Læsetid: 4 min.

Hesterligt!

Netflix’ serie om en deprimeret hest i Los Angeles fornyer den animerede sitcom med raffinerede karakterer i et queer univers af menneskedyr. Det er sådan en fornøjelse
BoJack Horseman fortæller en historie, der på den ene side er velkendt – midaldrende mand vil genopfinde sig selv – og på den anden side fremmedgørende. For BoJack er en ’goddamn’ hest!

BoJack Horseman fortæller en historie, der på den ene side er velkendt – midaldrende mand vil genopfinde sig selv – og på den anden side fremmedgørende. For BoJack er en ’goddamn’ hest!

Netflix

11. september 2015

I Hollywood vågner en mand med hestehoved i panik i sin seng. Sådan begynder BoJack Horseman – som en vild forgrening i et parallelt univers af scenen med den døde væddeløbshest i The Godfather. Musikken sætter i gang, hesten rejser sig fra lejet med bange, runde øjne. Vi forstår af den smukt eksekverede introsekvens, at vores hovedperson BoJack er en tilskuer i sit eget liv, en hestemand med et indre i udu og aktiverede flugtinstinkter.

I grunden er det løjerligt, at Netflix har bestilt en kostbar animeret serie for voksne om en hest, der er halvt mand. I hvert fald er det næppe resultatet af en omhyggelig triangulering af den typiske Netflix-kundes præferencer, ligesom House of Cards. Alligevel føler jeg mig overordentlig trianguleret og charmeret af serien og dens univers af mennesker og bizarre hybrider af menneske og dyr.

Selvhadende narcissist

BoJack Horsemans design er skabt af den amerikanske tegneserietegner og illustrator Lisa Hanawalt, der endnu ikke er så berømt, som hun har fortjent, og som sjovt nok ifølge sin hjemmeside har tegnet for Henrik Vibskov. Historien har det cirka lige så ubeskrevne blad Raphael Bob-Waksberg (f. 1984) forfattet. Præmissen er følgende: Engang spillede BoJack Horseman hovedrollen i en sentimental familiekomedieserie (tænk Hænderne Fulde) om en frisk hest med føn i manken, der opfostrede tre forældreløse børn. Men efter at produktionsselskabet midt i 1990’erne trak stikket, har det stået bomstille for BoJack.

Nu drikker han dagene væk i sin modernistiske Hollywood-villa med menneskevennen Todd Chavez, der engang faldt i søvn i BoJacks sofa under en fest og blev hængende. Todd er en hjerneblæst nasserøv, men han elsker BoJack og BoJacks sofa, og BoJack kan bruge al den bekræftelse, han kan få. Ynkeligt fodrer han sin narcissisme med publikumslatter fra dvd’er med sin døde tv-serie. Men vi fornemmer, at der er potentiale i BoJack til mere.

Et forlag vil udgive BoJacks erindringer og udstyrer ham med en ghostwriter, den kloge usikre Diane Nguyen, der tidligere har forfattet en bog om hesten Secretariat, som vandt virkelige væddeløb i 1970’erne. Diane er kæreste med en meget velhavende gul labrador, mr. Peanutbutter, som også lever på fortidig succes i en familieserie, men i bedste velgående, modsat BoJack. Måske kan Diane blive BoJacks redning fra selvhad og nedtur, når forholdet med mr. Peanutbutter ebber ud, tænker man med stigende naiv spænding, som første sæson skrider frem.

Skabt til binge watching

Anmelderne i USA har vist haft lidt svært ved at finde ind i BoJack Horsemans univers, før de varmede op og overgav sig. Og fair nok. BoJack fortæller en historie, der på samme tid er lovlig velkendt – rig, midaldrende mand i LA vil genopfinde sig selv med kvindelig katalysator – og totalt fremmedgørende: BoJack er en goddamn hest!

Desuden spiller Raphael Bob-Waksberg på en del tangenter samtidig. Bøvet lavkomik mikses med universitetsfeminisme, og seriens overordnede gakkethed gnubber til stadighed imod en kerne af ensomhed og sorg. De udviskede grænser mellem det menneskelige og dyriske bidrager ikke til klarheden, men gør undertiden serien herligt kinky. For eksempel da BoJack under indspilningen af en mislykket film råsnaver med skuespilleren Naomi Watts (med stemme af Watts selv). Til andre tider er dyriskheden en kilde til jokes, for eksempel at BoJack, hvis menneskekrop ikke er større end normale menneskers krop, har en høj alkoholtolerance, fordi han jo vejer næsten 600 kilo.

Netflix-seere grovkigger fulde seriesæsoner på kort tid, og det udnytter Bob-Waksberg til at skrive handlingsforløb og forlængede vittigheder på tværs af episoderne, modsat for eksempel i The Simpsons, hvis univers nulstilles hver halve time. Da BoJack i fuldskab stjæler det 14 meter høje bogstav ’D’ fra Hollywoods ikoniske vartegn som en kærlighedsgave til Diane Nguyen, forbliver D’et stjålet i seriens univers. Herefter hedder Hollywood bare Hollywoo. Og på samme måde er også karakterernes udvikling mere eller mindre varig, hvilket særligt i seriens anden sæson er interessant at følge. Det bliver slet og ret vigtigt at finde ud af, om BoJack er klar til limfabrikken, eller om han kan lære at holde af sig selv og være en god hest.

Skuespilleren Will Arnett lægger dyb, let tømmermandsagtig stemme til BoJack med fine detaljer som det lille fnys, man ikke kan lade være med at udstøde, hvis man sukker irriteret og har en mule. Aaron Paul fra Breaking Bad er tåbelige Todd, og Allison Brie fra Mad Men er Diane. Lutter stemmearbejde fra øverste hylde. Dertil kommer et væld af gæster, hvoraf en del spiller sig selv. På en eller anden måde har man overtalt Paul McCartney til at springe ud af en kage undervejs.

Tredje sæson af ’BoJack Horseman’ kommer angiveligt i 2016

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu