Læsetid: 3 min.

Metro Manila på trods

Filippinerne er i år vært for APEC, den asiatiske økonomiske samarbejdsorganisation, og det gav håb om forbedringer af den overbelastede infrastruktur i hovedstaden, hvor det ikke er unormalt at bruge tre timer på at komme ind i et tog
Filippinerne er i år vært for APEC, den asiatiske økonomiske samarbejdsorganisation, og det gav håb om forbedringer af den overbelastede infrastruktur i hovedstaden, hvor det ikke er unormalt at bruge tre timer på at komme ind i et tog

Pernille Sloth/iBureauet

Kultur
25. september 2015

Jeg vidste egentlig godt, at det var dumt. December, Metro Manila, don’t do it. Der er altid trængsel i Filippinernes hovedstad, men i december gør manisk juleshopping og balikbayans – hjemvendte migranter – på familiebesøg det ekstra belastende at bevæge sig rundt i byen.

Infrastrukturen er ikke fulgt med årtiers massiv migration fra land til by og fra resten af verden til Metro Manila – det vrimler med multinationale selskaber, internationale institutioner, FN-folk, diplomater og udviklingsbanker i byen. Det føles, som om alle altid er på vej gennem EDSA’en – hovedfærdselsåren, hvor indbyggerne til hverdag sidder fast i trafikken og ved særlige lejligheder stiger ud for at gøre oprør mod regeringen; den første ’EDSA-revolution’ væltede Marcos-diktaturet i 1986.

Da Filippinerne fik 2015-værtskabet for Asia-Pacific Economic Cooperation (APEC), blev der langt om længe sat gang i byggeriet af nye flyovers til de centrale motorveje og en udvidelse af et skyway-system, som spekulant-entreprenører siden midten af 1990’erne kun sporadisk har arbejdet på – alt sammen naturligvis betalingsveje, der ikke kommer den almindelige filippiner særligt meget til gode.

Mens eliten flyver over kaosset i helikoptere, klemmer almindelige mennesker sig ind i højbanerne LRT og MRT. Det kræver lidt træning at finde ud af, hvornår og hvordan man skubber mest hensigtsmæssigt, men ikke for hensynsløst (det kunne mangen en københavner lære noget af), og ikke mindst at finde ud af, hvornår en togkupe rent faktisk er fuld.

Før man lærer at få øje på en ledig plads, kommer man aldrig ind i et tog i Metro Manilas myldretid. Den vigtigste forudsætning for at klare sig i byen er imidlertid at kunne acceptere tilværelsens uforudsigelighed. Lige præcis det har jeg kæmpet noget med at tilegne mig, men en onsdag aften i december 2014 oplevede jeg i den henseende et ufrivilligt gennembrud.

Efter to arkivbesøg i hver sin ende af byen, havde jeg ét ærinde tilbage, før jeg kunne vende hjem til mit rolige kvarter i den nordlige ende af the urban sprawl. Marcos-støtten Vicente T. Paternos erindringer var netop udkommet og stort set udsolgt, men National Bookstore i Greenbelt-centeret i businessdistriktet Makati havde ét eksemplar af den formentlig frygtelige bog, som jeg bare måtte læse.

Efter en travetur i den 40 grader varme, osende by og et par stop med en endnu ikke myldretidsfuld MRT fik jeg halvanden time senere langet On My Terms over disken, og begav mig lykkelig – omend på én gang svimmel af hede og småfrysende på grund af indkøbs-centerets aircon – mod Ayala Station, hvorfra MRT’en på magisk vis ville kunne fragte mig tværs gennem hovedstadsområdet på mindre end en halv time. Hvis altså bare jeg kunne komme med toget.

Der gik et stykke tid, før jeg forstod, hvad der foregik her ved overgangen mellem indkøbscenter og station. Der stod mennesker i lange snoede rækker, fuldstændig sirligt, og det var umuligt at overskue, hvor menneskeslangen endte, eller hvad meningen var. Ingen rørte sig ud af flækken og der var usædvanligt stille.

Jeg stillede mig i kø uden at vide til hvad. Efter et par minutter begyndte slangen at bevæge sig. For så at stoppe igen. Vi havde bevæget os et par meter fremad. Igen var alt stille i nogle minutter. Så bevægede slangen sig atter. Tredje gang faldt tiøren. Vi var selvfølgelig på vej ned på perronen og bevægede os, i takt med at togene kom ind.

Jeg var nået helt frem til det sidste kapitel i forretningsmanden og politikeren Vicente T. Paternos bog, der bar præg af at være skrevet af en med selektiv hukommelse, da det endelig blev min tur til at holde armene tæt ind til kroppen og smyge mig ind det fyldte tog. Under os steg lyden af tomgang og rituel dytten op fra EDSA’en.

I kupeen var stemningen udmattet og lettet. Det faktum, at man skal bruge tre timer på at komme ind i et tog, giver et ganske godt billede af Metro Manila. Mens en lille gruppe magthavere forsøder deres egen og forpester andres tilværelse, får de mange byen til at fungere på trods.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her