Læsetid: 3 min.

Livet sat på formel

Et ungt matematisk geni skal lære at forholde sig til verden og menneskene omkring sig i Morgan Matthews’ traditionelle, men fine drama, ’X + Y’
Foto: Origin Pictures (X&Y Prod) Ltd

Foto: Origin Pictures (X&Y Prod) Ltd

11. september 2015

»Jeg har masser at sige. Jeg tør bare ikke sige det.«

Sådan lyder det i begyndelsen af britiske Morgan Matthews’ drama X + Y fra hovedpersonen, den introverte teenager Nathan (Asa Butterfield). Han har en form for autismediagnose og har altid set verden i mønstre og formler, som kan gennemskues og regnes ud, så de giver mening, og han er lige så dårlig til at kommunikere med og relatere til sine omgivelser, som han har sans for avancerede matematiske problemer.

Nathans mor, Julie (Sally Hawkins), opsøger en lærer, den scleroseramte Martin (Rafe Spall), der engang selv var en lovende matematiker, og han påtager sig at undervise Nathan på et niveau, som skolen ikke kan klare. Nathan består optagelsesprøven til det britiske landshold, der skal deltage i de olympiske lege i matematik, og sammen med de andre deltagere sendes han på træningslejr i Taiwan.

Og således begynder en dannelsesrejse af en slags for både Nathan, hans mor og for Martin.

Utilpasset individ

Julie har aldrig været lige så tæt på Nathan – eller forstået ham lige så godt – som hans far, der blev dræbt, da Nathan var lille, og både hun og Nathan kæmper med en dyb sorg, de ikke kan slippe af med, endsige tale om. Martin gemmer sig bag sin sygdom og har stort set opgivet at opnå noget som helt i livet, hvorfor han spiser for mange smertestillende piller og ryger for meget hash.

Og mens han og Julie, to stille, sårede eksistenser, tiltrækkes af hinanden hjemme i England, skal Nathan lære at sige alle de ting, han har inde i sig, højt og markere sig i forhold til sine jævnaldrende og mere udadvendte, men ikke mindre ’mærkelige’ matematikkammerater. Sammen med dem er han ikke længere outsideren, som landsholdets eneste pige siger til ham, nu er han bare gennemsnitlig, og med den erkendelse følger både en tryghed og en vis angst. I Taiwan møder Nathan også den kinesiske pige Zhang Mei (Jo Yang), der selv er med på det kinesiske matematiklandshold, og hun åbner hans øjne for en helt ny verden af noget så uhåndterligt og uberegneligt som følelser.

Umiddelbart er X +Y altså en forholdsvis traditionel dannelsesfortælling, hvor et utilpasset individ skal lære at begå sig i verdenen, men en stor del af historien opleves gennem hovedpersonen, Nathans, undrende øjne, og instruktør Morgan Matthews og manuskriptforfatter James Graham får mere end det sædvanlige ud af et velkendt materiale.

Stor indlevelse

Lyd og billeder anskueliggør på poetisk vis, hvordan Nathan oplever verden – hvordan lys danner mønstre, og hvordan han kan miste overblikket, hvis der er for meget larm. I det hele taget er det vigtigt for Matthews og Graham at være loyale over for hovedpersonens tanker, følelser og matematiske begrebsverden, der har en særegen form for skønhed, og jeg synes godt, at man kan mærke spillefilmdebutanten Matthews’ fortid som dokumentarfilminstruktør. Der er stor indlevelse i skildringen af Nathans landsholdskammerater, der nok kan opføre sig mærkeligt, og alle synes at have en diagnose af en slags, men som alle andre teenagere vil de også bare gerne være en del af et fællesskab og have nogle at tale med. Så nogle gange må man lade som om for at passe ind, som en af de mere velfungerende siger til Nathan.

Det er rørende at følge hans udvikling, ikke mindst fordi Asa Butterfield er så overbevisende i rollen som den udadtil sky og utilnærmelige dreng, der er et kaos af følelser indeni og har så mange tics og regler for sig selv, at det er til at blive forpustet af. Har man selv haft autisme inde på kroppen, vækker scenerne mellem Nathan og hans mor – der desperat forsøger at forstå og relatere til sin søn, der ikke giver meget tilbage – minder, ikke kun af den mest lykkelige slags.

Selv om X + Y også benytter sig af adskillige af udviklingsdramaets klicheer, lever man sig med i personernes liv og skæbne, og man vil dem kun det allerbedste.

’X + Y’. Instruktion: Morgan Matthews. Manuskript: James Graham. Britisk (Grand og Palads i København, Gentofte Kino, Café Biografen i Odense, Nicolai Bio i Kolding, Øst for Paradis og CinemaxX i Aarhus, Biffen i Aalborg)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu