Baggrund
Læsetid: 8 min.

Der er altid stille og ensomt, når rampelyset bliver slukket

Janis Joplin havde som alle andre brug for at føle sig elsket. Som mobbeoffer krævede det bare eksorbitante mængder kærlighed, som hun først for alvor følte, hun fik som popstjerne
For stærk hun end virkede, var Janis Joplin afhængig af kærligheden til et andet menneske, tilsyneladende primært mænd. Hun beklagede sig i fuld offentlighed over, at mændene stak af fra hende.

David Gahr

Kultur
23. oktober 2015

Janis Joplin var fest og ballade for mig i mit barndomshjem. Det var min mor, der bragede den brægende mestersanger gennem stuerne, og så skulle der fut i fejemøget. På en måde (og så alligevel slet ikke) kunne det lige så vel have været James Brown, der havde vrælet sin funk og liderlighed ud over Holbækparcellen.

Ja, da jeg så Amy J. Bergs nye dokumentar Janis: Little Girl Blue kom jeg faktisk til at tænke på James Browns ekspressive støn og skrål, da jeg overværede en optagelse af Joplins magiske optræden på Monterey Pop Festival i 1967. Hun har nogle nærmest brownske kort udstansede skrig fra dybt i underlivet.

Men parringskaldet er kun en del af sandheden om Joplins sange og sangstemme. Det, der for mig – med grydefrisure og sutsko – lød som en lystig festabes brøl, var i virkeligheden snarere forsiret smerte og forkullede rester af kærlighed.

Musik er en relation, som en lytter har med et organiseret sæt lydbølger, og min barndomsoplevelse kan ingen tage fra mig. Den er reel nok. Men med årene har det naturligvis ved genhør været nødvendigt at nuancere den betragteligt. For bag den slagfærdighed og den bramfri selvudfoldelse, som den amerikanske sanger og sangskriver mestrede som få, gemte der sig en helt personlig blues baseret på et overmål af fortrædeligheder.

Universitets grimmeste mand

Janis Joplin blev født og voksede op i Port Arthur, Texas, i en gennemnormal familie med en lillebror og en lillesøster. Men hun var anderledes, udgrænset. Og det gik for alvor galt for teenager-Joplin, da hun lod omverdenen vide, at hun gik ind for raceintegration. Port Arthur havde trods alt sin egen Ku Klux Klan-afdeling, og de efterfølgende chikanerier strakte sig gennem samtlige tre år i high school. Og fortsatte, da hun flyttede til Austin for at studere på universitetet, men nu med et nyt tema.

Janis Joplin var buttet og drenget at se på, og det fik hun at føle. Måske værst, da hun blev valgt til den grimmeste mand på universitetet. Ja, den grimmeste mand.

»Det var det sørgeligste, jeg nogensinde har set,« siger en gammel ven i dokumentaren.

Der er en knusende scene i Janis: Little Girl Blue, hvor Joplin vender tilbage til 10-års-jubilæet på sin high school, nu som stjerne. Der er masser af journalister og opmærksomhed, men på trods af det er det tydeligt, at hun – det kender mange af os vel – er drattet direkte ned i de gamle mønstre. Hun er indadvendt og har svært ved at formulere sig.

»Jeg følte mig udenfor,« siger hun om sin fortid på stedet. Og da en journalist spørger, hvordan det gik på prom night dengang for ti år siden, så fortæller hun, at det slet ikke gik. Der var ingen, der havde inviteret hende.

I Port Arthur blev hun også smidt ud af koret, fordi hun ikke gjorde, hvad der blev sagt. Men hun fandt sin stamme, da hun flyttede til San Francisco. Tag bare et foto fra hendes bopæl på Lyon Street nummer 122 i hippie-himmeriget Haight-Ashbury: En flok flamboyante, skæggede, langhårede, grinende venner står i en kødrand op ad trappen til hoveddøren.

I et brev til moren, der ledsagede fotoet, forklarede Joplin, at de ikke havde klædt sig ud. Sådan så de altid ud, forsikrede hun. Og på den led var Janis Joplin et lykkeligt barn af sin tid – også i sin hang til udskejende garderobe, en slags psykedelisk påfugl – i stand til at følge lyster og ideer, der ville have været langt mere ensomme og smertefulde et årti tidligere.

Et queer liv

Egentlig var det et ganske queer liv, hun fik skabt sig dér i 1960’erne. Hun var »en af drengene«, fortæller en fyr fra en tidlig omgangskreds. Og gik i seng med både mænd og kvinder. Ekskæresten Country Joe MacDonald mente, at hun havde en urealiseret feminin side (hvilket måske også bare kan være en pæn måde at sige »Jeg er mandchauvinist« på). Og en Rolling Stone-rockjournalist taler om hendes Huckleberry Finn-uskyld. Hun var i hvert fald med til at definere en bramfri, selvrådende og seksuelt frigjort kvindeskikkelse.

»She liked to rock the boat,« bliver der sagt. Det skal jeg love for.

Vi erfarer fra dokumentaren, at hun knaldede meget højlydt, og fra Leonard Cohen har vi tidligere forstået, at hun også tog for sig af retterne på det legendariske Chelsea Hotel i New York, hvor hun og hendes første band, Big Brother and The Holding Company, boede, når de ikke var i Hollywood. Det beskriver Cohen i sin sang »Chelsea Hotel #2«: »I remember you well in the Chelsea Hotel/You were talking so brave and so sweet/Giving me head on the unmade bed/While the limousines wait in the street.« Cohen har siden beklaget sin mangel på diskretion.

Kærlighed som drivkraft

Janis Joplin var en unik sanger, både hvad angår stemme og fraseringer: Udstyret med en vibrerende vokal, der syntes at komme fra et ætset sted i halsen, som var den nærmest udgjort af to stemmer: en høj og raspende og en dybere og mere ulden. I hvert fald i sit udgangspunkt en rasende sopran, der kunne udstanse stavelser med maskingeværshastighed for så at strække ud i smertensbrøl eller kærlighedsskrig, der lød lige så råt ekspressive, som de var formidabelt fraserede.

Når man når et vist niveau, så kræver det ikke længere så meget talent, som det kræver ambition at komme videre. Ambitionens størrelse afgøres derfor fremadrettet af, hvor meget kærlighed, man lige behøver. For det er dét behov, der driver ambitionen.

Sådan forklarer Janis Joplin selv sin kunstneriske stræben i Janis: Little Girl Blue. Og hun vidste, hvad hun talte om. For Janis Joplin havde brug for alt for meget kærlighed. Så meget, at hun drømte om at blive berømt. Da hun blev dét, viste det sig bare, at folkets hengivenhed kun var et flygtigt fænomen. For der er altid stille og ensomt, når rampelyset slukkes.

Læs også: Prisen for en karriere i popmusik er ofte en tidlig død

Joplin var – som vi nu er flest – kompleks. Lige så empowered som hun var, lige så afhængig var hun alligevel af kærligheden til et andet menneske, tilsyneladende primært mænd. Hun beklagede sig i fuld offentlighed over, at mændene stak af fra hende til Gud ved hvor. Flere ekselskere og ekskærester interviewes i Janis: Little Girl Blue, også førnævnte Country Joe MacDonald, der mærkværdigt nok nærmest afviser, at de var kærester, selvom det er et ganske etableret faktum.

»There was nothing going on. We were not in love,« lyder hans ord.

Det er noget nær en genistreg at få sangeren og sangskriveren Chan Marshall til at læse op af Joplins brevkorrespondancer med kærester og forældrene i Janis: Little Girl Blue. Hun er også fra sydstaterne, og under kunstnernavnet Cat Power har Marshall selv kæmpet med depression og afhængighed, dog primært af den alkoholiske variant. Og hun læser op, som om hun lever hvert et ord uden at overdrive indfølingen. Stolt og kæk, beslægtet med festorglet Joplin, og vingeskudt og usikker, beslægtet med den forsmåede Joplin.

Sjælens autenticitet

I år har vi haft danmarkspremiere på tre dokumentarer om tre medlemmer af Klub 27, som består af popstjerner, der er døde i en alder af 27. Brett Morgens Kurt Cobain: Montage of Heck, Asif Kapadias Amy om Amy Winehouse og nu Janis: Little Girl Blue (man kunne sådan set også inkludere Liz Garbuz’ What Happened, Miss Simone? om Nina Simone, der dog lykkeligvis blev noget ældre).

Alle tre var stofmisbrugere, alle tre var påvirkede (dog i Winehouses tilfælde af alkohol), da de døde. Og de var alle tre alene. For nylig så jeg en Ted Talk med den britiske journalist Johann Hari, hvor han forklarer stofmisbrug og andre former for afhængighed som en erstatning for menneskelig kontakt:

»Mennesker, der er glade og sunde, vi bonder og forbinder os med hinanden, men det kan du ikke gøre, når du er traumatiseret eller isoleret eller slået ned af livet. Så bonder du med noget, som vil give dig en fornemmelse af lettelse. Det kan være gambling, det kan være pornografi, det kan være kokain, det kan være cannabis.«

Det blev en vane for Joplin at tage et skud heroin efter sine koncerter. Men det lykkedes hende også at blive clean, og det havde hun været et stykke tid den dag i oktober, da hun besluttede sig for at fortrænge ensomheden bare en enkelt gang dér på hotelværelset. Heroinen viste sig at være uforholdsmæssigt stærk, og den slog hende ihjel.

Janis: Little Girl Blue betjener sig af helt gammeldags talking heads, altså hvor man ser interviewpersonerne, når de taler. De er alle blevet gamle, de efterladte, dem, som Joplin forlod alt for tidligt. Ikke mindst hendes sidste flamme, som via telegram inviterede Joplin til Kathmandu. Telegrammet blev fundet i hotellobbyen dagen efter hendes død.

Hendes fravær blev i sidste ende andres smerte. Selv fik jeg kuldegysninger, da den hæderkronede dokumentarinstruktør D.A. Pennebakers optagelser fra Monterey Pop Festival i 1967 viser Janis Joplin folde sig helt ud. Shit. Hun var en mester i smertens artikulation, det er tydeligt. Men hun var også en slagfærdig betvinger af smerten i sin evne til at vride så uregerlig skønhed ud af den.

Der er en gribende sejr i de øjeblikke, hun formår dét. Hvor al uretfærdighed gendrives. Hendes varemærke var følelsesmæssig ærlighed, en sjælens autenticitet, om man vil. Det hævdes så i dokumentaren, at hun mere og mere blev en karikatur af dét, andre forventede sig af hende. På den led mistede hun måske sig selv i stjernelivet. Men hen mod slutningen kunne det virke, som om hun var på rette spor.

I samarbejde med produceren Paul A. Rotchild (der også producerede legendariske The Doors-plader) var hun i gang med at indspille sit bedste – posthumt udgivne – soloalbum Pearl. Og han viste hende, hvor mange forskellige stemmer, hun rummede. Hun trippede ret meget over disse erfaringer i indspilningsstudiet. Eller sagt på en anden måde: Hun havde fornyet vokseværk.

’Janis: Little Girl Blue’ – Instruktion og manuskript: Amy J. Berg. Amerikansk. Biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Janis Joplin, Monterey, 1967

https://www.youtube.com/watch?v=r5If816MhoU

Jeg bliver helt fanget af stemningen. Jeg forstår ikke, at hun skulle være grim. Desuden ligner min ex hende temmeligt meget.

Uff! Disse borgerlige tv-optagelser...

God artikel.
Kunne dog godt tænke mig, at misbrugsromantikken blev stadig mere afdæmpet.
Mange af os, der har været med hele vejen fra Peter Belli i Hithouse, husker kun misbruget som et unødvendigt og urimeligt omkostningsfuldt onde.

Ralf Christensen

Klaus Telling: Tak.Jeg forstår dog ikke hvor du ser en romantisering af misbruget i artikelen? Narkotikaen nævnes da kun i forbindelse med afvænning, overdosis og dødsfald. 

Maj-Britt Kent Hansen

Længe siden, vi var så unge: https://www.youtube.com/watch?v=7uG2gYE5KOs

Ralf Christensen:
Det stadige genopkog af klub 27 myten er en fæl romantisering af misbruget.

Ralf Christensen

Klaus Telling: Det er da ikke en romantisering. Det er en begrædelse.

Søren Rehhoff

Jeg ved ikke om James Brown vrælede sin funk og liderlighed ud, man kan kalde ham for en kropslig kunstner, men jeg ved ikke om han var specielt liderlig, nogen gange virkede han mere, som om han var glad for at danse. Janis Joplin var også en kropslig kunstner, men hun virkede mere som om hun var glad for den fysiske aktivitet, der er ved at græde, ligesom i hendes cover af "Cry Baby"

https://www.youtube.com/watch?v=eDIaDS9HhMw

Ralf Christensen: Trist at du bruger din magt til at fjerne mit svar: "Ja, en begrædelse i romantisk indpakning".
For at få det sidste ord?
For det første synes jeg, det er helt håbløst, at en artikels forfatter begynder at blande sig i kommentarsporet.
For det andet mister jeg på stedet inspirationen til en anden gang, gratis, at forsyne Informeren med mine begavede overvejelser..
Hav en god dag.