit pladeselskab, Ruthless Records. Han var en meget magtfuld impresario, som både havde arbejdet med Elton John og Marvin Gaye, men han var på Eazy’s hold. Ice Cube følte, at han ikke fik nogen penge, og så skred han. Det samme gentog sig med Dr. Dre, som blev overtalt af bodyguarden Suge Knight til at forlade Ruthless for at starte pladeselskabet Death Row.«

Suge Knigth er i dag fængslet og tiltalt for drab, efter at han under et skænderi på settet under optagelsen af Straight Outta Compton kørte to personer over, hvoraf den ene omkom. Men allerede i halvfemserne var han frygtet.

»Selv efter L.A.-gangsterstandarder var han kendt som en meget hård fyr. Og så var han ikke helt dum. Selv om han var berygtet som L.A.’s største psykopat, vidste han, at mange gerne ville dræbe ham. Derfor ansatte han folk fra hooden, som var blevet politimænd, til at være hans bodyguards, når de var off duty. For hvem har lyst til at skyde en politimand? Ikke særligt mange,« siger Nick Kvaran.

»Da Dre skred fra Eazy-E, gik Suge Knight ind og kidnappede Eazy-E og truede med at slå ham og hele hans familie ihjel, medmindre han skrev under på, at Dre kunne blive fritaget for sin kontrakt med Ruthless.«

Suge Knight fik dog intet ud af sin manøvre. Et senere forlig mellem Ruthless og Death Row bestemte, at Ruthless fortsat ville modtage royalties for Dr. Dres udgivelser.

»Det viser igen, hvor gangster Eazy-E egentlig var. Selv om du bortfører ham og truer med dræbe ham og hele hans familie, så tager han stadig dine penge i sidste ende. Og det er gangster,« siger Nick Kvaran.

Powerhouse til det sidste

På af trods af sin enorme kommercielle succes fortsatte Eazy-E sin kriminelle løbebane til sin død i 1995.

»Vi købte jo weed af Eazy-E – han kunne simpelthen ikke slippe den livsstil. Selv om han var mangemillionær i dollar, så var det stadig sådan noget med: ’Hvad skal du ha’?’ Og så havde han lige en 20-dollar-pose til salg.«

På trods af sin gangstertilværelse var Eazy-E overraskende venlig, synes Nick Kvaran.

»Det sjove ved Eazy-E var, at han var en ener. Han havde kun sine bodyguards med, når han skulle i studiet eller vise sig offentligt. Ellers kørte han altid alene og kun i hvide biler, det var hans ting. Men selvfølgelig havde han jo våben nok til at starte Tredje Verdenskrig med i den her bil, hvis der skulle opstå problemer.«

I Straight Outta Compton ender Eazy-E med at slutte fred med Dr. Dre og Ice Cube. De tre snakker endda om at gendanne N.W.A uden Jerry Hiller (et filmisk greb, der dog af anmeldere er blevet kritiseret for at være en forvanskning af hiphophistorien). Men så får Eazy-E konstateret hiv.

»Eazy-E knaldede, hvad der ku’ gå, og det var nok også en af grundene til hans alt for tidlige død. Første gang jeg lånte toilettet i hans studie gik døren op, og en af de sangerinder, han havde signet, kom ud fra toilettet, mens hun tørrede sig om munden. Ude på toilettet stod Eazy-E og knappede bukserne. Han havde lige fået et blowjob, og jeg tænkte bare: ’Ja, selvfølgelig, det kan ikke være anderledes. Det er jo gangsta det her,’« siger Nick Kvaran.

– Hvad synes du så om filmen?

»Skuespillerne ligner skidegodt. Men det kaster en stor skygge på filmen, at Ice Cube og Dr. Dre er medproducere, og at de har et så stort behov for at retfærdiggøre sig selv. Det er en skændsel, at Eazy-E i slutningen af filmen portrætteres som en patetisk person med økonomiske problemer. Han var hverken flad eller patetisk, men en af de rigeste mænd i hiphop. Eazy-E var til det sidste et powerhouse – han kunne slet ikke røres.«

Læs Informations anmeldelse af 'Straight Outta Compton' her

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu