Interview
Læsetid: 7 min.

’Vores sundhedsmani er blevet livskvalitetens fjende’

Vores ureflekterede sundhedsdyrkelse fører til øget ulighed, social uretfærdighed, permanent bekymringstilstand, overdreven kropsfokusering og spiseforstyrrelser, siger Morten Ebbe Juul Nielsen – forfatter til den polemisk-filosofiske bog ’Forbandede sunddom’
’I dag er vi derude, hvor man praktisk taget er slapsvans, hvis man ikke kan gennemføre et maraton,’ mener filosof Morten Ebbe Juul Nielsen, der er aktuel med bogen ’Forbandet sunddom’.

Miriam Dalsgaard

Kultur
24. september 2015

Ærindet er indfoldet i bogens finurlige titel: Forbandede sunddom. ’Sunddom’ lyder næsten som ’guddom’. Men den sundhedsgud, vi dyrker, er ikke værd at samle på, insisterer forfatteren, der vil rive gudebilledet ned – et ambitiøst og vanskeligt sigte. For det er med ordet ’sundhed’ som med ordet ’demokrati’: Semantikken er entydig positiv. Hvem kan være imod?

Morten Ebbe Juul Nielsen, lektor i anvendt filosofi på Københavns Universitet, skynder sig da også at præcisere, at han »ikke er imod sundhed«. Det, han vender sig imod, er et bestemt sundhedsbegreb og dets ’undertrykkelsesregime’: Vi underlægger os eller selvpålægger os et ræs efter sundhed ’for sundhedens egen skyld’, og så ryger eftertanken, hævder han. Det går galt, når vi ophøjer ’sundhed’ til intrinsisk gode – et selvstændigt mål, der lukker sig om sig selv i stedet for at tjene andre mål, der måske var mere værdifulde. Det går galt, når sundhedsdyrkelse mindsker vores samlede livskvalitet i stedet for at forøge den.

Den 47-årige analytiske filosof slår sig ned i de bløde hynder i Informations tv-stue og pudser sine tilduggede briller. Først må han forholde sig til en succeshistorie: Folkesundheden i Danmark har været jævnt stigende i årtier. Er det påståede sundhedshysteri alligevel godt for noget?

»Jo, statistisk får folkesundheden det bedre. Men at vi lægger uger til vores middellevetid for hvert år, skyldes næppe fitness eller biodynamisk kogekunst – det er snarere ting som f.eks. faldende børnedødelighed og bedre fødevaresikkerhed, der ligger bag. Isoleret set er det godt, når vores helbredstilstand forbedrer sig. Problemet er, at vi har vænnet os af med at se bort fra de omkostninger, det også kan have at forbedre folkesundheden.«

– Hvordan kan det være andet end en nettogevinst at blive sundere?

»Bruger vi 10 timer om ugen i træningscentret, bliver der de 10 færre timer til kæresten, børnene, digtsamlingen, til den gode sex, til rødvinen. Bruger vi 8 milliarder i sundhedsvæsenet, bliver der de 8 milliarder mindre til infrastruktur, kultur, uddannelse osv. Læg hertil de personlige omkostninger, f.eks. hos de stadig flere, der pådrager sig spiseforstyrrelser som anoreksi og ortoreksi.«

Konstant bekymring

Ortoreksi ligner en lidelse, Morten Ebbe Juul Nielsen ville kalde typisk for vor tid. Diagnosen blev først anerkendt i 1997 og beskrives sådan: Ortorektikere er mennesker, der i deres besættelse af tanken om den perfekte krop er sygeligt optagede af sundhed og af at spise sundt. Det hindrer dem i at føre en normal hverdag, f.eks. føler de sig tvunget at medbringe egen mad til sociale sammenkomster, da de ikke tør spise måltider tilberedt af andre. For fællesskabet er der flere omkostninger:

»Generelt har vi den enorme bekymringsskabelse, sundhedshysteriet fører med sig. Rigtig mange går konstant rundt og bekymrer sig for, om de nu er sunde nok, og bliver lille Birgers helbred nu undergravet, fordi han spiser nutellamader.«

Spørgsmålet er, hvordan vi havnede her. Hvornår blev sundhed ideologi og ikke praktisk omtanke?

»Sundhedsmanier kommer i bølgebevægelser. Vi så i de totalitære ideologiers 1930’ere en besættelse af folkesundhedsidealer. I vores egen tid ser jeg det skride fra 1990’erne og frem. Jeg husker, at for 20 år siden var man ’sundhedsflipper’, hvis man løb hver søndag, holdt et par alkoholfrie uger efter nytår og sparede på fløden i sovsen. Siden har vi fået mere ekstreme, stadig mere forfinede krav til, hvad man skal leve op til for at være sund. Der er fysiske præstationer, der skal leveres, og kostregimer, der skal følges. Rygerne skal sendes på gaden, og bajerne ud af kantinerne«.

– Du beskriver i din bog sundhedsideologiens herredømme ud fra noget, du kalder den somatiske etik, som opererer gennem imperativer; dem, der kommer ovenfra, og dem, vi internaliserer.

»Jeg har begrebet fra sociologen Nikolas Rose. Han tænker primært den somatiske etik deskriptivt. For ham at se er hele vores værdiorientering blevet kropslig. Vi værdisætter ting ud fra de relationer, de har til vores kropslige eksistens. At dyrke kropslighed kan også da være et udmærket bud på det gode liv på lige fod med at være filatelist eller gummifetichist. Problemet kommer, når den somatiske etik bliver præskriptiv, dvs. når vi får at vide: Du skal være sund! Du skal være optaget af din krop!«

Det perfekte liv

Rigtig mange går konstant rundt og bekymrer sig for, om de nu er sunde nok, og bliver lille Birger nu undergravet, fordi han spiser nutellamader

Morten Ebbe Juul Nielsen, Filosof og forfatter

Morten Ebbe Juul Nielsen er en af flere filosoffer, der kritiserer sundhedsdiskursens ’totalitarisme’ – f.eks. forsøger franske tænkere som Robert Redeker og Pascal Bruckner at rehabilitere et ældre sundhedsbegreb. De taler i den forbindelse om ’organernes fred’: Engang var man sund, når man var rask. Sundhed var blot fravær af sygdom. Sund var man, når legemets funktioner forløb uforstyrret. Så var de tilstrækkelige betingelser for trivsel opfyldt.

– I dag vi skal vi aktivt producere vores sundhed? Hvorfor blev organfredens logik erstattet af en produktionslogik?

»Det hænger sammen med to ting. For det første en perfektionstrang, som indskriver sig i flere andre diskurser: ’Vi skal være den perfekte karrieremager’, ’vi skal være den perfekte partner’, osv. Det er ikke nok at ’være med’. Vi skal positivt være sundere end de fleste. Og det skal vi for at være en del af det gode selskab. Her bliver den somatiske etiks imperativ for det andet til distinktionsmaskine. Den bliver kriterium for at skelne vinderborgere fra taberborgere – de gode og rigtige fra Afgrundsdanmarks andenrangsborgere. Vi sender tydelige signaler til omgivelserne, når vi er fitnesslanke, og igennem det, vi lægger i indkøbskurven, osv. Demonstrativ sundhed bliver klasse- og statusmarkør. Og som altid i statushierarkier får vi et race to the top. Du skal hele tiden præstere mere og mere for at være på toppen. I dag er vi derude, hvor man praktisk taget er slapsvans, hvis man ikke kan gennemføre et maraton, ikke?«

– Er ekstremsport ikke et grænsetilfælde trods alt?

»Utvivlsomt er der også afhængighed på færde. Nogle presser sig til det yderste for at mærke, at de lever. Løbejunkien er ikke så forskellig fra heroinjunkien. Jeg tror dog ikke, at det er de kick, der driver værket for de fleste. Det viser sig, at halvdelen af alle fitnessmedlemskaber stort set aldrig bruges. Det er interessant, at folk betaler for at sværge troskab over for sundhedsidealet og føle sig som del af det gode selskab. Og på den anden side orker de så ikke alligevel.«

Ny over- og underklasse

– Har du skrevet dette opgør med sundhedens hellige ko, fordi du begræder tabet eller nedskrivningen af de andre værdier, som ofres på sundhedsræsets alter?

»Jeg synes, vi er kommet til at skubbe værdifulde ting til side i vores besættelse af sundhed. Det kan godt være ’åndelige sysler’ – hvornår har vi sidst hørt en dansk minister beklage sig over, at alt for få læser ny dansk litteratur? Politisk brok over danskernes sundhedstilstand hører vi derimod hver uge. Andre værdier kunne være hedonisme, uden at jeg dog vil gøre mig til fortaler for, at vi skal dyrke forfaldsæstetik ved at hærge os selv. Jeg tilslutter mig, hvad en klog, nu afdød læge engang sagde: ’Lad os erstatte vores excessive moderation med moderate excesser’.

– Hvilke omkostninger har det ikke at hænge på i sundhedsræset?

»Der er dels de personlige skadevirkninger gennem stigmatisering, for stigmatisering har en tendens til at blive internaliseret. Hvis man hele tiden får at vide, at man er et dovent svin, risikerer man at blive det. Vi får samtidig en enorm ulighed i form af en somatisk over- og underklasse. For dem, der føler, at de alligevel er dømt til at tabe i det her spil, kan det blive dyrt at hoppe af. Så får vi et race to the bottom, hvor tre elefantøl om dagen bliver til flere og flere.«

– Stammer sundhedsfikseringen ikke dybest set fra den neoliberale konkurrencestats krav til stadig optimering af ens performance? De trimmede mennesker i hamsterhjulet bliver vedhæng til vækstmaskinen?

»Det er nærliggende at se den perfektionstrang, jeg talte om før, i den sammenhæng, du trækker frem her. Men vi bør også se på den velfærdsstatslige tankegang med alt, hvad den er kommet til at indebære af sundhedspolitiske prioriteringer. Jeg synes, vi har slappe politikere. Så at sige ingen af dem ville i valgkampen diskutere sundhedsprioriteringer. I et velfærdspolitisk perspektiv er det oplagt at diskutere den ekstremt dyre medicin, der måske giver os et par levedage mere, men som koster lige så meget som årslønninger for sygeplejersker. Politikerne tør ikke kritisere de prioriteringer, fordi de ser det som en tabersag. De frygter, at det kunne lyde, som om de var imod sundhed. Tag også fedtafgiften, som blev indført uden kompensation under VK-regeringen under et erklæret skatte- og afgiftstop. Men oppositionen turde ikke kritisere løftebruddet. Det fortæller alt om, hvor dominerende en værdi sundhed er blevet.«

– Hvor ender sundhedstvangen? Går vi mod større formynderi?

»Der er en øvre grænser for, hvor meget vi kan investere i sundhed individuelt som politisk. Men det er ikke utænkeligt, at politikerne på et tidspunkt bliver trætte af at nøjes med henstillinger og opfordringer. Så vil de måske prøve helt at forbyde rygning eller tredoble alkoholafgiften. Vi ser tegn på overgang fra soft power til hard power, f.eks. i den erklærede intention i den nye folkeskolelov, at der skal være indlagt en times daglig bevægelse. Som Camilla Hersom, engang radikal sundhedsordfører, sagde: ’Grænsen for forbud går, hvor vi kan sætte den’«.

– Hvilken modoffensiv kan vi sætte ind imod sundhedstyranniet?

»Lad os begynde med at slappe lidt af. Besinde os og tænke som individer over, hvad vi egentlig ofrer i den her jagt. Og derefter gå ind i en dialog, samfundsmæssigt, politisk, socialt om sundhedsregimets skyggesider. Det ville også være fint at huske på, at vi jo skal dø alle sammen. Vi kan lige så godt nyde den tid, vi har. Livskvalitet og lykke har andre og oversete aspekter end sundhed. Bare fordi disse andre kvaliteter ikke kan påvises i et regneark, betyder det ikke, at de ikke findes.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lasse Vogt-Nielsen

@Thomas Aniss
Håber du joker. Pheidippides rejste først 225km på under 2 dage igennem tærren som en hest ikke kunne bruges til. Indenfor 8 dage rejste han 225km mere. Derefter var han (igen) med i kamp, hvor han bliver sendt på den sidste 40km tur. Så, hvis vi skal se efter den moral, lad være med at kæmpe i antikke krige og løbe/rejse 2x225km plus 40km mens du potentielt er såret... også selvom det er for at advarer dine landsmænd om et nyt angreb. For at løbe er jo dumt. /s

Morten Ebbe Juul Nielsen m.fl. kommentatorer: Der bliver virklig lagt op til at den eneste måde at få motion på er i et fitness center, og at motion er spild tid. Hvordan er det spild af tid at motionere med venner og familie i form af boldspil og lege? Er det så svært at tro på at nogen har det sjovt ved at løbe eller cykle? Man kan jo gøre det med hund eller børn, til park eller strand. Hvordan er ½ time brugt i bevægelse en ½ time som er ren spild?

Fitness centre, vil jeg mene, er jo noget der bliver brugt fordi det at holde en normal aktiv hverdag, er nær umulig hvis man har et stillesiddende kontorarbejde, som rigtig mange har. Ja, @Lise Lotte Rahbek, det vil da være optimalt hvis man kunne bruge ens energi mere praktisk, men det er dæleme svært at finde en mark at pløje i København, specielt hvis du ikke har så meget fritid. Fitness centeret gør det muligt at komprimere sin bevægelse.

Jeg siger ikke det er godt, det er sgu da en skam, men jeg forstår ikke hvorfor fitness centeret er mål for kritikken, og ikke mangel på fritid til at kunne opnå sjov motion og bevægelse. Hvorfor ikke fremme sund levestil der ikke hoppe over i den anden grøft, fremfor bare at sige "Buuuh Fitness!"

Morten Ebbe Juul Nielsen opfordre til at vi bør vende tilbage til den sundhedstanke at så længe man ikke er syg, er man sund. Ja okay, men nu opbygges nogle sygedomme jo ikke fra den ene dag til den anden. Hvis du har været ryger hele livet og får lunge problemer, kan du jo ikke bare sige "NU er jeg usund". Der jo en grund til at læger anbefaler ændringerne i livsstilen, det er fordi det er sygdoms/usundheds forebyggende. Man skal ikke være slank for at være slank, man skal være sund for at undgå at blive syg.

Statistik på at det koster samfundsøkonomien mere at folk ikke ryger, drikker, spiser "usundt" mv. end hvis man ryger, drikker vil jeg meget gerne se. Ja der er livkvalitet der ikke kan sættes tal på, jeg ville ønske jeg var i god nok form til at kunne lege med mine nevøer til de blev trætte, og ikke til jeg blev træt. Jeg håber jeg kan blive ved med at lege og spille bold til jeg er gammel, og ikke må sige farvel til det i en alder af 40. Det vil da være et tab af livskvalitet.

Hvem er det som sætter den perfekte krop i fokus? Er det dem som går til fitness der prædiker? Det oplever jeg personligt ikke, jeg synes det kommer mere fra reklamer og TV/film.

Liliane Murray

Er tab af liv lig med tab af livskvalitet? Den fatter jeg ikke.

Sider