Interview
Læsetid: 5 min.

’Der kommer mareridt ud af at skubbe middelklassen nedad’

Den økonomiske krise i Grækenland har haft konsekvenser for de helt nære relationer. ’Det er en slags forgiftning, som vertikalt bevæger sig fra politikerne og økonomien ned til familierne og påvirker forholdene mellem mennesker,’ siger instruktøren bag den biografaktuelle græske film ’A Blast’
Hovedpersonen Maria, spillet af Angeliki Papoulia (t.v.), portrætterer i filmen en græsk middelklassekvindes forandring og deroute under krisen. Maria vælger dog at gå til angreb på livet.
Kultur
22. september 2015

»Rejs dig op!,« råber Maria til sin mor, som er lam i underkroppen og sidder i sin kørestol. Moren forsøger at køre sin kørestol forbi Maria, som stiller sig i vejen.

»Rejs dig op! Rejs dig op!,« råber hun og tager fat i sin mor, hiver hendes slaskede krop ud af kørestolen og kaster hende ned i en lænestol.

Under kørestolens sæde finder Maria en bunke skattepapirer, hvoraf det fremgår, at moren har gældsat familiens købmandsforretning.

Maria kaster de hvide papirer op i luften.

»Har du nogen idé om, hvor mange penge vi skylder?« nu nærmest skriger hun.

»Du ender i fængsel. Forstår du det ikke? Hvordan vil du betale pengene? Med fars pension? Hvordan vil du betale?«

Maria hiver op i sin mors kjole, så et par hvide underbukser kommer til syne, hvorefter hun begynder at slå sin mor i enden.

Scenen i den græske instruktør Syllas Tzoumerkas nye film A Blast fremprovokerer ikke bare et instinktivt behov – i hvert fald hos konfliktsky mennesker – for at sætte en stopper for den ydmygende situation. Den understøtter også flere af Tzoumerkas pointer med filmen: At den økonomiske krise i Grækenland har vidtrækkende konsekvenser for det enkelte menneskes psyke. Og at der i disse år, foranlediget af den økonomiske krise, udspiller sig et bittert generationsoprør i Grækenland.

»Marias mor har med sine uansvarlige valg selv været med til at fucke hele familien op,« som han siger, da Information møder ham.

Selv om landet er i økonomisk krise, mener han, at det er forfejlet alene at bebrejde et abstrakt politisk system.

»Det er vores forældres generation, som har skabt den her enorme gæld, og som samtidig har brugt de ressourcer, som både deres forældre og vi, deres børn, har produceret.«

Den 37-årige instruktør mener, at det kriseramte land er blevet gennemsyret af »en slags forgiftning, som vertikalt bevæger sig fra politikerne og økonomien ned til familierne, husholdningerne og påvirker forholdene mellem mennesker, helt ned til måden vi opdrager børn på«.

»Vi voksede op på samme måde som ethvert andet europæisk barn. I et middelklassemiljø, som lovede, at vi kunne komme på universitet og bygge et liv med fremgang og velstand. Problemet er, at det i Grækenland var et falsk løfte. Og det har skabt en kollektiv oplevelse af massiv undergang,« siger Syllas Tzoumerkas, som i A Blast tydeliggør skuffelsen og kontrasten mellem Marias drømmende og legende ungdom og voksenlivet med gennemgående brug af krydsklipning mellem fortid og nutid.

Pres på middelklassen

Man ser ikke på et eneste tidspunkt en politiker i A Blast. Ej heller en økonom eller en bankmand. Det tætteste, man kommer på konventionel politik, er radionyheder om virksomheder, der må lukke på grund af krisen, som Marias lytter til i sin bil. Og det er ikke tilfældigt, at filmen er renset for lovforslag og jakkesæt.

»A Blast handler ikke om en kamp mod det politiske system. Mine karakterer bedriver ikke politik. De organiserer ikke, og de finder ikke løsninger, men de indgår i sociale konstellationer,« siger Syllas Tzoumerkas og erklærer, at han har »en generel mistillid til kollektivisme og større løsninger.«

»Det er heller ikke det, jeg interesserer mig for. Mit job er at se karaktererne i de sociale dynamikker, som individer indgår i, og at se dem med alle de modsætninger og kompleksiteter, de indeholder. Det er et vigtigt kunstnerisk princip i mit arbejde at forstørre karaktererne i stedet for at forsimple dem,« siger Syllas Tzoumerkas, som alligevel anerkender, at hans film er »politisk« – bare ikke i klassisk forstand. Man er da heller efterladt med nogen form for tvivl om, at den økonomiske krise har haft enorme og vidtrækkende konsekvenser for Maria og hendes familie efter at have set den. Dybden understreges blandt af en scene, hvor Marias mor ved trin for trin at hejse sig op i sine arme stædigt får slæbt sig selv op ad trappen til første sal i familiens hus for derefter at lade sig dumpe ud over altanen. Og det er blot et af en række dramatiske scener.

Men omfanget af familietragedien er ikke overdramatiseret, understreger Syllas Tzoumerkas, som selv har set talrige eksempler på, at den økonomiske krise har splittet familier og relationer ad.

»I Grækenland og særligt i middelklassen er der ikke er en eneste, der har kunnet flygte fra det sammenbrud. Det har skabt en presserende fornemmelse af akuthed,« siger han og tilføjer, at han ikke bare ser den tilstand i Grækenland, men – omend i mindre opfang – i hele Europa i disse år.

»Der er få steder tilbage i den vestlige verden, hvor middelklassen ikke bliver presset ned. Efter min mening er det en meget farlig vej for Europa. Vi ved jo alle sammen, hvad der kommer ud af den slags,« siger han og henviser til 1930’erne.

»Der så vi også kapitalismens sidste dans. Vi burde have lært, at der kan komme et mareridt ud af at skubbe middelklassen nedad. Men der er ingen, der bekymrer sig om at beskytte middelklassen fra at miste sig selv og dens potentiale. For mig er det en stor rædsel.«

Afmonterer kønsroller

Syllas Tzoumerkas mener, at oplevelsen af undergang på trods af lokale særpræg er universel, og en følelse som alle mennesker støder på under deres opvækst. Det særlige ved Grækenland er, at ekstraordinært mange mennesker oplever det på samme tid. Og ovenikøbet i en meget voldsom grad. Det skaber til gengæld »godt kunstmateriale«, mener Tzoumerkas.

»Det er befriende, når et subjekt kommer op til overfladende på en eksplosiv måde.«

Og Maria kommer utvivlsomt, som titlen på filmen også antyder, op til overfladen på en eksplosiv måde. Det er ikke bare hendes mor, hun tager et grænseoverskridende opgør med. Det gør hun også med sin far – Tzoumerkas mener ligefrem, at hun »kastrerer ham« – sin svoger og endda sine børn.

For Syllas Tzoumerkas er Marias oprør ikke alene højlydt og provokerende. Det er også feministisk.

»Filmen skildrer et mandsdomineret samfund, hvor bøller vinder frem med den neofascistiske bevægelse. ,Og midt i det har du en kvindelig figur, som demonterer alle hendes kønsroller – rollen som mor, søster, datter, forsøger, omsorgsperson, græker og kone,« siger Syllas Tzoumerkas, som mener, at »der er noget enormt modigt over den meget kolde og bevidste måde, Maria giver slip på det liv, hun har levet.«

»Det er tvetydigt, det er modstridende, og det er moralsk forkert, men der er noget heroisk over hendes ærlighed,« siger han og understreger, at han med det ikke mener, at Maria er en rollemodel.

»Hun er en karakter fuld af modsætninger og brister. Hun tager et valg om at følge sig selv. Det er egoistisk, og det er antimoderligt, men det er også meget bevidst og modigt, at hun handler, og det fortjener hæder,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip B. Johnsen

Gældskrisen i Grækenland og den danske, har det til fælles, at det er den ældre generation, der har tilvalgte en økonomisk struktur, der fratager muligheden for de unge for et liv, uden livslang gældsætning og lønpresning.

Gældsfælden i boligmarkedet er den drivende motor til lønpresning af middelklassen, hvis opdragelsen af vores midaldrende og ældre generation hade været, at betale deres gæld ud og ikke overforbruge fiktiv friværdi i ejendom, var følsomheden over for lønpresning meget mindre.

Politisk knæfald for finanssektoren, dereguleringen og dårlig personlig økonomisk moral, er gældsfældens moder, den opdragelse har de unge grækerne nu lært, ikke bære frugt, den opdragelse vil sansynligvis ikke blive videregivet til deres børn.
Nu bliver det spændende at se, hvornår danskerne vågner op til virkeligheden og får stoppet gældsfælden og opdraget vores børn til, at afvikle gæld og ikke blive lønslaver.

En film alle danske skolebørn burde se, samtidig med en advarsel om, at personen på den anden side af skrivebordet i banken, er ikke en rådgiver, men en sælger, der er ansat til at malke dig for penge til bankens ledelse og aktionærer, en bevist fejl i titel fra finanssektoren, der har ødelagde mange menneskers liv.

Paradoksalt synes enhver krise kun at få folk op af stolen, når vandstanden nærmer sig middelstandens bagdel. Hver gang.
Hvorfor kommer der mareridt ud af at middelklassen synker? - hvorfor reagerer politikere og folk ikke når underklassen råber om hjælp?
Ren og skær egoisme? så længe 51% har det godt - vender vi ryggen til?

Carsten Wienholtz og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Torben Selch
Jeg har stillet det samme spørgsmål, og jeg TROR, det handler om størrelse/mængde.
Så længe den befolkningsgruppe som er størst og omfatter flest individer, er middelklassen, så vil den alene i kraft at sin størrelse og omfattende enerti, være den klasse, som stabiliserer eller tilter læsset.
Rent billedmæssigt ser jeg samfundsbalancen som et vognlæs. Der skal være en nogenlunde fordeling af vægten, men hvis der bliver skubbet for meget rundt på læsset eller der sker en meget brat opbremsning, en for hastig accelleration eller der er huller i vejen, så risikerer man, at læsset forskubber sig og en del af det, ryger ud over kanten.
Det er det, som sker nu. I begge ender, så at sige. De topansatte, som får gyldne håndtryk og bonusser falder forud
og de opgivne (arbejdsløse, syge, handicappede, gamle, institutionsbørn osv osv) falder ud i den anden ende.
Læsset i midten kan enten få vognen til at bryde sammen, bredes sig og fylde vognbunden ud, så det på overfladen ligner et helt læs.. - eller også stopper vognen og henter det udfaldne gods op.

Philip B. Johnsen

Man kan vælge at forholde os til klasserne i samfundet som konkurrenter, men det er uanset tilgang til problemet gæld vigtigt, at lære af de erfaringer det underliggende økonomiske system giver mulighed for eller understøtter for overhoved at kunne begynde, at andre fordelingen af velstand til bæredygtigt niveau, selv de superrige er truet af det dysfunktionelle økonomiske system, som de superrige har fået nærmest patent på at få værdi ud af.

Gældsfælder er styreværktøjer for selve systemet, som skal reguleres, det er simpelhen for dyrt at være alt for fattig, fordi prisen stiger når gældsætningen er høj og samtidig falder lønnen, fattidom er trældom, det er ikke så meget et spørgsmål om middelklassen ikke må få færre penge, men om det er muligt for middelklassen at komme ud af gæld, det samme for underklassen.

Finanssektoren er blevet styrende redskab til gældsætning af masserne for de superrige og de folkevalgte systemets overtrælle, der pisker deres egne til vækst for herskeren den økonomiske magthaver.

Philip B. Johnsen

Sorry der kom kedelige fejl, jeg rettet for forhåbentlig bedre forståelse.

"Man kan vælge at forholde sig til klasserne i samfundet som konkurrenter, men det er uanset tilgang til problemet gæld vigtigt, at lære af de erfaringer det underliggende økonomiske system giver mulighed for eller understøtter for overhoved at kunne begynde, at ændre fordelingen af velstand til bæredygtigt niveau, selv de superrige er truet af det dysfunktionelle økonomiske system, som de superrige har fået nærmest patent på at få værdi ud af.

Gældsfælder er styreværktøjer for selve systemet, som skal reguleres, det er simpelhen for dyrt at være alt for fattig, fordi prisen stiger når gældsætningen er høj og samtidig falder lønnen, fattidom er trældom, det er ikke så meget et spørgsmål om middelklassen ikke må få færre penge, men om det er muligt for middelklassen at komme ud af gæld, det samme for underklassen.

Finanssektoren er blevet styrende redskab for de superrige og de folkevalgte systemets overtrælle der pisker deres egne."