Klumme
Læsetid: 4 min.

I mit næste liv

Jeg vil bare gerne være mere sindsrolig. Kunne leve med, at tingene ikke rigtig hænger sammen, leve med modsigelser, som man alligevel ikke kan gøre noget ved
Jeg vil bare gerne være mere sindsrolig. Kunne leve med, at tingene ikke rigtig hænger sammen, leve med modsigelser, som man alligevel ikke kan gøre noget ved

Ib Kjeldsmark

Kultur
5. september 2015

Jeg har tænkt over, om det mon ikke ville være godt for mig, hvis jeg i mit næste liv levede et ganske almindeligt, borgerligt liv. Med en ganske almindelig borgerlig livsopfattelse, livspraksis, vaner og fordomme som alle andre. Jeg siger ikke: lidt dummere end jeg er nu. For så vidt tror jeg ikke, min IQ behøver at blive justeret – har, lidt ubeskedent sagt nok alligevel en smule nedad, men under ingen omstændigheder opad.

Det er skam ikke, fordi jeg i mit nuværende liv forstår alting bedre end andre gør, slet ikke, men det må alligevel være min forstand, der er noget galt med: Jeg kan aldrig rigtig være tilfreds med det, jeg ved, jeg har altid en ubehagelig fornemmelse af, at der er endnu mere at forstå. Så kunne jeg selvfølgelig ønske mig en højre IQ, men nej tak: Det er uroen, jeg gerne vil af med. Og hvis jeg kom til at forstå mere, end jeg gør nu, ville der måske være endnu mere grund til at bekymre sig. Det har jeg ikke lyst til. Jeg vil gerne være mere sindsrolig. Tilfreds, mæt. Ikke stupid, det tror jeg trods alt ikke er særlig sjovt, og det tror jeg da heller ikke borgerligt orienterede mennesker i almindelighed er.

Jeg vil bare gerne være mere sindsrolig. Kunne leve med, at tingene ikke rigtig hænger sammen, leve med modsigelser, som man alligevel ikke kan gøre noget ved. Med et eksempel fra den aktuelle nutid, så sådan noget i stil med det nyvalgte folketingsmedlem for partiet Venstre, Marcus Knuth, der i en tv-debat både kan gå ind for skrappe stramninger af asylsøgeres økonomiske vilkår, og så på den anden side netop med allerstørste sindsro fastslå, at når flygtninge kommer til Danmark, så behandler vi dem godt. Han tilføjede endda, at de krigsflygtninge, der har taget fysisk og psykisk skade af den krig, de er flygtet fra, naturligvis – fordi vi jo nu engang er et civiliseret land – vil få den nødvendige lægehjælp og, om nødvendigt, få tilkendt førtidspension. Hvad det sidste angår, kan man så virkelig få det, hvis man ikke er dansk statsborger? Ja, jeg ved det ikke, men gør Marcus Knuth?

Uro

Det er det, jeg mener: Jeg ville så frygteligt gerne kunne sige sådan noget med allerstørste sindsro. Også uden at vide om det er sandt. Jeg vil ikke gå så vidt som at ønske mig at være Inger Støjberg, men jeg kunne da godt se nogle fordele også her. At kunne afvise enhver velunderbygget kritik med et blankt: det er jeg uenig i. Den uro som både jeg og de fleste, jeg kender, føler, når vi bliver modsagt, den gnavende orm der får en til at tænke, at modparten måske er den, der har ret, ville man så slippe helt for.

Hvad skal man også med den uro? Det eneste, man helt sikkert får ud af den, bortset fra muligheden for måske at blive klogere, er, at den vil forsure ens tilværelse. Forpeste den, ødelægge ens gode humør, æde løs af ens selvopfattelse og i det hele taget være en klods om benet. Rigtig træls, faktisk. Nu har jeg ikke lyst til noget kønsskifte i det hele taget – det skyldes måske mangel på fantasi og eventyrlyst, men det har jeg altså ikke. Tænk bare på litteraturforskeren Mette Høeg, der får på puklen, fordi hun har dristet sig til at mene, at selv kvindelige forfattere kan være buldrende talentløse. Man vil jo risikere at blive overfaldet af feminister, der beskylder en for at være blevet manipuleret af sin mand til at indtage et så aparte og hadefuldt synspunkt.

Ok, det er selvfølgelig morskab på højt – om end forstemmende – niveau, men det vil jo unægtelig betyde mere uro. Og det er det, jeg gerne vil være fri for. Jeg vil have fred. Sådan som gode borgermænd har det. Jeg vil læne mig tilbage i yndlingslænestolen derhjemme og nippe til min lille single malt og vedtage med mig selv, at jeg jo nu engang ikke kan løse alle verdens problemer.

Ved nærmere eftertanke vil jeg helst fødes – i mit næste liv, altså – som midaldrende. Jeg har ikke lyst til at blive formet af andre mennesker i barndommen, ungdommen er en i princippet uborgerlig affære, hvor man risikerer at blive udsat for personlighedsnedbrydende fristelse. Så, midaldrende, tak. En smule overvægtig efter dansk skik og brug, gerne for mig.

Det eneste, der skal have lov til at forme mig, skal være lænestolen. Jeg vil gerne have en kone, men hun skal ikke kræve for megen opmærksomhed. Voksne børn? Ærlig talt, jeg vil helst være fri. Unge mennesker er åndssvage at høre på, også selv om de er godt dresseret hjemmefra, med en opdragelse hvor flid og respekt for gode borgerlige værdier som forældregenerationens snæversyn er i højsædet. Men jeg vil virkelig helst være fri. Drengene kommer vel hjem med en kæreste på et tidspunkt, måske en fiks lille en med fristende facon og former, der vil rode op i den smule urskov, der jo nok altid vil være i en. Uro, med andre ord.

Døtrene kommer slæbende hjem med kommende ægtemænd – med åben mund og polypper, egen vogn og en underlig forventning om at man opfatter dem som voksne mennesker, der også har noget at skulle have sagt. Uro, uro og atter uro. Igen og igen. Så, hvis det ikke er for meget forlangt, så lad mig blive siddende i min stol med en præsentabel, gerne mundlam kone og nul børn. God løn, en glimrende pensionsordning. Vappe en tur med hunden, der skal lyde det gode, borgerlige navn Claus Hjort Frederiksen.

Man kan jo altid se lidt fjernsyn, mens man forbereder sig på det næste liv igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tjah... Det kan vel ikke skade nogen...

Tjah... Det kan vel ikke skade nogen...

Anne-Marie Krogsbøll

:-)

Jeg kender INGEN borgerlige mennesker, der er præget af sindsro....
At være kynisk, ufølsom og fuld af løgn som de nævnte politikere, er vel ikke noget at stræbe efter?
Jeg foretrækker dig, som du er, Bent!