Baggrund
Læsetid: 5 min.

Jørgen Sonne fornyede dansk litteratur

Poesien er forfatterskabets hjertelyd og tankens pulsslag i digt efter digt i Jørgen Sonnes bøger, som tårner sig op her på mit skrivebord og i øvrigt står i varig position blandt de fremmeste i nyere dansk litteratur
Jørgen Sonne (1925-2015) var godt rustet fra universitetet gennem sprogstudier og historiefaget som cand.mag. med nogle år som underviser i gymnasium og senere tidvis på KUA og RUC, der gjorde ham til æresdoktor. Hans produktion er ubegribelig stor og omfatter mange genrer.

Jørgen Sonne (1925-2015) var godt rustet fra universitetet gennem sprogstudier og historiefaget som cand.mag. med nogle år som underviser i gymnasium og senere tidvis på KUA og RUC, der gjorde ham til æresdoktor. Hans produktion er ubegribelig stor og omfatter mange genrer.

Thomas Borberg/Polfoto

Kultur
12. september 2015

Knap en uge før sin 90-års fødselsdag er Jørgen Sonne død efter nogen tids sygdom og tilbagetrukket liv i sin og eskimologen Birgittes mangeårige bolig i Tyvelse Gamle Skole ved Glumsø. Ellers en skattet deltager i den litterære offentlighed, en årrække bl.a. som medarbejder og markant oplæser ved DR’s kulturprogrammer, en lærd og gennemtrængende stemme også i samvær. Man måtte ikke sjældent op på tæerne for at være med i hans diskurs, lytte til hans eminente paratviden og citathukommelse på flere sprog i forbavsende modulationer, stimuleret af hans intense og entusiastiske oversættelser af alverdens poesi.

Digterkolleger, især yngre, vil med beundring og især skræk huske Jørgen Sonne fra hans mundtlige, skarptskårne kritik af deres oplæsning og af tilhørerne, som han på sin side med selvironi og selvfølelse har beskrevet det i digtet »Litterær seance. 2900 Rungsted Kyst«. Dér i havestuen med dens florgardiner foregår »det de kalder diskussionen«, hvor han sidder i hjørnelænestolen med tonicvand og glas og lader sig høre:

du rejser en uafrystelig påstand i

det tomme rum,

hvor dine lyd når igennem, men

ligeigennem dem,

mens de taler for hverandre, vagt,

virrt,

hoved imod hoved, hen over dig,

forbi.

Citatet viser i øvrigt hans selvrådige brug af retstavning og trykforhold. Gavmild var han med accenter, der som becifringer skulle udtrykke den musik, han forlangte af sine frie vers, præcise, tætvævede, stofmættede, men synliggjorte og tonende. Uafrystelige, for at bruge hans eget ord, når man har mødt digte af ham, fordi de ikke ligner noget andet dansk, men trækker på en lang og dyb tradition af dannelseskultur samt den europæiske modernismes mangetonede kor. Egen lyrik akkompagneres af hans gendigtninger til dansk. Jørgen Sonne var tidligt med i den fornyelse af dansk lyrik, som hans generation iværksatte gennem 1950’erne, med debuten Korte digte, fulgt af endnu tre samlinger, der kommer vidt omkring, også geografisk, som varsel om en verdensrejsendes indre og ydre format. Elegance, ømhed, satire, erotik danner fine kombinationer, som kulminerer med to samlinger digte, milestene i dansk poesi, Midtvejs (1960) og Krese (1963). I den sidste finder man stykker uundværlige i lyrikantologier og skolebøger, som det forunderlige digt om ’Foldemændene’, hvor drengen sidder bøjet over bedstefars lægebog og dens modelkartoner af vildeste slagterier, betragtet af »videbegærs og undrens kannibaler,/ små elskere med klippe-klistre fingre«. Det blodrige indvoldsdigt, der bogstaveligt splitter billedet af mennesket op, men ligner et moderne symptom og symbol, viser sig dog at munde ud i en forvandling af ens uendelige selvbetragtning, navlebeskuelse og sjæleplage til et fødselsmirakel, fostret, barnet, der stiger ud i lyset, ud mod bruset af andre træer end det dystre skelet.

Her er egentlig grundtemaet, der vendes og drejes i forfatterskabet, snart i samspil med museumsoplevelser, kunst og mytologi, med maleriske portrætter af mytologiske skikkelser som Marsyas, der bliver flået levende af guderne, Proteus, forvandlingens gud, og andre træk af fortidens inventarium, sat i lyset af et skarpt nutidigt blik.

Mange genrer

Jørgen Sonne var godt rustet fra universitetet gennem sprogstudier og historiefaget som cand.mag. med nogle år som underviser i gymnasium og senere tidvis på KUA og RUC, der gjorde ham til æresdoktor. Hans produktion er ubegribelig stor og omfatter mange genrer. En foreløbig opgørelse foretog han som efterskrift til to store samlinger af sine digte, som han komponerede eller sammenvalgte: År. 1950-65 og Dag. 1965-90: To romaner, noveller, essaysamlinger og erindringer. Kritiske artikler og afhandlinger, monografier over emner og navne, her nævnt i flæng, bl.a. Shakespeare, Kingo, William Blake, Ezra Pound, Edgar Degas, nutidige danske forfattere, dertil alle introduktionerne til oversættelser fra engelsk, fransk, tysk, italiensk m.m. De er et særligt kapitel, der strækker sig fra antikken, primitiv lyrik, folkedigtning, elisabethansk lyrik, renæssance, barok, romantik og frem for alt modernisme i vid forstand fra Villon til Rimbaud og surrealisterne. Det vældige, gennemillustrerede bind De franske surrealister (1994) er en guldgrube af fortælling og gendigtning af forløbere og centrumsfigurer, bl.a. Nerval, Baudelaire, Raymond Roussel, Reverdy og Breton, Desnos, Éluard og René Char. Overalt mærkes Jørgen Sonnes klo og kradsen i sprog og tanke, liflige nykker og stykker, deres ligemand i særheder og fund.

Jørgen Sonnes intellektuelle dynamik var ledsaget af egen fysisk motorik. Hans lange, benede krop kunne bevæge sig i kast af latterudbrud, til hvisken og råb. Gik man til barokkoncert i Garnisonskirken med ham, kunne han læne sig ud over pulpituret og dirigere med til højlydt brummen, såvel som han kunne strække ud til vandringer omkring Bavelse Sø og til min misundelse så let som ingenting hæve sig op i armene i en ribbe. Løftelse var et princip.

Spinkelt og raffineret

 Nu bevæger han sig ikke mere, men opstemningen melder sig, når man her blader digtsamlingerne igennem og standser ved linjer som optakten til »Fugl i bjerge«:

Fra intet kommer jeg
kresende ud,
i stigende stilhed
med solens stråler
fra kløftens havgrønne skød …

Natur og erotik sættes i svingninger i sansemættede modulationer i sådanne tidlige digte:

Det er tang og kantarel,
harpiks og blæst,
siger næseborsflige.
Det er kridt og engbund,
siger bugens hud.
Det er flyvende hjorte,
siger knæenes klo …

Elementære kærlighedsdigte sættes i ny musik i samlingen Eroterne (1977), spinkelt, raffineret, mærkeligt renset. Den fulgte lige efter digtsuiten Huset, med genrebetegnelsen ’idyller’ og er genkendeligt stedfæstet i det hjemlige. Så optakten lyder »Bag hækkene skifter de svære lastbiler gear/ i skudfart opgennem landsbyen«. Så hurtigt kører de, at ’opgennem’ må skrives ud i et. Her er det altså, og herfra går blikket, tanken i en rejse gennem landskabet, som en stedets poesi fra den mindste bænkebider til et tankens Ararat-bjerg, som er blandt de sidste ord.

Erindringsbogen fra 2001 hedder ikke for ingenting Hjemme Ude, hvor han reflekterer over sine »75 år på kloden«. Men poesien er forfatterskabets hjertelyd og tankens pulsslag i digt efter digt i bøger, som tårner sig op her på skrivebordet og i øvrigt står i varig position blandt de fremmeste i nyere dansk litteratur. Han modtog i 1976 den store pris fra Det Danske Akademi, som han havde et krydret forhold til, selv et eget mangestemmet akademia.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

... som han havde et krydret forhold til ...

Jeg gætter mig til, hvad der menes.