Klumme
Læsetid: 1 min.

Litterær dom

Kultur
5. september 2015

Jakob Ejersbo, der døde alt for ung som 40-årig, genopstår som litterær figur, Jakob, i Ditte Steensballes nye bog Lejligheder, der udkom i går. Med bogen om sit knap et år lange kærlighedsforhold til Ejersbo tilbage i 2002-03 indskriver Steensballe sig, selvom hun vægrer sig mod genrebetegnelsen ’roman’, eksplicit i tidens autofiktive tendens med at gøre eget levet liv til litteratur.

Steensballes bog hører umiddelbart til i kategorien ’Jeg har elsket en kendt’ og lægger sig i forlængelse af Louise Østergaards Ord om forholdet til den mindreårige Yahya Hassan. Til forskel fra Østergaards ubehjælpsomme bog, så er Lejligheder litteratur, for hun formår til dels at løfte det private stof op på et mere alment plan.

Men hvad der i særlig grad gør denne sag lidt speget, er, at den portrætterede ikke er der til at forsvare sig selv eller komme med sin version. Bogen er derfor allerede på forhånd behæftet med mistanken om, at Steensballe bedriver litterær spekulation, og det er også derfor, Erik Skyum Nielsen i sin anmeldelse bruger betegnelsen nekrofil collage. I interviewet med hende forsvarer hun sig med, at bogen tilfældigvis kom til at handle om Jakob Ejersbo, men at det også kunne have været en hvilken som helst anden. Det afgørende var deres helt unikke kærlighedsforhold.

Det ved jeg ikke, om jeg tror på, men jeg ved på den anden side heller ikke, om det er nødvendigt at tage det forbehold. Steensballe har lov til i litterær form at skrive sin version af deres forhold. Hun må godt, og netop derfor er den eneste dom, der kan lyde, den, der dømmer værket som litteratur. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her