Læsetid 4 min.

’Hvis nogen har blod på hænderne, er det Sexologisk Klinik’

DR3-dokumentaren ’Mordet på Jannick’ beskriver tragedien om en transkønnet teenager som en krimi, hvor den seksuelle afvigelse viser sig at være morderen. ’Vi er ikke underholdning,’ lyder det fra queermiljøet
Efter Jannicks selvmord måtte de efterladte selv opsøge information om transkønnethed. Foto: ’Mordet på Jannick’/DR3

Efter Jannicks selvmord måtte de efterladte selv opsøge information om transkønnethed. Foto: ’Mordet på Jannick’/DR3

25. september 2015

»Jannick var svag,« lyder en myndig DR-speakerstemme. »Michelle blev Jannicks død.«

Og så er vi ligesom i gang. Mordet på Jannick, der blev vist i sidste uge på DR3, og som stadig kan ses på dr.dk, handler om en teenager, som lever som dreng i selskab med andre, men som bærer på den hemmelighed, at han identificerer sig som pige og lever som pige, når han er alene om natten. Jannick – eller Michelle – begår selvmord som 19-årig.

Dokumentaren er tilrettelagt som en actionmættet krimi, hvor seeren venter i spænding på at finde ud af, hvordan Jannick er blevet slået ihjel. Og hvem denne Michelle, Jannicks morder, er.

Først halvvejs inde i dokumentaren løftes sløret, og seeren forstår sammenhængen.

På sociale medier har dokumentaren mødt heftig kritik. Forfatter og queeraktivist Mads Ananda Lodahl skriver på Facebook, at »queerteenagere, der begår selvmord, ikke bliver slået ihjel af deres egen queerhed«: »Jannick blev ikke slået ihjel af den pige, han/hun identificerede sig som. Hvis nogen har blod på hænderne, er det Sexologisk Klinik og det samfund, der gjorde livet uudholdeligt for Jannick/Michelle.«

Læs også: ’En transperson kan selvfølgelig ikke regne med at blive forstået’

Svigt fra samfundet

Han understreger, at »vi« – forstået som LGBTQ-personer – ikke er underholdning, og han bakkes op af en række debattører. Den ph.d.-studerende antropolog Maj Heiselberg skriver henvendt til DR3, at dokumentarens vinkling er problematisk af flere grunde:

»Man kan forestille sig – for ikke at sige, at jeg er ret sikker på – at en af grundene til, at Michelle ikke kunne være i denne her verden mere, netop var, at hun ikke oplevede at kunne få lov til at være den person, hun virkelig følte sig som. Det er derfor ikke Michelle, der slog ’Jannick’ ihjel, men snarere det syn, vi i Danmark og i store dele af verden har på transkønnede,« skriver hun. »Det synes jeg i allerhøjeste grad, at I negligerer i dokumentaren, hvilket måske burde være det stærkeste budskab, I kunne komme med.«

Efter selvmordet måtte de efterladte selv opsøge information om transkønnethed. De skrev ud på sociale medier og undersøgte, hvem Jannick havde været i kontakt med og fik på den måde fat i Malene Andreasen fra LGBT Danmark, der selv er transperson. Hun opfordrede moren til komme til et møde i en netværksgruppe for venner og familier under LGBT Danmark.

»Moren sidder tilbage med en følelse af svigt fra samfundet. Hun har henvendt sig til systemet, men får ingen information, og det bliver hun vred over,« siger Malene Andreasen til Information og tilføjer, at moren i en periode havde kontakt med organisationen Efterladte efter selvmord, hvor hun hentede styrke til skrive en artikel og medvirke i dokumentaren.

»Vi har jo påpeget, at der er stor øget selvmordsrisiko hos transpersoner – noget, myndighederne ikke gider interessere sig for. Men nu er der lig på bordet, og vi må håbe, at medierne endelig vil interessere sig for det og kaste noget lys over det.«

Læs også: ‘Jeg var bange for, de ville sige, at det bare var en fase‘

Malene Andreasen betoner, at man som dokumentarist har sin kunstneriske frihed:

»Det, vi kæmper for, er aftabuisering og at få adskilt hormonbehandling og operationer.«

Det er udmærket med kritik, siger Malene Andreasen, men hun oplever nogle gange, at intellektuel kritik kan skygge for det væsentlige. Og ofte kommer kritikken fra et teoretisk queermiljø, men ikke fra transpersoner, der er blevet eller ønsker at blive opereret, mener hun.

Så Michelle kunne leve

Ph.d.-studerende Maj Heiselberg er en af disse teoretikere, og på Facebook skriver hun videre, at det sjældent klæder en dokumentar, som omhandler andre menneskers tragedie, at behandle den som en krimi, hvor alle sidder og venter på at finde ud af, hvem morderen var:

»Det er tragisk nok i sig selv – I behøver slet ikke at ’snyde’ seeren på den måde.«

Dokumentarens tilrettelægger, Kåre Bjerlund, skriver på vegne af redaktionen, at det aldrig har været intentionen udelukkende at dramatisere for effektens skyld:

»I overensstemmelse med de efterladtes opfattelse tolker vi det sådan, at Jannick mente, at han måtte dø, så Michelle kunne leve (i det hinsides). Vi har valgt først og fremmest at anskue Jannicks historie som en historie om et ulykkeligt selvmord, hvor vi sammen med de efterladte kunne trække tråde tilbage til mulige årsager tidligere i hans liv: forældrenes hårde skilsmisse, to diagnoser og mobning i folkeskolen – og allermest tungtvejende: Jannicks transkønnethed og de svære udsigter til en kønsskifteoperation, som han tilsyneladende helt opgav til sidst,« skriver han på Facebook.

Om årsagen til at bruge mordgådens formsprog skriver han, at mange seere skifter kanal, hvis de får at vide, at de skal høre en tragisk selvmordshistorie, men at DR har en forpligtelse til at prøve at nå et svært tilgængeligt publikum.

Læs også: Alle grænser bliver flydende

»Derfor ønskede vi at gå anderledes til værks. Det handler ikke om seertal i sig selv, men om at søge nye veje til at give vigtige historier et publikum, som de måske ellers ikke havde fundet. Og i udsendelsens anden halvdel mener vi både, at Michelle får genoprejsning ved familiens afsked til bisættelsen, og at det bliver understreget, at selvmord ikke må være en løsning.«

’Mordet på Jannick’ kan streames på dr.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer