Læsetid: 6 min.

’Det er kun Muhammed, hvis du selv synes det’

På tiårsdagen for Jyllands-Postens offentliggørelse af profetkarikaturer udsender den norske kunstner Thomas Knarvik det blasfemiske album ’In His Name’ – i sympati med Charlie Hebdo og for at forsvare demokratiske værdier imod totalitær religion. Men det blev med dansk udgiver – ikke norsk
Illustrationer fra albummet 'In His Name'

Illustrationer fra albummet 'In His Name'

26. september 2015

At befri religionssatiren fra voldsmænds censur-vetoer er hans mission. Og manden bag er den norske billedkunstner Thomas Knarvik. På onsdag – præcis på tiårsdagen for offentliggørelsen af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger udsender den anerkendte norske billedkunstner sine nye satiriske streger af egen tilvirkning: En salve af religionskritiske karikaturer.

Hen over 100 sider har Thomas Knarvik tegnet kardinaler med mange pikke, profeter og paver som sædceller, skæggede mænd med turbaner og bomber, afskårne klitorisser, ortodokse jøder med dynamit i slangekrøllerne – kort sagt alle slags religiøse autoriteter, kristne, jødiske, muslimske, hinduistiske afbilledet i de mest latterliggørende og obskøne positurer med bare røve og blottede kønsorganer i skamløse mængder.

Thomas Knarviks ’blasfemiske’ album har fået titlen In His Name og udkommer bemærkelsesværdigt nok på den kontroversielle danske forfatter Kåre Bluitgens forlag, Tøkk. Hvem er denne Thomas Knarvik, og hvorfor vil han lege med ilden?

»Jeg har tegnet i sympati med Charlie Hebdo og i beundring for deres respektløse stil. Men det vigtigste for mig at udstille og latterliggøre, hvordan religiøs autoritet kan blive instrumentaliseret til at begå de mest vanvittige overgreb på mennesker. Det er mit mål med at tegne og udgive bogen.«

Knarvik henviser også til en anden Charlie som et af sine forbilleder .

»Jeg prøver at gøre det, som Chaplin gjorde i Diktatoren: at banalisere den absolutte autoritet, i hans tilfælde en nazistisk ’fører’. I mit tilfælde f.eks. sharialoven ved at fremvise den autoritet, som står bag den, i dens sande usselhed.«

Ikke et politisk menneske

Thomas Knarvik er uddannet på Oslo Kunstakademi og i Firenze. Han har arbejdet med afrikansk kunst blandt masaier i Kenya og har flere velanmeldte separatudstillinger bag sig. Hans værker siges at være i høj kurs. Han ser ikke sig selv som noget ’politisk menneske’, understreger han.

»Det giver ikke rigtig mening at indplacere mig på en højre-venstreakse. Det, som optager mig, er de grundlæggende demokratiske frihedsværdier, som burde kunne samle langt de fleste af os bredt: menneskerettigheder, ytringsfrihed, religionsfrihed, seksuel frihed og ligestilling mellem kønnene. Alle disse værdier er jo åbenlyst under pres fra militante religiøse ideologier, og det vil jeg gøre mit til at gå op imod med de midler, jeg nu har,« siger Knarvik og tilføjer:

» I en situation, hvor Saudi-Arabien bliver formand for FN’s Menneskerettighedsråd, får menneskerettighederne brug for nye forsvarere.«

Thomas Knarvik er afholdsmand og vegetar. Til gengæld afviser han at være ’islamofob’ eller imod religion. Han har tværtimod stor sympati for de muslimer, som selv hører til de værst forfulgte og mest udbredte ofre for fanatiske, autoritære udgaver af islamisk religion. Det er deres frihedskamp og frihedslængsler, han vil støtte, og derfor har han opfundet forfatterpersonaen Miss Supression Fighter, en muslimsk teenagepige, som han iscenesætter som tegner og frigørelsesheltinde.

– Hvorfor udgiver du din bog i Danmark – og så lige på Kåre Bluitgens forlag?

»Jeg tror, at ytringsfriheden har bedre kår i Danmark. Det var min plan at udgive min bog i Norge tidligere på året, og jeg var langt fremme i processen: Et forlag havde antaget den og trykt hundredvis af eksemplarer. De lå på europaller, klar til at blive distribueret, og jeg havde også givet interviews til norske medier. Men så fik min forlægger kolde fødder og krævede oplaget makuleret.«

Fra danske venner hørte Knarvik, at Kåre Bluitgen havde udgivet en dansk udgave af den religionssatiriske serie Jesus og Mo, der tegnes af en anonym englænder.

»Det gjorde det oplagt at kontakte Kåre, som blev meget begejstret og slog til med det samme, og så var vi så langt fremme i året, at det var nærliggende at time udgivelsen til at falde sammen med tiåret for karikaturstriden«.

Er det profeten?

– Nu er jeg nødt til at spørge: De skæggede mænd med religiøs hovedbeklædning, som myldrer rundt i dit blasfemiske album – skal de forestille profeten Muhammed? Det siger du jo ikke nogen steder.

»Nej, for det hverken kan eller vil jeg svare på. Jeg vil lade det være op til mine læsere, om Muhammed findes i min bog. Jeg vil ikke sige, han er der, og jeg vil ikke sige, han ikke er der. ’Den sande Muhammed’ i dag er dels et åndeligt symbol, dels et hensmuldret lig, som ingen ved hvor er, og ingen af delene kan afbildes. Hvis Muhammed er til stede i min bog, så kan det godt være den slags muhammeder, vi har set i nogle af Charlie Hebdos og i Kurt Westergaards karikaturer. Men det er kun Muhammed, hvis du selv synes det.«

Knarvik er ivrig efter at understrege en bestemt pointe: Karikaturerne findes allerede ude i verden, men det er ikke karikaturtegnerne, der laver dem. De samler bare forlægget op. Det forlæg, islamisterne selv har produceret.

»Altså, jeg mener, at Muhammed allerede bliver karikeret igennem det billede, som religiøse galninge tegner af ham igennem deres ugerninger. De troende fanatikere har et muhammedbillede i hovedet, når de kønslemlæster småpiger, henretter apostater og detonerer sig selv som selvmordsbombere. Jeg er bestemt ikke ude på at forhåne den sande Muhammed, som flertallet af anstændige muslimer tror på – hvem han så end måtte være. Min satire er specifikt rettet imod dem, der handler forbryderisk i hans navn. Og imod de autoriteter bag gerningsmændene, der legitimerer disse forbrydelser i hans navn – forbrydelser, som aviserne er fulde af hver dag – tag bare de spektakulære grusomheder begået af Islamisk Stat.«

Ikke profetens ære

Thomas Knarvik fortæller, at han skam har overvejet sin personlige sikkerhed og prøver også at beskytte sig.

»F.eks. er jeg flyttet til en hemmelig adresse i et andet land. Man kan vel sige, at jeg reelt er gået under jorden. Men jeg gør, hvad jeg gør, med åbent sind. Nogle gange må man ofre sikkerhed og bekvemmelighed for en større sag. Jeg kan simpelthen ikke holde ud, hvis vold virker, og terror skal vinde.«

Men hvis nogen søger at komme ham til livs, så kommer de i samme ombæring netop derved til bekræfte en karikaturs sandhed.

»Hvis nogen vil overveje at gøre mig ondt på grund af de her tegninger, vil jeg sige, at så er det bestemt ikke profetens ære, de forsvarer. Så vil jeg sige, at de tværtimod vanærer ham ved at trække en forbindelse fra mine tegninger til det, som de følgelig må have genkendt som den sande profet. Ved deres modbydelige handlinger er de selv de ondeste karikaturtegnere. Ved deres forbrydelser fornedrer de selv profeten og bliver selv de forhånende karikaturers ophavsmænd.«

– Dét budskab kan måske lyde lidt indviklet. Tror du, det kommer igennem? Hvad håber du egentlig at opnå?

»Jeg synes, det ville være fint, hvis flere muslimer ville se i øjnene, hvilke uhyrligheder deres tro bliver misbrugt til at legitimere. Islamisk Stat, wahabister og salafister tegner en uhyrlig karikatur af islams profet gennem deres massive intolerance og undertrykkelse og holder en hel verdensreligion som gidsel. Men den fornærmelse fremkalder ikke ligefrem massedemonstrationer. Islamisterne har modstandere, men de råber ikke så højt, at jeg kan høre dem. Jeg har ikke set særlig mange fatwaer mod Islamisk Stat, ikke set vrede folkemængder afbrænde en dukke af al-Baghdadi på gaden.«

– Tror du virkelig, at dit blasfemiske album kan sende folk på gaden for at demonstrere imod IS?

»Jeg ved ikke, om mine tegninger kan fremme det wake up call, vi har brug for, men det er da en klar forhåbning, og så længe der bliver myrdet og begået uretfærdigheder i islams navn, har jeg tænkt mig at blive med at tegne religiøs satire. Jeg er allerede på vej med den næste bog. Vi skal lære at leve sammen, muslimer og ikke-muslimer, men jeg vil prøve at yde mit til, at det kan blive i et samfund, hvor menneskerettighederne respekteres, og hvor alle kan tænke selv og ytre sig frit.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Pedersen
  • Jørn Andersen
  • Carsten Pedersen
Morten Pedersen, Jørn Andersen og Carsten Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Muhammed krisen og angreb som vi så på Charlie Hebdo viser, at Europa allerede har mistet suverænitet og indre sikkerhed til Islam... Det er fakta. Hverken mere eller mindre.

Hans Aagaard, Preben Haagensen, René Pedersen, Frans Kristian Randlev Mikkelsen, Britt Kristensen, ellen nielsen, Helene Kristensen, Jørn Andersen og Ole Olsen anbefalede denne kommentar

Pis! Hvad er frihedsrettighederne, hvis ikke den enkeltes garanti for ikke at blive forfulgt på sin identitet. Hvis man vil indgå i teologiske spørgsmål, må man debattere teologisk, og billedforbuddet for jøder og muslimer er teologi og intet andet.
Det er så let, når man er opvokset i en kristen tradition under det store frihedsbanner: alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt. At krænke andre menneskers selvforståelse er uanstændigt, og religiøst tilhørsforhold er lige præcis så dybtliggende, at alt andet bygger på det. Vi er så så heldige at have fået historien udlagt på en måde, som sætter os fri som mennesker i verden under Gud.
Naive og barnlige forestillinger fra kunstnere, der har dannet deres forestilling om Gud fra et fundamentalistisk synspunkt, der var herskende engang, er netop uden den dybde, man kan kræve af kunstneren - ureflekteret på det mest dilettantiske. Man bliver jo heller ikke zoolog, fordi man har set en zebra i Knuthenborg Park.

Peter Jensen, Gert Selmer Jensen, Bjarne Nielsen og Hans-Micael Søndergaard anbefalede denne kommentar

- eller: man kan sagtens vælge at blive zoolog, fordi man blev fascineret af at se en zebra i Knuthenborg Park, men man ER det jo ikke.

@ Peter Hansen,
Den kristne tradition under det store frihedsbanner, som du taler om, ja, den er kun eksisterende, fordi rigtig mange modige mennesker lige fra Giordano Bruno og Voltaire til vore dages "Trille" vovede at sætte spørgsmålstegn ved den måde, som kristendommen gennem historien er blevet udlagt på.

jens peter hansen, Hans Aagaard, Klavs Hansen, Charlotte Vestergaard, Tor Thrysøe, Preben Haagensen, Jonathan Smith, ellen nielsen, Rolf Andersen, Jørn Andersen, Anders Hede, Carsten Pedersen og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar

Kristendommen er en lang historie om at stille det spørgsmål, Lilli Wendt, man kan ikke bare cherrypicke dem, man selv kan lide. Teksten er konstant underlagt kritiske øjne og har været det fra begyndelsen, der er intet éntydigt, sådan som udenforstående synes at mene. De folk, du henviser til, udfoldede sig jo indenfor en kristen forståelsesramme og var snarere mere i pagt med kristen teologisk praksis end de farisæere, der hårdnakket blev stående på det kviksand, de i megaloman selvforståelse gik intellektuelt til grunde i. Hvad alle disse er vidner om er, at kristendommen identificerer problemet korrekt, når selv de, der mener sig på 'den rigtige' side, falder i sumpen af rethaveriskhed. Ingen er vel mere oplagte som eksempel på det i vores samfund end de nuværende tidehvervspræster, der tordner imod politisering, men selv ikke længere beskæftiger sig med andet.: de strøer om sig med hånordet 'farisæer', men er ikke selv andet i deres nidkære forsøg på at indrette virkeligheden, så kristendommen ikke bliver dem for ubekvem.

Morten Pedersen

Peter, du overstyrer dine argumenter. "At krænke andre menneskers selvforståelse er uanstændigt, og religiøst tilhørsforhold er lige præcis så dybtliggende, at alt andet bygger på det." Hvad du kalder krænke er kritik af og satire over, og det må en religionstilhænger leve med i et multi-kulturelt samfund. Jeg er kristen, men selvfølgelig skal Jesus, kirken, paven og Gud kunne afbildes satirisk, det er en af måderne man kan afværge den rigiditet du tilsyneladende ønsker. Knarvik er gået under jorden, da han sandsynligvis ellers ville være blevet overfaldet af tilhængere af islam - det siger erfaringen samt PETs vurdering - men jeg er sikker på, at det ikke får dig til at ryste på hånden i dit glødende forsvar for religiøses ret til ikke at skulle risikere at støde på noget de opfatter som krænkende. At islam er en ideologi såvel som en tro gør det endnu mere vigtigt at tilhængerne vænner sig til kritik, især når de eller deres forfædre har valgt at bosætte sig i Europa - men det prøver du og mange som dig at forhindre, til min store undren.

Hans Aagaard, Ernst Enevoldsen, Tor Thrysøe, Preben Haagensen, Jonathan Smith og ellen nielsen anbefalede denne kommentar
Morten Pedersen

Peter, i dit svar til Lili fornægter du det simple faktum, at kirken fra tidlig tid var en magtpolitisk og velhavende institution, der valgte tekster til og fra udfra mange kriterier, ikke kun teologiske. Kun fordi borgere og grupperinger har fortsat kritikken af og satiren over kikrkeinstitutionen har den udviklet sig mindre dogmatisk i sit grundvæsen. Derved forhindrer man at blive lige så fordømmende og ensporet og rethaverisk som jeg synes du er i din argumentation. Hvorfor muslimerne skal forhindres i at bløde dogmatikken op forstår jeg ikke, men det kan du sikkert forklare mig. En muslimsk reformation er en længsel hos mange muslimer fornemmer jeg, men faren er at andre muslimer vil blive krænkede derover og så har vi balladen.

Hans Aagaard, Preben Haagensen, Jonathan Smith, Helene Kristensen, Jørn Andersen og Carsten Pedersen anbefalede denne kommentar

Ja, Morten, FORDI VI ER LIGEGLADE! Der er aldrig nogen, der kan tegne vores Gud, vel? I hvert fald ikke min... For os er der reelt ikke noget, der er forbudt, kristendommen løser os og gør det, vi i daglig praksis skal stå til ansvar for, mellemmenneskeligt - kun i anden række dømmes på denne menneskelighed; kristne tror, at de i kraft af troen også tilgives.
Der er masser af ting, man kan støde sig på i samfundet, det må man leve med; men man må ikke leve med det overgreb, der ligger i at blive udsat ikke for kritik, men angreb på det, man finder allermest helligt. Det er den slags, maoister giver sig af med i Tibet, men som vi virkelig skal holde os for gode til. Hvordan muslimer, der i øvrigt overholder loven, lever, kan og skal vi ikke blande os i, det er en hårdt tilkæmpet frihed, som tidligere diskriminerede jøder og endog andre kristne trossamfund.
Islam er ikke én ideologi, så ville de jo nok ikke være så meget i strid indbyrdes, som kristne tidligere var det (og måske nogle steder er det endnu). Enhver religion tager med tiden afsæt i det sted, den findes, det har kristendommen gjort bedre end så mange andre - måske bortset fra buddhismen. At påstå, at Islam er en ideologi, giver ikke mere mening end at påstå, at jødedommen er det, det er nærmest kun kristendommen, der ikke tager afsæt i religionen i livsførelsen - eller tager det afsæt, at vi er fritaget fra at overholde det gamle testamentes forordninger.
I det frie danske samfund burde det ikke være muligt for en muslim at nærme sig grænserne for det tilladte, mens vi selvfølgelig uafladeligt overskrider de grænser, en muslim (eller jøde) skal overholde.
Men jeg er altså tilhænger af den lov, vi i Norden lærer som små: Kardemommeloven (sjovt nok opkaldt efter et af det persiske køkkens yndlingskrydderier, hvad jeg ikke tror, Egner tog med i betragningen), som er forfærdeligt rammende: "Man skal ikke plage andre eller sætter livet til, og for øvrigt kan man gøre, hvad man vil."

Altså, jeg synes, det her er lidt vildt. Tegnere skal lægge beslag på sig selv for ikke at lave en smiley og skrive Muhammad, hvis de ikke vil være i livsfare.

Hans Aagaard, Tor Thrysøe, Frans Kristian Randlev Mikkelsen, Britt Kristensen, Jørn Andersen og Kim Hansen anbefalede denne kommentar

Ja, det er vildt, Brian Rosberg, vi ville aldrig finde på det. Men omvendt finder vi på så meget, som muslimer aldrig ville finde på, f.eks. at bombe fra automatiske dræbermaskiner.

Hans-Micael Søndergaard, Ole Frank og Bjarne Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Peter Hansen " Men omvendt finder vi på så meget, som muslimer aldrig ville finde på, f.eks. at bombe fra automatiske dræbermaskiner."

Så du tror ikke på at der findes muslimske statsledere, generaler, officerer, eller kamppiloter?

Tor Thrysøe, Britt Kristensen, ellen nielsen og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar

@Peter Hansen " Men omvendt finder vi på så meget, som muslimer aldrig ville finde på, f.eks. at bombe fra automatiske dræbermaskiner."
Vi bruger heller ikke så meget at udnytte unge mennesker som selvmordsbombere.

Preben Haagensen, Britt Kristensen, ellen nielsen og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar

Sauderne bruger droner, og er med en koalition af golfstater, ved at udføre et omfangsfuldt luftbaseret overfald på shiiterne i Yemen. Risikofrit og med vilkårlige civile mål.

Derimod har masser af danske, europæiske og amerikanske soldater sat livet på spil gennem historien, helt op til nutiden.

Dine tre sidste indlæg er ren misinformation, Peter Hansen.

Preben Haagensen, ellen nielsen og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar

Det er nok lige lovlig bredt tegnet jo, Jonathan Smith. Det er formodentlig en af de værste udløbere af 1. Verdenskrig, at man etablerede alle disse gamle "konge"huse i det, der tidligere var det osmanniske rige.

Morten Pedersen

Peter, kongehusene i Saudi-Arabien bliver dit figenblad når det påvises at du har lemfældig omgang med sandheden i forsvaret af censur, og har driblet det ud til at påstå at muslimer har en mere ærefuld kampånd.....? Lidt absurd.

Niels Møller-Larsson

Sikke en tåbelig bog... Den virker til at gå langt længere, end hvad Charlie Hebdo nogensinde har gjort, i sit forsøg på at forsvarer selvsamme. Jeg vil godt væde med at forfatteren ikke opnår bare en snært af det. som han gerne vil!

Jeg må bare endnu en gang konstatere, at selvom der blandt de tilbageværende karikaturtegnere stadig er en masse fremragende samfundskritikere, også gemmer sig rene provokatører.

Den her gang er jeg dog nærmest taknemmelig for, at det kun er forlaget, der er dansk. Så kan man da håbe på, at det ikke er Danmark, der denne gang skal mærke de store konsekvenser af en bog, der kun har til mål at håne alle samtlige religioner.

Dog vil jeg gerne give credit for, at det den her gang er alle religioner, der står for skud. JP postulerede i sin tid, at deres tegninger var en del af en større serie om religionskritik. Det viste sig jo så senere hen at være et falsum, da det i den grad var muslimerne, der åbenbart trængte til et rap over nallerne!

Hans-Micael Søndergaard, Ole Frank, Bjarne Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Derfor undrede mig da også, at den svenske retiradetegner, Lars Vilks, kunne få så megen opmærksomhed dengang han "tegnede" en dum hund i en rundkørsel og sagde, at det var Muhammed. Tænk, om de eksplosionsparate fundamentalister havde ignoreret makværket, hvor ville Vilks så være i dag?

Henning Nielsen

Vi havde inkvisitionen, de har IS og deslige.
Det er jo bare udvikling. Ting tager tid og den muslimske religion er ikke så gammel som vores. De får nok styr på deres fundamentalister og efterfølgende banket hinanden shia og sunnier imellem, og så skal de i gang med at genfortolke Islam og så ligestilling og kvindefrigørelse og demokrati.
Ting tager tid, og hvis vi er heldige er de øvre det værste inden vi er døde, men jeg tvivler. Mennesker tager sjældent et nyt religiøst standpunkt i livet, når de først har fået et, så det tager en del generationer.

I forhold til noget, jeg ikke kom rundt om i et tidligere indlæg, Morten Pedersen, så var det altså først efter flere hundrede år, at kirker manifesterede sig som velhavende - eller særlig sikre på, hvad der skulle være med af tekster.

Fra artiklen:

Thomas Knarvik er afholdsmand og vegetar. Til gengæld afviser han at være ’islamofob’ eller imod religion.

'Til gengæld' plejer man at bruge mellem to udsagn af modsat eller kontrasterende valeur.
F.eks. kunne man have sagt: 'Til gengæld ryger han som en skorsten'

Her er den sproglige logik imidlertid mildest talt absurd.

/O

Hans Jørgen Vodsgaard

Hatten af for Knarvik. Men pudsigt nok er han også så politisk korrekt at hævde: "Jeg er bestemt ikke ude på at forhåne den sande Muhammed .. Min satire er specifikt rettet imod dem, der handler forbryderisk i hans navn."
Man kan vel ikke helt udelukke, at der er en vis forbindelse mellem de forbrydelser, der bliver gjort i en ideologis navn, og så indholdet i denne ideologi. ISIS mener jo selv at de er de rigtige rettroende, og det underbygger de jo med høj tekst-eksegese med citater fra både Koranen og de afledte skrifter om profetens sædvane i Hadith og de biografiske tekster i Sira.

Hans Aagaard og Frans Kristian Randlev Mikkelsen anbefalede denne kommentar

Nutidens politikere vil komme til at fremstå i historien som de politikerne der fejlede. De tør ikke at stå til ansvar over tidens virkelige problemstillinger. I stedet skubber de snebolden foran sig indtil det ikke længere er muligt, at bevæge den, da den er blevet håbløst for tung og uhåndterbar og vi hensynker i anarki og kaos.

Peter Hansen -
"Nej, det er netop pointen, Herdis Weins, at vi på ingen måde gør noget, hvor vi sætter liv og helbred på spil."
Øh jo- det gør "vi" faktisk skal jeg hilse og sige fra soldaterne i Afghanistan, der så kammerater blive dræbt af vejsidebomber . Vejsidebomber det er sådan nogen, der er placeret på forhånd og udløses, når soldater, nødhjælpsarbejdere, sundhedspersonale eller undervisere til den nyoprettede pigeskole kommer forbi. De er placerede af folk, der forlængst er i sikker afstand.
Og angreb via selvmordsbombeangreb er som oftest sat i værk af ældre mænd, der er sikker afstand fra de mål, de sætter unge til at ødelægge.
De sætter aldrig deres eget liv på spil - de dræber derimod de af deres egen befolkning, der tilfældigt er på stedet. Hvor ædelmodigt.

Der er intet ædelmodigt ved drab hverken den ene eller anden vej, Herdis Weins. Men det er nu ikke hverken Iraq eller Afghanistan, jeg henviser til, eftersom der rent faktisk blev indsat landstyrker i de krige.

Spændende bog - den skal jeg klart have anskaffet. Op på hylden ved siden af "Jesus og Mo" - sammen med de "forbudte" vers af Rushdie m.fl.

Og må jeg samtidigt varmt anbefale:

"God Is Not Great: How Religion Poisons Everything"

So true, so true...

Tak til Information for at gøre opmærksom på ovenstående bog.

Helene Kristensen, Hans Aagaard og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar
Claus E. Petersen

I dag er det vist helt umuligt for hvide mænd der tager selv blot en smule alvorligt at lave blot "blød" satire over islam uden at man samtidigt gør meget tydeligt opmærksom på at man skam også hader alle andre religioner og at satiren slet ikke retter sig mod islam, og at man kun laver satire over islam for at skabe balance og at det bestemt ikke betyder at man kritiserer hverken islam eller muslimer.

I den sammenhæng er vel tydeligt at JP's muhammed tegninger tydeliggjorde elefanten i rummet.
Der VAR selvcensur før tegningerne, men vist mest af hensyn til "tonen i debatten", men efter at en håndfuld rettroende "danske" imamer tog på rundtur til arabien kan enhver fornemme presset fra mere end 1 milliard religiøse intolerante tosser.

De såkaldt progressive kunstnere sidder i samme båd og kan kun sige mæh og muh og evt. erklære sig selv som vegetarer og fordømme kødspisere og de multinationale og bræge om multi-kultur og de onde racister når de ikke lige er nødt til at gemme sig under sengen fordi at horoskopet forudsiger at dagen vil bringe "ubehagelige overraskelser".

De danske politikerne er heller ikke meget bevendt. I forbindelse med "flygtningekrisen" præker de om danskernes ret til at vælge selv for det er hvad de tror at vælgerne vil høre mens de samtidig arbejder for at fjerne danskernes ret til at vælge selv, for det er hvad politikerne selv ønsker.

Jeg ved ikke hvad der er gået galt, men både politikere, kommentatorer, kendisser og mennesker der kommenterer på diverse blogs er efter min mening degenereret helt tilbage til det niveau jeg husker fra folkeskolen.

Hermansen skriver, at vi har mistet indre sikkerhed og suverænitet i forhold til islam. Er der grund til bekymring? Den slags foregår ofte kun i hovederne på folk. Når den er plantet i tilstrækkeligt mange, opstår der en kollektiv frygt, hvor der ikke er nogen, der ved, hvor stor eller lille den reelle risiko er for den enkelte. "Islam" bliver et buzz word, der foregøgler, at vores ""totale" frihed"" er på spil, selv om vi aldrig har haft den.

Hans-Micael Søndergaard og Peter Jensen anbefalede denne kommentar

De vigtigste emner i flygtninge og immigrations debatten bliver overset. Nemlig det faktum at for hver der kommer nu følger fire til seks efter de kommende år som konsekvens af familiesammenføring. Endvidere undgår debatten helt langtidskonserkvenserne, som ellers er afgørende, når det drejer sig om flygtninge og immigration fra muslimske lande, nemlig at islam er mere end religion. Islam er kultur og politik, som forsøger at sætte dagsorden i verden, hvor den kan. Også i Europa og Danmark. En så stor indvandring som baner sig vej nu (vi taler defakto om flere millioner, særligt på sigt), hvad enten det er flygtninge eller immigranter, vil forandre det Danmark og det Europa vi kender for altid. De værdier Europa bygger på vil gå tabt for altid. Der vil på den baggrund med sikkerhed opstå alvorlige uroligheder.

Vi skal hjælpe der hvor vi kan. Men at nedbryde os selv, er det da virkelig det vi ønsker? Men stemningen vil først vende, når det er for sent og vandet fosser ind i kælderen.

Ole Olsen, Jonathan Smith, Egon Maltzon, Ernst Enevoldsen og Frede Andressen anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Peter Hansen Det er sikkert korrekt at der ikke er mange muslimske stater (eller stater med et muslimsk flertal), der har droner, men nu er droner sådan set ikke mere eller mindre morderiske end så meget andet krigsudstyr. Du kan sagtens reducere en hel by til murbrokker og iturevne menneskedele ved simpelthen at fyre artilleri af længe nok imod den. Man skal så være brutal for at vende artilleri mod tætbefolkede områder (det er nok også forbudt ifølge Geneve konventionen), men det er jo heller ikke alle der har skrevet under på den.

Claus E. Petersen

@Peter Hansen

"Men det er nu ikke hverken Iraq eller Afghanistan, jeg henviser til, eftersom der rent faktisk blev indsat landstyrker i de krige."

Du glemmer forhåentligt ikke at Iraq også affyrede mindst 118 ballistiske missiler mod storbyen tehran i Iran og at Irans "landstyrker" til sidst var små drenge der med et koranvers i hånden blev tvunget ud i minefelter.

Den eneste grund til at de ikke anvender droner i deres evige krige i dag er den simple at de ikke selv kan lave dem, ikke har råd til at købe dem og, jeg glemte næsten, at ingen vil sælge dem til mellemøstens evigt klynkende magtliderlige diktatorer.

Den ene krise kradser efter hånden den anden i et helt uoverskueligt verdensbillede. Er mennesket over hovedet i stand til at styre jordens og menneskelighedens fremtid? Historien viser mange faldgruber vi er plumset i gennem tiden og det i en langt mindre kompleks og overskuelig verden end den vi kender i dag. Godt ser det i hvert fald ikke ud i tider som disse. Men måske venter der lysere tider forude.

Der arbejdes meget med digital styring af komplekse områder som jura, medicin, og ja traffik. Et tryk på en knap og et kæmpe Airbus A380 starter i Kastrup og lander i Hong Kong på Autopilot. Der findes allerede i dag digitale systemer, som er i stand til at stille lægelige diagnoser med stor præcision og faglighed. For i bund og grund bunder alle beslutninger i viden. Konkret eller abstrakt. Måske dele af den politiske demokratiske styring for fremtiden skal sættes på en digital styret autopilot for at undgå de værste kriser og katastrofer i en fremtidig verdensorden som ellers risikere at sænke såvel menneskeligheden og hele gloden som vi kender i grus.

Langt ude tænker du (-: :-) -.- :-) (-:

Thjaaa, det er der vel så meget der er. Og alt for kloge og ikke mindst rettidig politisk handling og human orienterede beslutninger har i efterhånden mange år været en mangelvare kloden rundt.