Baggrund
Læsetid: 10 min.

Litteraturen definerer altid de europæiske krisetider

Flugt, migration og eksil har altid præget den europæiske litteratur. Og nogle gange er det ligefrem litteraturen, der skaber historien. Med afsæt i den aktuelle flygtningestrøm til Europa og dens udfordring for det europæiske sammenhold er Information sammen med en historiker og en litterat gået på jagt efter migrationens rolle for den europæiske litteratur
Den antikke digter Vergil fortalte i sit store epos ’Æneiden’ om flygtningen Æneas fra Troja, der sammen med sin familie flygter til Italien, hvor han grundlægger Rom. Her er familiens flugt afbildet af den italienske maler Pompeo Girolamo Batoni (1708-1787). Illustration: Polfoto
Kultur
19. september 2015

Litteraturen har altid ledsaget de store europæiske kriser. Ja, den har ikke bare ledsaget, men også i omdigtningen været med til at bestemme, hvordan krisen efterfølgende skulle forstås. Således også de kriser, der har været igangsat af store flygtningestrømme rundt på kontinentet, der har fået stater til at gå under og trukket nye grænser for folk og nationer. Eksempelvis fortalte den antikke digter Vergil i sit store epos Æneiden om flygtningen Æneas fra Troja, der flygtede til Italien og grundlagde Rom. Hele den myte blev udnyttet politisk og har været med til at forme hele vores forståelse af, hvordan Romerriget blev til. Og på tilsvarende vis har litteraturen også ledsaget opløsningen af Romerriget som følge af de store folkevandringer i 400-tallet. Derfor inviterer jeg nu på en rejse i migrationens litteraturhistorie. Mine to ledsagere er historiker Uffe Østergaard og litterat Moritz Schramm.

Uffe Østergaard siger uden tøven, at det lige nu »i sandhed er en skæbnestund for Europa«. Og han har ikke meget til overs for de historikere, der afviser at sammenligne den nuværende situation i Europa med den store Folkevandring og Romerrigets opløsning.

Han henviser til den mindre kendte romantrilogi af Stig Strömholm Dalen – Markerne – Skoven, der er oversat af Dronning Margrethe og handler om folkevandringstiden omkring 400-tallet. Værket giver en præcis beskrivelse af den europæiske kulturblanding og peger på, hvordan den efterfølgende historie med først de middelalderlige nationer, siden nationalstaterne og bagefter EU så tydeligt begynder her.

»Det er noget af det bedste, der er skrevet om, hvad folkevandringen gør ved den romerske civilisation, der både går under og bliver skabt i en ny udgave, fordi germanere og barbarer flytter ind i den romerske civilisation. Og det er det, der her vil ske inden for de næste 50 år: Europa vil bestå, men europæerne blive nogle andre. Det er spændende, om disse andre bliver sorte, brune eller gule.«

Grænselitteratur

Uffe Østergaard mener, at det er uforudsigeligt, hvad der præcis kommer til at ske og hvor voldsomt det bliver. Han peger på, at romerne holdt grænserne indtil 400-tallet. Da de brød sammen, blev Rom overtaget af latiniserede barbarer. Først med Karl den Store i slutningen af 700-tallet begynder der så at opstå en ny europæisk enhedskultur. Ligeså her i vores egen tid.

»Vi havde regnet med, at muslimerne ville blive til fredelige lutheranere, men glemt at der var et par kulturelle mellemregninger. Man forsøger så at bekæmpe med opdragelse, at indvandrere skal lære dansk, og at de første værker, man stifter bekendskab med, ikke skal være Koranen men Oehlenschläger og Højskolesangbogen, og det er en udfordring. Hvis vi bruger billedet fra Rom, at vi får en ny blandingskultur, så skal vi samtidig huske, at det tager flere hundrede år at skabe nye accepterede flertalskulturer, og at nogle af processerne kan være relativt blodige. Skal man dømme ud fra folkevandringstiden, så vil der blande sig nye myter ind i de nationale, og det bliver ikke Yahya Hassan, men snarere høj persisk litteratur, eksempelvis Omar Khayyám. Om der bliver en verdenslitteratur på dansk, afhænger af, hvordan det går. Alternativt laver man små lukkede klubber og rendyrker det danske.«

Uffe Østergaard, der har interesseret sig meget for grænser, ser også en parallel til i dag i romernes såkaldte limes, altså de grænsedragninger i form af mure, skabt for »at markere, at når barbarer, indvandrere og migranter var kommet over den grænse, så var de frit bytte«. Der er både limes germanicus, muren fra Paris til Donau, der beskyttede mod indtrængende germanere, og Hadrians mur, rigets nordvestlige grænse.

Østergaard gør opmærksom på, at Rudyard Kipling har skrevet romanen Puck of Pook’s Hill fra 1906, hvor forfatteren har levet sig ind i tankerne hos de romerske soldater. Det viser sig at være en skildring af Hadrians mur, men i virkeligheden handler det i forfatterens egen tid om grænsen mellem Indien og Afghanistan. The North West frontier forlagt til Romerriget og et stykke interessant litteratur om grænsedragning i det hele taget og om hvordan man bliver præget af grænsen.

Grundlagt på litteratur

Romerriget er også begrundet i et stykke litteratur, nemlig Vergils Æneiden. Med Æneas, denne trojanske helt og emigrant på flugt, »fik Rom en grundlæggelsesmyte, som kejser Augustus kunne udnytte. Æneas undslipper Troja og grundlægger Rom, og derved får han lavet en fusionsideologi eller –kultur ved at koble det græske og romerske sammen. Her er vi i den positive version af at skabe en verdenscivilisation med fælles rødder«, som Uffe Østergaard udtrykker det.

Moritz Schramm er lektor ved Institut for Kulturstudier på SDU og har netop fået en bevilling til et forskningsprojekt om europæisk migrationslitteratur. Han bekræfter, at der helt tilbage til Homer, Vergil, Ovid og Dante har været migration og eksilerfaring i litterære værker og at »de store politiske omvæltninger altid har medført litterære værker, der italesætter flugt- og migrationserfaringer, ikke mindst i forbindelse med nationalstatens opbygning i 1800-tallet og helt frem i det 20. århundrede, som mange omtaler som ’migrationens århundrede’.«

Ifølge ham har migrationslitteraturen sit afsæt helt tilbage i Homers Odysseen, selv om den ikke i streng forstand handler om migration, men om en verden i krise og krig.

»Der findes i europæisk litteratur en grundfortælling, der går ud på en rejse, og hvor det ikke så meget handler om at komme frem, men om alle de begivenheder, der forhindrer en hjemkomst.«

Moritz Schramm er indforstået med at inddrage Biblens store migrationsfortælling, nemlig fortællingen om Moses, der befrier israelitterne fra deres trældom i Egypten og fører dem gennem ørkenen til deres nye land. Det er her dybt inde i den europæiske tradition, i de kanoniske tekster, at vi genkender historien om fordrivelse og genkender motivet om at hjælpe den flygtende. Og det er i den sammenhæng underordnet, om der er tale om virkelige begivenheder eller en efterfølgende mytologisk konstruktion.

En gruppe syriske flygtninge, der har krydset grænsen mellem Serbien og Ungarn ved byen Röszke, prøver at finde vejen til banegården i Szeged. Efter at have siddet længe på en mark og ventet på en bus, der skulle køre dem til et modtagelsescenter, er de blevet utålmodige og er begyndt at gå i mørket. De vil gerne til Tyskland.

En gruppe syriske flygtninge, der har krydset grænsen mellem Serbien og Ungarn ved byen Röszke, prøver at finde vejen til banegården i Szeged. Efter at have siddet længe på en mark og ventet på en bus, der skulle køre dem til et modtagelsescenter, er de blevet utålmodige og er begyndt at gå i mørket. De vil gerne til Tyskland.

Jacob Ehrbahn

Hans litteraturhistorie fortsætter med Vergil, Ovid og Dante og bevæger sig ind i middelalderen og korstogene med ret så heftige flygtningestrømme og kulturmøder mellem forskellige kulturer. Her fremhæves Rolandskvadet fra 1100-tallet, der er blevet fælles reference for flere nationer, hvor sammenstødet mellem den kristne og muslimske verden skildres med dramatisk intentisitet.

»Rolandskvadet bliver en fælleseuropæisk saga. Værket installerer en kulturkonflikt, som ikke er der længere,« siger Moritz Schramm, og henviser til, at det i virkeligheden ikke var muslimer, men kristne, der angreb Karl den Stores tilbagetog. Denne forfalskning er typisk.

»Allerede i middelalderen skriver man om på den reelle historie for at få den til at passe på de aktuelle omstændigheder. Der gendigtes og forvrænges, og der finder et misbrug af historien sted i litteraturen.«

Rejsen og kulturmødet er et konstant motiv op igennem historien. Og nu er det nødvendigt lige at gå lidt hurtigt hen over emnet, men centralt står Cervantes’ Don Quijote og senere i oplysningstiden Voltaire og Lessings Nathan den vise, der er opstået midt i en intern europæisk religiøs krise og konflikt med en stærk jødisk helt, der kommer fra Orienten.

Nævnes skal også Goethes West-östlicher Diwan, hvor den største digter fra Aftenlandet så at sige bliver araber for at udtrykke, at de orientalske kulturstrømme ikke kan holdes ude fra vesten, men virker sammen. Og videre til den romantiske litteratur med sigøjner-fascination, Eichendorff, det hjemløse motiv hos Novalis og H.C. Andersen.

Et separat aspekt repræsenterer den store russiske litteratur i 1800-tallet. Det er Uffe Østergaard der gør opmærksom på, at den i særlig grad ernærer sig af grænsen mellem forskellige kulturer. Den russiske litteratur i den periode foregår i Skt. Petersborg, som oprindeligt var svensk jord.

Man taler ofte om Skt. Petersborg som et vindue mod Vesten, men i virkeligheden kan man også sige, at den store ortodokse tradition her bringes ind i det europæiske. Der er tale om en formidlingskultur mellem Europa og det multinationale Rusland, og det er takket være at Rusland breder sig ud og ind i Europa, at Dostojevskij, Tolstoj og Pusjkin at europæisk litteratur bliver så stor og rig.

Dansk immigrationslitteratur

Den danske guldalderlitteratur er opstået på modsatte måde, tilføjer Uffe Østergaard, nemlig ved sammenpresning af et stort multinationalt rige, Oldenburgerne, der bliver mindre og mindre. Her skaber fire genier, H. C. Andersen, Ørsted, Kierkegaard og Thorvaldsen, en kreativ eksplosion, men kun i én generation, for så bliver det hele nationalt og regionalt på en måde, som vi stadig forsøger at reklamere for. Uffe Østergaard opsummerer:

»Rusland breder sig ud og sætter derved præg på det europæiske. Pusjkin var mulat, og det generede ikke nogen, kvinderne flokkedes om ham. De intense situationer er definerende. Den kedelige socialdemokratiske kultur producerer ikke stor litteratur, den producerer kun kunstfondstøttelitteratur.«

Tilbage på sporet er vi nået til den moderne nationalstats opkomst. Her er projektet de homogene nationalstater og fokus på dem, der som jøden og emigranten ikke lige passer ind, fortæller Moritz Schramm. De bliver vigtige bipersoner i flere litterære værker. Det 20. århundrede er præget af mange migrationsbevægelser, folk på flugt og hvem der passer ind og ikke. Værkerne er mange, men Franz Werfel skriver om Armenien-massakren og Moritz Schramm nævner Bertolt Brechts Svendborger digte som eksildigte om flugt og afmagt, om at føle sig fortabt og ikke finde grund til at lære sig et sprog, når man alligevel er på vej videre.

Og så fremhæver han efter Anden Verdenskrig Anna Seghers Transit som et af de bedste værker om den enkeltes afmagt over ikke at kunne komme videre, men være fanget et sted midt imellem. Romanen viser også tilbage til Odysseen. Han nævner også Primo Levis og Imre Kértész’ forgæves forsøg på efter ophold i Auschwitz at vende hjem. Fundamentet under tilværelsen er væk. Opholdet i en kz-lejr har gjort dem rodløse og gjort det umuligt helt at vende tilbage. Det er en grunderfaring, som præger litteraturen i flere årtier efter 1945, hvor det at aflægge vidnesbyrd også er at konfrontere læserne med større erfaringsdimensioner.

Gæstearbejderlitteratur

I 1970’erne og 80’erne får vi i vest en gæstearbejderlitteratur, som ifølge Moritz Schramm ikke er så æstetisk spændende, men derimod dyrker autenticiteten ved at give stemme til folk, som ellers ikke lige høres. Der er en erfaring at give videre i litteraturen om at have flyttet sig til en ny kultur, og der er en bestræbelse på at skildre disse som mennesker og ikke bare som arbejdere. I 1990’erne bliver migrationslitteraturen mere æstetisk krævende og kommer med forfattere som Salman Rushdie til at handle om at være rodløs, være i bevægelse, om ankomst og om at være på vej og krydse øst og vest.

I slutningen af 1990’erne kommer der et opgør med den søde indvandrer og autenticitet, og forestillingen om at alle flygtninge, der ankommer, hører til og tilpasser sig afvises. Yahya Hassan var ifølge Moritz Schramm noget nyt i Danmark, men i Tyskland havde man den diskussion 10 år forinden. Nu kan man ikke længere opretholde idéen om nogenlunde homogene nationalstater, vi hører ikke alle sammen til inden for de nationale rammer.

I de seneste årtier er der derfor kommet en større forståelse af, at de forskellige samfund er internt forskellige, at de europæiske samfund er dybt mangfoldige. Det afspejles i litteraturen som forhandlinger om, hvilket samfund vi får, når alle har forskellige baggrunde og kommer forskellige steder fra. Og det vil for Moritz Schramm være den tendens, der med de helt aktuelle flugthistorier fortsætter.

»De flugthistorier, vi hører om nu, vil finde deres vej i litteraturen. De vil italesætte erfaringer, og de vil umiddelbart som autenticitetsgengivelser blive taget op i subkulturelle institutioner som teatre. Om nogle år vil det være romaner, hvor flugterfaringerne i fiktiv form vil indgå i alle landes kollektive baggrund.«

I Tyskland er der gennem årene kommet tre millioner emigranter fra Tyrkiet, Østeuropa og Rusland. De har ifølge Moritz Schramm påvirket litteraturen i ekstrem grad. Det er et tegn på det, der venter os i hele Europa: En million afghanere og syrere vil blive en vigtig del af den europæiske litteratur anført af et Tyskland, som har flyttet sig væk fra nationalromantisk selvforståelse til en helt ny som en mangfoldig nation. Der er med andre ord åbnet for, at litteraturen i den kommende tid vil være med til at definere, hvad det er for samfund, vi får.

Spørger man Uffe Østergaard, om hans bud på, hvad der kommer til at ske, siger han, at det er en fifty-fifty-situation.

»Verden er ved at organisere sig i nationalstater, og det er interessant om Europa vandrer ind i den her situation med 58 forskellige nationale identiteter eller med to-tre dominerede. Der er lige så meget, der tyder på det fælleseuropæiske som på genopfindelsen af stadig nye statsdannelser. Hvis det sidste sker, så er stikket trukket for Europa, for så går Frankrig og England i opløsning og kun Tyskland er tilbage som klogere indrettet føderal stat.

Men hvis Europa besinder sig på sin fælles arv, sin identitet, sin litterære og civilisatoriske arv, så kan man kæmpe sig igennem. Den europæiske model bygger på forskelligheder, der har sat fantasi, kapitalisme og den industrielle revolution og frie tanke fri. Men det handler altid om et kompromis mellem enhed og mangfoldighed. Den europæiske model er revolution, hvor eksempelvis den kinesiske er evolution. Men det kan jo være, at det revolutionære har nået sin grænse, nu hvor man laver konkurrence mod bunden i stedet for mod toppen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Krig, men også anden nød og elendighed, driver migrationen nu som før.
Fra 1840 til 1914 udvandrede 50 millioner europæere til USA. De udvandrede fra hungersnød (Irland), ulighed (feudalt landbrug), begrænsede landbrugsarealer (Norge, Sverige, Tyskland) m.m. til mulighedernes USA.

De nuværende flygtninge- og migrationsstrømme mod Europa skyldes nok nogenlunde de samme årsager, og altså udover krige også ulighed, både intern i landene, men ikke mindst mellem kontinenterne.

Arne Kruse Nielsen

Ja Michael ... Debat op til USA valg - hvor parlamentet som tidlige regnede med at modtage 1 mio. flygtninge. Som verden ser ud er der omkring 3.000 mio. mest fattige, defineret ud fra de ikke kan indtjene for 2 $ om dagen til at forbedre tilstand - kun lige overlevelse, for resouce svage, syge til at flytte fra området. Eller viden om verden udenom, kendskab til bedre. De 3.000 mio. mest fattige generere 80 mio. flere fattige over dødsfald årligt. Uanset andre lande tager 1, 2 eller 5 mio. pulje - er det stadig mest resource stærke der drænes fra fattige området. Argument for nær zone hjælp.