Interview
Læsetid: 8 min.

Bornholm er én stor fantasy-fortælling

Dennis Gade Kofod vil med sin nye roman, ’Nancy’, vise en ny side af Bornholm. Blandt myterne, de underjordiske væsner og den altødelæggende tåge, står de glemte øboere. Diskussionen om udkanten har fået et nyt, magisk og mystisk indspark
’Nancy’ er kulminationen på mange års beskæftigelse med de bornholmske folkesagn og øens situation. Dennis Gade Kofod ville gerne skrive en større og anderledes fortælling end den, der normalt fortælles om Bornholm.

Tor Birk Trads

Kultur
31. oktober 2015

Teleselskaberne har ifølge Erhvervsstyrelsen pligt til at dække op til 98 procent af Danmarks befolkning. De sidste 2 procent må bo på Bornholm. Grundet store huller i det bornholmske mobilsignal, må flere ting gentages en ekstra gang, da Information ringer til forfatteren Dennis Gade Kofod. Fra kontoret på redaktionen på fjerde sal i Store Kongensgade, København K, fornemmer man, at Bornholm er udkant. Rigtig udkant. Og på den oplevelse, oplevelsen af at være isoleret, afskåret og glemt af det øvrige Danmark på en sagnomspundet klippeø, har Dennis Gade Kofod skrevet romanen Nancy.

»Romanen er kulminationen på mange års beskæftigelse med de bornholmske folkesagn og øens situation. Jeg har prøvet at skrive en større og anderledes fortælling end den, der normalt fortælles om Bornholm,« siger Dennis Gade Kofod. Den typiske og romantiske fortælling om den solbeskinnede klippeø kommer til kort. For ligesom andre dele af det såkaldte ’Udkantsdanmark’ er Bornholm presset. »Man fokuserer i debatten om Udkantsdanmark, og om Bornholm, på middelklassens behov. Der er en hel masse mennesker herovre, der hverken kan eller vil komme til orde i den her samtale. Mange af dem er stavnsbundede til øen: Det er for dyrt at flytte, mange har ingen uddannelse og er fuldstændig afhængige af, at middelklassen bliver og skaber nogle jobs, de kan udføre. Og det var dem, jeg ville skrive om,« fortæller Dennis Gade Kofod, der selv er opvokset på Bornholm og nu efter 13 år i København er vendt tilbage til øen

Romanens hovedperson, den 25-årige Nancy, arbejder som rengøringshjælp på et bosted, går på HF og bor med sin voldelige kæreste, TT (for Træner-Thomas). Men hun er på vej væk. Hun forelsker sig forsigtigt i den dannede Albert – og i Dostojevskijs forfatterskab.

»Det er for mig uundgåeligt, at hovedpersonerne i mine bøger afspejler mig selv. Jeg er selv en mønsterbryder – anderledes end Nancy – men Nancys længsel væk fra det miljø, hun kommer fra afspejler på en måde også min egen opvækst. Jeg havde lyst til at skrive fra en position og med et jeg, der er i opgør med og samtidig en del af et kollektiv. En fortæller, der bærer et andet kollektiv med sig – også efter opgøret.« Det var vigtigt for Dennis Gade Kofod at vise, hvor konfliktfyldt Nancys position mellemposition og mønsterbrud er; hvor langt der er fra middelklasse til underklasse: »Der er sgu langt. Man taler slet ikke samme sprog jo,« fastslår han.

Når middelklassen skrider

I takt med Nancys konflikt og forvandling, forvandler Bornholm sig også. Øen overtages af en mystisk tåge frembragt af de underjordiske, der pløkker øboerne én for én: De er kommet for at tage øen tilbage efter menneskene i århundreder har misbrugt og forurenet den. Turisterne og alle, der har råd flygter til fastlandet. Butikkerne lukker, og vil man skaffe sig billetter til én de få færgeafgange, så må man på det sorte marked. København afviser konsekvent at gribe ind over for katastrofen og komme de efterladte øboere til undsætning. I romanen beskrives det således:

»Kujoner, tænker Nancy. Borgmesteren siger det, alle ved: Øen er afhængig af den økonomi, der følger med turisterne. De forhandler om at bevare slagteriet. Alle de arbejdspladser. Nancys samfundslærer har sagt, at det er middelklassen, der ikke vil omstille sig. Ingen vil slippe trygheden i det, de kender. Det er øens største problem.«

»Grundpræmissen er jo, at de første der skrider, når den magiske tåge truende kommer, det er middelklassen. Og når middelklassen forsvinder, så ryger limen i vores velfærdssamfund. Middelklassen er, både i romanen og i virkeligheden, garant for en sund økonomi og en eller anden form for social pli. De er fundamentet for, at samfundet er nogenlunde sundt og velfungerende, og når de skrider så er der, i hvert fald i romanen, ikke andet tilbage end vold og hor og druk,« fortæller Dennis Gade Kofod.

København bliver beskrevet som en kolonimagt og, som én af øboerne udtrykker det, ville krisen aldrig komme så vidt, hvis øen da bare stadig var en del af Sverige. Beskrivelsen af forholdet mellem Bornholm og København er en direkte kommentar til debatten om ’Udkantsdanmark’, fortæller Dennis Gade Kofod. »Vi oplever igen og igen på Bornholm at blive ladt i stikken og blive spist af med symbolpolitik – for ikke at tale om strukturreformen, der drænede øen totalt for arbejdspladser. Politikerne er i gang med at udtømme den her del af landet, og det gør mig så sindssygt vred.« For Dennis Gade Kofod er der ingen synderlig forskel på, hvordan København i romanen afviser og svigter øen, og på hvordan København i virkeligheden forholder sig til udkanten.

»Det er da fuldstændig ude af proportioner, at et af de største problemer i Danmark siden industrialiseringen bare udfolder sig uden nogen griber ind. Kald det københavneri eller hvad du vil, men vi føler os virkelig oversete herovre.« Og regeringens udflytterplan lanceres i øvrigt ledsaget af tilbud om krisehjælp til dem, den rammer. »Det er fuldstændig latterligt. Der blev aldrig talt om krisehjælp, da man fyrede 250 mennesker fra et slagteri i Herning. For de mennesker er man fuldstændig ligeglade med. Og det er fandme ikke i orden,« udtaler han vredt.

Provinsen er fed

Det har med Nancy været Dennis Gade Kofods ambition at skrive om al den dårligdom, der knytter sig til et liv på en ø, der er så isoleret fra alt andet. Han ville fortælle den negative, og tit oversete, fortælling om bornholmerlivet. Og selvom den færdige roman ifølge ham selv er blevet en kende for positiv, så er de sociale problemer konstant nærværende – i form af vold, druk og fedme. Her står blandt andet:

»Her er så mange fede, tænker Nancy. Hendes mor er heldigvis ikke en af dem. Fede alt-kneppende kvinder, der kun får sig en mand på grund af den ulige kønsfordeling. Alle de kloge kvinder er stukket af. Alle de smukke. Alle de normale. Det ene taberpar efter det andet. Det er kalorie ind, kalorie ud, det siger sygeplejersken på bostedet. Det er dumheden, der manifesterer sig som fedt. De bærer deres uvidenhed og deres ugidelighed omkring maven.«

Nancy synes, de fede er dumme og burde skamme sig. At hun samtidig skammer sig over sin vrede er et udtryk for, at der er nogle ting, man ikke må sige i debatten om udkanten, mener Dennis Gade Kofod.

»Men hvis man kigger på demografien, så er det jo indiskutabelt sådan, at folk med lange videregående uddannelser flytter til byen, mens folk med kortere uddannelser bliver boende. Og i byen får man altså utvivlsomt en bestemt erfaring og viden. Det er ikke et spørgsmål om intelligens, sådan som Nancy tror, men det er et spørgsmål om, at dem, der bliver boende i provinsen simpelthen bliver snydt for den her viden og erfaring.«

– Har du ikke været bange for at forråde det Bornholm, du selv kommer fra og de mennesker, der nu igen er dine naboer?

»Nej,« svarer han prompte. For Dennis Gade Kofod er den negative fremstilling af bornholmertilværelsen et tiltrængt modsvar til den opgejlede ’bornholmerfeber’: »Jeg bliver provokeret af den her fokusering på det idylliske og frigørende øboerliv. Begejstringen for den bornholmske mad og de bornholmske økoråvarer, som om det er hele fortællingen om Bornholm. Det er alene den øvre middelklasses projekt – og det er noget pis,« siger han. »Der er så mange andre mennesker, der er fanget her uden job og uden mulighed for at flytte. Det er der intet idyllisk eller økologisk over. Og det var deres historie, jeg ville forsøge at skrive.«

At ignorere katastrofen

Fortællingen om det hårde liv i udkanten – om økonomisk og social stagnation eller om nedlægninger af lokale bus- og færgeruter – kan komme mange steder fra. Men sagnene, myterne og mystikken har Bornholm et særligt monopol på. Det var rollespil og fantasy, der i sin tid inspirerede Dennis Gade Kofod til at skrive. »Og siden er det gået op for mig, at Bornholm jo er én stor fantasy-fortælling. Den har jeg længe haft lyst til at bruge, og på den måde er Nancy et forsøg på et stykke fuldbyrdet magisk realisme.« Tidligere har Dennis Gade Kofod brugt elementer fra fantasy-genren perifert, men i Nancy skulle det slå fuldstændig igennem. Som de underjordiskes konge siger midt i romanen: »Nu skal alle se os. Fra nu af er vi ikke længere usynlige.«

Tågen slår herfra igennem for fuldt blus og panikken blandt den flygtende middelklasse tager til. Men mens katastrofen folder sig ud, insisterer borgmesteren på, at byfesten skal afholdes. Øboerne drikker og drikker og lader som ingenting: »De hverken kan eller vil indse, at det hele er ved at bryde sammen – de fester videre og drikker deres gajolshots, som om ingenting sker. Ligesom vi som samfund ignorerer klimakrisen og fortsætter med at gøre som vi gør, mens alle de kloge konstant fortæller os, at det går ad helvede til. At ignorere katastrofen, er et centralt tema i romanen,« siger Dennis Gade Kofod.

Ingen bedring

Nancy er en kompleks fortælling, der rejser mange spørgsmål – både i forhold til plottet, men også i forhold til de kriser, katastrofer og samfundsproblematikker som tematiseres i romanen.

»Det skal ikke gå op,« slår Dennis Gade Kofod fast: »Romanen er et billede på, hvordan vi som samfund ville reagere, hvis vores verden brød sammen. Og den går ikke op, for det går jo ikke op.«

Man skal altså ikke læse efter en løsning eller noget, der peger videre fra katastrofen i Dennis Gade Kofods roman.

»Den har bare den dér dobbelte ødelæggelse: De underjordiske har jo ikke nogen anden mission end at udrydde hele lortet og starte forfra. Og underklassen er også bare ude på at udrydde sig selv – bare uden at vide det. Der er ingen positive kræfter i romanen, der prøver på at skabe bedring.«

– Hvorfor er der ingen bedring? Er det fordi, der ikke er en umiddelbar løsning eller er det fordi, det ikke er romankunstens opgave at levere den løsning?

»Hvis vi nu forestiller os den absurde situation, at en buttet bornholmerforfatter sad med løsningen til vores krise, så ville han jo nok skrive den løsning ind i romanen. Men jeg har ikke løsningen,« fastslår Dennis Gade Kofod. Og nej, ifølge ham er det ikke romankunstens pligt at komme med løsninger. »Det romanen kan, er at eksemplificere og udstille de problematikker, vi har at arbejde med,« siger han og tilføjer: »Løsningen er jo egentlig lige til. Vi skal blive bedre til at dele og holde op med at undertrykke hinanden. Men det kan vi jo ikke finde ud af.«

Læs Informations anmeldelse af Dennis Gade Kofods ’Nancy’ her.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her