Læsetid: 4 min.

Til kaffe med blomsterbørn

San Francisco er det amerikanske LGBT-miljøs kulturelle epicenter, og i de sagnomspundne kvarterer Mission og Castro trives frisindet stadig i subkulturer og kunstnermiljøer – også selvom det er under pres fra det omgivende samfund
For nyligt blev offentlig nøgenhed forbudt under store protester, men forbuddet har nogle steder haft den modsatte effekt.

Jessica Christian

25. september 2015

Når du tager til San Francisco, så husk at pynte dit hår med blomster. I hvert fald ifølge Scott McKenzies sang fra 1967, der blev kendt som modkulturbevægelsens uofficielle hymne. Og det er stadig en fin idé at udstyre sig med om ikke blomster, så i hvert fald masser af åbenhed, for San Francisco er fortsat både mangfoldig og tolerant. Målt på antal af hadforbrydelser per indbygger er den en af USA’s mest fredelige byer, og derudover er den kendt som et kulturelt epicenter for LGBT-miljøet.

Fredag eftermiddag: Blomstrende aktivisme

Nogle siger, at San Franciscos frisind ikke er, hvad det har været, men spørgsmålet er, om de for nylig har været i Castro. Nabolaget, der i 1960’erne og 1970’erne var et nedslidt arbejderområde, er i dag et af verdens seksuelt mest markante fristeder. Her blomstrer aktivismen for homo-, bi- og transseksualitet, og der er som regel store som små LGBT-events hver eneste dag.

For knap tre år siden gjorde en lov det ulovligt at opholde sig offentligt i Californien uden tøj på, men det ser de stort på i Castro, hvor spankulerende mænd i adamskostume ikke er et særsyn. Paradoksalt nok siges det, at nøgenheden er blevet endda mere udbredt efter forbuddet mod offentlig nøgenhed, fordi mange aktivister demonstrerer mod loven ved ganske enkelt at bryde den.

Snup en kop kaffe på den historiske Castro Coffee Company på Castro Street og betragt det spraglede liv, der bevæger sig forbi.

Fredag aften: Sing-along til musicalfilm

Bliv i Castro-området, og spis på den fremragende restaurant Frances, der har en dagligt skiftende menu, som især bruger de mange lokale ingredienser. Stedet er stilet, men samtidig hyggeligt, og maden fremragende. Ventelisten er (meget) lang, så bestil i god tid hjemmefra.

Aftenens hovedattraktion er imidlertid ikke Frances’ delikatesser, men den ikoniske biograf Castro Theatre. Der er mere end 1.400 siddepladser, og den viser både klassikere som Lawrence of Arabia og blockbusters som Amy. Den ekstremt smukke bygning er udstyret med et orgel, og organisten er den bedste del af showet: Han spiller på livet løs, før filmen går i gang og modtager som regel et stort bifald for sine anstrengelser. Stedet laver også sing-along-arrangementer, hvor biografgængerne bliver en del af showet til film som The Sound of Music, Wizard of Oz eller Grease. Det kræver sandsynligvis en smule overvindelse at begive sig ud i.

Lørdag formiddag: Med øltrang og frisbee’er

Øst for Castro-området ligger det efterhånden endnu mere sagnomspundne Mission District. Det er byens ældste område og er siden 1950’erne især blevet befolket af latinamerikanske familier og arbejdere. I dag er det et af byens – for ikke at sige USA’s – hippeste områder fyldt med smarte barer, restauranter, gallerier og spillesteder.

Og i smørhullet mellem de to nabolag ligger Dolores Park, som er en skøn oase med grønt græs og masser af lokale, der lufter deres hunde, øltrang og frisbee’er. Sandsynligheden for at møde en lokal kunstner er stor.

Lørdag eftermiddag: Kaffe blandt jagttrofæer

Mission Districts bedste kaffe købes hos Four Barrel Coffee, der rister og brygger fremragende arabica-bønner. Duften kan indsnuses fra Valencia Street flere meter fra stedets indgange. Bygningen er et stort åbent rum udstyret med kunstværker og jagttrofæer på væggene.

Selv om de er stolte af deres kaffe, som de kalder »kunst«, er baristaerne ikke synderligt snakkesalige, men kaffen er fremragende, og i forhold til kvaliteten er prisen helt fair. Selv om det er svært at slå en sludder af med personalet, er de lokale – ligesom andre steder i byen – som udgangspunkt begejstrede for at tale.

Lørdag aften: Mexikansk med højreb

I Mission District er der smukke graffitimalerier på hver en husmur, men et af områdets største plusser er den mexicanske mad, som når et niveau, der ikke ses højere mange steder i verden uden for Mexico. The Mission Burrito hedder hofretten, som egentlig bare er en normal burrito, men som er større og med mere ris.

Der er hundredvis af små som store burrito-joints, og en af de bedre er La Taqueria på Mission Street. Den er temmelig hypet, og derfor er ventetiden længere og priserne højere end hos de fleste af dens konkurrenter, men maden er det hele værd. Sørg for at smage den med højreb og avocado.

Søndag formiddag: Sjælden cyklisme

San Francisco er noget så sjældent som en cykelby i USA. Fremfor at leje ved Golden Gate Bridge, Fisherman’s Wharf eller andre af de populære turistattraktioner i den nordlige del af byen, så lej cyklen i Mission. Der ligger flere cykelhandlere på den hyggelige Valencia Street, og de er som regel billigere.

Netop Valencia Street er en af byens fedeste cykelruter. Ligesom Nørrebrogade i København er gaden markant mere behagelig at cykle end at køre i bil ad, og så er den flad som en burrito. Her kommer byens frisind virkelig til sin ret: Der er fine cykelstier, cykelstativer og pumper, og bilerne er vant til cykler. Nord for Mission kan man også sagtens cykle, selvom man her skal være forberedt på San Franciscos umiskendelige kendetegn – de mange bakker. Men tolerancen over for de tohjulede medtrafikanter er stor.

Golden Gate Bridge er i sig selv lidt af en kliché, men oplev den på cykel, og tag videre op ad San Franciscos nordlige kyst til de åbne vidder og den smukke natur ved Sausalito. Hvis man kommer af sted tidligt, kan man køre videre fra Fort Mason og cirka 10 kilometer rundt langs en af landets smukkeste kystlinjer langs en by. Et oplagt svinkeærinde er turen ned ad Alexander Avenue til den afslappede kunstnerby Sausalito, hvorfra man enten kan tage færgen tilbage til Pier 41 eller – hvis benene er til det – slide sig tilbage over broen og hjem til Mission.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu