Læsetid: 9 min.

Det andet moderne gennembrud

Litterater gentager sig selv, og det er den samme kanon, vi læser igen og igen, når det gælder det moderne gennembrud. J.P. Jacobsen, Herman Bang og Johannes V. Jensen er indiskutabelt store forfattere, men der findes også en lang række uretfærdigt oversete forfattere, som vi næsten aldrig hører om. Nu skal de ifølge Hans Otto Jørgensen frem i lyset
Litterater gentager sig selv, og det er den samme kanon, vi læser igen og igen, når det gælder det moderne gennembrud. J.P. Jacobsen, Herman Bang og Johannes V. Jensen er indiskutabelt store forfattere, men der findes også en lang række uretfærdigt oversete forfattere, som vi næsten aldrig hører om. Nu skal de ifølge Hans Otto Jørgensen frem i lyset

Mia Mottelson

Kultur
31. oktober 2015

D er går ikke en lige linje fra Georg Brandes og det moderne gennembrud og videre frem gennem symbolismen og ind i det nye århundrede, det vil sige fra J.P. Jacobsens skelsættende novelle Mogens, 1872, til Marie Bregendahls roman En Dødsnat fra 1912. Perioden er mindre en linje end en spand fuld af grene og kviste, og det kunne være dét billede, der dækker de fyrre år, som er næsten sammenfaldende med tiden fra nederlaget ved Dybbøl i 1864 til udbruddet af første verdenskrig i 1914.

Vi har naturalisme og realisme og impressionisme som litterære udtryksformer til opfyldelse af gennembruddet, vi har symbolisme i 1890’erne som reaktion på den megen virkelighed, og så har vi rundt om og indimellem en hel masse, som hverken er det ene eller det andet eller både og. Sådan plejer vi at dele det ind. Ofte er der imidlertid samme kunstneriske bestræbelse hos forfattere, som af litteraturhistorien er blevet rubriceret i hver sin isme, ofte opererer den samme forfatter på tværs af ismer over tid eller endog i et og samme værk.

Jeg ønsker ingen traditionel indføring i periodens litteratur. Det er for det første gjort så mange gange før, også bedre end jeg ville kunne, for det andet er jeg som menig læser og skønlitterær forfatter fri af de sædvanlige opdrag og forskerforpligtelser og kan hengive mig til mine egne idiosynkratiske valg.

Indignation har været en drivende kraft i mit arbejde. Fordi der har været en tilbøjelighed til, at litteraterne har gentaget sig selv, at det har været den samme kanon, vi har læst igen og igen. J.P. Jacobsen, Herman Bang og Johannes V. Jensen er indiskutabelt store, de ligger pænt fordelt hen gennem perioden, fødselsår 1847, 1857, 1873, men jeg er lige så optaget af bogens øvrige forfattere, fra Olivia Levison, Adda Ravnkilde og Amalie Skram over Gustav Wied, Ingeborg Stuckenberg, Ernesto Dalgas og Johannes Holbek til Helga Johansen og Marie Bregendahl.

Her taler kunstneren

Ernesto Dalgas’ brug af krøniken som genre giver hans fortællinger en særlig farvning, man kan måske ligefrem tale om, at formen i De sidste dage transcenderer hans ensomhed og desperation over tidens åndløshed. Jeg regner denne lille tekst, den fylder næppe ti sider, for et af periodens absolutte hovedværker. Han skød sig kun 28 år gammel.

Til trods for at Adda Ravnkilde kun var atten eller nitten, da hun skrev Tantaluskvaler, rummer den en så overbevisende beskrivelse af selve det kunstneriske arbejde, at den kun kan basere sig på reelle erfaringer. Her taler kunstneren med alt, hvad hun har i sig af skaberevne og skabertrang, men hun taler også om, hvor lidt det batter i det liv, der er hende tildelt. Hun døde for egen hånd, inden bogen udkom, hvilket fik Herman Bang til i sin anmeldelse at skrive: »Og der er i Fortællingen saa megen sanddru Redegørelse, saa meget fint fornummet, der blev sikkert opbevaret, at vi for Kunstens Skyld dybt beklage, at den, der havde levet dette, og saaledes forstod at gjøre Rede for sin Oplevelse, fandt Kunstens Trøst mod Livets Smerte altfor ringe, og hastigt overhuggede en Tilværelse, saa rig på Løfter.«

Ernesto Dalgas og Adda Ravnkilde indskriver sig med deres værker som nogle af de ypperste repræsentanter for tidens optagethed af grænseerfaringer og vanvid, drømme og mareridt og almindelig udsathed. Det bliver i det hele taget vanskeligt at fastholde Brandes’ fordring om jegets fravær i værket. Brandes vil den eksemplariske handlingsudvikling, så vi som læsere via denne udvikling, som foregår i uforstyrrethed, ud fra en given idé, kan blive klogere og stadig klogere, men i stedet bliver genren brudt, reportagen og essayet trænger ind på fiktionens område, sådan som det kommer til udtryk hos f.eks. Johannes V. Jensen i hans myter, eller hos Helga Johansen i Hinsides. Det er utvivlsomt en roman, men undertitlen En psykologisk redegørelse peger ud over det, vi normalt forbinder med en roman.

Ny slags død

Baudelaires skingre æstetik, Darwins Om arternes forvandling og Nietzsches ideer om Guds død står som milepæle for tiden. Med første verdenskrig skifter det, så bliver det igen noget nyt, en ny verden med en ny slags død. Ikke Guds død, men noget meget værre, skyttegravenes massedød, fordi Gud i den grad overlevede. Hvis der er noget, der hedder perifer død, var det nok den, der overgik ham.

Men i vores periode troede man endnu på »mulighederne« i livet, som J.P. Jacobsens udtrykte det: »Lys over land, det er det, vi vil.« Ingeborg Stuckenberg skriver i samme ånd i sit udkast til Fagre Ord, at romanens unge kvinde af sin mand har lært »det fine og usynlige, der er sjælen i livet«. Passagen er i sig selv smuk, men endog smukkere er det, at dette »fine og usynlige« ikke er noget medfødt, men netop noget, der skal læres.

Man tror på dannelse, forfatteren, billedkunstneren og satirikeren Johannes Holbek havde som valgsprog urbanitet. I Georg Brandes’ essay Om læsning fra 1899 hedder det, at vi bør læse »for til vore egne Erfaringer at føje andre, større, indsigtsfuldere Menneskers Erfaringer. Vi bør læse, fordi i Videnskaben Aarhundreders Arbejde og Forskning bydes os i fortættet Skikkelse og afklaret Form, og fordi vi i de skrevne Kunstværker møder en ejendommelig Skønhed og en skønhedselskende Personlighed, som vi kun ad denne Vej kan lære at kende. Læsningen kan give os skarpere Sans og stærkere Modtagelighed for det Værdifulde.«

Man kan ikke låne erfaring af en andens liv, men man kan ved læsning af litteratur »i fortættet Skikkelse og afklaret form« tilvejebringe nogle redskaber, som matcher ens egne erfaringer, og som kunne give i det mindste en slags forklarelse. For så vidt de erfaringer, man gør sig, er forskellige til forskellige tider, er det nødvendigt at genlæse den ældre litteratur for til stadighed at få opgraderet, hvad »fortættet skikkelse og afklaret form« er for størrelser. Magtens ansigt ændrer sig, og hermed også afmagtens, balancen mellem institution og umyndiggørelse forskyder sig, hvad betyder f.eks. en konstellation som luder og madonna, når først slægten og siden familien går fløjten. Hvis den går fløjten.

En isme er sjældent en entydig størrelse. J.P. Jacobsen er blevet taget til indtægt for at arbejde i snart den ene snart den anden tradition, alt afhængig af hvilken dagsorden kritikeren måtte have. Selv skriver han i et brev 11. april 1877 om realismen til sin ven Edvard Brandes ved modtagelsen af Fru Marie Grubbe:

»Gud veed alt det der er realistisk nu til Dags, dersom de Mennesker nogensinde fik Noget at se, der var gjort realistisk, de vilde da tabe baade Næse og Mund og Forstand. Ak, ak, nej der skal større Kræfter til at være realistisk og i alt Fald et meget facilere Stof end det jeg har havt at tumle med, jeg vilde snarere sige at i min Bog er det 17. Aarhundrede afdæmpet og harmoniseret til Salonbrug.«

Patetisk amputation

Johannes Jørgensens variant af symbolismen, som er den, man oftest refererer til, er i min optik temmelig meget ved siden af de mangeartede bestræbelser, man ser udfoldet i og omkring selvsamme symbolisme. Jørgensen ender i en blindgyde af apati overfor det dennesidiges mulm, den korte levetid, som bliver hans tidsskrift Taarnet til del, er symptomatisk. Han konverterer.

Jørgensen oversatte Baudelaire, Mallarmé og Flaubert, det er al ære værd, men hans introduktion af f.eks. Edgar Allan Poe i Tilskueren 1893 er frem for alt en patetisk amputation af Poe. Det er ikke kun indholdet, der er for meget, det er også stilen: »Thi i hans Sjæl brændte en Længsel, som ikke er af denne Verden, og som Verden derfor hader og forfølger. Hans Væsen smægtede i den Tørst, som intet jordisk Vælds Vande kan slukke, fordi det er en Tørst efter det Evige.«

Når man betænker, at Adda Ravnkilde ti år før denne tirade kan karakterisere en kvinde i Tantaluskvaler som ladylike, eller når J.P. Jacobsen i et brev hilser Edvard Brandes med et yours most truly, forstår man, at der er noget galt, de er moderne, mens Jørgensen nyder sin egen veltalenhed i en grad, så man ikke kan tro andet, end det er ham selv og hans egen tørst, han taler om. Han skriver, at Poe har lært »i den uslukkelige Higen, der var hans Væsens Inderste, at se en guddommelig Viljes Hjemve mod sig selv, og at han har baaret sit Liv som Gud bærer sit Værk«. Han lukker Taarnet og konverterer kort efter, mens Ingeborg Stuckenberg i sit Grundrids til Fagre Ord i 1894 om hovedpersonen Johanne skriver, at hun bliver skinsyg på sin mands arbejde, på hans venner, hans tanker, »hun martres af sin egen Uvidenhed, naar hun taus lytter efter hans Samtaler med andre. Hun fordømmer sin egen Uvirksomhed, udenfor alt det der hedder Husgærning, men hun formaar ikke at overtale sig selv til dette Hoveri, at forsøge at indhente ham i hans Viden. Hun giver fortabt og fortvivler over Livets Intethed for den Uvidende«.

Opgør med Brandes

Men ligesom jeg har svært ved at se Johannes Jørgensen som samlende midtpunkt for symbolisterne, ser jeg et opgør med Brandes udspille sig allerede fra 1870’erne. Ikke et oprør i kanten, men inde fra selve kernen. J.P. Jacobsen makker ikke ret, hans program er tydeligt, det er nedfældet nærmest en passant i endnu et brev til Edvard Brandes 1880.

»Det er i Naturvidenskaben bleven Mode i den senere Tid at sige at der er bleven lagt for stor Vægt på Udviklingshistorien. Den Beskyldning kan ikke med Grund udslynges mod works of fiction; thi her er der næsten altid kun Tale om færdige Tilstande, selv hvor der er gjort Forsøg paa det er det aldrig virkelig Udvikling, det er kun en vis fast form, der Ark for Ark nuanceres rigere og rigere, understreges mer og mer. Der er ikke Muligheder i dem til alt muligt, derved vinder de naturligvis i Fasthed men ikke i Liv. Den virkelige Udviklingshistorie er det der bør lægges Vægt paa nu af dem der kan, selv med Fare for at Karaktererne skal synes at mangle Sammenhæng. (I Virkeligheden er der enkelte Sider i Menneskene der ikke hænger sammen; hvor skulde ogsaa en saa complex, saa mange Steder fra hentet, uddannet og paavirket Ting som den aandelige Side af et Menneske, være organisk Hel). Naturligvis skal der være Sammenhæng i det hele Store, men hvis Bøgerne ikke skal blive hele Conversationslexica for Menneskekundskab maa man stille Fordringer til Publikums Intelligens og ikke ængstelig og omhyggelig trække et rødt Ankertoug igjennem alle en Figurs Stadier og Phaser.«

Udvikling er kodeordet, plus den kendsgerning, at den permanente åbenhed, som ligger i udviklingen, gør, at det komplekse menneske, som uddannet og under påvirkning af ting hentet fra »så mange Steder«, aldrig i åndelig henseende vil kunne være »organisk Hel«.

Det er den forståelse, der bringer Jacobsen på kant med det meste, ikke bare Brandes, men også Herman Bang, til hvem ovenstående må ses som en replik. Bang skrev i Realisme og Realister i 1879 om novellen »Mogens«, at dens svaghed er typisk for Jacobsen, fordi han, Mogens, mere er »en Samling Billeder end et Billede, men desværre kan jeg ikke se rettere, end Forfatteren mesterligt har malet hver enkelt Scene, og glimrende har hensat hver enkelt Situation, men Mellemleddene i Figuren mangler, og da Mogens aldrig er den samme i et eneste af alle de enkelte Malerier, forstaar vi ham ikke«.

Litteraturen kvalificeres ifølge J.P. Jacobsen ikke ved fasthed, ikke ved færdige tilstande, men ved en margen af muligheder, som giver plads til alt muligt. Ting, begivenheder etc. forløber ikke kun fra ét punkt til et andet, som årsag og virkning, i simpel linearitet, men oppebæres af komplekse, måske endda modsætningsfyldte uafgørligheder. Det er i omegnen af dette, det jacobsenske program, man bliver sat fri til at læse og genlæse fortidens forfattere.

Essayet er en lettere bearbejdet version af forordet til Hans Otto Jørgensens nye bog, 'Horden – digterportrætter 1872-1912', der udkommer på forlaget Gladiator 2.11

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her