Læsetid: 11 min.

Kvindehadet blomstrer på internettet

For et år siden rullede ’GamerGate’ og afslørede en spilkultur fuld af chikane og trusler. Feministen Anita Sarkeesian er en af de kvinder, der har modtaget en flod af dødstrusler, fordi hun udsendte videokommentarer på YouTube, hvor hun gjorde op med sexisme i computer- og videospil. Nu er hun gået under jorden
For et år siden rullede ’GamerGate’ og afslørede en spilkultur fuld af chikane og trusler. Feministen Anita Sarkeesian er en af de kvinder, der har modtaget en flod af dødstrusler, fordi hun udsendte videokommentarer på YouTube, hvor hun gjorde op med sexisme i computer- og videospil. Nu er hun gået under jorden

iBureauet/Mia Mottelson

18. september 2015

Anita Sarkeesian vil ikke sende mig adressen til sin San Francisco-lejlighed over e-mail. I stedet sms’er hun den til mig et par timer, før vi mødes. Efter tusindvis af trusler om voldtægt og mord, herunder om at hendes foredragsturné ville blive udsat for bombeangreb og massenedskydning, kan en kvinde ikke være for forsigtig.

Sarkeesian, der er mediekritiker og direktør for nonprofitorganisationen Feminist Frequency, har de seneste par år af sit liv befundet sig i en sand ildstorm i det amerikanske gamermiljøer. Magasinet Time har kåret Sarkeesian til at være en af de 100 mest indflydelsesrige mennesker i 2015, og i sine videoer, hvori hun diskuterer kvindehad og kvindefornedrende stereotyper i videospil, taler Sarkeesian direkte til kameraet, og hendes kommentarer bevæger sig over hele skalaen fra feministisk teori til historisk analyse.

Hendes videoer er intelligente, skarpe og stærkt tiltrængt i en verden, hvor kvinder ofte opfattes som ikke stort andet end baggrundsdekorationer eller damsels in distress. Og her taler vi om en underholdningsindustri, der har vokset sig større end selv Hollywood.

For en del mandlige gamere er deres mest skræmmende fjende ikke et eller andet animeret videovæsen, men derimod denne 31-årige feminist med en forkærlighed for kreolerøreringe, der sidder lige over for mig. De har kaldt Sarkeesian for svindler og indsamlet tusindvis af dollars for at finansiere en ’dokumentarfilm’ om hende (som afslører absolut intet). Nogle har endda lavet et spil, hvor brugere kan slå et billede af hendes ansigt til blods.

Sarkeesian, der bærer røde briller, som matcher hendes affarvede hår, virker veloplagt og optimistisk, hvilket er ret imponerende i lyset af den syndflod af had og dæmonisering, der er blevet en fast del af hendes liv.

»Reaktionerne handler ikke så meget om indholdet i mine pointer. De afspejler snarere en vrede: ’Hvor vover en kvinde at have holdninger til vores legetøj?’– og så især en feminist,« siger hun.

Vi sidder i hendes stue, hvis vægge er dækket af whiteboards, hvor hun har skitser til ideer til fremtidige videoer og projekter.

Crowdfundede sine videoer

Sarkeesian grundlagde Feminist Frequency i 2009, mens hun skrev ph.d. om politisk filosofi. Hun fandt dog den akademiske verden ret fremmedgørende.

»Akademiske tekster kan være helt umulige at læse, hvis man ikke er uddannet til det, og jeg spekulerede på, hvorfor vi forbeholder disse indsigter en lille og privilegeret gruppe mennesker.«

Men så stiftede hun bekendtskab med den feministiske teoretiker bell hooks (pseudonym for Gloria Jean Watkins, red.).

»Hun brugte analyser af massemedieprodukter til at engagere de studerende. Hendes tanker om popkultur som fælles sprog gik rent ind hos mig.«

Sarkeesian begyndte derfor at lave videoer, som kommenterede masse- og popkultur, fra tv-shows til Twilight-serien, i 2012 besluttede hun at lave en række videoer om computerspil, og det lykkedes hende at crowdfunde sin videowebserie Tropes vs Women In Video Games. Hun satte sig først et beskedent mål: 6.000 dollars, hvilket allerede blev nået på et døgn. Og på to uger havde hun rejst næsten fire gange så mange penge.

Det var da, chikanen begyndte: Der blev skrevet sexistiske fornærmelser på hendes Wikipedia-side, og hendes YouTube-videoer blev udsat for et bombardement af overfusninger. Sarkeesian havde prøvet at blive chikaneret online før – »Jeg er en kvinde på internettet!« – men aldrig før af et helt kobbel af haters.

Og det var ikke kun åbent had. Sakeesian oplevede også, at det gentagne gange blev forsøgt at bryde ind i hendes konti og hænge hende ud.

»De forsøgte at få min Kickstarter-indsamling annulleret og meldte mig til FBI og skattevæsnet,« siger hun.

De giftige reaktioner skabte kun desto større interesse for projektet, og da hendes Kickstarter nåede deadline, havde Sarkeesian rejst næsten 160.000 dollars.

Angrebene er ikke taget af siden: Nogle af hendes plageånder har manipuleret med billeder af Sarkeesian for at få dem til at fremstå pornografiske, f.eks. i sekvenser, hvor hun ses blive voldtaget af videospilfigurer. Alt sammen fordi en kvinde havde vovet at uploade kritiske YouTube-kommentarer om videospil.

Chikanen påvirker psykisk

Sarkeesian indrømmer, at chikanen har påvirket hende psykisk – »hvordan kan man undgå det?« – men drejer hellere samtalen ind på det større billede.

»Mange kvinder bliver udsat for tilsvarende chikane, uden at de får al den opmærksomhed, jeg gør. Farvede kvinder og transseksuelle især får slet ikke den opmærksomhed i medierne eller den støtte, de kunne behøve.«

Sarkeesian påpeger, at direkte chikane kun er en blandt flere former for onlineforfølgelse: Nogle oplever at blive genstand for konspirationsteorier eller at der bliver lavet falske profiler på sociale medier, der efterligner offeret. Én person lavet noget, der lignede et tweet fra Sarkeesian selv, hvori hun hævdede at have brugt alle Kickstarter-pengene på designersko.

Kvinder udsættes i langt højere grad for onlinechikane end mænd, og chikanen antager langt hyppigere seksuel og voldstruende karakter. En undersøgelse fra 2006 fra University of Maryland konstaterede, at når kønnet på et brugernavn er kvindeligt, er brugeren 25 gange mere udsat for chikane.

Hadkampagnen mod Sarkeesian afdækkede således et bredere problem, og i 2012 blev hun inviteret til at holde foredrag om emnet; en såkaldt TED-talk. Siden har hun været på forsiden af erhvervsmagasinet Bloomberg Businessweek og optrådt i det satiriske tv-show The Colbert Report.

Tillagde sig mandlige værdier

Før Anita Sarkeesian blev hvirvlet ind i affæren om onlinechikane og sexisme i spil, »var jeg helt sikkert en person, som sagde: ’Jeg er ikke feminist, men tror på lige rettigheder’«.

Hun er vokset op hos armenske forældre fra Irak, der senere flyttede til Canada og blev opdraget til altid at være åben over for nye ideer. Politik var altid et bagtæppe for hendes liv. Hun husker at have set nyhedsdækningen fra Golfkrigen i tv og hendes families bekymring for de slægtninge, der var blevet i Irak.

Det var først, da hun læste Ariel Levys bog Female Chauvinist Pigs, at hendes øjne blev åbnet for feminismen, siger hun.

»Jeg indså, at jeg selv tillagde mig mandlige værdier for at få den falske følelse af magt,« siger hun.

»Jeg havde mange mandevenner, og kunne finde på sige ting som: ’Åh, der er så meget, kvinder ikke forstår!’. Jeg talte i vendinger, der gjorde andre kvinder til objekter.«

Omkring den tid, da hun stiftede bekendtskab med feminisme som studerende i Sydcalifornien, blev Sarkeesian studenteraktivist.

»Jeg læste en masse bell hooks,« siger hun. »Og jeg lærte om undertrykkelsens og de mandlige privilegiers systemer. Jeg lærte om hvidt overherredømme og om heteronormativitet. Og jeg oplevede det som en stor befrielse, fordi det gik op for mig, at jeg forstod meget mere af verden, og af, hvad man kan gøre for at prøve at forandre den. Selv om det kan være op ad bakke.«

GamerGate

Og endnu mere op ad bakke blev det med GamerGate. GamerGate er et Twitter-hashtag, som begyndte i august 2014 og blev til en online bevægelse, der skulle forestille at handle om kritik af journalistisk etik, men reelt angreb og chikanere kvinder som Sarkeesian.

Og hun er frustreret over mediernes dækning af GamerGate: »Der var ikke rigtig nogen, der tog fat i udgangspunktet og forstod, at vi havde at gøre med et onlineovergreb.«

Bevægelsen begyndte med, at den 25-årige softwareudvikler Eron Gjoni oprettede en blog med 10.000 ord, der handlede om hans exkæreste, videospilsdesigneren Zoe Quinn. På bloggen beskrev han de mest intime detaljer af deres forhold, herunder hendes påståede utroskab.

Ifølge Quinn var det »vold i hjemmet, der fik viral udbredelse, og som var designet til viral udbredelse«. Quinn blev oversvømmet af voldtægts- og dødstrusler, hendes konti blev hacket. Og hendes adresse, telefonnummer og nogle nøgenbilleder blev offentliggjort. Derefter gik hun i skjul.

Men det afhænger af, hvem man spørger, hvilke forfærdelige sandheder fra Gjonis blog, der gjorde Quinn til en af gamerverdenens mest forhadte kvinder

Ifølge ’GamerGaters’ satte Gjonis blog fokus på, at medierne skulle lave positiv særbehandling af kvindelige spildesignere – deraf bevægelsens mantra ’det handler om etik i journalistik’, der sidenhen er blevet latterliggjort. Det skyldes, at Quinn angiveligt havde et forhold til en journalist, der skrev positivt om et af hendes spil – i virkeligheden omtalte journalisten blot spillets eksistens.

For andre var bevægelsen et dække over sexistisk chikane og afspejlede en frygt for kvindelig indtrængen på et traditionelt mandligt domæne.

Som Sarkeesian desuden påpeger: Hvis denne ’bevægelse’ ville kritisere journalistik, hvorfor var det så ikke journalister, der blev udsat for voldtægts- og dødstrusler?

»Sandheden«, siger Sarkeesian, »er, at GamerGate havde eksisteret i årevis, før bevægelsen tog det navn. Det har hele tiden været den samme kerne af spillere, den samme chikane, de samme overgreb. Hashtagget satte bare navn på denne ’løst organiserede pøbel’, der angriber kvinder i spilverdenen.«

En giftig maskulin kultur

Anita Sarkeesian ynder også at kalde GamerGate for et »sexistisk vredesudbrud«, fordi man har »en oplevelse af hysteriske børn, der skriger, uden at man ved hvorfor«.

»Jeg er ikke så glad for ordene troll og mobber, siger hun – de virker for barnlige. For det her er chikane og forfølgelse. Men det er helt klart hysteri. Det er som et skræmmende, voldsomt, uregerligt raserianfald. Det er et angreb på kvinder i spilbranchen. Målet er at lukke munden på kvinder eller, hvis det ikke lykkes, at miskreditere dem.«

»De her fyre udslynger det værste lort. Hensigten er helt klart at få bare noget af det til at sidde fast. Og det virkede,« siger hun med reference til Quinn-episoden.

»Det hænger fast, fordi det lyder godt i spilverdenens publikums ører. De her modbydeligheder vækker genklang hos rigtig mange mennesker. Og inspirer mange til efterfølgelse.«

Sarkeesian advarer mod det stereotype billede af teenagere i deres forældres kælder – »den værste chikane stammer fra voksne mænd« – men deler bekymringen for, at en yngre generation skal vokse op med chikane af kvinder som ikke bare en gyldig norm, men også en måde at imponere kammerater på.

»Der er en atmosfære af drenge-omklædningsrum over de her afkroge af internettet, hvor mænd føler, de kan vise sig over for hinanden,« siger hun.

»En stor del af chikanerierne er bundet til en giftig maskulin kultur, hvor man kappes om at overgå hinanden. En vil måske sende en kvinde en dødstrussel, tage et screendump af den og dele den i et forum, hvor den inspirerer en anden mand til endnu værre ting.«

Sarkeesians strategi mod chikanører og haters er i vidt omfang at blokere og ignorere dem.

»Der er mænd, der jævnligt producerer videoer om mig. I nogle af dem skriger de bare, i andre holder de skydevåben i hånden, imens de taler om, hvor meget de hader mig. Jeg kan naturligvis ikke gå i dialog med dem, for så forstærker jeg bare deres stemmer«.

Mange af disse mænd vil måske hævde, at det hele er for sjov eller for at gøre indtryk på deres venner, »men med den form for henvendelse fastholder de alle de skadelige myter, som knytter sig til den sprogbrug og de ord«.

Bombetrusler

Chikanens virkning er heller ikke et rent onlinefænomen. Hun kan ikke bare lukke sin bærbare computer og gå videre med sit liv, for truslerne har en mærkbar effekt på hendes selvbillede og tilværelse.

Dagen før en planlagt tale på Utah State University sidste år fik universitetets administrationskontor en e-mail, der truede med massenedskydning: »Det bliver den mest dødbringende skoleskydning i amerikansk historie, men jeg giver jer en chance for at stoppe det,« stod der.

Afsenderen brugte samme navn som den mand, der dræbte over et dusin kvinder i Montreal i 1989 efter at have kaldt dem »en flok feminister«. Sarkeesian aflyste sin tale, da arrangørerne nægtede at installere metaldetektorer.

»Jeg er blevet truet før og har alligevel stillet mig op – men her var de ikke parat til at gøre det nødvendige for at hindre folk i at tage skydevåben med,« siger hun. Staten Utah har såkaldte open carry-love, der betyder, at det er lovligt åbent at bære en pistol i offentligheden. »Det handlede ikke kun om min, men også om de studerendes sikkerhed.«

Da hun sidste år holdt et foredrag, kom en mand hen til hende med hænderne i lommen. »Jeg nåede at tænke: ’Har han en kniv?’,« siger hun.

Og da Sarkeesian i 2014 skulle have overrakt en gamingpris i San Francisco, truede en anonym e-mailskribent med at detonere en bombe, hvis ikke prisen blev tilbagekaldt. Denne gang, fortæller Sarkeesian, tog arrangørerne dog sikkerheden alvorligt. Politiets bombeenhed blev indkaldt, men fandt intet, og prisoverrækkelsen forløb som planlagt.

»Jeg foretrækker at sidde bagerst i restauranter eller med ryggen til vinduerne, så ingen genkender mig,« siger Sarkeesian.

»Hvis nogen stopper mig på gaden for at spørge om vej, kan jeg være tæt på at gå i panik.«

»Det stinker«, siger hun. »Det stinker virkelig, men jeg har ikke lyst til at tænke alt for meget over det, for jeg kan ikke gøre noget ved det alligevel. Det er ’det nye normale’ for mig.«

Det ultimative demokrati

Da internettet begyndte, siger Sarkeesian, var tanken, at det skulle bane vejen for »det ultimative demokrati«. Ideen dengang var, at internettet ville befri os fra alle undertrykkelser forbundet med fordomme. Vi ville blive i stand til at kommunikere mellem vores onlinepersonaer, fra sjæl til sjæl, og lære hinanden at kende som mennesker i stedet for at dømme hinanden på grund af køn eller race«.

»Men da vi opbyggede den teknologi, forstod vi ikke, at magtens dynamikker og de meget reelle undertrykkelsessystemer bare fulgte med online,« siger Sarkeesian.

»En af de stærke ting, feminismen og borgerrettighedsbevægelsen gjorde, var at ændre på de systemer, vi levede i. De kunne ikke hindre alle enkeltindivider i at opføre sig sexistisk eller racistisk, men de fik ændret på de systemer, vi deltog i, så det i de fleste miljøer ikke længere var velset at opføre sig sådan.«

»Så mens vi kan takke feminismen for, at det ikke længere er socialt acceptabelt for en chef at klappe sin kvindelige sekretær i måsen, kan mænd stadig belønnes med social onlinestatus for at chikanere kvinder, når det foregår i gamerverdenen og på internettet. Og det system har vi ikke fundet ud af, hvordan man ændrer. I hvert fald ikke endnu.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Vilvig
Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristian Rose Schmidt

Alle Anita Sarkeesians postulater om sexisme er blevet tilbagevist. Problemet ligger i, at hun har franarret en masse godtroende feminister deres penge, og brugt dem til at lave usaglig mandehads-propaganda. Hun har fjernet muligheden for at kommentere hendes videoer, og er ikke villig til at indgå i en debat om de falske oplysninger hun bringer. Det er et falsum, at vesten er et patriarkat. Troper i nutidens pop-litteratur, computerspil og film er ikke styret af patriarkatets interesser, men af markedets. Kulturprodukter har det indhold, som målgruppen er interesseret i at betale for.