Læsetid: 4 min.

Nærmest groft uetisk

Mikkel Thykier fortsætter sit særlige forsøg på at udvide kritikkens former i sin nye bog. Og så angriber han Niels Frank helt uden mådehold
Mikkel Thykier fortsætter sit særlige forsøg på at udvide kritikkens former i sin nye bog. Og så angriber han Niels Frank helt uden mådehold

Pernille Sloth/iBureauet

5. september 2015

Lad os begynde med noget, der for ham selv nok er en ligegyldighed. Udover at være en glimrende forfatter og en stor, stor stilist, så er Mikkel Thykier ubetinget den mest interessante kritiker af litteratur, kunst og film her i landet, som offentligheden aldrig hører om.

Det er han også i sin nye bog med den mærkelige titel Fanculo Crepa. Her diskuterer Thykier blandt andet Niels Frank, Morti Vizki, William Burroughs, H.C. Andersen og filmen og novellen Brokeback Mountain. Gennem de læsninger polemiserer han mod forestillingen om, at vores seksuelle begær skulle være sandheden om os som mennesker. Han polemiserer mod forestillingen om seksuel identitet, især maskulin identitet, især homoseksuel, maskulin identitet.

Thykier skriver med en fantastisk nerve, men også kompromisløst på en måde, der nærmer sig det groft uetiske. Hos ham er liv og skrift flettet helt sammen, samtidig med at skriften har karakter af forsøg, af udkast. Det giver ham en meget alvorlig, nogle gange nærmest vredladen stil, der på den anden side er sært løssluppen i det. Hans tekster kan ikke rigtigt placeres som essays, som regelret kritik, som erindringer, som litteratur i egen ret.

Den skrift vil ikke overholde nogen regler. Pludselig bobler læsningerne op i et billedsprog, der ingen anden funktion har end den fuldfede nydelse. Og midt i en diskussion af Villy Sørensens sene, filosofiske portrætter overvejer Thykier det fænomen, at Sørensens ryg var ødelagt. I det ser han en frigørelse fra den seksuelle identitet. Sørensen skal ikke læses i lyset af en undertrykt homoseksualitet, som Niels Frank har gjort, men som en art profet for det aseksuelle:

»Tænk på det læsestativ, VS fik konstrueret til sin sofa, så han kunne ligge ned og læse: Det er en horisontal orientering, han må leve med, den kan ikke modellere sig efter en genital seksualitet, og må i en vis udstrækning også ommøblere kroppen, der kobles til en maskinel erotik, den er omspændt af metal, træ, papir, elektricitet. Mulighederne i den position fulgte og udfoldede VS ikke selv … men de kan vel udfoldes?«

Sært ansporende

Sådan en passage overskrider jo enhver snusfornuft; men den er også sært ansporende. Sådan er det i Fanculo Crepa. Her er både skriften og det andet menneske en potentiel udvidelse af erfaringens rum. Og når Sørensen ikke så potentialet for en aseksuel erotik i sin egen, radbrækkede krop, ja, så kan Thykiers skrift gøre det for ham.

Ellers går serier af modsætningspar altid igen hos Thykier, og gør det også denne gang. Der er altid en god og en dårlig pol. Det dårlige er intensitet og begær, ’jeg’ og det, Thykier kalder den civile identitet – i Fanculo Crepa især den seksuelle identitet. Det gode er intimitet, det generte, nydelse, ’mig’ og forsøget på at bebo et tomrum. Nøglen eller idealet er så, tror jeg, den forestilling om et møde uden vejledning, Thykier nævner undervejs. Det vil sige: en erfaring at være berørt af et andet menneske (deraf ’mig’, man står i akkusativ, man er ikke den, der handler), men at den berøring ikke har nogle kulturelle eller sociale skemaer at støtte sig til.

Fanculo Crepa kredser om, hvordan den andens berøring også er fysisk. De sociale skemaer er så også forestillingen om, at begærets klimaks ligger i pikken, eller at nydelsen er bundet til den andens køn. I stedet kan man drømme om et kropsligt spil, hvor intimitet og generthed er afgørende.

Hæmningsløst opgør

De modstillinger kommer der meget godt ud af. Undervejs er der f.eks. en fantastisk læsning af den måde, mængdevis af bøsselitteratur – men også anden litteratur, fra Augustin og fremefter – gør det erigerede lem til tegnet på det kropslige begærs egensindighed, men derved glemmer de andre kropsdele og deres følsomhed. Knæhaserne, øjnene, fingrene, maven, munden. Og bogen slutter med to fuldstændigt blændende essays om Brokeback Mountain og om den amerikanske instruktør Vincent Gallos film The Brown Bunny og Buffalo 66.

Men modsætningerne fører også til et hæmningsløst opgør med forfatteren Niels Frank. I en serie af noter, reelt bogens første halvdel, indskrives han som boksebold. Alt er galt, fra ting, han har sagt til Thykier, til det, at han har genskrevet sine tidlige digte, til den måde, han har skrevet om sin mors død. Og netop fordi skrift og liv hænger så tæt sammen, så er det, føler man, i lige så høj grad Niels Frank selv, der angribes, som det er hans digte.

Det er en livsindstilling, Thykier gør op med. Den indstilling holder ikke op sammen med skriften. Og det er ikke, fordi Thykier ikke er en skarp læser af Niels Frank – det er han – alligevel er det ikke rart at overvære. Undervejs overskrides enhver blufærdighedsgrænse, samtidig med at teksten tydeligvis ikke rigtigt er interesseret i – eller i al fald ikke åben over for – Frank som menneske eller forfatter. Han er en marionetdukke i Thykiers eget projekt. Det helt sære er så, at Thykier selv er fuldstændigt klar over det:

»Han får mig til at føle mig dum, lille og uformående, på samme måde som døden. Når de alligevel har været ved hånden, har det været oplagt at opsøge kildeteksterne, men hovedparten af mine notater er skrevet ud fra de indtryk, NF har gjort på mig, ud fra min hukommelse, min bedrageriske hukommelse. (…) Men som de fleste andre, der er opvokset i DK, interesserer det mig ikke så meget at forstå andre som at forsvare mine egne erfaringer. Det er det, min hukommelse giver mig frihed til: Misforståelserne giver rum til det hjerte, der er mit. Lad det banke.«

Sådan er de tekster åbenbart: hinsides enhver forestilling om, hvordan kritik kan se ud. Fanculo Crepa er en vild bog. Den må læses uden vejledning. Jeg tror aldrig, jeg har læst noget lignende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørn Erslev Andersen

Tues velturnerede og givtige kommentar til Thykiers bog kunne godt have været suppleret med en oplysning om, at ikke blot bogen, mens også dens forlag/forlægger har god sans for det vejledningsløses retvisninger. Altså: Mikkel Thykier: FANCULO CREPA — Essays, poesi. Antipyrine 2015. Redaktør: Mathias Kokholm.

Iøvrigt kunne man, apropos bogens'mærkværdige titel', i Informations FOLK den 17. december 2004 læse følgende: "I Italien kan danske børn følge Bamse og Kylling på dvd. DR’s personaleblad fortæller, at nogle af dem blev ganske chokerede, da kylling sagde noget, der lød som fanculo crepa (op i røven og dø med smerte). Seriens producer benægter, at Kylling har sagt sligt".