Læsetid: 10 min.

’Det er ikke bare en film’

Producer Ib Tardini har haft stor betydning for dansk film siden 1970’erne. Efter mange film fandt han med ’Bænken’ tilbage til grunden til, at han ville lave film. Film der betyder noget. Siden har han ikke ville lave andet. Vi bringer her et uddrag fra Christian Monggaards bog ’Tardini – 40 forrygende år i dansk film’
I flere år, før de lavede filmen ’Bænken’, talte filminstruktør Per Fly (tv.) og producer Ib Tardini (th.) om politik, fremtid og mulige projekter, når de mødtes til julefrokoster sammen med holdet, der lavede dukkespillefilmen ’Prop og Berta’. Privatfoto
2. oktober 2015

I slutningen af 1990’erne kunne Ib Tardini se tilbage på en række år, hvor han havde produceret mange forskellige ting, kortfilm, spillefilm, tv-serier og -programmer. Han havde endda fået grundlagt en hel filmby. En af hans primære opgaver havde været at tjene penge til Zentropa og få selskabet op at stå som forretning, og nu hvor det var lykkedes, havde han et behov for at tænke lidt på sig selv og minde sig selv om, hvorfor han overhovedet lavede film.

I årene forinden havde Ib Tardini talt med filminstruktør Per Fly om deres liv, politik, fremtiden og mulige projekter, og en dag sagde Fly til Ib, at han ikke længere ville vente på at få lov til at lave en film hos Nimbus Film, som han dengang var tilknyttet. I stedet ville han gerne lave en film hos Zentropa, og det skulle være inden for et år.

»Den er jeg frisk på, siger jeg, hvis den nye film har et eller andet politisk budskab og en relevans i nutiden, og det er han så også,« siger Ib, der for alvor begyndte sine samtaler med Per Fly i efteråret 1998.

»Jeg har allerede snakket med Peter (Ålbæk red.) om, at jeg godt vil i gang med at lave noget andet, og nu løfter jeg røret og ringer til ham og siger, at næste år i august holder jeg orlov, ligegyldig om jeg får finansieret filmen eller ej. Jeg var fuldstændig klar på, at hvis det ikke kunne lade sig gøre på anden måde, ville jeg lave filmen for egen regning. Samtidig bookede jeg vores digitale optageudstyr hos Peter. Vi havde jo et system, Peter og jeg, hvor vi varetog skiftende ansvarsområder. Jeg tror, at Peter havde udstyret dengang, siden jeg måtte booke det hos ham. Fly kommer så ud til mig i Filmbyen – jeg tror ikke, de andre er flyttet derud endnu – og vi snakker sammen, og næsten synkront havde vi begge registreret en bænk.«

»Femvejen er en stor rundkørsel, der ligger for enden af Bernstorffsvej, som jeg kørte forbi hver dag til og fra arbejde, og hvor der på en bænk sidder nogle mennesker og lever deres liv. Per havde registreret en lignende bænk ude på Amager, og vi fik begge den tanke at fortælle om det liv og de mennesker.«

Per Fly skrev en støtteansøgning til Det Danske Filminstitut, en ansøgning, som Ib ofte har brugt som et eksempel på, hvordan man overbeviser om sine intentioner og sit engagement. »Det, Per skriver, er så præcist. Der er så meget vilje og retning i det, så megen beslutsomhed. Jeg har brugt ansøgningen på Filmskolen, fordi jeg vil lære instruktørerne, at man er nødt til at skrive noget med den overbevisning, dynamik og farve i sig, hvis man vil have folk til at tro på sit projekt.«

Per Flys ansøgning var så god, at Bænken fik 100.000 kroner i udviklingsstøtte fra Filminstituttet, og de penge besluttede han og Ib Tardini at bruge på den skuespiller, som skulle spille hovedrollen i filmen. På det tidspunkt havde makkerparret allerede talt om Jesper Christensen som en mulig hovedrolleindehaver, men fordi Fly ikke kendte skuespilleren, sørgede Ib for, at de alle tre mødtes på en café i det indre København for at tale om Bænken.

»Jeg kan ikke huske, om Per havde været oppe i Avedøre Stationsby, hvor filmen foregår, men vi havde fundet ud af, at den skulle handle om en alkoholiker. De mennesker, der sidder på bænkene, må have et liv. De sidder jo ikke der hele natten. De går hjem, sover, har hunde, griner og ser fjernsyn. Det er ikke en ren tragedie. Men Jesper var solgt på Per med det samme, og vi besluttede os for at sætte 60.000 kroner af udviklingsstøtten til side, så vi kunne frikøbe ham i to måneder, og så skrev vi en kontrakt med ham.

Ib var en del af et socialt netværk i Hvidovre Kommune, og han fik sat Per Fly sammen med en socialrådgiver, der arbejdede i Avedøre Stationsby. Det resulterede i historien om en mand, alkoholikeren og den tidligere kok Kaj, der bruger sit liv på at drikke bajere sammen med sine venner på en bænk, indtil hans voksne datter og lille barnebarn dukker op og har brug for hans hjælp.

Bænken blev optaget i efteråret 1999, men tidligt på året var det stadig tvivlsomt, om filmen overhovedet ville få den nødvendige produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut. Der var ikke flere penge i filmkonsulenternes kasser. På et tidspunkt arrangerede Per Fly og Ib en såkaldt reading af filmens manuskript, hvor forskellige skuespillere samledes om et bord for at læse rollerne. Det var en rædselsfuld oplevelse, fortæller Ib.

»Det fungerede ad røven til. Manuskriptet var ringe. Men vi fik så Nikolaj Kopernicus til at spille sammen med Jesper Christensen, og vi begyndte at lede efter skuespillere, der gerne ville arbejde med improvisation. Dem tog vi så med over i Stationsbyen, hvor de drak bajere sammen med Jesper og Nikolaj, og vi udviklede personerne sammen med Kim Leona (manuskriptforfatter, red.), der dengang var en del af et nyt sjak af manuskriptforfattere, der lige var kommet ud fra Filmskolen.«

Efter improvisationsarbejdet i Stationsbyen sad Kim Leona og Per Fly og skrev på manuskriptet til Bænken med manuskriptguruen og filmskolelæreren Mogens Rukov som fast samtalepartner. »Man får ingen svar af ham, men han er fantastisk til at stille de rigtige spørgsmål, som man så selv skal finde svarene på,« siger Ib, der var blevet lovet en lykkelig slutning på Bænken. Da han læste den endelige version af manuskriptet, sluttede det ikke helt, som han havde forventet.

»Jeg glemmer det aldrig. Jeg var på ferie i Sverige og sejlede på Göta-kanalen. Jeg sad ude i stævnen og læste manuskriptet, og så dør Kaj kraftedeme. Kim og Per havde ikke sagt en skid om det, og så slår de ham ihjel.«

På det tidspunkt, i sommeren 1999, havde Bænken stadig ikke fået produktionsstøtte, men pludselig var der en anden film, som ikke blev til noget, og så fik Ib Tardini og Per Fly tre millioner kroner af Mikael Olsen, den samme filmkonsulent, der havde givet filmen udviklingsstøtte. Der skulle handles hurtigt, og heldigvis havde de et filmhold klar: filmfotografen Jørgen Johansson, scenograf Søren Gam og tonemester Mick Raaschou.

Ib manglede dog at finde en biografdistributør, for ellers ville støtten ikke blive udbetalt af Filminstituttet. Zentropa havde en aftale med Scanbox, og det lykkedes Ib at få selskabets daværende direktør, Jørgen Christiansen, til at skrive et brev til Filminstituttet om, at han godt ville distribuere filmen. Normalt betaler en distributør et større beløb for rettighederne, en såkaldt minimumgaranti, men Scanbox troede så lidt på Bænken, at Ib i al hemmelighed måtte skrive under på, at selskabet ikke skulle betale de 400.000 kroner, der ellers stod i aftalen, at de skulle betale.

»Da Jørgen Christiansen har læst manuskriptet til Bænken, skriver han et brev, som stadig hænger ude på Zentropa, og hvor der står, at det er det mest rædselsfulde, han nogensinde har læst, og at han ikke kan forestille sig, at der er nogen som helst, der vil gå i biografen for at se filmen. Derfor er jeg nødt til at lave sådan et snydenummer. Per og jeg har et internt budget, der siger, at vi har de tre millioner plus udstyr og lidt penge fra Zentropa til at lave filmen for. Men det er ikke så ringe endda. Jeg tror, at det i alt blev en seks-syv millioner, når man medregner værdien af udstyret.«

Da Bænken var ved at være færdig, og premieredatoen nærmede sig, ville Jørgen Christiansen og Scanbox heller ikke give penge til lanceringen af filmen, men Ib og Per Fly kunne godt fornemme, at de havde fat i noget, og de opfandt deres egen måde at lancere den på.

»Vi kan mærke, at det er en god film, vi er ved at lave; det er noget, der interesserer folk. Vi får Anders Lund Madsen til at se Bænken, og han skriver et eller andet om den på bagsiden af Ekstra Bladet. Vi valgte i øvrigt titlen, Bænken, for at trodse direktøren for Filminstituttet, Henning Camre, der hadede titlen. Vi laver en aftale med nogle filmjournalister om, at de får lov til at se filmen, hvis de lover os ikke at skrive om den så tidligt, hvis de synes, at det er noget lort. Vi sagde, ’vi går med Gud, fordi vi godt vil lave noget, der har en idealisme i sig’. Vi tog til Aarhus og viste filmen til alt, hvad der var af hotte rockmusikere. Det gjorde vi også i København, ligesom vi viste den til alle vores venner. Det var alt sammen for at skabe noget word of mouth. Jeg tror ikke, at man havde prøvet at gøre sådan noget før omkring en film.«

Scanbox ville dog kun forpligte sig til at sende Bænken ud i otte kopier på landsplan, hvilket de gjorde den 27. oktober 2000.

»Jeg glemmer aldrig, at de ringer fra Dagmar og siger, at folk nærmest er flygtet ind i biografen for at se filmen, og at rigtig mange mennesker har stået i kø for at se den hele weekenden. De var fuldstændig rystede over det. Bænken endte med at køre i biograferne i et år og blive set af 270.000 mennesker. Vi tjente penge på den – jeg tjener stadig penge på den, og det er jo helt forunderligt. Den var også en slags nyskabelse i dansk film. Det var en socialrealistisk film, men det var et forsøg på at nytænke genren, og vi kaldte det nyrealistisk. Vi snakkede med en præst fra Kirkens Korshær om at se mennesker i øjenhøjde, også selv om de ligger ned. Det var et mantra fra vores side, ikke mindst for hvordan vi ville beskrive filmen. Det blev en del af vores strategi for lanceringen.« Den store modstand fra omverdenen var kun et yderligere incitament for Ib og Per Fly til at kæmpe for at få Bænken ud til så mange mennesker som muligt. »Jeg havde mange år tidligere fundet ud af, at hvis der lå en indignation eller en urkraft hos instruktøren, så var der meget bedre muligheder for, at en film også blev en succes. Indignation eller engagement påvirker følelserne, og det har en afsmitning på filmholdet, når de står og laver filmen, og det har en afsmitning, når den skal lanceres, fordi det ikke bare er for sjov. Det er ikke bare en film.«

Bænken var billig at producere, hvilket var en del af Ib Tardinis forsøg på at etablere et kreativt legerum for filmskaberne, hvor de kunne få lov til at være i fred, men også havde nogle begrænsninger og vægge at spille bold opad. Det var alt sammen et resultat af hans mangeårige og dyrekøbte erfaringer med overforbrug af råfilm og udviklingen af spillefilm, som var alt for store og dermed dyre i forhold til finansieringen, hvorfor man, som han udtrykker det, sad med livet i hænderne igennem optageprocessen.

»Det var så opslidende for alle, og jeg satte mig ned og sagde, at nu gør vi ikke det mere. I hvert fald prøvede jeg mere og mere at spidse historien til og spørge instruktøren, ’hvad er det, du vil lave? Hvad kan vi skaffe penge til? Hvor mange penge kan vi skaffe?’ På den måde havde både jeg og instruktørerne på forhånd et klart billede af, hvad der var muligt.«

Ib fulgte nøje med i projekterne og stillede sig til rådighed, så instruktørerne og manuskriptforfatterne kunne spørge, om der nu var råd til det eller det andet. Til gengæld lovede Ib sig selv, at han ikke bare ville sige nej hele tiden. »Mange andre producere vil bare sætte sig ned og sige, ’nej, nej, nej, det kan ikke lade sig gøre. Det er alt for dyrt.’ Jeg prøvede at være åben og imødekommende, og det betød også, at alle tog mere ansvar for det, de lavede. Instruktørerne kan jo fornemme, at jeg ikke bare siger nej, men faktisk regner på det og snakker med nogle mennesker i et reelt forsøg på at finde ud af, om man kan gøre sådan og sådan. Det er en slags rettidig omhu, hvor jeg for mange gange tidligere i min karriere har oplevet, at den erkendelsesproces først begynder 14 dage før optagestart, hvilket river gulvtæppet væk under instruktøren.«

I sit samarbejde med Nils Malmros og Søren Kragh-Jacobsen havde Ib været en slags kreativ producer, der tidligt i processen var involveret i udviklingen af filmene. Men det overordnede økonomiske ansvar havde som regel ligget hos andre. Det ændrede sig fra og med Drengene fra Sankt Petri, hvor Ib første gang blev krediteret som producer. Han kunne godt lide at arbejde på den måde og i højere grad sætte sit fingeraftryk på filmene.

»Lige præcis i 1999 får jeg endelig lov til at udtale, at nu vil jeg forfølge det, jeg lovede mig selv, da jeg begyndte i filmbranchen. Jeg siger det til alle mennesker: ’Nu er jeg så dygtig, at jeg vil bruge mine evner til at lave noget, der omhandler eller diskuterer den virkelighed, vi befinder os i nu. Det interesserer mig ikke at lave noget andet.’ Det betød også, at de instruktører, der gerne ville arbejde sammen med mig, kendte min politiske holdning og godt vidste, at de ikke skulle komme med en krimifilm eller en gyser til mig. Genrefilm har aldrig interesseret mig. Jeg har heller aldrig været særlig god til at lave dem.«

’Tardini – 40 forrygende år i dansk film’ udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu