’Pornoparodien udstiller det politiske hykleri’

Donald Trump sidder i en pastelfarvet lænestol og bliver interviewet af en kvindelig journalist. Han er i jakkesæt og slips, hun i sort nederdel og silkeskjorte. Stemningen er en blanding af flirt og forhør:

»Kritikere har sagt, at du både er sexistisk og racistisk – hvad er din kommentar til det?,« lyder det første spørgsmål.

Manden med den viltre toupé sender et hånligt blik tilbage mod intervieweren:

»Hvilken dum kælling har du hørt det fra?,« svarer han, nedladende, sådan som den republikanske præsidentkandidat har for vane.

Men den vedholdende journalist lader sig ikke slå ud: »Du har tidligere sagt, at det er ’ulækkert’, når kvinder ammer i det offentlige rum,« fortsætter hun.

»Babsesutning bør foregå i ens eget private palæ omgivet af marmorsøjler og guldbelagte ørnestatuer,« svarer Trump. »Amning er et privat øjeblik mellem en milliardær i sin ble og den kvinde, han kalder sin mor. Det er ikke noget, man bør vise frem for offentligheden som var det Lenny Kravitz’ penisring.«

Mens spørgsmålene bliver stadig mere nærgående, tager svarene til i absurditet. Om Trumps berygtede sexisme hedder det: »Jeg elsker kvinder – bortset fra dem, der er fede og ulækre.« Og om den demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders: »Han vil holde hånden over alle, han vil tilbyde alle en uddannelse, han vil sørge for, at alle får en rimelig løn – hvilken taber!«

Sådan fortsætter det i knap seks minutter, indtil en blød synthesizer pludselig fletter sig ind i lydsporet og indvarsler den uundgåelige, kødelige konfrontation. Selv den kritiske journalist må overgive sig, da Donald Trump kniber øjnene sammen og med en nærmest hypnotisk stemme fremmaner de forførende ord: »Kom, lad os dyrke sex, mens jeg hvisker racistiske kommentarer i dit øre.«

Det gør de så, dyrker sex, med alt hvad dertil hører af nøgne kønsorganer, flydende kropsvæsker og højlydt stønnen, inden det hele ender, som der er tradition for i den slags film, med et forløsende klimaks, hvor mangemillionæren meget passende leverer sit money shot.

Porno som lokkemad

Donald Tramp – The XXX Parody er det seneste eksempel på en nyopfindelse inden for pornobranchen, der blander sex med politisk satire. Den ejendommelige krydsning (som amerikanerne med sans for fyndige forkortelser har døbt ’pornlitical satire’) har været i høj kurs, siden blockbusteren Nailin’ Paylin i 2008 fremstillede den daværende republikanske vicepræsidentkandidat Sarah Palin i seksuel omgang med politiske venner og fjender. Filmen blev en af de største pornosucceser i nyere tid og har dannet forlæg for en række lignende film, der respektløst trækker bukserne ned på det politiske establishment og gør nar af både historiske og nulevende personer – lige fra George Washington, Richard Nixon og John F. Kennedy til mere aktuelle magtsymboler som Hillary Clinton, Barack Obama og altså senest Donald Trump.

Ikke overraskende har genren vakt forargelse i den pænere del af den amerikanske offentlighed, hvor man ser med bekymring på konsekvenserne for demokratiet og den parlamentariske virketrang. På Fox News har nyhedsværten Megyn Kelly eksempelvis kaldt filmen om Sarah Palin for »ulækker« og »beskidt«.

Men spørger man pornoinstruktøren Lee Roy Myers, som er ophavsmand til Donald Trump-filmen, er det for nemt at affeje de skandaløse film som en skruppelløs industris forsøg på at udnytte en politisk kendisfaktor. Ifølge den 38-årige canadiskfødte instruktør og medejer af pornosiden WoodRocket.com udgør de pornografiske parodier en nødvendig magtkritik, som adresserer den voksende politikerlede i befolkningen.

»Politikere i dag er så ekstremt kontrollerede og konservative i deres offentlige fremtræden. De toner konstant frem på skærmen i deres magtfulde jakkesæt, og det skaber et naturligt behov for at se dem afklædt og udstillet som almindelige mennesker,« siger han på telefon fra Las Vegas, hvor han siden 2013 har drevet og udviklet sin virksomhed.

Ifølge Lee Roy Myers er det pornografiske i hans parodier ikke målet, men blot et »middel til politisk bevidstgørelse«.

»Vi lokker folk ind med en gulerod – eller en penis, om man vil – så det bliver muligt at aflevere et politisk budskab,« siger han.

Traditionen for seksuel nedgørelse af samfundets elite er lang. ’Pornlitical satire’ er det nyeste skud på stammen, og genren udstiller både nulevende og historiske figurer som eksempelvis Franklin D. Roosevelt. Foto: WoodRocket.com 

Hykleriske politikere

Lee Roy Myers første pornoparodi, Here Cums the President, udkom i 2011 og former sig som én lang udstilling af skiftende præsidenters historisk dokumenterede utroskab i Det Ovale Værelse. Han fulgte succesen op tre år senere med filmen The Rob Ford Sex Tape, der parodierer Toron- tos skandaleombruste borgmester af samme navn, der i 2014 for øjnene af en måbende verdenspresse afslørede sig selv som en uligevægtig, crackrygende alkoholiker. Og med rigmanden Donald Trumps entré i det republikanske præsidentkandidatfelt tidligere i år lå en tredje film lige for, fortæller Myers.

»Det, Donald Trump siger, er så reaktionært, at der er behov for at gøre grin med det. Han er så ekstrem i sine holdninger, at det kræver en ekstrem form for satire at udstille ham. Metoden er at tage noget meget konservativt og give det en diametral modsat indpakning,« forklarer Myers.

Han kan ikke se, at det er værre at parodiere en politiker i en pornofilm end i et mere klassisk satireformat.

»Alle har forskellige holdninger til alting, hvilket Donald Trumps egne ekstreme politiske holdninger også afspejler. Nogen vil opfatte det som den ultimative ydmygelse at medvirke i en pornoparodi, mens andre vil opfatte det som en stor ære. I sidste ende handler det vel om, hvor snerpet eller afslappet et forhold man har til sex,« siger Myers, der mener, at genren er fuldt ud retfærdiggjort.

»At kommentere på en politikers holdninger er en demokratisk rettighed. Det, der kvalificerer den politiske pornoparodi er, at den både formår at udstille de hykleriske politikere og det puritanske samfund, som har skabt dem. Den gør både nar med det, de siger, og med underteksten til alt det, der bliver sagt.«

Woodrocket.com

Historisk magtkritik

Clarissa Smith er professor i seksualkultur ved University of Sunderland i England og stifter af verdens første videnskabelige tidsskrift om porno, magasinet Porn Studies. Ifølge hende føjer de politiske pornoparodier sig ind i en lang historisk tradition for magtkritik, der går hele vejen tilbage til i hvert fald det 18. århundrede. I årene omkring Den Franske Revolution cirkulerede eksempelvis falske nøgenbilleder af Marie-Antoinette, der placerede den ophøjede franske dronning i seksuelle situationer med medlemmer af hoffet.

»Der er en lang historie for pornografisk materiale, som har til formål at nedgøre eliten og nivellere magthierarkier, så alle pludselig fremstår som almindelige mennesker af kød og blod. Det er en strategi, der ligger i forlængelse af slut-shaming, og som i sig selv kan være en problematisk praksis, men som anvendt på den rigtige måde også kan fungere som et magtkritisk greb,« siger hun.

I de tidlige 1990’ere lancerede den daværende britiske premierminister John Major en kampagne under sloganet ’back to basis’, som ikke alene havde til formål at styre Storbritannien ud af det økonomiske uføre, men også ville genrejse nationen moralsk. Kort efter blev Major og hans regering mødt af en bølge af pornografisk satire, som viste medlemmer af det konservative regeringsparti i diverse seksuelle scener.

»Visse politikere scorer point på at fremstå cool, calm and collected. Dét billede kan pornoen være med til at punktere ved at være en modstandsdiskurs til hele ideen om, at politikere skulle være særligt moralsk ophøjede. Ved at klæde magten af, siger man til dem: ’Hvis I vil herske over os og fremstå bedre end os – så må I også vise det i ethvert aspekt af jeres liv’,« siger Clarissa Smith.

Som samfund har vi en tendens til at opfatte porno som et isoleret og smalt fænomen, men realiteten er, at porno i mange tilfælde udtrykker meget mere end et simpelt møde mellem to eller flere kønsorganer.

»Porno eksisterer ikke i et vakuum og har aldrig gjort det. I 1950’erne afspejlede pornoæstetikken Hollywoods glamour, og i 1960’erne begyndte temaer om seksuel frigørelse at finde vej ind i pornofilmene. Man glemmer tit, at pornoinstruktører også er almindelige mennesker, som ikke bare lever i et eller andet mærkeligt lille pornounivers. De er deltagere i den samme kultur som os andre, og derfor finder tendenser fra den brede mainstreamkultur selvfølgelig også ind i pornoen,« siger Clarissa Smith, der fremhæver feministisk porno, queerporno og art porn som eksempler på andre undergenrer, der også kommenterer på det omgivende samfund gennem sex.

Sexorgier i kongehuset

Også herhjemme har vi ad flere omgange stiftet bekendtskab med seksuelt nedgørende magtkritik. I 2004 skabte popkunstneren Christian Tangø rav i Aarhus Festuge, da han lod to skuespillere, kæresteparret Peter Vang og Tina Rasmussen, opføre en pornoparodi på borgmester Louise Gade (V) og festugearrangør Martin Lumbye, som havde haft et verbalt opgør om, hvorvidt festugen måtte indeholde ægte sex eller ej. Sketchen involverede fellatio og blev filmet til en installation, der senere indgik i kunstnerens udstilling.

I 2010 var det så kunstnergruppen Surrends tur til at forarge med en plakat, som under overskriften ’Dusken er tilbage’ viste afklædte medlemmer af kongefamilien i et incestuøst sexorgie. Værket var tiltænkt en plakatudstilling i Den Gamle By i Aarhus, men udstillingen blev senere aflyst med henvisning til et »aftalebrud«. Selv mente Surrend, at der var tale om »censur«.

Ifølge professor i formel filosofi ved Københavns Universitet Vincent F. Hendricks kræver den seksuelle magtkritik dog særlig opmærksomhed i en amerikansk sammenhæng, fordi den politiske offentlighed her i forvejen er nærmest besat af sexskandaler: I 2011 stillede politikeren Anthony Weiner op som kandidat til borgmesterposten i New York, men blev kort efter fældet, da det kom frem, at han havde sendt usømmelige billedbeskeder af sig selv til forskellige kvinder. Skandalen blev senere parodieret i pornosatiren Anthony’s Weener. I 2008 måtte den demokratiske guvernør i delstaten New York, Eliot Spitzer, også træde tilbage fra sit embede, da han blev afsløret i at være kunde hos en prostitutionsring, som han hverken havde fortalt sin kone eller sine vælgere om. Også dén skandale blev pornografisk bearbejdet i satirefilmen Gov Love: The Eliot Splitz-Her Story. Og endelig må vi ikke glemme sexskandalen over dem alle, præsident Bill Clintons affære med Monica Lewinsky tilbage i 1990’erne, som blandt andet er blevet parodieret i film som Sex Gate og Erection Season.

»I Europa har vi et mere afslappet forhold til seksualitet end man har i USA, hvor man kan blive helt pietistisk med seksualitet i det offentlige rum og blandt magthavere. Så der er formentlig ingen tvivl om, at pornoparodierne vækker større opmærksomhed i en amerikansk offentlighed end for eksempel i en dansk,« siger Hendricks, der dog understreger, at fascinationen af magt og sex er universel.

»På sin vis er det det samme ta-bloidpressen lever af, bare på en knap så eksplicit måde: Det er æggende, hvis man kan fange et paparazzibillede af en kendt i en intim situation, for det viser, at de også har en krop og en seksualitet, og at de er mindst lige så styret af Maslows behovspyramide som alle os andre.«

Fremtidens medieforbrug

Anskuer man pornoparodierne ud fra et rent moralsk synspunkt, mener Vincent F. Hendricks ikke, at filmene har krydset grænsen til det moralsk uforsvarlige. Ikke endnu i hvert fald.

»Alle ved jo godt, at det hverken er den rigtige Hillary Clinton eller Donald Trump, som optræder i filmene. Havde man derimod fået fat i eventuelle private optagelser og lagt dem ud, så ville det være en anden sag, men det er jo netop ikke tilfældet. De bruger i stedet et oldgammelt middel, nemlig sex, som løftestang for en politisk kommentar,« siger han.

Spørger man Lee Roy Myers er de politiske pornoparodier kun begyndelsen. Vi står på tærsklen til en ny udvikling, som kommer til at byde på markante forandringer i vores medieforbrug, mener han.

»Vores samfund bevæger sig i retning af flere og flere hybridmedier, hvor sex og underholdning begynder at smelte sammen. Porno og underholdning optræder allerede i en skøn sammenblanding på diverse sider på nettet – og jeg tror, at vi i fremtiden vil komme til at se meget mere hard core penetration i kombination med mainstreamunderholdning,« siger han.

Vi ser det allerede så småt, når instruktører som Lars von Trier bringer penetration ind i sine politiske kunstfilm – og ifølge Myers er det kun naturligt, at pornofilminstruktører på samme vis fylder kunst og politik ind i deres: »Se på Game of Thrones. Det næste logiske skridt for den serie er fuld penetration. Det er den vej, det går, og den voksende accept af pornoparodier er bare et symptom på den udvikling,« siger han.

På hans egen hjemmeside WoodRocket.com er det mest populære element for tiden ’Ask a pornstar’, hvor brugerne kan stille spørgsmål til virkelighedens pornostjerner.

»Den seneste video, vi lagde op, fik 8 millioner views på bare en uge. Det siger noget om, hvor stor hybridgenren er blevet, og i mine øjne er det kun et spørgsmål om tid, før sammensmeltningen bliver total,« siger han og løfter med et grin sløret for sit eget fremtidige drømmescenarie:

»Ideelt set vil en moderatordebat mellem virkelighedens præsidentkandidater en dag føre til et rigtigt orgie midt på scenen. Det må være målet.«