Læsetid: 7 min.

Skal vi ikke være venner?

Sameksistens kræver mod. Det siger Benny Andersen og Mustafa Gezen, der blev gode venner på trods af baggrund og kulturforskelle. De opfordrer nydanskere og gammeldanskere til at blande sig mere med hinanden
De mødte hinanden til en ramadanmiddag i Aarhus, og siden har Benny Andersen og Mustafa Gezen spist middage hos hinanden og mødt hinandens familier. For man bør gøre noget aktivt for at nedbryde fordommene

De mødte hinanden til en ramadanmiddag i Aarhus, og siden har Benny Andersen og Mustafa Gezen spist middage hos hinanden og mødt hinandens familier. For man bør gøre noget aktivt for at nedbryde fordommene

Sofie Amalie Klougart

11. september 2015

Benny Andersens kone, Elisabeth Ehmer, har dækket op i spisestuen. Hun hælder en tår kaffe i mændenes kopper og fortæller, at stuen, de sidder i, efter sigende er det rum, som Lise Nørgaard opholdt sig i, dengang hun skrev Matador. Ægteparret bor nemlig i fru Nørgaards gamle villa. På væggen hænger en malet fortolkning af Benny Andersens vise »Længslen efter Sverige«. Rummet emmer af dansk kulturarv.

Ved spisebordet sidder Benny Andersen og Mustafa Gezen. De snakker om deres venskab og venskaber mellem folk fra forskellige kulturer i det hele taget. Benny Andersen smiler genert, mens Mustafa Gezen fortæller, hvor imødekommende og fordomsfri en person Benny Andersen er. Og hvor vigtigt det er for samfundet, at en kulturperson som ham opfordrer til øget dialog og samvær mellem gammeldanskere og folk med muslimsk baggrund.

»Når folk som Benny, der betyder så meget for dansk litteraturhistorie, snakker varmt om samhørighed på tværs af kulturer, giver det ekko ude i samfundet. Folk lytter til ham,« siger Mustafa Gezen.

»Med mig er det noget andet. Jeg er bare en almindelig borger. Men almindelige borgere kan også gøre noget for at fremme dialog og samhørighed. Vi kan invitere en familie fra en anden kultur hjem til middag hos os og lære dem at kende. På den måde har vi alle sammen et ansvar.«

»Du er sgu heller ikke helt almindelig,« indvender Benny Andersen, hvorefter de begge begynder at grine med jordbærkage i munden.

Mødtes til ramadanmiddag

Mustafa Gezen er født og opvokset i Albertslund. Han er formand for Dialog Forum, som er en forening, der bringer folk fra forskellige kulturelle baggrunden sammen ved at arrangere foredrag, koncerter, debatter og udstillinger. Derudover er han vicerektor for den internationale skole på Østerbro.

Benny Andersen og Mustafa Gezen mødte hinanden til en ramadanmiddag i 2008. Begivenheden var arrangeret af Dialog Forums aarhusianske søsterforening, og selvom aftenen indeholdt flere kulturelle indslag, var Benny Andersen hverken mødt op for at spille klaver eller læse digte op. Han kørte egentlig bare fra Kongens Lyngby til Aarhus for at få en anderledes oplevelse, fortæller han.

Sofie Amalie Klougart

»Da jeg fik invitationen et par uger før, blev jeg nysgerrig. Jeg har sgu da aldrig været til ramadanmiddag før, tænkte jeg. Sådan en bold må man da gribe, når chancen byder sig.«

Mustafa Gezen blev nysgerrig, da han genkendte Benny Andersen under middagen. Han spurgte derfor arrangørerne om, hvordan de havde båret sig ad med at hive en så stor kapacitet med til arrangementet.

Da han fik at vide, at Benny Andersen var kommet som almindelig gæst fra København og havde betalt for rejsen selv, blev han imponeret og tog kontakt til ham med det samme. Et håndtryk og et par formelle høflighedsfraser senere inviterede han Benny Andersen til en anden ramadanmiddag, som skulle foregå i Herlev en måneds tid senere. I mellemtiden arrangerede han en overraskelse til ære for Benny Andersen.

»Som en gestus læste vores vært til ramadanmiddagen højt fra Bennys digt ’Verdensborger i Danmark’. Det var en stærk oplevelse. Hele salen fik kuldegysninger. Digtet sætter virkelig ord på det, vi kæmper for i Dialog Forum,« siger Mustafa Gezen.

Aftenen blev starten på Benny Andersens og Mustafa Gezens venskab. Benny Andersen og hustruen Elisabeth Ehmer besøgte Mustafa Gezen og hans familie i Valby kort tid efter, og parrene har besøgt hinanden med jævne mellemrum lige siden.

Da Benny Andersen mødte Mustafa Gezens børn for første gang, forærede han dem et signeret eksemplar af Snøvsen. Mustafa Gezen fortæller stolt, at hans yngste datter, Filiz, er nået cirka halvvejs i bogen og vil være forfatter, når hun bliver voksen.

»Det er en kæmpe berigelse for mig som far, at jeg kan forklare mine børn, hvem Benny Andersen er og præsentere dem for ham efterfølgende. Han er om nogen en repræsentant for dansk kultur, og der er ingen tvivl om, at en sådan oplevelse gør, at mine børn føler sig mere danske.«

Næste komsammen parrene imellem foregik hjemme ved Elisabeth Ehmer og Benny Andersen. Mustafa Gezen husker, at hans kone og han blev positivt overrasket over, hvor afslappet og behagelig stemningen var hele aftenen til trods for, at de jo ikke var på besøg hos hr. hvem som helst. Det, at aftenen blev så hyggelig, skal hans børn i øvrigt have en del af æren for, indskyder han.

»Mine børn blev meget betaget af Bennys flygel. På et tidspunkt spurgte min søn derfor Benny, om han ville spille en sang for dem. Benny fulgte os straks ind til klaveret og spillede ’Rosalina’ og en af Svantes viser for os. Den oplevelse glemmer min kone og jeg aldrig.«

Vigtigheden af åbne døre

Da samtalen bevæger sig i retning af den nuværende flygtningekrise og spændinger mellem etniske grupper, kniber Mustafa Gezen sine ellers vidtåbne øjne sammen og klør sig på kinden. Efter en tænkepause slår han fast, at det aldrig har været vigtigere, at man tør åbne sin dør for folk, der er forskellige fra en selv, end det er nu.

»Den meget hårde og konfrontatoriske debat om flygtninge og indvandrere, vi har i Danmark, bliver siddende i os, efter vi har slukket fjernsynet og lagt avisen fra os. Vi tager den med ud i virkeligheden uanset, hvem vi er. Det er derfor vigtigt, at vi bearbejder debatten med hinanden ansigt til ansigt på tværs af kulturer for at opbygge tillid og forebygge had,« siger Mustafa Gezen og understreger, at kampen for højere grad af sameksistens primært foregår uden for Christiansborgs mure, dér hvor vi bor.

»Hvis man tror på, at vi mennesker har en masse til fælles, uanset hvilken kultur og religion vi har med os, bør man gøre noget aktivt for at nedbryde fordomme. Det gælder også gammeldanske familier. De bør møde deres nye medborgere ved at besøge dem. Det er for nemt bare at kritisere politikerne.«

Mustafa Gezen tror, at den største barriere for dialog og samhørighed tit er angsten for at tage det første skridt. I den forbindelse nævner han en oplevelse, som han og hans familie var ude for til et fodboldstævne, som et eksempel på, hvor let det kan være at bryde isen.

»Min kone og jeg sad med en masse andre familier for at se vores sønner spille fodbold. Midt i en kamp kommer en dansk familie fra vores søns fodboldhold over til os og tilbyder os et tæppe, da de kunne se, at vi manglede et,« siger Mustafa. »Jeg blev så glad, at jeg besluttede mig for at hente kaffe i cafeteriet til alle de andre forældre. Derefter faldt min kone og jeg i snak med de forældre, der gav os tæppet. Det var meget livsbekræftende. Næste gang vi ses, bliver det hjemme hos os. Sværere er det jo heller ikke.«

Man skal finde sit indre barn

Efter Mustafa Gezens anekdote om sin søns fodboldturnering samler Benny Andersen bolden op og leder samtalen hen mod børn generelt. Han har nemlig lagt mærke til, at børn er bedre end voksne til at skabe kontakt til mennesker, der er forskellige fra dem selv. Og da vi lever i et land og i en verden, hvor befolkningen bliver mere og mere blandet, må vi prøve at blive inspireret af børns nysgerrighed og umiddelbarhed, pointerer Benny Andersen.

»På det her område gør det bestemt ikke noget, at vi i højere grad kommer i kontakt med vores indre barn. Det er i det hele taget en god kvalitet at være i stand til. Det nytter ikke noget at være så stivnakket. Jeg bliver glad, når Elisabeth siger, at jeg er barnlig,« griner han.

Mustafa Gezen nikker og supplerer med en beretning fra dagligdagen som vicerektor.

»Børnene på den internationale skole repræsenterer 60 forskellige nationaliteter. Og de har alle sammen tætte relationer på kryds og tværs. De lægger slet ikke mærke til de forskelle, som vi voksne er så bevidste om. Og fællesskabet mellem dem fungerer upåklageligt,« siger Mustafa Gezen.

I relation til snakken om børns farveblindhed kommer Benny Andersen til at tænke på nogle stunder, han havde med sin ekskone Cynthia Rosalina de la Touche Andersen. Hun kom fra Barbados i Caribien og var derfor »i sagens natur chokoladefarvet«. Deres forskellighed medførte enkelte gange monumentale grineflip, fortæller han.

»Vi sad engang og holdt i hånd på Barbados. Først kigger vi begge på vores hænder. Bagefter kigger vi hinanden i øjnene og begynder at grine indforstået. Vi havde begge glemt, at vi havde forskellige hudfarver. Det er jo egentlig også noget sjovt og overfladisk noget at komme i tanke om,« siger Benny Andersen og trækker et andet minde fra Barbados frem fra gemmerne:

»Cynthia og jeg havde nogle alvorlige snakke om krig og elendigheder. Vi var begge fortvivlede over verdenssituationen. Vi blev dog enige om, at man bliver nødt til at være optimistisk. Det er bedre at være naiv, end at være kynisk. Hvis ikke sådan nogle som os tror på, at fred og harmoni er muligt, så brænder det hele jo sammen.«

Sofie Amalie Klougart

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Skoubye
  • Steffen Gliese
  • Kirsten Mindegaard
  • Michael Öberg
  • Niels Roed
  • Olav Bo Hessellund
  • Jørgen Steen Andersen
  • Mikkel Madsen
  • Steffen Gliese
  • Kristian Rikard
  • Jan Mogensen
  • Peter Günther
Christian Skoubye, Steffen Gliese, Kirsten Mindegaard, Michael Öberg, Niels Roed, Olav Bo Hessellund, Jørgen Steen Andersen, Mikkel Madsen, Steffen Gliese, Kristian Rikard, Jan Mogensen og Peter Günther anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sådan...det behøver ikke at være svært :-)

Steffen Gliese, Gert Selmer Jensen, Jørgen Steen Andersen, Ole Frank, Steffen Gliese og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Jeg har absolut ikke lyst til at dryppe malurt i bægeret, men kan ikke lade være
med at spekulere over, om ikke denne livsbekræftende historie blandt andet er
betinget af, at de to personer netop er, hvem de er (kosmopolitiske, videbegærlige
etc. etc.)

Egon Stich, Mikkel Madsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Jo Kristian men du antager lidt her kausaliteten er fra personlighed til historie (kulturen).
Men hvad med effekten den anden vej?
Hvem er "de" egentligt ? ;)

Steffen Gliese, Jørgen Steen Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Ja, det er klart. "Længsel efter Sverige" vender altid tilbage. Som noget ganske nyt, kunne der måske også være nogle, som fik længsel efter Tyskland. Benny. Skjaldens Benny. Ham glemmer man aldrig.

Rørende og stærkt foto. To generationer (mænd hånd i hånd) og "etniciteter".

Kirsten Mindegaard, Gert Selmer Jensen, Leif Høybye, Jørgen Steen Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Åh Benny andersen - ligesom jeg ønskede, at Halfdan Rasmussen aldrig ville dø, så ved jeg, at din stund på jorden her hos os er ved at rinde ud - men må det vare længe, inden du forlader os. Og hvor er det dejligt, at du er dit budskab om nærvær og menneskelighed tro endnu lever hos dig . Alt for mange bliver til bitre, gamle mænd. Måske er det fordi, du altid har haft elskelige kvinder, som du elskede , omkring dig.
Det bedste ved det hele er, at du aldrig forlader os helt , men - lige som Halfdan Rasmussen - fro evigt hat sat spor i vores sprog.

David Joelsen, Steffen Gliese, Kirsten Mindegaard, Michael Öberg, Gert Selmer Jensen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar
John Robert Parkins

..........It’s difficult to maintain narrow-mindedness for too long, if you’re confronted face-to-face with a person who’s extremely different from you.

John Robert Parkins

Every three years Denmark is gripped by the yodeling fever during the Danish national competition,
which attracts over 200,000 migrants!

jens peter hansen

Ude i lille Danmark er de tusindvis af helt almindelige danskere og folk med anden etnisk baggrund end dansk der leger, spiller bold, går på besøg ved hinanden går frem for alt skole sammen og går ud og ind af hinandens hjem. De bor ikke på rigtige adresser, de har ikke de rigtige meninger de lever bare sammen, fordi de faktisk bor samme sted. Hele det cirkus hvor nogle vil eksponere sig selv som særlig menneskelige er en parodi på et smart ønske om at en venlig attitude giver en rigtig god integration. Den integration som faktisk foregår i de store bebyggelser aner de flinke ikke en pind om, da de selv ellers gemmer deres afkom i søde privatskoler eller selv bor laangt væk fra problemerne. Attituder er fint men det lange seje træk, nej det orke man ikke.

Bjarne Bisgaard Jensen, Egon Stich og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar