Læsetid: 9 min.

Historien om De Sorte Panteres storhed og fald

I en tid, hvor racistisk politibrutalitet atter ryster det amerikanske samfund, fortæller ny dokumentarfilm historien om en i dag næsten glemt sort aktivistgruppe, som i sin storhedstid i sluttresserne og begyndelsen af halvfjerdserne var USA’s mest militante, kontroversielle og stilskabende
Bobby Seale, medstifter af De Sorte Pantere, til demonstration for frigivelse af Angela Davis, der i 1970 var involveret i en meget omtalte kriminalsag om drabet på dommeren Harold Haley. Davis blev senere frikendt. Hverken hun eller Bobby Seale ville medvirke i ’The Black Panthers: Vanguard of the Revolution’.

Bobby Seale, medstifter af De Sorte Pantere, til demonstration for frigivelse af Angela Davis, der i 1970 var involveret i en meget omtalte kriminalsag om drabet på dommeren Harold Haley. Davis blev senere frikendt. Hverken hun eller Bobby Seale ville medvirke i ’The Black Panthers: Vanguard of the Revolution’.

Polfoto

11. september 2015

Det Sorte Panterparti blev stiftet i 1966 i Oakland, Californien, af Bobby Seale og Huey Newton – to aktivister med sydstatsrødder og fortid i borgerretsbevægelsen. Begge havde gjort sig klart, at deres politiske overbevisninger passede bedre med Malcolm X’s militante principper end med Martin Luther Kings ikkevoldsmetoder. Centralt i deres ideologi – nedfældet i et ambitiøst 10-punktsprogram – står da også netop, at sorte amerikanere måtte sættes i stand til at forsvare sig selv, også med våben, imod forfølgelse og brutalitet fra Oaklands overvejende hvide politistyrke.

Skønt panterne begyndte som en Oakland-gruppe, kom der snart nye afdelinger til i mange andre amerikanske byer. Den voksende tilslutning skete samtidig med epokens fremspirende modkulturelle strømninger: protesterne mod Vietnamkrigen, studenterbevægelsen, de antikolonialistiske bevægelser osv. – og som modreaktion imod de ondartede sociale og økonomiske følger af den racesegregation, som borgerretsbevægelsens sejre ikke havde overvundet i praksis. Unge afroamerikanere, der ikke følte, at de passede ind i det amerikanske samfund, fik hos panterne tilbudt et tilflugtssted og en følelse af at have et kollektivt mål.

Newyorkeren Jamal Joseph, som blev medlem af De Sorte Pantere i en alder af kun 15 år, fortalte mig for nylig i telefonen, at »panterne sagde til alle os unge fyre, som overvejede at gå med i en bande: ’Hør her, hvis du skal være med i en bande, hvorfor så ikke vælge den bande, der kæmper mod de værste skurke? Mod den amerikanske regering. Mod politiet.’«

Med deres iøjnefaldende læderjakker, afrofrisurer og baretter introducerede panterne nye former for civilsamfundsaktivisme – bedst kendt er nok deres ’Gratis morgenmad til børn’. Men panterne sendte også chokbølger gennem det hvide establishment, der snart anlagde en hård linje imod den nye sorte aktivisme. Huey Newton blev arresteret, sigtet for drab på en politimand i oktober 1967 (han blev dog frikendt, men først efter nogen tid i fængsel). I 1968 blev også Seale fængslet i Chicago, og FBI-direktør J. Edgar Hoover betegnede panterne som »den største trussel til mod USA’s indre sikkerhed« og iværksatte en intens overvågningskampagne imod dem.

Samme år blev partiets første menige medlem, den kun 18-årige Bobby Hutton, dræbt under en ildkamp med Oakland politi. I 1969 blev den karismatiske 21-årige næstformand for Illinois-afdelingen, Fred Hampton, myrdet i sin lejlighed under en natlig politirazzia. Partiet blev i stor stil infiltreret af politiangivere, blev udsat for konstant chikane under Hoovers og den nye præsident Nixons ledelse og gik til sidst i opløsning på grund af indre splittelse. Jamal Joseph hævder, at det tog livet af partiet, at det skiftede strategi og gik over til at føre klassekamp på tværs af racetilhørsforhold.

»Det gjorde det af med os, på samme måde som det skete med dr. King og Malcolm X – de blev begge to snigmyrdet på et tidspunkt, hvor de var begyndt at tale om kapitalisme, klassekamp og folket, der skulle stå sammen«. I 1980 var partiets medlemstal faldet til sølle 27.

Få film om panterne

I betragtning af panternes bemærkelsesværdige gennemslagskraft i den offentlige bevidsthed, er det forbløffende, så lidt de er blevet fremstillet på film. Fra selve perioden findes dog flere inciterende skildringer. Den franske eksperimenterende filmskaber Agnès Varda boede i Californien, da Newton blev arresteret første gang, og i 1968 producerede hun i anledning af retssagen mod ham to dokumentarfilm om de demonstrationer, der blev organiseret til støtte for ham. I Huey indfanger Varda den militante atmosfære omkring ’Free Huey!’-kampagnen, der fik opbakning af mange af tidens progressive berømtheder, mens hun i Black Panthers leverer en nærgående skildring af de interne dynamikker i partiets Oakland-filial.

I 1969 lavede avantgardekunstneren William Klein interviewfilmen Eldridge Cleaver, Black Panther, mens han var i Algeriet for at filme Den Panafrikanske Kulturfestival. En optagelse med partiets på det tidspunkt landflygtige og altid kontroversielle informationsminister (der siden designede et forklæde med skamkampsel kaldet Cleaver Sleeve og stiftede sin egen religiøse sekt, Guardians of the Sperm). En anden dokumentarist, Chicago-instruktøren Howard Alk udsendte i 1969 filmen American Revolution 2 om det demokratiske partikonvent i 1968 og dannelsen af den overraskende koalition mellem Det Sorte Panterparti og den venstreorienterede hvide græsrodsorganisation Young Patriots samt den medrivende The Murder of Fred Hampton (1971), som følger førnævnte 21-årige pantermedlem frem til hans uventede død og derefter forvandler sig til en indigneret afsløring af politikorruption.

Senest kom så også den svenske instruktør Göran Hugo Olssons The Black Power Mixtape 1967-75 (2011) – en stilbevidst kombination af nyhedsklip fra svenske arkiver og kommentarer fra datidens aktører som Seale og digteren Sonia Sanchez.

Den eneste større spillefilm om den legendariske gruppe er imidlertid den underholdende og undervurderede legendariske Panther (1995) af Mario Van Peebles med manuskript af Marios far, Melvin, på grundlag af hans roman af samme navn. Selv havde Melvin tidligere instrueret tidligere blaxploitation-klassikeren Sweet Sweetback’s Baadasssss Song (1971), som Huey var en begejstret fortaler for.

»Det er den første sande revolutionære sorte film, der nogensinde er lavet … præsenteret for os af en sort mand,« bemærkede han, begejstret over filmens sorte selvbevidsthed og stoltserende maskulinitet.

Men panterne, der er så let genkendelige på deres stilbevidste offentlige optræden og altid kontroversielle holdninger, har langt oftere været benyttet som tematiske udråbstegn i historiske dokumentarfilm eller reduceret til agitprop-punchlines i mainstreammetervarer såsom Lee Daniels’ The Butler (2013), hvor panterfiguren spillet af Yaya DaCosta, der kun ses i et kortvarigt glimt, er reduceret til en opblæst posør med en eksplosiv hang til vold.

Aldrig fortalt ordentligt

Nu vil så en ny film, The Black Panthers: Vanguard of the Revolution fortælle os en langt mere nuanceret historie om partiets forbløffende hurtige opkomst og fald. Instrueret af den sorte veteran Stanley Nelson (The Murder of Emmett Till (2003), We Shall Remain (2009)) har den været hele syv år undervejs og er et stykke af vejen blevet finansieret via en vellykket Kickstarter-kampagne.

»Jeg var 15 år gammel, da panterne blev stiftet«, fortæller Nelson. »Jeg var altså i den helt rigtige alder og Panterne talte om ting, der var af interesse for mig i New York og i min generation. Desuden havde de et helt andet udseende, end noget vi nogensinde havde set før. Som filminstruktør slog det mig, at denne utrolige historie – om unge mennesker, der griber øjeblikket – aldrig rigtig var blevet ordentligt fortalt.«

Det forhold, at panterne var så ekstremt unge, da bevægelsen kulminerede er et af fortællingens mest svimlende aspekter:

»Selv de mennesker jeg så mest op til, storebrødre og storesøstre, var kun 19, 20, 21 år,« siger Jamal Joseph. »Gennemsnitsalderen i partiet må have været omkring 20 år.«

For at fortælle historien anlægger Nelson en temmelig konventionel fortællestil, hvor han går kronologisk frem og krydsklipper mellem veldokumenterede arkivoptagelser og et bredt udsnit af ’talende hoveder’, som interviewes. Selv om filmen har tydelig sympati for panterne, er Nelsons inddragelse af vurderinger og udsagn fra historikere, journalister og endda hvide tidligere betjente med til at skabe en god fornemmelse af dybde, der tillige tilfører et vist mål af objektivitet.

Bemærkelsesværdigt fraværende er dog Bobby Seale, skønt han i en alder af 78 fortsat er politisk aktivist. Nelson fortæller mig, at han henvendte sig gentagne gange til Seale for at få ham til at medvirke, men hver gang blev han afvist. En anden overraskende udeladelse er Angela Davis, der skønt hun aldrig var officiel panter, bevarede tætte bånd til partiet (»Hun fik sit store øjeblik i Shola Lynchs film fra 2013 Free Angela and All Political Prisoners«, siger Nelson som forklaring.)

Selvom filmen nedtoner eller vælger helt at se bort fra nogle af panternes mere misliebige aktiviteter – for eksempel den tortur, der kulminerende med drab, som tre medlemmer af New Haven-afdelingen udsatte den mistænkte ’stikker’ Alex Rackley for – er den ikke nogen helgenskildring. Den tidligere panteraktivist Kathleen Cleaver svarer meget undvigende i sit interview om partiets åbne døre-rekrutteringspolitik og deraf følgende mangel på kritisk sans (»Vi havde ingen idé om, hvem disse mennesker var!«). Et andet tidligere medlem, Ronald Freeman, er gnavent ambivalent over for de berømte fans, partiet tiltrak: »De dér stjerner,« siger han med henvisning til folk som Jane Fonda, »de elskede alt det lort. De labbede alt det der lort i sig.«

Filmen adresserer også åbenhjertigt partiets kønschauvinisme, som var vedvarende snigende og ondartet, selvom de fleste af de menige medlemmer var kvinder. »Vi fik ikke disse mænd fra den revolutionære himmel,« siger det tidligere ledende partimedlem Elaine Brown (der i øvrigt siden har taget voldsomt afstand fra filmen. I et vredt udfald på det amerikanske nyheds- og kulturwebsite Daily Beast raser hun mod filmens skildring af Huey Newton som en forrykt og narkofordummet slyngel – »et stykke provokerende propaganda, FBI ikke kunne have lavet bedre.«

Større lydhørhed

Det var vel at forvente, at en film om en så omstridt gruppe ville resultere i heftig debat. Det er dog indiskutabelt, at Nelsons film har sin egen særlige klangbund i vores tid. Instruktøren er således meget opmærksom på, siger han, hvordan begivenheder i Ferguson og Baltimore – og de seneste politivoldsrelaterede dødsfald blandt afroamerikanere som Samuel Dubose og Sandra Bland – har påvirket den sammenhæng, hans film bliver set i.

»For halvandet år siden ville kritikere måske have sagt: ’Åhr, de der skøre panterfyre, hvordan kunne de være så åndssvage?’– og ikke tage panternes aktivisme alvorligt. Men jeg tror nu, at der blandt mange mennesker vil være en større lydhørhed, fordi det er blevet uafviseligt, hvor omfattende og reelle politiovergrebene på afroamerikanere er – og hvor længe de har stået på«.

Filmen indskriver sig i en bredere tendens med interesse for sort modstandskultur. Nelson indrømmer, at det kom helt bag på ham, at filmens premiere på Sundance-filmfestivalen i januar 2015 faldt sammen med udgivelsen af Black Messiah, D’Angelo og the Vanguards comeback-album. I filmen høres interviewpersoner gentagne gange slå fast, at FBI var fast besluttet på at hindre panterne i at skabe en ny ’Sort Messias’-førerfigur.

Filmen deler også dna med dokumentarskildringen af gangstarapgruppen N.W.A., Straight Outta Compton (2015), som giver et rystende indblik i de fysiske og psykiske realiteter ved racistisk politibrutalitet, og med Ta-Nehisi Coates dystre, kritikerroste bog Between the World and Me (»Jeg venter på, at det bliver min tur til at læse den«, siger Nelson. »Min far fik den til sin 99-års fødselsdag, og jeg gav den til min søn, der er 16. Den går på omgang i huset.«)

Men er filmen så i stand til at bygge bro mellem det underholdende og det informative? Det mener dr. Althea Legal-Miller, universitetsforsker ved UCL Institute of the Americas, der ser et potentielt forbillede i den for nutidens unge aktivister:

»Nelsons film er en stærk påmindelse om, at det kræver en bæredygtig organisatorisk koordinering at opbygge en bevægelse, der kan kombinere radikalisme og militans med krav om reformer. I dag er unge aktivister igen i gang med at opbygge en sort frihedsbevægelse, og det er ikke noget tilfælde, at de gør som panterne før dem – arbejder som frivillige græsrodsaktivister i lokalsamfundet og tilbyder gratis programmer som Hands Up Uniteds ’Book & Breakfast’-program i Ferguson og Newark, New Jersey.«

Nelson ser også med optimisme på filmens muligheder for at inspirere positivt:

»Historien om panterne rummer en klar lære om, hvad man bør og ikke bør gøre. Jeg håber, at aktivister i dag vil forstå den lære og udnytte den til at få deres egne bevægelser til at blomstre.«

’The Black Panthers: Vanguard of the Revolution’ har netop haft premiere i USA
© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Oreskov
Claus Oreskov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Christian Wind Nielsen

John Lennon og Yoko Ono gav deres bidrag til at gøre Angela Davis berømt. På deres album "Some Time in New York City" synger de (første vers): "Angela, they put you in prison, Angela, they shot down your man. Angela, you`re of the millions of political prisoners in the world." Med det berømte omkvæde: "They gave you sunshine, They gave you sea, They gave you everything but the jailhouse key. They gave you coffee, They gave you tea, they gave you everything but equality." Sangen hedder "Angela" og er skrevet af Lennon/Ono.