Læsetid: 5 min.

Uden for atlas

Marokko er kendt for sine eksotiske storbyer med myldrende basarer og storslåede islamiske bygningsværker. Men en stor del af Marokkos kultur har sit udspring i Atlasbjergenes rå natur, hvor stilheden og berberne bor
Kultur
25. september 2015
Atlasbjergene kaldes for Bjergenes Bjerge, måske fordi de får menneskene til at føle sig helt små.

Malene Fenger-Grøndahl

Solens stråler rammer Atlasbjergene, hvor vi er ved at gøre klar til opstigningen mod Jebel Toubkal, Marokkos og Nordafrikas højeste bjerg, der er 4.167 meter højt. Vi har vores egen guide, men følges et stykke af vejen med en gruppe vandreturister, der med sig har guide, to muldyrdrivere, fire muldyr – og en kok. Al den tunge bagage får muldyrene lov til at bære, så man som vandrer kan nøjes med at bære sin dagtursrygsæk og vandflaske. Ret hurtigt efter starten lægger vi civilisationen med dens dyrkede jordlodder bag os, og turen fortsætter gennem et tørt flodleje. Op og op, hen over endeløse mængder sten går det, men endnu med beherskede stigningsprocenter.

Sidst på formiddagen når vi det hellige sted Sidi Chamharouch, som mange arabiske marokkanere og nogle få lokale berbere opsøger for at bede eller ofre får og køer ved en hellig mands grav. Håbet er, at Chamharouch og de højere magter kan hjælpe med at få et ønske opfyldt. Denne dag har flere kvinder, drevet af ønsket om at få et barn, begivet sig op ad den stenede sti iført plastiksandaler. Atlasbjergene gemmer på hellige steder overalt, for berberne opfatter naturen som hellig – og som en praktisk ‘samarbejdspartner’, som man skal respektere og have et godt kendskab til.

Berberne kalder Atlasbjergene for ‘Idraren Draren’, bjergenes bjerge, og når man ser tinderne skære sig ind i himlen, giver det mening. Heroppe i 2.000-3.000 meters højde med udsigt til Nordafrikas højeste tinder er det svært at forstå, at markedsmylderet og modebutikkerne i Marrakesh kun er to timers kørsel væk. Her veksler landskabet mellem brændte rødlige, brune og okkergule farver og gråt og hvidt. Fåreflokke ses som et flimmer af spredte pletter på de nederste dele af bjergsiderne, og på de højeste toppe ligger sneen som glinsende glasur. I dalene klynger berbernes landsbyer sig til bjergsiderne, og beboerne dyrker deres afgrøder med håndkraft og ihærdighed. De fleste har køer, får eller geder og en smule jord, som dyrkes på terrasser. Æble-, oliven- og kirsebærtræer veksler med valnødde- og blommetræer, og mellem frugttræerne dyrkes krydderurter og kløver. På de små terrasser dyrkes bælgfrugter, majs og kartofler, mens lidt større jordlodder bruges til kornavl. En del kvinder organiserer sig her i kooperativer og sælger deres afgrøder i fællesskab eller producerer og sælger skønhedsprodukter og naturmedicin fremstillet af urter, frugter og blomster.

Oprindelig befolkning

Mange af berberne, Marokkos oprindelige befolkning, bor stadig i afsondrede bjergbyer heroppe i Atlasbjergene. Beboerne i de mest isolerede landsbyer kan kun transportere de sække med mel, ris og sukker, som de henter ved enden af den nærmeste asfalt- eller grusvej, på æsel eller muldyr. De større landsbyer er forbundet med omverdenen ved hjælp af asfalterede veje og besøges af storbyboere fra bl.a. Marrakesh, som kommer dertil for at nyde stilheden og den storslåede natur.

En del af landsbyboerne arbejder som guider. En af dem er Hassan, vores guide. Han er en spinkel fyr, men stærk og elegant, og han færdes ubesværet i bjergene. Under vandreturen – eller rettere i pauserne, når vi har fået pulsen ned og kontrol over vejrtrækningen – taler vi med Hassan om hans forhold til den natur, han lever i og af. Hassan var ti år, da hans far, som var muldyrdriver for vandrere og bjergbestigere, begyndte at tage ham med på ture i bjergene omkring Imlil. Da Hassan var 11 år, besteg han Jebel Toubkal første gang. Siden har han gjort det 432 gange, de fleste som guide for turister.

Hassans far skippede jobbet som muldyrdriver, blev minearbejder og fik dårlige lunger. Så Hassan har set, hvad det kan koste at fjerne sig for langt fra livet i bjergene, som han holder fast ved. Men han er ikke af den grund bange for udvikling. Hans udstyr ser dyrt og professionelt ud, modsat en del andre guider, der er iført plastiksandaler eller elendige kondisko. De har dog deres enorme erfaring og indgående kendskab til naturen til fælles med Hassan.

Da Hassan var lille, begyndte hans far at lære ham om bjergenes geografi, vejrforholdene og ruterne til toppene i området. Nu kan han snart give den kundskab videre til sine egne børn. Han er for nylig blevet autoriseret bjergguide – en seks måneder lang uddannelse baseret på mange års forudgående erfaring med at klare sig i bjergene.

Vandring under fasten

Selv om Hassan har investeret i topmoderne klatreudstyr, holder han fast i berbernes ældgamle viden og traditioner – og i religionen. Som troende muslim faster han og hans kollegaer under ramadanen, også selv om det kan indebære, at de skal føre grupper op på toppen af Jebel Toubkal i 30-40 graders varme uden at få mad eller vand fra kl. 6 til kl. 20. »Man kan godt blive lidt tør i halsen, men så må man drikke noget efter solnedgang,« som han siger. I islam er ganske vist en regel om, at man kan undlade at faste, når man er på rejse. Men en rejse forstår berberne som mere end 40 kilometers vandring på en dag. »Og så langt går vi aldrig, når vi har udlændinge eller byboere med,« forklarer han.

Hassans hjem ligger i 1.700 meters højde tæt på den forvoksede landsby Imlil, vandringens hovedby i Høje Atlas. I Imlil er der restauranter, butikker og hoteller – men næsten ingen indbyggere. Om aftenen trækker de lokale sig tilbage til de mindre landsbyer i området. Fra Hassans hus tager det ham sammenlagt 18-22 timer med hård vandring at nå toppen af Jebel Toubkal og ned igen. Med turister ’på slæb’ tager det tre dage, og så overnatter man undervejs i basecamp på både op- og nedturen.

For Hassan er turen op i Høje Atlas modsat for os en ’walk in the park’. For os er det en udfordring af de helt store og en intens naturoplevelse. Landskabet virker øde ved første øjekast, men for vores blik vokser lerklinede huse frem af bjergsiderne, og insekter, fugle og sommerfugle svirrer forbi som små bjerg-ånder. Over os svæver ørnene som varsler, vi ikke kan tyde.

Temperaturen falder støt, og det hektiske byliv i Marrakesh virker meget længere væk end de 70 kilometer, som kortet viser. Den barske natur, der kan virke truende på os, er berbernes bedste beskyttelse mod den råhed, der præger de fattige dele af Marokkos storbyer. I bjergene er pengene små, men naturen og friheden stor.

Carsten og Malene Fenger-Grøndahl er forfattere til den netop udkomne Turen Går Til Marokko.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her