Læsetid: 4 min.

Kampen om Houellebecqs historie

Den franske forfatter Houellebecq aflyste al PR på sin roman ’Undertrykkelse’, da Paris blev ramt af et terrorangreb på udgivelsesdagen i januar. Men i Frankrig kører landets to største aviser nu en udmattelseskamp om det mest suveræne portræt af den kontroversielle forfatter – en kamp han selv styrer fra sit glastårn i Paris
Efter angrebet på Charlie Hebdo forsvandt Houellebecq fra alle skærme. Bortset fra et enkelt tv-interview, hvor han udtrykte sin store sorg.

Andreu Dalmau

5. september 2015

»Vi ville fortælle om en forfatters univers, og så stod vi nærmest over for en statshemmelighed.«

Sådan indleder graverjounalisten Ariane Chemin fra Le Mondes »Grand Reporter« – en artikelserie, der gransker succesforfatteren Michel Houllebecqs liv og litterære univers.

I intet mindre end seks kæmpestore artikler nærmer Chemin sig den utilgængelige forfatter, der nu forsøger at styre medierne som marionetdukker fra sit stål- og glastårn i Paris’ Chinatown. Da le Monde bad om at få et interview til portrættet, var svaret trusler om sagsanlæg i lakonisk Houellebecq-stil: »Et juridisk sagsanlæg er forholdsvist simpelt og i sidste ende indbringende.«

Truslen blev sendt til samtlige Houellebecqs venner og bekendte, fra Bernard-Henri Lévy og Michel Onfray over succesforfatteren Frédéric Beigbeder til stort set alt og alle i forlagsbranchen. I stedet valgte Houellebecq at lade en journalist fra Le Figaro interviewe ham, et dagblad han ellers har kaldt »en karklud«.

Michel Houellebecq er under politibeskyttelse. I et af de skæbnesammenfald, der nærmest får ham til at tage sig ud som profet, blev Paris ramt af et terrorangreb den 7. januar, præcis den dag, hvor hans roman Undertrykkelse udkom. Romanen handler blandt andet om, hvordan Frankrig bliver en islamisk stat på demokratisk vis. Aftenen før begyndte Houellebecq promoveringen ved på fransk tv at lade sig interviewe af journalisten Pujadas. Pujadas optræder selv i romanen, hvor Houellebecq forudser hans fremtidige storhed.

Den 7. januar var så også den dag, Houellebecq prydede forsiden på Charlie Hebdo i form af en karikaturtegning af en træt profet, der forudser, at han vil tabe sine tænder. I Ariane Chemins portræt kan man i sjette og sidste del, »Det tragiske sammenfald«, læse, hvordan Houllebecqs ven, økonomen og Charlie-skribenten Bernard Maris, var i gang med at forsvare Houellebecq på Charlies redaktion, umiddelbart inden terroristerne ødelagde alt. Maris, der var begejstret for Houellebecq og havde skrevet et essay om ham som økonom blev brutalt myrdet sammen med 11 andre. Og Houellebecq forsvandt fra alle skærme. Bortset fra et enkelt tv-interview, hvor han udtrykte sin store sorg.

Siden har der været endnu et terroristangreb, som følger Houllebecqs forskrifter: ti turister i Tunis blev majet ned, præcis som nogle turister i Thailand i Houellebecqs Platform. Allerede i 2002, umiddelbart efter at romanen udkom, blev 180 mennesker dræbt i et lignende attentat i Bali.

Et billedblad værdigt

For at forstå lidt om Houellebecq er man nødt til at læse både Le Monde og Le Figaro. Mens Ariane Chemin har skabt sin fremragende reportage i Le Monde og gravet dybere og dybere ned, har journalisten Jean-Réné Van der Plaetsen skrevet en temmelig kikset interviewserie i Le Figaro.

Begge journalister beskriver det tårn i det trettende arrondissement i Paris, hvor Houellebecq har slået sig ned, fordi han trods alt føler sig bedre tilpas sammen med kineserne. Begge beskriver de sikkerhedsvagter, der følger Houellebecq dag og nat.

Fotografierne i Le Figaro er et billedblad værdigt. Van der Plaetsen på en bænk med Houellebecq »et meget hemmeligt sted« i det trettende arrondissement. Houellebecq i profil, der sætter en finger på læben, mens han tænksomt læser et manuskript og udtaler: »Det er sandt, at med min alder kan jeg måske skrive en stor roman og så dø. Det ville passe mig. Det forekommer mig at være et godt projekt.« Houellebecq sammenligner i samme ombæring sig selv med Dostojevskij. Hvad man finder ud af gennem disse artikler, er, at Houellebecq har en enorm litterær viden.

Samtidig beretter Houellebecq, hvordan han forfølges af Ariane Chemin, og at det udgør en fare for hans sikkerhed, fordi man vil få for meget at vide om, hvor han befinder sig.

Det er faktisk ret svimlende. Der er ikke en café eller en park i det trettende arrondissement, man ikke vil kunne genkende ud fra Le Figaros fotografier, hvis man bare er en nogenlunde god terrorist. Er Houellebecq virkelig i gang med at planlægge det selvmord, han allerede annoncerede i Udvidelse af Kampzonen?

De to største franske aviser har i al fald pudset det ypperste på Houellebecq. Ariane Chemin har specialiseret sig i nærgående portrætter af magtfulde personer som Ségolène Royal og Dominique Strauss-Kahn. Hun er nu tilbage med ærestitlen grand reporter. Og hvilken luns er bedre end en mand, som truer med at lægge sag an? Hendes portræt er ekstremt, fra beskrivelsen af Houellebecq alene i sit tårn, over en totalt romanesk redegørelse af processen mod Houellebecq for racisme, fordi han i dybt beruset tilstand i 2001 udtalte til en journalist, at »islam er den mest åndssvage religion«.

Men der er også Chemins ekstremt smukke reportage om munkene i klosteret i Ligugé, hvor Houellebecq tilbragte to dage på sporet af Huysmans, som den litterære hovedperson i Undertrykkelse er specialist i, som omvender sig til katolicisme.

Chemin har opsøgt det sted, hvor Huysmann lukkede sig inde hos virkelige munke i et kloster i Ligugé, hvor Houllebecq derfor også tilbragte et par dage på sporet af Huysmann. Munkene er blandt de meget få, som ikke er spor intimiderede af Houellebeqs trusler, på trods af at de er blevet karikerede personager i Undertrykkelse. De fortæller glade løs om hans ophold – at det værste måske var, at han ikke måtte ryge på værelset, og at han løb fra regningen. Det griner de stadig lidt af. Sådan er stor reportage, som siger ikke så lidt om Houellebecq.

Man sidder forstemt tilbage. Houellebecqs PR-stunt er lykkedes til fulde. 12 dobbeltsidede artikler i Frankrigs største dagblade. Den ene er sat på den opgave at finde ud af alt om ham uden at spørge nogen. Den anden siger han alt og intet til. Van der Plaetsen opdager ikke engang at den spiddende kritik, Houllebecq retter mod Adriane Chemin, måske er møntet på ham selv. Houellebecq forklarer til Plaetsen, at Chemins stil er et sladderblad værdig. Van der Plaetsen kom selv til Le Figaro fra Paris Match og skriver sirupsødt og patetisk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

'Store' journalister har altid deres egen sidedagsorden, nemlig at lave dybtegående undersøgende journalistik på en sådan måde at de bliver rost af deres 'afsløringer' og produkt.
Houellebecq er slet ikke interesseret i at blive efterforsket, og mener at :da han ikke har en fortid med kriminalitet, traumer eller andet, kan han ikke se hvorfor han skal efterforskes. I et tv-program belyses det endvidere hvordan Chemin i et andet magasin(Nouvelle Observateur)på behændig vis har fået ham kædet sammen med 'Mein Kampf' og højreekstremisten Allain Soral helt uden at skrive det. Houellebecq har læst meget af Moullin gennem tiden, og bryder sig ikke om hendes artikler. Ang. angrebet på Charlie Hebdo, var han slet ikke på redaktionen, men der blev holdt et møde hjemme hos ham selv(hvilket illustrerer Moullins' manglende nøjagtighed til fordel for dramaet.)
Han holder på sin ret til et privatliv som forfatter, men er iøvrigt ligeglad med hvad og hvor meget der skrives om ham. Det eneste han ikke vil gå med til, er at journalister offentliggør hans private corespondance og helst ikke billeder af ham, uden hans samtykke.(Ligesom Catherine Deneuve, som har fået fred ved at hive nærgående journalister i retten på samlebånd.(og vundet)
Han er (forståeligt) træt af 'Pariserelitens opblæsthed' og bor derfor i det kinesiske kvarter som give ham allusion af at være et andet sted i verden. Det mest interessante ved ham, er dog fortsat hans bøger som bl.a. 'Undertrykkelse'.
For de som vil høre om Houellebecq fra ham selv(og kan fransk), kan i følge dette link fra d.29 august, hvor en anden bog '2084' af den algeriske forfatter Bou Alem Sandal, også bliver anbefalet.
2084 beskæftiger sig også med samfundet teknokratiske syn, som det eneste rigtige. "Led ikke efter at tro, for så risikerer i blot at parkerer jer selv i en anden tro - vend hellere tvivlen ryggen. Og et totalitært teknokratisk system er ikke fjende af troen, men fjende af tvivlen.

http://youtu.be/UyGX14yz-8w

Eva Bertram, Kristian Rikard og Frank Hansen anbefalede denne kommentar

Tine Byrckel har vist misforstået titlen på Michel Houellebecqs seneste bog - Soumission. I artiklen henviser Tine til "Undertrykkelse". Soumission betyder dog ikke undertrykkelse, men "underkastelse", og det er jo hele pointen i bogen, at den islamiske magtovertagelse sker ved frivillig "underkastelse". I øvrigt en fremragende bog, som det er en stor nydelse at læse på originalsproget. Den skal snart genlæses.

Tine Byrckel har vist misforstået titlen på Michel Houellebecqs seneste bog - Soumission. I artiklen henviser Tine til "Undertrykkelse". Soumission betyder dog ikke undertrykkelse, men "underkastelse", og det er jo hele pointen i bogen, at den islamiske magtovertagelse sker ved frivillig "underkastelse". I øvrigt en fremragende bog, som det er en stor nydelse at læse på originalsproget. Den skal snart genlæses.