Kommentar
Læsetid: 4 min.

Det indre lys

Jon Fosse er holdt op med at skrive dramatik, men tror fortsat på romanen som den genre, hvor alle har ret til at blive forstået
Jon Fosse er holdt op med at skrive dramatik, men tror fortsat på romanen som den genre, hvor alle har ret til at blive forstået

Molly Wittus/iBureauet

Kultur
26. september 2015

»Jeg ved det jeg ved, og ellers tvivler jeg på det meste, men jeg er sikker på, at der i hvert eneste menneske findes en gnist af Gud.« Sådan siger den mest spillede samtidsdramatiker jon Fosse (f. 1959) i en nyudgiven samtalebog, som gennem sin betoning af Det Indre Lys forekommer overmåde egnet til at anbefales under vores overskrift Øjne i natten.

Nej, for resten, en normal samtalebog er det egentlig ikke, snarere et glødende intenst religiøst og æstetisk bekendelsesskrift, hvori to katolikker mødes og den ene for alvor folder sig ud. Ganske vist har teologen og forfatteren Eskil Skjeldal (f. 1974) lagt lange konkrete interviews til grund, men efterfølgende har Jon Fosse skrevet alle svarene igennem og i flere tilfælde udvidet dem til små essays:

Om det lysende mørke, stilhedens tale, erfaringens ufravigelige sandhed her midt i indbildningens verden. Om forholdet mellem skriften eller ’skrivningen’ og troen, samt om dette: at skabe noget som består. »Was bleibet aber, stiften die Dichter,« sagde Heidegger. Det, der bliver ved med at være, skabes af digterne. Ja, unægtelig store ord i en relativistisk og værdipluralistisk epoke! Men ingen enkle, tunge, små ord synes for store og omfattende netop for Jon Fosse, hvis klangfulde nynorsk nærmest får hans indsigter til at fremstå mejslet i granit, hvortil kommer, at han i sine nu 32 år som lyriker, dramatiker og prosaist kan siges altid at have bestræbt sig på samme repeterende direkthed.

Og jeg ved, hvad jeg snakker om her, for jeg begyndte engang for 20 år siden at oversætte en af hans små romaner, bare for at lære den bedre at kende, indtil jeg måtte erkende, at gentagelserne efter hånden løb ud i ét. Det fik jeg dengang hovedpine af. I dag kan jeg se, at det præcis er hans gennemgående stilpræg.

Ét digt

Noget af det mest velgørende ved Fosses metarefleksioner er at konstatere, hvor ligeglad han tillader sig at være med krav til kunstneren om at ’forny sig’. En stor musiker har, siger han, sin ene musik, som han atter og atter prøver at spille, og tilsvarende forholder det sig i litteraturen sådan, »at hver eneste virkelige digter kun kan digte ét digt, egentlig blot har ét digt«. I et forfatterskab der fortjener at kaldes sådan, »holder man sig til dette digt, lytter til det, man prøver igen og igen at få det sagt. For dette digt kan aldrig udtrykkes.« Men jo nærmere man kommer det digt, desto bedre digter man!

Jamen hov, spørger så Skjeldal, du skriver da selv i flere forskellige genrer? Jovist, svarer Fosse, men poesi danner kernen, og er i øvrigt noget ganske andet end lyrik. Og for resten har de allerfleste romaner intet med digtning at gøre, eftersom de er proppet til bristepunktet med meninger om alt muligt. Prosa har for Fosse kun værdi, dersom den får sproget til at tale som klangen af stilhed.

Også dét er en Heidegger-formulering. For Fosses vigtigste lærefædre er ham og så Wittgenstein, foruden Kafka og hele striben af visionære søgende syngende tvivlende sjæle fra Hölderlin over Georg Trakl og Rilke frem til Paul Celan. At skrive vil i sidste ende sige at nærme sig det ordløses stilhed. At skrive er at lytte og dermed måske nærme sig det uudsigelige – og Gud.

Socialist af en slags

»At være kristen drejer sig, når alt kommer til alt, om så sandt og helt, som man kan, at blive del af, at gå op i mysteriet i troen.« Heraf titlen på bogen, hvor Fosse desuden definerer sig som en antidualistisk gnostiker, som en lidt gammeldags kulturkonservativ og som socialist af en slags:

»Der er noget for smukt i idealet om, at mennesker skal yde efter evne og nyde efter behov, til at det bare kan forkastes på grund af ugerninger begået i socialismens navn. Og der er noget for smukt i forestillingen om Gud der bliver menneske, og mennesket der bliver Gud og således overvinder døden, til at den skal forkastes på grund af den eller den ugerning begået i kristendommens navn.«

Hvad præsterne angår, fortjener de ifølge Fosse stor tak. De er til stede for folk i sorg og glæde. »Men kan de ikke give folk mysteriet i troen, ikke rock? Give dem det som kun kirken og Kristus kan give dem, og ikke det, kommunen og indkøbscentret kan byde på?«

Sådan spørger konvertitten, idet han nuancerer sin position ved bl.a. at tage afstand fra den katolske kirkes holdning til fraskilte og homoseksuelle samt ved at holde niveauerne adskilt og væmmes ved en glose som »kristensocialist«. Ganske som han ækles ved den for tiden så udbredte anvendelse af gloser som ’kreativ’ eller ’positiv’. Dels véd han, at det at skabe kunst er noget andet end at være kreativ, dels har han erkendt, at lidelse og smerte hører menneskelivet til. Direkte og firkantet skeptisk er han over for, hvad han opfatter som tidens sexfikserede mentalitet, dens positivistiske socialteknologiske materialisme, dens angst for det åndeliges realitet.

Så hellere en engel gennem stuen. Samt en erfaringsbaseret besindelse på, at alting i vores liv sker på andre menneskers vilkår, på den andens vilkår, på det andets vilkår. En indsigt, der, om det skal være, formuleres i romanen som »den genre hvor alle har ret til at blive forstået.«

’Mysteriet i trua’ er udgivet af Samlaget, Oslo, er på 163 sider og koster (indtil videre) 369 norske kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her