»Der er noget, jeg er her for. Der er noget, jeg bliver nødt til at gøre,« læser den unge forfatter Jonas Eika Rasmussen op. Han står på en lille scene foran Props Coffee Shop i Blågårdsgade. Det er fredag eftermiddag, og gaden er fyldt med mennesker, der fejrer weekendens komme med kolde øl og cigaretter. Egentlig er Jonas Eika Rasmussens citat taget ud af en anden kontekst, men i den her sammenhæng får ordene en ny betydning. Oplæsningen er nemlig en del af et større støttearrangement. I løbet af seks timer vil Jonas Eika Rasmussen sammen med tres andre forfattere læse op til fordel for flygtninge.
Arrangementet finder sted, få uger efter at Gyldendals litterære direktør Johannes Riis i sin tale ved Gyldendals årlige efterårsreception efterlyste, at den yngre forfattergeneration involverede sig politisk. De unge forfattere bør, ifølge Johannes Riis, i højere grad opfatte sig selv som både forfattere og samfundsborgere, som den nu afdøde Klaus Rifbjerg eksempelvis gjorde. De skal bruge den offentlige platform, deres forfatterskaber udgør, til at tage aktivt del i samfundsdebatten. Med afsæt i Klaus Rifbjergs rolle som forfatter og heftig samfundsfundsdebattør blev der i Johannes Riis’ tale trukket tråde til Georg Brandes litterære fordring om, at litteraturen – og hermed forfatteren – skal sætte problemer under debat.
Information har undersøgt den yngre forfattergenerations selvopfattelse og forståelse af det politiske: Er forfatteren i dag mindre politisk end tidligere? Kan – og bør – samtidens forfattere påtage sig en rolle som litterære samfundsvogtere?
Del af samfundet
Ifølge litteraturforsker og underviser ved Lunds Universitet Elisabeth Friis er et støttearrangement som det på Props Coffee Shop et udtryk for, at forfatteren er en del af samfundet. Og som så mange andre samfundsborgere oplever også forfattere et større behov for at engagere sig politisk, i takt med at politiske kriser bliver mere og mere håndgribelige – som flygtningekrisen eksempelvis er blevet: »Der er lige nu en stor generation af yngre forfattere, som er meget optaget af forholdet mellem litteratur, krisen og det konkret politiske. Forfatteren er én med samfundsengagement, der gerne vil påtage sig en rolle i debatten og træde frem som intellektuel,« siger Elisabeth Friis.
Tue Andersen Nexø, der er lektor på Institut for Kunst og Kultur på Københavns Universitet samt kritiker på Information, er uenig. Netop rollen som offentlig intellektuel er en rolle, den yngre generation af forfattere i stigende grad er utilpasse ved: »Det, der for mig er påfaldende er, at de yngre forfattere på den ene side gerne vil deltage og hjælpe. Den store opbakning til et støttearrangement som det på Props er et udtryk for, at man som forfatter har et stærkt engagement i verden og de konkrete begivenheder. Men samtidig er man utryg i rollen som offentlig intellektuel. Man ønsker altså ikke at påtage sig den dér Carsten Jensen-rolle, så man engagerer sig i højere grad som borger, som civilperson, end som forfatter eller offentlig intellektuel,« siger han.
På scenen i Blågårdsgade står den unge forfatter Lea Løppenthin. »Man ved, hvor man er velkommen. Man ved, hvor man ikke er velkommen. Man vil rejse og være anonym. Fri af sine identiteter. Her er man bleg, som de fleste er blege. Med fast adresse,« læser hun op. Selvom lyden er lidt for lav, går hendes stemme klart igennem. Tilhørene lytter mere opmærksomt nu; det er, som om de har accepteret præmissen for deres fredag eftermiddag – litteratur, fadøl og flygtningekrise i ét. Lea Løppenthin læser op fra den digtsamling, Marts er bedst, som hun arbejder på lige nu.
»Det er tekster, der forholder sig kritisk til, hvad det vil sige at være et individ eller et rum eller et hjem. Det er problematikker, der går igen i spørgsmålet om flygtningen, og derfor var de oplagte at læse op her,« fortæller Lea Løppenthin til Information efter oplæsningen.
Émile Zola er fortid
For hende handler støttearrangementet på Props ikke om at skubbe til holdninger eller artikulere et bestemt politisk budskab, men om at udvise solidaritet. At stille sin litteratur og sit forfatterskab til rådighed for en konkret politisk sag som flygtningekrisen var naturligt for Lea Løppenthin:
»Jeg er før blevet beskrevet som en forfatter, der arbejder med nogle mere eksistentielle problematikker. Men for mig er de problematikker altid forbundet med spørgsmål om inklusion og åbenhed. Mit arbejde er altid forbundet med skabelsen af et mere tolerant og åbent samfund,« forklarer hun.
Lea Løppenthin opfatter selv sin litteratur som politisk: »Men jeg ser også alt arbejde som politisk. Jeg ved ikke, hvad det politiske er, det er dér, problemet opstår. Hvis mit forfatterskab skal afgøre noget i et politisk parlament for at være politisk, så er det jo ikke politisk. Men hvis det er politisk i den betydning, at det opfordrer folk til at være mere inkluderende, så er det bestemt politisk,« siger hun.
Hvordan litteraturen og forfatteren forholder sig – og bør forholde sig – til det politiske har altid været til heftig diskussion op igennem litteraturhistorien. Det var ganske banebrydende, da den franske forfatter Émile Zola i 1898 sendte et åbent brev med titlen »Jeg anklager« (J’accuse) til den franske præsident. I brevet påviste han den dømte Alfred Dreyfus’ uskyld og rettede korruptionsanklager direkte mod den franske generalstab. Det førte først til Émile Zolas fængsling og eksil, men senere viste brevet sig at være afgørende for den juridiske renselse og løsladelse af Alfred Dreyfus. Émile Zolas bedrift fik stor betydning for forståelsen af forfatterens rolle i det politiske: Forfatteren kunne nu ikke alene præge offentligheden med en moralsk opbyggende litteratur, men konkret påvirke holdninger og omstøde juridiske afgørelser ved at tage del i samfundsdebatten. Der er talrige eksempler på, at forfattere engagerer sig politisk og konfronterer konkrete problemer op igennem litteraturhistorien. Men noget tyder på, grænserne mellem det politiske og litteraturen er mere mudrede i dag. Den form for konfronterende litterær aktivisme, som Émile Zola og Klaus Rifbjerg på forskellig vis repræsenterer, er ikke længere en mulighed. Ifølge forfatter Kaspar Colling Nielsen er Émile Zola, Klaus Rifbjerg og Georg Brandes alle eksempler på en romantisk forestilling om forfatterens rolle og betydning, som ikke kan bruges til noget i dag:
»I gamle dage havde forfatteren en særlig position som én, der var i stand til at gennemskue det partikulære og se de store, klare linjer. Det passer jo ikke. Kunstnere er bare nogle mennesker, der prøver sig frem og får tilskrevet sig alt for meget autoritet,« siger han
Ingen har overblik
For Kaspar Colling Nielsen handler det ikke om, at forfatteren eller litteraturen har spillet fallit. Forfatterens manglende indflydelse og politiske slagkraft er et udtryk for, at verden er blevet for kompleks. Verden er blevet for klog og oplyst til, at man som forfatter kan indtage en politisk position og komme med eksplicitte politiske budskaber.
»Folk er eksperter i subområders subområder, og ingen har overblikket over de politiske eller økonomiske systemer. Slet ikke forfatteren,« siger Kaspar Colling Nielsen og refererer til, hvordan 1970’ernes mere direkte politiske litteratur var præget af stor naivitet.
»Tingene var simplere dengang, og man havde simplere forestillinger om, hvordan alting fungerer,« siger han.
Tue Andersen Nexø ser også en konkret forskydning i definitionen af politisk litteratur fra 1970’erne og til i dag: »Der var i 70’erne nogle meget klare ideer om, at man var politisk direkte gennem sin litteratur. I dag er der ikke så stor tiltro til, at litteraturen kan tale med den slags autoritet eller gennemslagskraft. Der er nærmere en tendens til, at hvis man som forfatter vil skrive om politiske ting, så kan man kun gøre det ved at stille spørgsmål eller ved at forurolige og pege på blinde punkter. Man kan ikke være handlingsanvisende og politisk konkret i sin litteratur på samme måde som i 70’erne.«
For Lea Løppenthin er det politiske i litteraturen også blevet mindre direkte, men derved ikke mindre evident: »Jeg tror ikke, litteraturen og forfatteren kan ændre nogens holdninger. Men jeg tror, den kan åbne nogle rum, man kan være med i. Litteraturen er ikke en militærmagt, man sådan bare kan indsætte. Jeg tror, skriften gerne vil gøre det politiske rum større,« siger hun. Og ifølge Lea Løppenthin trænger det politiske rum og den politiske debat til at blive større.
»Debatkulturen i Danmark er meget destruktiv, synes jeg. Og det lider flygtningeproblematikken under. Spørgsmålet om medmenneskelighed bliver sat til forhandling som en slags forbrugsgode: Har du lyst til at købe en cola, eller har du lyst til at hjælpe en flygtning? Vi har ikke brug for mere debat, men vi har brug for nye former. Og her kan litteraturen måske hjælpe.«
Ikke brug for Brandes
At efterlyse Georg Brandes’ litterære dogmer i samtidslitteraturen virker for Lea Løppenthin utidssvarende og misforstået:
»Jeg tror ikke, at det er Georg Brandes, vi har brug for igen. Det dér med, at litteraturen skal sætte problemer til debat, får det til at lyde, som om problemerne er nogle, man kan gå ind ad eller ud ad. Og det er ikke min erfaring. Det er ikke os selv, der vælger, hvornår tingene og kriserne begynder,« siger hun.
For Kaspar Colling Nielsen bør den rifbjergske og eksplicit politiske litteratur ikke have patent på at være politisk litteratur.
»Litteratur er politisk, så snart den beskriver, hvordan folk lever, og hvordan det er at være i verden. Og i den forstand er litteraturen jo altid politisk, da den altid udspiller sig i det samfund, i de problemer og i de udfordringer, som den nu engang er en del af.«
At være politisk som forfatter i dag kan også handle om, hvordan man bruger sit forfatterskab til at fremme en bestemt politisk dagsorden og holdning. For Elisabeth Friis er Anne Lise Marstrand-Jørgensen, der har været med til at starte frivilliggruppen Venligboerne i København & Omegn, et godt eksempel på dette. Anne Lise Marstrand-Jørgensens litteratur er ikke kendetegnet ved at være eksplicit politisk, men hun bruger sin stemme som forfatter og intellektuel aktivt til at fremme et særligt politisk projekt.
»Vi ser lige nu, hvordan forbindelsen mellem forfattervirksomhed og politisk aktivisme er reaktualiseret. Forfatterere og andre borgere oplever et stadig større behov for at engagere sig i den politiske virkelighed,« forklarer Elisabeth Friis.
Den virkelighed, som forfatteren og litteraturen lige nu er en del af, er en virkelighed defineret af den nærværende flygtningekrise. Det var flygtningene, som de tres forfattere – med Jonas Eika Rasmussens ord – var der for forrige fredag foran Props Coffee Shop i Blågårdsgade. Udover at udtrykke solidaritet og en anden holdning til flygtninge og asylpolitik end den, som den danske regering står for, så havde støttearrangementet også til formål af indsamle penge. Og arrangementet formåede at rejse tredive tusinde konkrete kroner til fordel for Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp og Læger uden Grænsers arbejde for flygtninge.
