Interview
Læsetid: 2 min.

’Vi kan ikke være afhængige af et biblioteksvæsen’

Kultur
4. september 2015
Lars Ringhof, Litterær agent

Lars Ringhof, Litterær agent

Morten Holtu

Efter at det digitale biblioteksudlån er eksploderet hen over sommeren, udtrykker forlag og forfattere bekymring for, at vi vænner os til gratis litteratur. I denne uge har forfatterne Hanne-Vibeke Holst, Elsebeth Egholm, Tom Buk-Swienty og Kirsten Hammann forladt bibliotekernes streamingtjeneste, eReolen. De fire forfatteres agent, Lars Ringhof, giver svar på tiltale.

– Hvorfor trækker I jer ud?

»Vi har brug for en timeout på et område, hvor det er meget svært at overskue konsekvenserne. En time-out, hvor vi vil undersøge den afsætning af e-bøger, som finder sted, når bøgerne ikke er på bibliotekerne.«

– Men det har altid været gratis for borgerne at låne bøger på bibliotekerne. Hvad er forskellen på fysiske bøger og e-bøger?

»Da man etablerede det folkebibliotek, vi kender i dag, havde man haft 300 år til at lave et bogmarked. Men vi har ikke fået etableret et marked for e-bøger og nogle vaner og rutiner, før det gratis udlån melder sig på banen, og det betyder, at det marked, vi kommer til at lave, bliver meget påvirket af udlån.«

– Udfordringen for forlag og forfattere kommer vel snarere fra den digitale udvikling generelt end fra bibliotekerne. Men det er bibliotekerne, der lige nu er synlige. Er det ikke en kortsigtet løsning at trække forfatterskaberne fra eReolen? Slår I ikke bare på dem, der er synlige?

»Nej, jeg tror, den kortsigtede løsning er tankegangen om, at biblioteker skal udlåne al litteratur digitalt og gratis, for vi ved reelt ikke, hvor mange penge de har, og hvor langt de vil gå. Derfor ved vi ikke, hvad de til sidst må vælge ikke at udlåne. Hvis vi ser 10 år frem og siger, at en meget stor del af forbruget af litteratur bliver digitalt, og bibliotekerne har et gratis udlån, så kommer de til at få et meget stort ansvar for finansieringen af hele industrien. Vi ved ikke, i hvilken grad de er i stand til at løfte det ansvar. Vi kan ikke være afhængige af et biblioteksvæsen, der skal finde en forretningsmodel, som gør det muligt at købe bøger og forære dem væk gratis. For hvad hvis man fra statsligt hold beslutter at skære ned på det? Vi kender ikke perspektivet. Det er derfor, det er farligt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her