
»1900-tallet har været elektronikkens århundrede, men 2000-tallet vil blive lysets,« spår Jørgen Schou ganske enkelt om lysforskningens fremtid. Jørgen Schou er dr.scient., lysforsker ved DTU og formand for Dansk Fysisk Selskab, og hans spådom underbygges af FN’s kulturelle organisation UNESCO, der har udpeget 2015 som Lysets År.
Lys er nemlig mere vigtigt, end vi måske lige går og tænker over. Der er selvfølgelig de helt klare fordele ved elektrisk lys, men også i andre mindre åbenlyse sammenhænge har lys en vigtig rolle. Lysleder- kabler transporterer konstant vores datatrafik jorden rundt, og laserlys hjælper til, når vi går på indkøb.
»En tur i supermarkedet ville tage frygtelig lang tid, hvis ikke man kunne scanne stregkoder ved hjælp af laserlys,« forklarer Jørgen Schou og fortsætter: »For halvtreds år siden var laseren et legetøj forbeholdt ganske få forskere, men det, der startede som et meget akademisk redskab, er i dag blevet en selvfølgelig del af vores hverdag.«
Udviklingen inden for lysforskning er gået stærkt det seneste halve århundrede, og i anledning af laserstrålens halvtredsårs fødselsdag i 2010 fik formanden for det Europæiske Fysiske Selskab, John Dudley, idéen til at lade et helt år stå i lysets tegn, fortæller Jørgen Schou. Håbet med UNESCO’s fejring er at udbrede kendskabet til, hvor stor en rolle lys spiller i verden, og som formand for Nationalkomitéen for Lysets År i Danmark står Jørgen Schou i spidsen for projektet.
»Ønsket er at gøre beslutningstagere og offentlighed opmærksom på, at vi har brug for mere forskning i lys,« fortæller han.
Opmærksomheden skal vækkes gennem forskellige kulturelle og videnskabelige arrangementer i ind- og udland.
Skyl efter med vin
Tirsdag den 20. oktober er Jørgen Schou oplægsholder til arrangementet ’At tæmme lyset’,
Arrangementet er en del af Statens Naturhistoriske Museums populærvidenskabelige foredragsrække ’Vin og Videnskab’. Her vil han fortælle om laserbestråling af materialer og om lysets rolle i vores hverdag. Med til foredraget er også lektor i fysik på Niels Bohr Instituttet Jan Westenkær Thomsen, som vil løfte sløret for sin forskning i nedkøling af atomer ved hjælp af optiske metoder. Og Danmark er med helt fremme, når det kommer til lysbaseret forskning, fortæller Jørgen Schou:
»Vi har i Danmark et af de største institutter for lysforskning i verden, Institut for Fotonik på DTU. Ved Aarhus Universitet bliver der også lavet en del forskning, og så har vi en hel række fremragende astronomer, der jo også beskæftiger sig med lys.«
»I dag foregår kommunikation over eksempelvis internettet meget, meget hurtigt, men hastigheden vil blive endnu højere i fremtiden, og her kan vi bruge lysforskning.«
For at sikre fremtidens forskning i lys skal interessen vækkes tidligt. Derfor fejres lyset i hele Danmark den 7. oktober, hvor 75 forskere tager ud på landets gymnasier, for at fortælle om lys. Det er et arrangement, som Jørgen Schou ser ekstra meget frem til:
»Vi håber, vi kan få fortalt, hvor spændende fysik er, så vi kan få vakt de unges interesse, og måske ovenikøbet få flere til at læse det.«
’At tæmme lyset’ afholdes i foredragsserien ’Vin & Videnskab’ på Geologisk Museum i København 20. oktober, kl. 19.00-21.15. Se mere på snm.ku.dk/aktiviteter/vinogvid