Læsetid: 5 min.

Den akustiske agent

’Kuk kuk,’ lyder superskurkens hilsen til James Bond i den nye, strålende 007-film. Hilsnen refererer til deres fælles barndomsfortælling, og således er ’Spectre’ drevet fremad af dybe, personlige traumer – og længslen efter en enklere tid
I ’Spectre’ er Bond tilbage i en mere traditionel udgave end i forgængeren ’Skyfall’. Det er drømmen om, at det onde kan besejres med et klem om en aftrækker

I ’Spectre’ er Bond tilbage i en mere traditionel udgave end i forgængeren ’Skyfall’. Det er drømmen om, at det onde kan besejres med et klem om en aftrækker

SF Film

29. oktober 2015

Spectre er den længste James Bond-film nogensinde med sine to timer og 28 minutter. Med den 51-årige, italienske skuespiller Monica Bellucci finder den britiske, hemmelige agent også sin hidtil ældste elskerinde. Men langt vigtigere er det, at det også er den mest traumetunge Bond-film. Og den mest uhyggelige.

Alene titlen Spectre lover godt. Enhver, der er vokset op med 007, ved, at det er navnet på Bonds ærkefjende Ernest Stavro Blofelds organisation, der knuger sine blækspruttearme omkring verden og styrer menneskehandel, prostitution, medicinalindustri og, naturligvis i 2015, overvågning.

Blofeld har stået over for Bond i nu otte film, og så var det ham, der fik myrdet Bonds hustru – på vej på honeymoon – i den legendariske slutscene i klassikeren On Her Majesty’s Secret Service. Som Blofeld formulerer det: »I am the author of all your pain.« Lige så magtfuld Bond har været og er i sin agentvirksomhed, lige så afmægtig har han været i familiære og emotionelle anliggender.

En drage i en orkan

Blæksprutten er ikke min metafor, men filmens. Den ses i titelsekvensen, men allerførst i den fejende flotte indledning, der starter med sublim perkussion og subbas og et vildt langt one-take, altså uden klip. Blæksprutten er præget på en skurks ring. Bond stjæler den fra ham. En ulovlig handling, jovist, men lad os bare sige, at skurken ikke får brug for den dér, hvor han skal hen. Og smykket leder Bond på sporet af den cancerlignende organisation, der angiveligt er overalt.

»Du er en drage, der danser i en orkan,« siger Mr. White med Jesper Christensens pergamentstemme om 007’s kamp mod Spectre.

Bond er et spejl af sin tid, lyder den konventionelle visdom. Og det er vel også derfor, vi orker at se med på nu 25. film (hvis man medregner Sean Connerys uautoriserede comeback i Never Say Never Again). Gennem tiderne har agentserien løbende forholdt sig til det aktuelle politiske klima eller herskende kriminelle magtstrukturer. Og Bonds maskulinitet har i nyere feministisk tid forandret sig markant (60’erne og 70’ernes feminisme blev totalt ignoreret) til det blødere, fejlbarlige og uendeligt mere sammenbidte.

Man har gjort et nummer ud af, at han denne gang forfører den ældre Bellucci. Men alt med måde: Han ender skam med en yngre model, som han skal redde, og som spørger, hvad det er, da hun ser nogle geografiske koordinater på et stykke papir.

SF Film

Bond som vi kender ham

Bond er – lige som andre superhelte- og selvtægtsfilm – en magtfantasi, en drøm om eneren, hævneren, der kan redde verden fra alskens ondskab. Altså Bond som vi kender ham. Og mens den fremragende forgænger, Skyfall, præsenterede en mere afmægtig Bond, der var ude af form, småalkoholiseret, vingeskudt, så er han i Spectre tilbage i rollen som retfærdighedens stålsatte engel.

Det er drømmen om, at det gode kan sejre med et rent kirurgisk snit, et tryk på Aston Martin-speederen, et klem om en aftrækker. Spectre er således langt mere en drengedrøm end Skyfalls forfaldsfortælling. Og ja, den fantasi fungerer skam udmærket i Spectre. Bond redder uskyldige liv, han holder ord, han udviser endda respekt over for kvinder.

Æstetisk er filmen langt hen ad vejen en nydelse. Den er scenografisk begavet, og fotograferingen tegner smukke, panoramiske portrætter af Mexico City, Rom, Østrigs natur, London, Tanger. Eller formidler action med rolige, stilfulde kamerabevægelser.

I billeder såvel som i manuskript er der en fornem balance mellem realisme og lyrik. Det er en brutal Bond-film med et pessimistisk syn på verdensordenen og nogle ret så rå scener. Men den giver også plads til denne særligt længselsfulde 007-romantik, som man oplever, når den ensomme ulv møder – og omfavner – en anden enegænger på rejse gennem natten. Og hertil kommer en ganske rap dialog, der især i scenerne med Q (finurligt leveret af Ben Whishaw) er decideret morsom.

Men det bliver også usundt overdrevet at se hovedpersonen næsten egenhændigt kæmpe mod en organisation, der som filmen skrider frem, egentlig ikke synes at være alle vegne, som det ellers hævdes. Bevares, de har folk i toppen af MI6 og styr på deres Panoptikon, men den gennemkorrupte verden, som beskrives i ord, den viser sig ikke i handlingen. Her er verden nemt opdelt i gode og onde mennesker med en klar skillelinje imellem.

I sin længsel efter en enklere tid er Spectre en nostalgisk film, og Bond er vores konservative klippe, en old school, unplugged, offline, akustisk agent, der behersker den fysiske verden – og netop derfor kan finde bagveje ind i magtens virtuelle korridorer.

Bedste Bond-film (kronologisk)

  • Dr. No
  • From Russia With Love
  • Goldfinger
  • On Her Majesty’s Secret Service
  • The Spy Who Loved Me
  • Casino Royale
  • Skyfall
  • Spectre

Blofelds angsttyranni

Uhyggen breder sig ellers gennem filmen, da Bond når sin ærkefjendes indercirkel, og der er en formidabel scene, hvor skyggefuld fotografering og stilhed – ja, sekunders stilhed! – formidler Blofelds angsttyranni.

Spectre prydes af den sandsynligvis bedste skuespillertrup nogensinde i en Bond-film. Daniel Craig er strålende, og derudover har vi Jesper Christensen, Ralph Fiennes som M, Christoph Waltz som Blofeld og Léa Seydoux som Mr. Whites datter, Madeleine Seydoux. Og der er brug for de gode skuespillere, for Spectre giver sig tid til karaktertegning og psykologisk konfliktstof.

Det er ikke skæg og blå briller eller røvere og soldater, der giver handlingen resonans, men forældretab, som både Bond, Blofeld og Madeleine Seydoux har lidt – og lider – under. Indbyrdes forbundne via deres traumer.

Nik til forgængeren

Ikke dermed sagt, at der ikke er smæk for skillingen. Biljagt i Roms gyldne gader, helikopterramasjang i Mexico Citys støvede luft, vingeløst fly på ’skitur’, titaniske eksplosioner og en pænt vild slåskamp mellem Bond og en Jaws-lignende bølle i et tog (med nik til forgængeren The Spy Who Loved Me).

Musikken spiller også pletvis smukt op til actionscenerne. I et spring falder strygerne ned gennem tonerne med samme hastighed, som Bond når jorden. Og i førnævnte togbatalje fortæller introduktionen af en dybt summende klangflade, at Bond har fået mere end rigeligt med tæv.

Lige så elegant doseret musikken og lige så effektiv brugen af stilhed er, lige så usikker virker Spectre på sin egen action hen mod slutningen. Soundtrackorkestret tæsker løs på alt forhåndenværende materiel for at overbevise om, at nu gælder det altså virkelig. Og nu. Og især nu! Det er klodset og drukner nogle af de sidste scener.

Men man må tage hatten af for de fire manuskriptforfattere og instruktøren Sam Mendes’ klare intention om at sætte noget på spil for protagonist og antagonist på et dybere personligt plan. Det er i psykologien, at oscarvinderen Sam Mendes’ nu to Bond-film løfter sig over gennemsnittet.

Lige som alle de andre Bond-film, får heller ikke Spectre en til at tænke over verdensordenen. Kommentarerne til overvågningssamfundets indbyggede risiko for misbrug i stor skala og dronedrabenes juridiske og moralske gråzone er umulige at misse, men det er næsten børnelærdom.

I stedet er det en film, der får dig til at drømme om en enklere verden. En form for high tech-nostalgitrip med indlagt erotik, traumer og tjubang. Og som sådan yderst vellykket.

’Spectre’. Instruktion: Sam Mendes. Manuskript: John Logan, Neal Purvis, Robert Wade, Jez Butterworth. Britisk-amerikansk. Biografer landet over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Selch
  • Lise Svendsen
Torben Selch og Lise Svendsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg nægter at læse denne artikel - jeg skal ind og se filmen imorgen, yezzer. Sjældent har jeg glædet mig mere til en tur i Bio. Ingen informationer vil jeg have af nogen art, men vender tilbage til artiklen imorgen :)
Daniel Craig er suværent No.1 Bond - Ever.

Så traileren til den nye Bond-film - en larmende omgang high tech og vildt urealistiske scener- blev lidt småforarget over at der ofres så mange ressourcer på den omgang drengerøvsgejl.
Tak for advarslen.

Hovedfilmen var Teheran Taxi - en ultra low-low budget film, der udelukkende foregår inde i en taxi, og hvad der sker inde i taxien mens den kører rundt i Teheran. Bond-filmens spekulative bagmænd kunne her lære hvordan film skal laves.

Morten Jespersen

Har altid fundet Bond film latterlige, men denne gang har de vist overgået sig selv. Jeg har haft nogle gode latteranfald de sidste par dage.

Kristian Rikard

Arne Lund,
Hvorfor skulle der ikke være plads til begge dele, eller bedre udtrykt en mangfoldighed af forskellige genrer og typer?
Jeg genlæser pt. "fædre og sønner" af Turgenjev og er samtidigt i gang med Alex af Lemaitre. De har da begge store kvaliteter - blot forskellige

Martin Trolle Mikkelsen

Godt nok den kedeligste James Bond film jeg har set i mange år. Det kan da godt være at billederne ud fra sådan en æstetisk vurdering er kønne, men det er altså ikke lige sagen at fotografere en action-film i gråmeleret lav-opløsning. Det kan godt være, at det er kunstnerisk smukt, men man kan ikke se en skid.

Det starter meget godt med at et slagsmål i en helikopter over Mexico City, men derefter går det stejlt ned ad bakke. Intrigen er ikke værre eller bedre end de plejer at være, de slås om en McGuffin, der skal sikre verdensherredømmet - eller forhindre det.

Handling er der ikke meget af, og det der er, er fortærskede banaliteter, personerne er stereotype, pigerne er ikke særlig sexede, der er ikke ret mange af dem og man ser ikke meget til ders ynder.

Filmen kulminerer med alle agent-films mest slidte klicheer - både havd angår intrige og effekter. Der er ikke én overraskelse! Og som sagt, det hele fotograferet i gråmeleret utydelighed, så man ikke kan se en skid.

Skod-film!

Starter godt - men glider langsomt ud i ligegyldigt nonsens. Som filmhistoriens anden dyreste film ($300 million) burde der have været råd til bedre manuskriptforfattere.....