Det er en stærk og smidig krop, der bevæger sig på gulvet i dansestudiet. Det er sidst i prøveforløbet, og koreografien, som har afsæt i bestemte erfaringer fra Juli Apponens liv, er på plads. Der er passager, der opsøger yderpunkterne for hendes kropslige formåen, og der er passager, hvor hun giver sig hen til den langsomhed, der er et vilkår for hende. »Vi holder af langsomhed,« forklarer Juli Apponen. »Men når vi arbejder med den, er det er ikke bare en smagssag. Der er mange ting, jeg ikke kan. Jeg kan f.eks. ikke være hurtig. Jeg er god til at bevæge mig, men jeg går jo bare i knæ hele tiden,« fortæller Juli Apponen og tilføjer: »Derfor præsenterer jeg mig ikke længere som danser, for så får folk et billede af en kropsligt højtpræsterende person.«
Men det er en danseforestilling, som scenekunstduoen JULI/JON arbejder på. Den hedder Everything Remains. Finsk-svenske Juli Apponen er skuespiller, og Jon R. Skulberg er koreograf, og de er ikke interesserede i kropslig overlegenhed. Forestillingen tager nemlig udgangspunkt i Juli Apponens krop. Den er ved en operation blevet transformeret fra mand til kvinde, og efter en række komplikationer er grænserne for, hvad den kan præstere, tydeligere end for de fleste danseres vedkommende. Og det skal ikke skjules.
»I forestillingen er jeg helt nøgen og blottet,« fortæller Juli Apponen.
»Det kunne opfattes som udleverende, men det er mig, der har magten over situationen. Der er en sekvens, hvor jeg falder ned på gulvet og ligger med spredte ben. Jeg ligger der ganske længe, mit ansigt er skjult, og min hals er blottet. Det er jo for, at publikum skal få lov at kigge. Jeg giver lov til det. Jeg føler mig ikke det mindste svag, udleveret eller udsat i den situation. Tværtimod.«
Kroppen som skitse
Juli Apponen og Jon R. Skulberg er uddannet fra den samme scenekunstskole i Norge, og Everything Remains er anden del af den trilogi, de begyndte på med Skulbergs afgangsforestilling Everything Ends with Flowers. Inden de overhovedet gik i gang med den produktion, vidste de, at måtte tage højde for, at Juli Apponen ville være afkræftet, for hun havde fået datoen for sin køns-korrigerende operation. Hvor store komplikationer hun ville få, var de ikke forberedt på. Seks dage efter operationen brød den nykonstruerede skede sammen, og skabte et hul til endetarmen. Juli Apponen blev opereret akut og fik stomi.
Senere lukkede urinrøret sig, og hun fik indopereret kateter. I alt er det blevet til syv operationer, og Juli Apponen har stadig en i vente.
»Min krop er en skitse. Jeg har formet den med fysiske indgreb, og det gik ad helvede til,« fastslår Juli Apponen, der mener, at det fysiske køn er et følsomt og meget privat område for de fleste. »Mit køn er bare en konstruktion af ar. Det blev helt upersonligt for mig. Før jeg selv havde set mit køn, stod der en kirurg og fem medicinstuderende og studerede det.«
Derved blev det nemmere for hende at se på sig selv som et objekt. »Alle skal have lov at være subjekter, at kunne fortælle om deres eget liv, men jeg har også objektificeret mig selv, og det har der ligget en befrielse i. For at kunne arbejde med mig selv på scenen analyserer jeg videooptagelser af mig selv. Nu går det godt, men det har taget lang tid at lære at holde ud at se på mig selv. Nu ser jeg min krop som et billede, jeg kan gøre noget med.«
Ikke glæde
Juli Apponen fortæller, at hun egentligt ikke ønskede at vågne igen, da hun skulle opereres akut seks dage efter den første operation.
»Men det gjorde jeg, og jeg havde en enorm livskraft. Den har ikke så meget med lyst og glæde at gøre, det handler bare om at være interesseret i nogle ting og synes, de er vigtige. Og for mig er det vigtigt at bruge min krop og være på scenen – ikke bare på grund af de ting, jeg kan, men på grund af de ting, jeg ikke kan. Det er et spørgsmål om repræsentation og privilegier. Det er ikke sådan, at jeg får glæde og energi ud af at stå på scenen, og det er heller ikke sådan, jeg vil have, det skal være. Jeg synes ikke, det er interessant at se på folk, der elsker at stå på en scene; jeg vil hellere se på folk, der kaster op, lige inden de skal på. Jeg vil se kamp og kompleksitet. Og nu er det sådan, at jeg selv er i en krop, der er i kamp med verden.«
Jon R. Skulberg tilføjer, at man kan se kroppen i stykket som politisk, men at transkønnethed og kønsidentitet ikke af den grund er forestillingens egentlige tema. »Man kommer ikke udenom, at min krop er politisk,« indvender Juli Apponen. »Jeg har det sort på hvidt: Et brev fra Socialstyrelsen om at jeg må blive nødt til at blive kastreret. Men jeg vil ikke have, at det, jeg laver, bare handler om personen på scenen. Det skal være stærkt nok til at vække en reflektionsproces og resonere i publikum. Hvis man ikke håber på at forandre noget, giver det ingen mening. Jeg synes ikke, verden fungerer, som den skal.«
Empatisk møde
Juli Apponens og Jon R. Skulbergs ambitioner drejer sig grundlæggende om, hvilke følelser der bliver aktiveret. »Hvis man har en stærk oplevelse i teatret, kan det blive et empatisk møde,« forklarer Juli Apponen. »Man kobler til, føler med, og kroppen reagerer. Empati og medfølelse er godt. Når man bare synes, det er synd for nogen, opstår der en ærgerlig magtrelation. Vi skal ikke bruge medlidenhed til noget. Det gælder ikke kun i teatret, men i verden i det hele taget.«
De understreger begge flere gange i interviewet, at det er nogle ekstremt almindelige ting – smerte, træthed, begrænsninger og minder – de sætter form på og giver tid i forestillingen. Også selv om de tager udgangspunkt i Juli Apponens særlige kropslige komplikationer.
»Smerte og udmattelse er en grundlæggende menneskelig erfaring,« siger hun. »Det er bare det, at med den krop, jeg har, og de ting, den har været igennem, er det mere ekstremt. Det er kompliceret, men ikke så underligt. Man skulle gerne komme over det og begynde at se på min krop som en repræsentation af noget almenmenneskeligt.«
Rettelse: I en tidligere version af denne artikel skrev vi at det var seks år siden, at Juli Apponen fik foretaget sin operation. Det var imidlertid for tre år siden.
