Læsetid: 5 min.

’Jeg har sgu ingen selvtillid’

’Bonnie og de tusind mænd’ er en varm, men uomklamrende portrætfilm, der ikke søger svar, forklaringer eller løsninger, men som alligevel leverer kuldegysende erkendelser om menneskelig skrøbelighed
Bonnie var 18 år, da hun begyndte i prostitution. Efter sin første kunde græd hun, men efter nogle dage blev det lettere, og hun kunne bruge pengene til en ferierejse til Caribien. Det er nu 20 år siden.

Pedersen Film

Kultur
16. september 2015

»Prøv at hør’ her,« siger Bonnie med munden fuld af rugbrødsmad. »Jeg er smurt ind i ost og banan. I fissen og i røven – jeg har det overalt …«

Det er frokosttid på bordellet, og Bonnie sidder over for filmens instruktør og spiser K-salat i guld-bh og lædershorts, mens hun fortæller om en kunde, hvis største ønske er, at hun tygger skiftevis camembertost og banan og spytter det ned i munden på ham.

»Og den eneste ost, jeg ikke spiser, det er camembert,« griner hun tørt.

Scenen er et fraklip fra dokumentaren Bonnie og de tusind mænd, der er blevet delt som en ’teaser’ på de sociale medier. Filmen om den 38-årige prostituerede Bonnie er lavet af dokumentaristen Mette Korsgaard. Det er hende med Min barndom i helvede, dokumentaren om Lisbeth Zornig Andersens omsorgssvigtede opvækst på Lolland. Hendes nye film er præget af samme grundige, fortællemæssige ambition om at gribe dybt ind og forstå et menneskes virkelighed. Og det bliver ikke mere real end Bonnie Cleo Andersen, selv om hun knokler hårdt for at opretholde den fantasi, hun lever af at sælge, og selv om der er et overnaturligt skær over hendes tynde, mørkebrune tatoverede krop og de lysende metalblå øjne.

Pølsebranchen

På bordellet i Vestsjælland er hun energiske, effektive Patricia med fiskenet spilet ud over stenhårde, arrede silikonebryster og sort krigsmaling om de intense øjne, og som har fem minutter mellem kunderne, der holder i kø uden for rækkehuset i deres biler og venter på, at ’ledig’-skiltet bliver vendt. Når hun ikke arbejder, er hun Bonnie: Alenemor til tre med livstruende anoreksi, der får hendes solariebrune hud til at stramme om de sylespidse kindben, og som gerne en dag vil eje en pølsevogn på torvet – »blive i pølsebranchen«, som hun siger – hvor hun for første gang i sit liv kan arbejde med sit tøj på.

Selv de selvsiddende nylonstrømper i størrelse XS falder af hende, nu når hun er nede og veje omkring de 40 kilo. Patricia er ung, smuk og stærk og med knogler, der kan holde til at bolle dagen lang, men Bonnie er gammel og svækket af spisevægringen, der har været hendes livs faste følgesvend. Det ene øjeblik ligner hun en ung kvinde med den viljekraft og »rygrad«, som hun selv mener, man skal have, hvis man ikke skal knække i branchen: Kvinden, der kan grine af en halvspist banan og camembert i røven. Det næste øjeblik er hun en grå, gammel kvinde, der kæderyger og ikke føler, at hun kan slippe af med lugten af »sur pis, sur røv og gammel tissemand«.

Kapitulation

Bonnie har ingen modstand over for kameraet. Der er ingen forstillelse, ingen facade eller selvforherligelse, som der måske engang har været, da der stadig var energi til at forsvare sig.

I den forstand er man i Bonnie og de tusind mænd vidne til en total kapitulation. Den anerkendelse og kærlighed, hun får gennem sit arbejde, de søde ord hun modtager, den tilfredsstillelse og glæde hun kan give, den kan hun ikke leve uden. Den har hun aldrig fået andre steder fra.

»Hvis man hader sig selv, er det jo rart, at der er en, der siger, du er sød og dejlig,« siger Bonnie uden at fortrække nogen form for undskyldende eller udglattende mine. Hun kigger instruktøren direkte ind i øjnene med sit stålblik og siger: »Jeg har sgu ingen selvtillid. Det har jeg ikke.«

Det er hjerteskærende. For der er selvfølgelig en grund til, at Bonnie hader sig selv. Det er nogens skyld.

Fortællingens mørke hjerte

Selv om man kunne fristes til at tro, at prostitution er markedsudveksling i den reneste form, er Bonnie et gennemslagskraftigt eksempel på, at mennesker meget ofte er alt andet end homo economicus, motiveret af personlig nyttemaksimering og benhård rationalitet. Hun bliver ved med at arbejde, selv om det gør hende sygere og ødelægger hendes krop dag for dag. Det, der trækker, er ikke rationelt eller selvopretholdende. Der er noget andet på spil dybt inde i hende, noget hun ikke selv kan forklare, men som har at gøre med det sorte hul, der er i hendes erindring i tiden omkring, at hun var en ung pige.

Det er netop det, der er historiens ’mørke hjerte’. Alt, fornemmer man, kan føres tilbage til det udefinerbare, klamme ubehag, som Bonnie føler, når hun kigger på et bestemt billede af sig selv som teenager. Et ubehag som også bliver tv-tilskueren til del, når man ser hjemmevideoerne fra Bonnies ungdom med mor og storesøster på charterrejse og far (formoder man) bag det nærgående, lumre kamera.

Det er grænseløshed, så hårene rejser sig. Søsteren Pernille, der var et år ældre end Bonnie, blev fundet død af en overdosis i en trappeskakt i Abel Cathrines Gade året efter familieferien. Dengang var hun 16 år.

Heller ikke moderen kan huske, om der skete noget med Bonnie dengang. »Nej. Ikke hvad jeg ved af,« svarer hun direkte adspurgt med vidt åbne øjne. Men det kniber også for Bonnies mor at huske, at hun faktisk selv havde været telefondame på det bordel, hendes datter begyndte at arbejde på som 18-årig. Et usselt landbordel, hvor der var isnende koldt om vinteren og så stegende hedt om sommeren, at pigerne ikke kunne få vejret, når de arbejdede. Men der røg vist også en del procenter i skrutten på mor dengang.

Detektivistisk

Mette Korsgaards film er indirekte og kredsende på en måde, der gør den rammende. Der svælges ikke i detaljer eller fakta. Filmen er uinteresseret i alt det, der ikke tjener portrættet. Der er ingen detektiviske eller socialpædagogiske ambitioner – Bonnies tre børn medvirker for eksempel ikke. Billedet af Bonnie som mor (og menneske) tegnes gennem hendes angst for, at de skal arve det ukendte, uløselige mørke, der har defineret og farvet hele hendes liv. Et mørke, som hun er bevidst om, at hun nok aldrig kan få kastet lys over, og som hun i filmens absolutte eksistentielle højdepunkt, hvor hun sidder dødssyg og skidebange på hospitalet, ønsker at tage det ultimative ansvar for. Så hendes børn kan gå fri:

»Så kan jeg tage det med mig i graven, som jeg har været igennem. Ligesom min søster gjorde.«

Bonnie og de tusind mænd’ er fremragende og kan ses på dr.dk frem til den 13. oktober

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Der er de direkte involverede og de inddirekte, alle synes at hygge sig og tjene til dagen og vejen.
Hvornår bliver disse skæbner afløst af droner?