Kommentar
Læsetid: 4 min.

Lands lov og ret

’Luk grænsen eller luk røven,’ har en af DF’s utilfredse vælgere skrevet til formand Tulle på Facebook. Men hvad med om partiets vælgere vender kritikken lidt indad? Hvordan ville et Danmark fuldt og helt regereret af Dansk Folkeparti mon se ud? Og er I sikre på, at I selv ville kunne holde det ud?
Kultur
19. september 2015
Ib Kjeldsmark

I skrivende stund, søndag eftermiddag, har Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, der også er formand for Folketingets retsudvalg, endnu ikke været på tv for at kræve strengere straffe til de kyniske menneskesmuglere, der på det seneste har hjulpet adskillige flygtninge til Sverige.

Med udtrykket ’kyniske menneskesmuglere’ menes naturligvis de danske privatbilister og togkonduktører, der dels har givet flygtningene kørelejlighed, dels har ladet dem køre uden billet i togene. Mon ikke også Skaarup har et ondt øje til de ryggesløse personager, der har forsynet de flygtende med tæpper, vand, barne- og klapvogne? For ikke tale om politiet, der har givet forbryderne – både de indvandrede og lokale danskere – frit lejde ved at se gennem fingre med deres åbenlyse ugerninger.

Det er da besynderligt, at vi slet ikke har hørt noget fra Dansk Folkeparties rottweiler i den anledning. Har han bare ikke haft tid, fordi han har travlt med at bryde partiets øvrige valgløfter – eller sidder han som en anden kryster og ryster i bowserne, fordi befolkningens flertal pludselig ikke længere er med ham? Som illustration af det sidste: nede i grænselandet, i det ellers så DF-venlige Sønderjylland, blev der arrangeret en demonstration for at få grænsen lukket. Den samlede sølle 75 deltagere.

En 15-årig skolepige blev så indigneret, at hun indkaldte til en moddemonstration. Den samlede 250 mennesker. Jeg er på skolepigens parti. De privatbilister, man allerede har rejst sigtelse mod – for menneskesmugling, jo – burde man efter min mening i stedet give en medalje. Som tak og anerkendelse for, at Danmarks ry i udlandet ikke er blevet endnu mere elendigt, end det allerede er. Men mig skal man nu heller ikke regne med. Ifølge DF’s integrations- og udlændingeordfører, Martin Henriksen, er jeg ikke for andet end et dehumaniseret ’individ’ at regne – altså én man naturligvis ikke kan tage alvorligt.

Henriksen selv – en mand der i realiteten hverken kan læse eller skrive – stiller sig derimod gerne op til forsvar af den danske kultur – i hans ’optik’ vistnok noget med juletræer og flæskesteg. Han ’ser gerne’, som han så blødt har udtrykt det, at politiet optræder med større konsekvens og resoluthed, når flygtninge vil ind i vores dejlige, lille land. Gad vide, hvad han tænker på? Håndjern, knippelsuppe, vandkanoner og tåregas? Eller har han andre metoder?

Få har æren i behold

Partiets tidligere formand, Pia Kjærsgaard, har foreløbig ikke sagt noget som helst om de mange flygtninge i Rødby og Padborg. Det er sikkert ikke fordi, hun ikke gerne ville have et rask lille skænderi om muslimer og tørklæder, endnu engang, men hun har sin nye formandspost for Folketinget at tænke på. Det er formelt kongerigets næsthøjeste embede, som hun naturligvis sætter stor pris på at være blevet valgt til. Så hun skal ikke have noget klinket, lader det til.

Den nuværende formand, der meget passende kaldes Tulle, tuller netop rundt foran tv-kameraerne og lader som om, det stadig er dagen efter valget, hvor han pludselig er leder af landets næststørste parti, som efter hans skøn står sig bedst og vil få mest muligt af dets politik gennemført ved ikke at deltage i noget regeringssamarbejde. Han vil hellere være gratist, mens statsministeren så kan få lov til at tage alle øretæverne. Det gør han også. Og det er en almindelig opfattelse, at han har fortjent dem. Men nok ikke at det er helt rimeligt, at Tulle slipper.

I det hele taget er der ikke rigtig andre, der stadig har æren i behold, end de venligboere og til lejligheden menneskesmuglere og andre, der har været pladderhumanistisk hjælpsomme over for flygtningene. Socialdemokratiet kan for eksempel ikke finde ud af at være socialdemokrater, men bevares, det er alligevel meget længe siden, de har kunnet det.

Ubegrænset taletid

Visse mennesker opfører sig som om de en gang for alle har indgået en kontrakt med samfundet. En kontrakt, der under ingen omstændigheder kan fraviges. Selv hvis der indtrådte en klimakatastrofe, en helt bogstavelig syndflod, ville søstrene Krarup uden tvivl insistere på, at folk altså ikke bare har lov til at gå på motorvejene! De vil kræve, at politiet straks bringer ulovligheden til ophør – for hvor var vi ellers henne?

Hvis det bare var et par forpylrede præstedøtre, der ikke rigtig har sans for hverken proportioner eller realiteter, kunne man selvfølgelig bare ryste på hovedet af dem. Men der er tale om to forpylrede præstedøtre, der synes at have ubegrænset adgang til medierne – ikke mindst tv. Det har man kunnet undre sig over i snart mange år, men det begynder at være direkte pinligt. Hvad kvalificerer dem til at få taletid i tide og utide?

Der findes også mennesker, der mener, at Jorden er pæreformet, og nogle der mener, at Cliff Richard er forhærdet hashryger og kommunist. Kunne man ikke interviewe dem i stedet for søstrene Krarup, for eksempel hver anden gang tv føler trang til at fordybe sig i det aparte overdrev. Bare for afvekslingens skyld.

»Luk grænsen eller luk røven,« har en af DF’s utilfredse vælgere skrevet til formand Tulle på Facebook. Men hvad med om partiets vælgere vender kritikken lidt indad? Hvad mener I overhovedet med at lukke grænsen? Har det nogensinde været muligt? Og hvordan ville et Danmark fuldt og helt regereret af Dansk Folkeparti mon se ud? Er I sikre på, at I selv ville kunne holde det ud?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Grethe Preisler

Gud ved, hvad det er, de er så bange for alle disse politiske "eksperter" og "analytikere" og "forstå sig på'ere" fra den lavere akademiske middelklasse, som analyserer og kommenterer i et væk på, hvad der mon rører sig i maven på "folkets brede masser"?

Folkets brede masser - alle disse nationens mindste små lavt uddannede stakler, som ikke har gået længe nok i skole til at fatte, hvad der foregår for næsen af dem.

Alle den neoliberale akademiske middelklasses ømme ligtorne, som man endelig ikke må træde på og "stigmatisere" ved at kalde en skovl for en skovl, en spade for en spade, og de 37 ud af i alt 179 folkevalgte medlemmer af landets lovgivende forsamling, der har formået at svinge sig op til at være "den lille mand og det jævne folks" repræsentanter på tinge, hvad de er og hele tiden har været: Plattenslagere slet og ret!

Plattenslagere som i kraft af, at nogen engang har antydet, at deres - højt dekorerede - tidligere formandinde og hendes drabanter var mindre stuerene end ønskeligt kunne være, har krabbet sig op på landets højeste talerstol i landets lovgivende forsamling.

Gud bevare Danmark og de sørgelige rester af folkets brede masser. Så folkets brede nasserøve kan blive siddende, hvor de sidder, til evig tid uden at blive afbrudt af upassende tilråb fra dem på den billige langside.

Kurt Lindy Hansen

Det er enfoldige mennesker. Mange i DF. Det kunne endda være, hvis ikke det var, at de har fået magt og indflydelse. Det har man indset i Sverige.

georg christensen

Når et lands lov og ret ønskes opretholdt nytter det intet at sige: Luk grænsen eller luk røven eller munden, når "stanken" af "uvidenhed" let forpester luften udenom.